Sofie var 23 år, en ung kvinde med et nærvær, der fyldte ethvert rum. Hendes lange, bølgede hår faldt naturligt ned over skuldrene, og hendes hud havde en varm glød fra timerne brugt udendørs. Hun var smuk, men ikke på en poleret, glossy måde – hendes skønhed var rå, næsten jordnær. Hendes krop var veltrænet, men ikke på den måde, der skriger fitnesscenter. Yoga, lange løbeture langs kysten og selvtræning havde formet hende. Hun var stærk, men blød, med kurver, der vidnede om en krop, der blev brugt og elsket, ikke straffet.
Sofies tøjvalg afspejlede hendes afslappede, men selvsikre personlighed. Når hun overhovedet havde tøj på, foretrak hun lette, behagelige materialer. Hun gik ofte i luftige kjoler eller korte nederdele med en løs top. Hun foretrak at droppe bh’en og ejede kun en sports-bh, som hun sjældent brugte. Når det kom til trusser, valgte hun enten g-strenge eller sprang dem helt over – det føltes luftigt, behageligt, og inderst inde også lidt frækt.
Sofie havde altid været selvstændig, men livet havde tvunget hende til at blive det i en grad, de færreste oplever som 18-årig. Hendes forældre døde i en bilulykke, og fra den ene dag til den anden var hun alene. Arven efter dem – et hus i en lille kystby og deres elskede sejlbåd – blev hendes anker. Huset var fyldt med minder, men også med en tomhed, der summede i stilheden. Båden, derimod, var frihed. Den havde været hendes legeplads som barn, hendes ansvar som teenager, når hun stolt styrede den gennem bølgerne, mens hendes forældre slappede af på dækket. Nu var den hendes flugt.
Nyuddannet fra universitetet, men uden job og træt af bøger og deadlines, stod Sofie ved en skillevej. Hun havde ingen forpligtelser, ingen, der ventede på hende. Livet havde lært hende, at det kunne ende brat, så hvorfor spilde det på at vente? Hun solgte huset. Det var en svær beslutning, men også befriende. Pengene gav hende mulighed for at tage af sted, og båden blev hendes hjem. Planen var klar: Hun ville sejle alene til Middelhavet, og når hun nåede frem, ville hendes bedste veninde, Emma, slutte sig til hende i to måneder. En måned senere ville deres fælles veninde, Clara, slutte sig til dem. Men først var det hende og havet.
Sofies hverdag før afrejsen var præget af en afslappet tilgang til livet. Hun havde aldrig været genert, og nøgenhed var for hende lige så naturligt som at trække vejret. Når hun var hjemme, droppede hun ofte tøjet. Hvorfor ikke? Der var ingen til at dømme, og hun elskede friheden i at mærke luften mod sin hud. Det var ikke ualmindeligt, at venner eller veninder dukkede op uanmeldt – og fandt hende splitter nøgen i køkkenet, mens hun lavede kaffe, eller på terrassen med en bog. Første gang det skete, havde Emma stået målløs i døren, hendes øjne gled kort ned over Sofies glatbarberede underliv, før hun udbrød: "For helvede, Sofie, hvorfor har du ikke tøj på? Forstyrrer jeg dig i noget?" Sofie havde grinet, rystet på hovedet og svaret: "Nej, jeg chiller bare. Det er varmt, og jeg gider ikke tøj, når jeg er alene." Emma rystede på hovedet, men smilede – det var så typisk Sofie. Nogle gange tog hun en t-shirt på, hvis gæsterne virkede generte, men ofte blev hun, som hun var. Det var hendes hjem, hendes regler. Hendes venner vænnede sig til det, og det blev en del af charmen ved at besøge hende – man vidste aldrig, hvad man fik.
En aften, få uger før afrejsen, sad Sofie på sin altan med en flaske vin og en notesbog, hvor hun planlagde ruten. Solen var ved at gå ned, og hun havde smidt alt tøjet efter en lang dag med at klargøre båden. Hendes nabo, en venlig fyr i trediverne, råbte over hækken: "Sofie, skal du ikke snart tage noget tøj på?" Hun lo og svarede: "Hvorfor? Det er varmt, og jeg skal alligevel i bad!" Han rystede grinende på hovedet, vant til hendes ligefremme attitude. Det var Sofie i en nøddeskal: selvsikker, lidt drilsk og helt sin egen.
** Rejsen begynder **
Dagen for afrejsen var en blanding af nervøsitet og eufori. Sofie stod på dækket af Skin Breeze, som hendes forældre havde døbt båden, og så kysten forsvinde i horisonten. Hun var alene, men ikke ensom. Havet var hendes følgesvend, og hun følte sig hjemme i dets uforudsigelighed. Når vejret tillod det, og hun var ude på åbent hav uden andre både i sigte, sejlede hun nøgen, liggende på dækket med solen mod huden eller stående ved roret, mens vinden kærtegnede hende. Det var frihed i sin reneste form. De første uger gik med at finde rytmen – sejle, ankre op, udforske små havne, spise frisk fisk på lokale tavernaer. Hun havde en evne til at falde i snak med fremmede, og hendes smil åbnede døre, uanset hvor hun var. Når hun gik i land, kastede hun ofte en løs kjole over uden at tænke på undertøj – det var praktisk og gav hende en følelse af lethed.
I en lille havn i Nordspanien mødte hun Javier, en lokal fisker, der sad ved baren på en rustik taverna. Han var i trediverne, med solbrun hud, mørke øjne, der glimtede af noget uartigt, og en krop, der bar præg af år med hårdt arbejde. Det var hans selvsikre, afslappede måde at bevæge sig på, der fangede Sofies opmærksomhed – som om han ejede rummet, men uden arrogance. Hun havde været alene i uger, og en varme begyndte at brede sig i hende, en blanding af ensomhed og lyst. Hun var ikke bare liderlig; hun savnede nærhed, berøring, noget, der kunne få hende til at føle sig levende. De begyndte at tale, først om båden, så om havet, og snart om alt muligt andet. Hans latter var dyb, og hans blik blev mere intenst, jo længere aftenen gik. Da han tilbød at vise hende et sted med en bedre udsigt over havnen, vidste hun, hvor det ville ende – og hun ville det.
I hans lille lejlighed var der en rå enkelhed: en seng med krøllede lagner, et åbent vindue, hvor bølgernes lyd sivede ind. Javier trak hende tæt, hans hænder stærke, men forsigtige, som om han ville mærke hver eneste del af hende. Han kyssede hendes hals, hans skæg strejfede hendes hud, og hun gøs. Hendes hænder fandt hans ryg, og hun trak ham ned på sengen. Han var tålmodig, men sulten, hans mund fulgte linjen fra hendes bryster til hendes lår, og hun gav sig hen, hendes åndedræt blev til støn. Da han endelig trængte ind i hende, var det med en rytme, der matchede bølgerne udenfor – langsomt, så hurtigere, indtil hun knugede lagnerne og mærkede varmen eksplodere i sig. Han fulgte efter, hans ånde varm mod hendes hals. Bagefter lå hun der, mærkede hans vægt mod sig, og da han rejste sig for at hente vand, sendte hun ham et smil og sagde: "Tak for i aften, men jeg sejler videre i morgen." Han nikkede, forstod. Da han var gået i bad, lå Sofie alene i sengen, mærkede varmen fra ham stadig i sig, en let, våd fornemmelse mellem lårene. Hun lod en hånd glide ned, lukkede øjnene og gav sig selv en sidste, langsom orgasme, mens hun tænkte på, hvor frit det hele føltes.
Næste morgen sejlede hun videre, uden at se sig tilbage. Javier var en god historie, men ikke en, hun skulle tage med sig.
** Storm og oplevelser **
Livet på havet var en blanding af ro og kaos. Nogle dage var havet så stille, at Sofie kunne ligge nøgen på dækket og lade solen kysse hendes hud, mens hun læste eller lyttede til bølgerne. Andre dage var det en kamp. En nat, ud for den franske kyst, ramte en storm. Vinden hylede, og bølgerne slog mod Skin Breeze, som om de ville sluge den. Sofie stod ved roret, gennemblødt, håret klistret til ansigtet, men hun var ikke bange. Hun havde sejlet i storm før, og hun stolede på sig selv. Adrenalinet pumpede, og da stormen endelig lagde sig ved daggry, satte hun sig på dækket med en kop kaffe og lo højt. Hun havde klaret det. Alene.
I Italien mødte hun Luca, en bartender på en livlig strandbar. Han var yngre, måske 20, med et drilsk smil, solbleget hår og en krop, der var skåret af lange dage i vandet. Det var hans energi, der trak hende – han var som en hvalp, fuld af liv, men hans øjne havde et glimt af noget mere modent, noget, der lovede sjov. Sofie havde danset alene til musikken fra baren, iklædt en kort, hvid nederdel og en løs top, ingen bh, bare en g-streng under, som gav hende en følelse af lethed. Han havde fanget hendes blik, vinket hende over og tilbudt en drink. Hun var i humør til at lege, og hans flirtende kommentarer fik hende til at grine. Hun var ikke forelsket, men hun var tændt, kriblende efter at mærke noget. Da baren lukkede, foreslog han en tur til stranden, og hun fulgte med, velvidende, hvad der ventede.
Under stjernerne, med bølgernes rytme i baggrunden, kastede de sig over hinanden. Luca var vild, hans hænder grådige, som om han ville have alt på én gang. Han kyssede hende hårdt, hans tænder strejfede hendes læber, og hun svarede med samme iver, hendes negle efterlod spor på hans skuldre. De væltede ned i sandet, hans mund fandt hendes bryster, og hun buede sig mod ham, mens varmen voksede i hende. Da han trak hendes nederdel af, var hun allerede våd, og han stønnede, da han mærkede hende. Det var hurtigt, lidt klodset, men fyldt med rå lyst. Han løftede hendes hofter, og hun satte sig overskrævs på ham, tog kontrollen, mens han greb om hendes lår. Hun red ham, hårdt og hurtigt, indtil hun mærkede orgasmen skylle gennem sig, og han fulgte efter med et brøl. Bagefter lå de i sandet, svedige og fnisende, sandet klæbede til deres hud. "Du er som en storm," sagde han og grinede. Hun svarede ikke, men smilede bare. Måske havde han ret.
** Ankomsten til Middelhavet **
Da Sofie ankrede op i en lille havn på en græsk ø, var hun præget af rejsen. Solen havde bleget hendes hår, hendes hud var mørkere, og hun følte sig stærkere, både fysisk og mentalt. Hun havde sejlet alene i måneder, og selvom hun havde nydt friheden, glædede hun sig til selskab. Emma skulle ankomme et par dage senere – præcise tider var svære at fastlægge, når man sejlede langt, men de havde aftalt at mødes her. Sofie brugte dagene på at klargøre Skin Breeze, købe forsyninger og nyde øens charme. Hun vandrede gennem smalle gader, spiste oliven og feta på små tavernaer og slappede af på dækket, ofte nøgen, når hun var sikker på, at ingen kunne se hende.
Da Emma endelig ankom, var glæden ubeskrivelig. Sofie stod på kajen, iklædt en løs, hvid kjole, og da hun så Emma træde ud af taxaen med sin rygsæk, sprang hun frem og kastede sig om halsen på hende. De lo og krammede hinanden, som om de ikke havde set hinanden i årevis. "Du ser ud som en søulv!" udbrød Emma, mens hun studerede Sofies solbrune hud og vindbløde hår. Sofie grinede og trak hende mod båden. "Kom, jeg kan ikke vente med at vise dig alt!"
De første par dage var en blanding af praktik og hygge, mens Emma fandt sig til rette på Skin Breeze. Sofie viste hende, hvordan man håndterede rebene, justerede sejlene og læste kortene, selvom hun insisterede på, at Emma bare skulle slappe af i starten. De tilbragte morgenerne med at svømme i det krystalklare vand, sprang fra båden og lod sig flyde i bølgerne. Om eftermiddagen lå de på dækket med kolde drinks, solens varme mod huden, og talte om alt fra gamle minder til Sofies eventyr på rejsen. Emma fik hele historien om Javier og Luca, og hun lo højt, men rystede på hovedet. "Du er umulig, Sofie. Men jeg elsker det."
Aftenerne blev til lange samtaler over vin og friskfanget fisk, som de tilberedte i bådens lille køkken. De sad under stjernerne, lyttede til bølgerne og planlagde, hvilke øer de skulle udforske næste. For Sofie var det som at få en del af sig selv tilbage – Emma var ikke bare en veninde, men en søster, der forstod hende uden ord. De fnisede, sang gamle sange og dansede på dækket, som om de var teenagere igen. Livet føltes let, og for første gang i lang tid følte Sofie, at hun ikke kun levede for sig selv, men også for øjeblikkene, hun delte med dem, hun holdt af.
Erotiske noveller skrevet af _anonymous_ Stem på historien
10
10333