Novelle 1: Eidothea
Pharos-øen, en ensom klippe i Middelhavet, lå indhyllet i måneskin, dens kyster vugget af bølger, der hviskede om guder og dødelige.
Menelaos, kongen af Sparta, stod ved kysten, hans hjerte tynget af Trojanerkrigens minder og længslen efter Helena. Hans mænd sultede, hans skibe var fanget af ugunstige vinde, og denne ø, senere hjem for Alexandria’s mægtige fyrtårn omkring 280 f.Kr., var nu et vildt sted, hvor havets guder holdt hof. Barderne sang om Proteus, “Havets Gamle Mand”, som skiftede form – løve, slange, vand – for at undslippe og vogtede sandheden om fortid og fremtid.
Men det var hans datter, Eidothea, der tændte en gnist i Menelaos’ bryst – en nymfe, hvis navn bar løfter om visdom og forførelse.
Under en måne, der malede havet i sølv, steg hun op fra bølgerne.
Eidothea var en vision af guddommelig skønhed, hendes nøgne krop glinsede som perlemor, hendes mørke, tanglignende hår bølgede over skuldrene, kun delvist dækkende hendes fyldige bryster og de bløde kurver ved hofterne. Hendes øjne, dybe som oceanets afgrunde, fangede Menelaos’ blik, og han mærkede en varm strøm af begær vælde op fra brystet og ned gennem lænderne, en længsel, han troede krigen havde kvalt.
“Konge af Sparta,” sagde hun, hendes stemme som bølger, der kærtegnede kysten, blød, men fyldt med en lokkende kraft. “Hvorfor pines du på Pharos’ kyster? Søger du vejen til Sparta, eller længes du efter noget, kun havet kan give?”
Menelaos, hvis krop bar arrene fra ti års krig, trådte tættere på, hans øjne fulgte hendes kurver, hendes hud, der glimtede i månelyset. “Jeg kender dig, Eidothea,” svarede han, hans stemme ru af længsel. “Barderne fortæller, hvordan du her på Pharos viste vejen til din far, Proteus, som gemmer sandheden. Jeg søger hans svar for at vende hjem, men nu…” Hans blik låste sig på hendes læber, “ser jeg, at havet rummer mere end svar.”
Eidothea lo, en lyd som bølger mod klipper, og gled tættere på. Hendes kølige hånd strejfede hans arm, og gnisten fra hendes berøring tændte en ild i hans hud. “Min far vogter sandheden,” hviskede hun, hendes læber så tæt på hans, at han kunne mærke hendes varme ånde. “Men jeg tilbyder en stund, hvor du kan glemme krigens smerte. Vil du betale havets pris, Menelaos?”
“Nævn den,” svarede han, hans stemme tynget af begær, hans øjne fulgte hendes hofters svaj, brysternes bevægelser med hvert åndedrag.
Hun trak ham mod vandet, hvor bølgerne var varme og indbydende. “Kom,” hviskede hun, og de gled sammen ud i havet, som om det åndede med dem. Hun førte ham til en undervandsgrotte, hvor koraller glødede i røde, violette og smaragdgrønne nuancer, som om de var tændt af gudernes lys. Her gav hun ham evnen til at ånde under vandet, en gave fra hendes guddommelige væsen, og verden over vandet forsvandt.
I grottens skær pressede hun sin nøgne krop mod hans, hendes kølige hud mod hans kampærrede, solvarme krop. Hendes fingre sporede hans ar, gled ned over hans bryst, langs mavens hårde linjer, og han gispede, da hun nåede længere ned, hendes hånd omsluttede hans pulserende længsel med en selvsikker, men øm berøring. Hans krop reagerede øjeblikkeligt, en bølge af varme og puls, der fik hans ånde til at stakke. “Havet kræver mod,” hviskede hun, hendes læber strejfede hans hals, hendes tænder nippede blødt mod hans hud.
“Giv dig helt hen til mig, konge, og jeg vil vise dig vejen til min far.”
Han nikkede, fanget i hendes blik, og hun kyssede ham – et kys så dybt og krævende, at det føltes som tidevandet, der trak ham ind i hendes verden. Hans hænder udforskede hende, fulgte hendes ryg ned til hofterne, hans fingre greb ind i hendes bløde kød, mens han trak hende tættere. Hun stønnede, da hans hænder fandt hendes bryster, hans tommelfingre cirklede deres følsomme toppe, og hun bøjede sig mod ham, hendes lår gled mod hans, hendes varme centrum pressede mod hans voksende begær. Deres bevægelser blev en dans, synkroniseret med havets puls – langsom, derefter hurtigere, som bølger, der byggede mod en storm.
Eidothea guidede ham med en selvsikkerhed, der afspejlede hendes guddommelige natur. Hun lagde sig på grottens bløde bund, hendes ben åbnede sig som en invitation, og han fulgte hende, hans hænder greb hendes hofter, mens han lod sig synke ind i hende. Hendes varme omsluttede ham, en strøm af nydelse, der fik ham til at stønne højt, og hun svarede med en lyd, der var både vild og melodisk, som havets egen sang. Deres kroppe bevægede sig i perfekt harmoni, hendes negle gravede sig ind i hans ryg, hans læber fandt hendes hals, hendes bryster, hver bevægelse en bølge, der steg højere. Hun hviskede hans navn, hendes stemme en blanding af befaling og bøn, og han gav sig helt, hans rytme blev mere insisterende, og han bankede sig dybt ind i hende, indtil de begge nåede en eksplosion af ekstase, der føltes som om selve oceanet brusede gennem dem, en bølge, der skyllede alt andet væk.
Da de til sidst lå sammen, indhyllet i grottens varme og havets stille sang, strøg hun hans kind, hendes øjne bløde, men fyldt med havets mystik. “Du har kendt mig nu, Menelaos,” hviskede hun. “Pharos er mit hjem, hvor jeg vandrede, før menneskene drømte om tårne, der kunne lyse op i natten. Når dagen gryr, skal du tage dine mænd og lægge dig i baghold, forklædt i sælskind. Hold fast i min far, uanset om han bliver løve, slange eller ild. Han vil afsløre vejen til Sparta og sandheden om dine faldne brødre – Agamemnon, Ajax. Men denne nat…” Hun kyssede ham blødt, “denne nat tilhører os.”
Ved daggry var Menelaos tilbage på kysten, hans krop varm af hendes berøring, hans sind fyldt med hendes ord og minder om deres lidenskab. Han fulgte hendes råd, og med sine mænd fangede han Proteus, som afslørede vejen hjem og skæbnen for hans kammerater. Men da han sejlede væk fra Pharos, vidste han, at han bar mere end svar med sig – han bar minderne om Eidothea, havets datter, hvis omfavnelse havde genvækket hans sjæl og for evigt bundet ham til havets hjerte.
Erotiske noveller skrevet af Eidothea Stem på historien
10
10333