Kapitel 6: Skyggens kald
Skoven åndede omkring dem, dens tætte grene vævede et loft, der knap slap solens lys igennem. Elia, Eran og Liv bevægede sig op ad den stejle sti mod helligdommen, som Moder Aran havde nævnt. Elia’s mærke summede under huden, nu en labyrint af glødende linjer, der strakte sig fra hendes lår til skulderen, som om det kortlagde hendes voksende magi.
Hver gang Liv eller Eran strejfede hende – en hånd på hendes arm, et blik, der dvælede – brændte mærket, som om det hungrede efter mere. Men der var også noget nyt: en følelse af, at noget ventede, skjult i skovens skygger.
Liv gik forrest, hendes sorte hår glimtede i de få solstråler, der brød igennem. “Helligdommen er tæt på,” sagde hun, hendes stemme lav, men med en undertone af spænding. “Men vi skal være forsigtige. Den bevogtes.”
“Af hvem?” spurgte Elia, hendes hånd instinktivt rørte ved dolken i hendes taske.
Liv kastede et smil over skulderen, hendes jadeøjne glimtede. “Ikke hvem. Hvad.”
Eran, der gik ved Elia’s side, lagde en hånd på hendes skulder, hans berøring varm og beroligende. “Vi står sammen,” mumlede han, men hans blik scannede skoven, som om han mærkede det samme som Elia – en tilstedeværelse, der lurede.
De nåede en lysning, hvor en lille dam lå spejlblank under en klippeformation. Vandet glitrede unaturligt, som om det bar en skjult kraft. Elia standsede, mærket brændte pludseligt, så intenst, at hun gispede. Hun trak kjolen op, og mærket lyste, dets linjer snoede sig nu længere ned ad hendes andet lår, som om det reagerede på stedets magi.
Liv trådte tæt på, hendes fingre strejfede mærket. “Det mærker stedet,” hviskede hun, hendes stemme tyk af noget, der både var ærefrygt og begær. “Og os.” Hun lænede sig frem og kyssede Elia, hendes læber varme og krævende, og Elia stønnede, hendes krop svarede øjeblikkeligt. Mærket flammede op, og varmen spredte sig mellem hendes lår.
Eran stod tæt bag dem, hans åndedræt blev tungere. “Her?” spurgte han, hans stemme ru, men med en sult, der afspejlede Elia’s egen. Liv trak sig tilbage fra kysset, hendes smil drilsk. “Hvorfor ikke?” svarede hun og trak Elia’s kjole op og over hendes hoved.
Elia stod nøgen i lysningens svage lys, hendes hud glødede af mærkets ild. Livs hænder gled over hendes bryster, hendes tommelfingre cirklede om hendes brystvorter, og Elia gispede, hendes krop bøjede sig mod berøringen. Eran trak sin skjorte af, hans muskler spillede under huden, og Elia’s hænder fandt hans bukser, løsnede dem med rystende fingre. Hans længde sprang fri, hård og varm, og hun lukkede hånden om ham, bevægede den langsomt, indtil han stønnede.
Liv knælede foran Elia, hendes tunge fandt hendes klitoris, og Elia stønnede højt, hendes hofter vippede mod Livs mund. Eran trådte bag Elia, hans hænder greb hendes hofter, og da han trængte ind i hende, var det som om verden brød i brand. Hans stød var dybe, rytmiske, og Livs tunge matchede hans tempo, hver bevægelse sendte bølger af lyst gennem Elia. Mærket lyste op, spredte sig yderligere, nu op over hendes bryst og mod hendes hals, som om det næredes af deres forening.
Dammen begyndte at røre sig, små bølger dannede sig, som om Elia’s magi vækkede vandet selv. Da hendes klimaks ramte, skreg hun, hendes krop rystede, og mærket brændte som en sol. Eran’s stød blev uregelmæssige, hans støn blandede sig med hendes, og han tømte sig i hende, mens Livs fingre fortsatte deres dans, forlængede Elia’s ekstase.
De sank ned på bredden, åndedrættet tungt. Elia rørte ved mærket, nu et netværk af lys, der dækkede hendes torso og lår. “Det vokser hver gang,” hviskede hun, både forundret og overvældet.
Liv lagde en hånd på hendes lår, hendes fingre varme mod mærket. “Det er din magi,” sagde hun. “Og det er os. Vi er en del af det.”
Eran nikkede, men hans blik var fjernt, som om han mærkede noget i skoven. “Vi er ikke alene,” mumlede han, og i det øjeblik brød en skygge frem fra træerne – en skikkelse, der bevægede sig med en rovdyragtig ynde.
Kapitel 7: Mellemverdenens bånd
Skikkelsen, der trådte frem fra skovens skygger, var ikke helt af denne verden. Hans konturer flimrede let, som om han var vævet af tåge og måneskin. Han var høj, med ravnsort hår, der faldt i bølger over skuldrene, og øjne, der glødede som poleret obsidian. Hans klæder var mørke, næsten gennemsigtige, og de bevægede sig som om de var fanget i en usynlig vind. Elia’s mærke brændte, så intenst, at hun gispede, og hun vidste med det samme, at han var mere end blot en mand.
“Jeg er Varyn,” sagde han, hans stemme dyb og rungende, som om den kom fra et sted uden for tiden. “Vogter af mellemverdenen, hvor helligdommens hjerte bor. Og du, Elia, bærer mærket, der kalder mig.”
Liv og Eran trådte instinktivt tættere på Elia, men Varyn løftede en hånd, og luften blev tungere, som om selve skoven bøjede sig for ham. “I bliver her,” sagde han, hans tone blød, men med en myndighed, der ikke tålte modstand. “Dette er mellem Elia og mig.”
Elia’s hjerte hamrede, men mærket pulserede, som om det bad hende om at stole på ham. Hun nikkede til Liv og Eran, en stille forsikring, og trådte frem mod Varyn. Hans blik var intenst, som om han så igennem hende, og da han rakte hånden ud, var hans berøring kølig, men elektrisk, som om han trak hende ind i en anden virkelighed.
Verden omkring hende skiftede. Skoven forsvandt, erstattet af en mellemverden – en tåget, drømmelignende plads, hvor stjerner hang lavt, og gulvet under hendes fødder føltes som blødt, pulserende lys. Mærket lyste op, nu et netværk af glødende linjer, der strakte sig fra hendes lår til skulderen og ned ad hendes arme. Varyn stod foran hende, hans nærvær som en magnet, der trak hendes magi og begær til sig.
“Din kraft er bundet til mellemverdenen,” sagde han, hans stemme som en kærtegn mod hendes hud. “Og til mig.” Han trådte tættere på, hans fingre greb hendes håndled, ikke hårdt, men med en fasthed, der sendte en bølge af lyst gennem hende. Han løftede hendes arme over hendes hoved, og fra tågen dannede sig svage, lysende bånd, der snoede sig om hendes håndled, holdt hende forsigtigt, men urokkeligt. Hun gispede, en blanding af overraskelse og ophidselse, da hun mærkede kontrollen glide fra hende – men kun lige nok til at tænde hende yderligere.
Varyn’s mund fandt hendes, hans kys var som en flamme, der fortærede hende, hans tunge udforskede hendes med en sult, der matchede hendes egen. Hans hænder gled over hendes kjole, trak den op og af, og hun stod nøgen foran ham, mærket glødende som en stjerne. Hans fingre sporede linjerne, fra hendes hofte til bryst, og hver berøring sendte stød af lyst gennem hende. Han knælede, hans mund fandt hendes bryst, hans tænder nappede forsigtigt, mens hans hånd gled ned mellem h Mellemverdenens lys begyndte at pulsere i takt med hendes hjerte.
Han løftede hende, hans styrke ubesværet, og pressede hende mod en usynlig væg af tåge, der føltes både blød og fast. Båndene om hendes håndled strammede let, holdt hende fanget, og hun stønnede, da hans fingre fandt hendes klitoris, cirklede langsomt, før de gled ind i hende, én, så to. “Overgiv dig til det,” hviskede han, hans stemme en blanding af kommando og begær, og hun adlød, hendes hofter bevægede sig mod hans hånd.
Hans klæder opløstes som tåge, og hun mærkede hans hårdhed mod hendes lår, varm og pulserende trods hans spøgelseslignende natur. Han trængte ind i hende, langsomt, men bestemt, og hun skreg lavt, hendes muskler strammede om ham. Hver bevægelse var kontrolleret, hans stød dybe og målrettede, og båndene om hendes håndled holdt hende, mens hans hænder greb hendes hofter, hans fingre borede sig ind med en let, men ophidsende smerte. Mærket lyste op, spredte sig yderligere, nu op over hendes hals og ned ad hendes ryg, som om det omfavnede hele hendes væsen.
Mellemverdenen reagerede, stjernerne over dem flammede, og tågen bølgede i takt med deres rytme. Elia’s klimaks ramte som en eksplosion, hendes skrig ekkoede i det tomme rum, og mærket brændte som en sol, mens hendes magi brølede, stærkere end nogensinde. Varyn’s støn fulgte, hans udløsning varm og flydende, som om han var både ånd og krop, og han holdt hende tæt, mens de begge rystede i eftergløden.
Da båndene løsnedes, sank de ned på det pulserende gulv, Elia’s åndedræt stadig ujævnt. Hun rørte ved mærket, der nu dækkede det meste af hendes krop, som en anden hud af lys. Varyn’s hånd hvilede på hendes skulder, hans øjne alvorlige. “Du er tættere på helligdommens hjerte nu,” sagde han. “Men din magi kræver mere – flere bånd, mere styrke.”
Elia nikkede, hendes krop summede af magi og lyst. Hun vidste, at mellemverdenen havde ændret hende, og at Varyn – hvad end han var – var en del af hendes skæbne. “Hvad er det næste?” hviskede hun.
Varyn smilede, hans konturer begyndte at flimre igen. “Helligdommen vil vise dig. Men vær klar – ikke alle bånd er lige lette at knytte.”
Erotiske noveller skrevet af Eidothea Stem på historien
10
10333