Jane var stewardesse i et stort luftfartsselskab.
Hun var 26 år gammel, og meget bevidst om sine evner, og sit gode udseende.
Nogen ville kalde hende arrogant.
Hun var lige landet i et arabisk land, hvor hun havde nogle fridage.
Som sædvanligt søgte hun ned i den del af byen, hvor man kunne få nogle drinks.
Det var meget afsides, men der var mange vesterlændinge, som benyttede sig af stedet.
Hun vidste det var absolut forbudt, men hun var sikker på, hun kunne klare sig, selv hvis der kom en razzia.
Hun fik gode udlæggerpenge, så hun var sikker på, hun kunne betale sig fra det, hvis hun kom i vanskeligheder.
Og hun var også overbevist om, at hendes firma havde så meget magt, at de på et øjeblik ville kunne få hende frigivet.
Hun nød stemningen, og som sædvanligt var der flere mænd, der købte drinks til hende, i håbet om at få hende med videre.
Pludselig lød der skud udenfor, og ind ad alle døre vrimlede det med politifolk.
Alt var kaos, og Jane blev grebet hårdt i armen af en politimand.
Trods hendes højlydte protester blev hun slæbt udenfor og smidt ind i et ”salatfad” sammen med utallige andre.
Kort tid efter blev de kørt til politihovedkvarteret, og Jane blev ført ind til en yngre politimand, der så meget bister ud.
Hun smilede forførende til ham, og spurgte, hvad der var galt.
Han så stadig bister ud, da han svarede på gebrokkent engelsk, at hun var anholdt for at have drukket spiritus.
Jane trak et par pænt store pengesedler op, og skubbede dem over til betjenten.
Betjenten blegnede et kort øjeblik, hvorefter han ophidset råbte ad hende på arabisk.
Kort efter kom en overordnet ind, og forklarede Jane, at der var et voldsomt lovbrud at forsøge bestikkelse.
Hun fik lov til et telefonopkald, så hun ringede til firmaet, og bad om hjælp.
Firmaet lovede at sende en medarbejder hurtigst muligt, og Jane blev ført ind i en lille celle og låst inde.
Næste formiddag kom medarbejderen, og Jane blev chokeret, da hun så det var John.
John var en ung, ambitiøs og dygtig medarbejder, som Jane ved et tidligere besøg i landet havde lagt lidt op til.
Da John viste interesse, havde Jane gjort ham til grin foran deres kollegaer, på sin sædvanlige arrogante og nedladende facon.
John meddelte kort, at han havde talt med den øverstbefalende, og at Janes situation ikke så særlig god ud.
Man havde besluttet at slå hårdt ned på korruption, så medarbejderne blev godt belønnet, når de anmeldte forsøg herpå.
Jane spurgte, om de ikke skulle kontakte ambassaden.
John svarede, at firmaet havde talt med ambassaden.
Den nærmeste ambassade lå flere tusinde kilometer væk, og der ville gå flere dage, før ambassaden kunne sende en repræsentant.
Ambassade havde befuldmægtiget John til at køre sagen.
Jane skulle for en dommer samme dag, og politiet havde indstillet hende til 1 års fængsel og 100 piskeslag.
Jane blegnede og var tæt på at miste bevidstheden. Hun var klar over, at et fåtal overlevede 1 år i landets fængsler, og hun kunne slet ikke forholde sig til 100 piskeslag.
John prøvede at berolige hende.
Han havde kontakt til den bedste advokat i området.
Advokaten ville være til stede ved retsmødet, så John kunne tale med ham, hvis det var nødvendigt.
Advokaten håbede på at undgå fængselsstraf, og at piskeslagene kunne nedsættes, og om muligt konverteres til slag med spanskrør.
John ville være til stede og prøve at gøre sin indflydelse gældende.
Dels som repræsentant for ambassaden, og dels som repræsentant for flyselskabet, som var et stort aktiv for landet.
Jane var virkelig bange, og hun undskyldte lidt famlende sin tidligere opførsel overfor John.
Han smilede kort og svarede, at han var i stand til at skelne mellem fritid og arbejdstid.
Jane spurgte hvordan det ville komme til at foregå.
John svarede, at når dommen var faldet, skulle straffen straks afsones, og hun ville blive ført tilbage til sin celle.
Fysisk afstraffelse blev udført 1 gang om ugen, det var dagen efter, på et stort stadion, med plads til tusindvis af tilskuere.
De dømte blev ført ind, beordret til at klæde sig af, placeret på et stort X, og herefter blev arme og ben fastspændt til pælene med manchetter.
Det hele blev vist på storskærm, så de tilskuere, som havde de dårligste pladser, også kunne følge med.
Herefter ville afstraffelsen blive eksekveret.
Slagene ville blive leveret i passende tempo med cirka 3 slag pr. minut.
Jane begyndte stille at græde, hun kunne slet ikke se sig igennem smerten, skammen og ydmygelsen.
John lagde stille armene om Jane, og hun puttede sig ind til ham, og bad ham hjælpe hende fri af situationen.
John lovede at gøre sit bedste, og kort tid efter blev de kaldt op til dommeren.
Dommeren var en ældre mand, som hurtigt læste sagen igennem, og spurgte John om noget på arabisk.
John svarede, og det kom til en heftig ordveksling mellem de 2 mænd.
Til slut slog dommeren hammeren i bordet, og John tog Janes hånd, og nærmest trak hende med ud.
Jane var dybt forvirret og spurgte John, hvad der var foregået.
John svarede, at dommeren efter ordvekslingen med John havde afvist fængslet.
Han havde også afvist de 100 piskeslag og var gået med til 20 slag med spanskrøret.
John havde forhandlet dommen til 10 slag offentligt, og 10 slag mere privat.
Samtidig havde han fået igennem, at ved de 10 offentlige slag måtte Jane bære maske, så ingen kunne genkende hende.
John forklarede, at efter en offentlig afstraffelse, kunne man finde film på internettet, og det var ikke behageligt, når man blev genkendt.
De 10 mere private slag måtte John selv eksekvere, hvis Jane ønskede det.
Men han ville naturligvis være forpligtet til at slå med, hvad han mente var, passende hårdhed.
Hvad John undlod at fortælle var, at han, gennem sit firma, blev brugt som afstraffer.
Han var så højt i graderne, at han valgte, hvilke dømte han ville afstraffe.
Så det var bestemt ikke uvant for ham at være på stadion til afstraffelser.
Og han havde selvfølgelig bestemt, han selv ville straffe Jane.
Jane var rædselsslagen, men kunne godt se, at John havde fået forhandlet straffen ned på et tåleligt niveau, og accepterede uden videre.
John var splittet.
Han kunne måske have fået Jane frigivet uden fysisk straf, hvis han havde arbejdet på det.
Men inderst inde glædede han sig til at straffe hende, både offentlig og mere privat.
Hun var en arrogant og forkælet gås, og fortjente at blive sat på plads.
Han huskede tydeligt, da hun gjorde ham til grin foran deres kollegaer.
Han mærkede imidlertid også, han stadig var lidt varm på hende.
John meddelte, han ville komme og klargøre Jane til straffen næste formiddag.
Jane stirrede bare tomt ud i luften, og prøvede at forstå, hvorfor hun var havnet i denne meget ubehagelige situation.
Næste morgen kom John til Janes celle.
Han gav hende et kram og hviskede, at han ville være hos hende hele vejen igennem.
Han fortalte Jane, at hun skulle klargøres til den offentlige straf.
Hun skulle i bad, herefter skulle hun fjerne al behåring fra skuldrene og ned.
Han kunne gøre det, eller hun kunne vælge en mandlig fangevogter, der var rift om at få lov at gøre vesterlændinge klar til.
Jane valgte straks John, hun havde set, hvor sultent de mandlige fangevogtere havde betragtet hende.
Herefter skulle hun indsmøres i noget salve, der hjalp huden til at kunne tåle mere, før den sprak.
Endelig skulle hun iføres en ganske kort kjortel, så hun først blev helt nøgen, lige før hun skulle afstraffes.
John tog Jane med til klargøringsrummet og bad hende klæde sig af.
Jane rødmede dybt, hun skammede sig, og følte sig ydmyget, ved at skulle parere ordre fra John.
Hun var normalt ikke genert, men at skulle klæde sig af overfor John, som hun havde hånet tidligere, var stærkt grænseoverskridende.
Samtidig føltes det en smule ophidsende, at hun var totalt underlagt John.
John nød udsigten, Jane var en ualmindelig flot pige.
Kort tid efter stod Jane nøgen.
Høj, langt lyst hår, veltrænet krop, pæne, mellemstore og faste bryster.
Muskuløs mave, en lille, fast røv, lange slanke ben, der mødtes i en flot, velplejet kusse.
Skamlæberne glatbarberede, men ovenover et pænt, studset område.
John tabte nærmest kæben.
Han havde haft en forventning om, at Jane var flot, men hun var jo gudesmuk.
Ikke et gram forkert placeret, og ingen mangler.
Samtidig mærkede han tydeligt, at pikken rørte på sig.
Johns følelse af magt, og at se denne smukke kvinde nøgen, påvirkede ham seksuelt.
John tog sig sammen og beordrede Jane til at gå i bad.
John klargjorde bordet med bøjler til benene, og da Jane kom ud fra badet, bad han hende ligge sig, med benene i bøjlerne.
Han spredte bøjlerne, og trak Janes røv helt ud til kanten, hvorefter han satte sig på en skammel mellem hendes ben.
Udsigten var formidabel.
Jane lå lige foran ham, helt nøgen og med vidt spredte ben.
John tog barberskum og fordelte det forsigtig mellem Janes ben, helt fra mellemkødet til over skambenet.
Han nød berøringen af Janes intime steder, før han tog skraberen og langsomt fjernede alt tilgængeligt hår.
Han tog en fugtig klud og tørrede den resterende barberskum af, og nu havde han udsigt til den lækreste, fuldstændig glatte fisse.
Han lod fingrene følge skamlæberne, for at sikre sig, at al hårvækst var væk.
Der smuttede en finger ind mellem skamlæberne, og John kunne konstatere, at Jane var temmelig våd.
Hans behandling havde åbenlyst ophidset hende.
Han havde lyst til at lade tungen glide op ad skamlæberne, men modstod fristelsen.
John tog sig sammen, og bad Jane vende sig.
Også bagsiden så formidabel ud.
De lange ben og muskuløse lår, den lille, stramme og indbydende røv.
Der var ikke noget at klage over.
John smurte røven ind i den creme, der skulle hjælpe med at Janes skind ikke sprak for hurtigt.
John fuldførte arbejdet og meddelte Jane, at der var 10 minutter til hun skulle til podiet, for at modtage sin straf.
Jane panikkede igen, og kastede sig i armene på John.
Hun bad ham redde hende, hun ville gøre alt for at slippe.
John tog om Jane og lod hænderne glide fra håret, ned over ryggen, videre over røven.
Denne dejlige, faste røv, som han, om ganske få minutter, ville mishandle med et spanskrør.
Janes nøgne krop, som pressede sig mod John, påvirkede ham yderligere rent seksuelt.
John gjorde sig forsigtigt fri, og fandt den kjortel, som Jane skulle bære på vejen til podiet.
Han gav hende kjortlen på, og herefter placerede han masken, nærmest en stofpose med huller til øjne og mund, over hendes hoved.
Han tog Janes arm, og førte hende til indgangen til stadion.
Da Janes navn og straf blev kundgjort, førte John hende hen til X-et.
Han tog Janes kjortel af, og der lød et sus fra publikum.
Det var en af de flottere piger, der skulle afstraffes om lidt.
Kameraet zoomede ind på alle detaljer af Janes krop, til stor glæde for tilskuerne.
John fastgjorde Janes arme og ben, stillede X-et i en passende vinkel, og gik om foran Jane.
Han gav hende lidt koldt vand, og fastgjorde herefter hendes hoved, så hun kun kunne se lige frem.
John gik hen og valgte et mellemtykt, meget langt spanskrør.
Han stillede sig klar, og gjorde tegn til publikum, der talte ned fra 3.
Ved nul afgav John det første slag.
Det velkendte sus, når spanskrøret accelererer ned mod en ubeskyttet, bar røv.
Den uhyggelige lyd, når spanskrøret rammer destinationen.
Og skriget, der en brøkdel af et sekund senere høres, når den dømte reagerer på smerten, når spanskrøret smadres ned på den dømtes balle.
Jane følte det nærmest, som om der var blevet presset et stykke rødglødende jern hen over hendes røv.
Og det var kun det første af 10 slag.
John betragtede resultatet af første slag.
En tydelig mørkerød stribe tegnede sig hele vejen på tværs af Janes røv.
Han løftede spanskrøret, og placerede der andet slag, fuldstændig parallel med, lige under det første, men med svagere kraft.
Janes skrig var hjerteskærende, og John mærkede en medfølelse med hende.
Tredje, fjerde og femte slag blev leveret med væsentlig mindre kraft.
Jane skreg stadig højt, men dog aftagende.
John knælede bag Jane, og nød udsigten til røven, med 5 striber fra toppen af, til lige under midten af, røven.
Lækre ben og en flot, glat, fremtrædende kusse, med ekstrem flotte skamlæber.
John rejste sig, og fortsatte afstraffelsen af den stakkels, fikserede pige.
Kraften i slagene var stadig på et minimum, på grænsen til at kunne blive underkendt.
Men Johns position var på et niveau, hvor ingen følte sig klar til at påtale hans arbejde.
Efter det sjette slag, begyndte Jane at græde stille af smerte og afmagt.
Efter det syvende slag begyndte hun at tigge om at slippe.
Efter ottende og niende slag var det ingen ende på, hvad hun ville love, blot hun måtte slippe for flere klø.
Til det 10. slag var pladsen på røven brugt op.
John besluttede, at det sidste slag skulle afleveres med noget større kraft på det mest ømme sted, nemlig hvor røven og lårene mødes.
Han afleverede slaget, og på Janes reaktion kun man se og høre, at der var slået hårdt.
Jane sled i rebene, hun var fikseret med, og udstødte et langt brøl, nærmest som et såret vilddyr.
Publikum jublede og klappede, endelig en ordentlig reaktion fra den vesterlandske pige.
John gik om foran hende og gav hende lidt vand, mens han trøstende hviskede, at nu var det offentlige overstået, mens han frigjorde hendes hoved.
Han gik om bag hende og løste hendes hænder og ben, hjalp hende op at stå, og gav hende kjortlen på.
Herefter førte han Jane ud, og ned til klargøringsrummet, hvor han placerede hende på maven hen over bordet.
Han fjernede masken, og det var tydeligt, at Jane var knækket.
Erotiske noveller skrevet af Klinten51 Stem på historien
10
10333