Klokken var næsten halv elleve, og mørket havde lagt sig som et tungt tæppe over den gamle gård i Vestjylland. Peter, Amanda og deres attenårige søn Thomas havde tilbragt dagen med at rydde op efter Peters grandfætter, en støvet skikkelse, der havde efterladt et kaos af minder i sit kølvand. Gårdens røde facade var falmet til en mat, jordagtig tone, dens træværk revnet af tid og vejr, og de skæve staldbygninger tegnede sig som spøgelsesagtige silhuetter mod sensommermørket, kun brudt af en enkelt lampe, der kastede et svagt, gult skær over lågen og gruset. Indenfor lå stabler af gullige aviser, deres kanter krøllede og sprøde, rustent værktøj spredt over gulvet som efterladte knogler, og hylder fyldt med nips – små porcelænsfigurer med afskallet maling, en messingklokke med en mat, plettet overflade og et ur, hvis visere var knækket af, fanget i en stille fortid. For Amanda var det hele værdiløst rod, men for Peter var det en skat, en tråd til barndommens somre, han nægtede at slippe.
"Peter, vi kan ikke tage det hele med. Det er affald!" sagde Amanda, hendes stemme skarp og sprød af udmattelse, da hun pegede på en kasse fyldt med halvødelagte glasfigurer, som han stablede ved siden af deres bil. Hendes hænder hvilede på hofterne, og hendes hvide sommerkjole var støvet og krøllet efter dagens arbejde, dens stof klæbede let til hendes lår i den fugtige aftenluft. "Vi har været her hele dagen, og jeg orker ikke mere af det her."
Peter rettede sig op, hans skuldre stive, og sendte hende et blik så koldt, at det næsten kunne mærkes i luften mellem dem. "Det er ikke affald, Amanda. Det er historie," sagde han, hans stemme lav og insisterende. "Jeg tilbragte somre her som dreng, fiskede med ham ved åen, lyttede til hans historier om krigen. Jeg smider det ikke væk, bare fordi du ikke forstår det." Hans hænder var sorte af jord og olie, og han tørrede dem i sine bukser, efterlod mørke striber mod det slidte stof.
"Forstår det?" Hun lo tørt, en lyd, der skar gennem mørket, og kastede hænderne op i en bevægelse af ren frustration. "Det er værdiløst, Peter! Vi kunne tage det vigtige og komme tilbage senere, men nej, du skal absolut fylde bilen som en samler. Jeg er færdig, og Thomas er færdig. Kan vi ikke bare køre hjem?" Hendes øjne flakkede mod Thomas, søgende efter støtte, men han stod lidt væk, tavs og ubevægelig.
Thomas sparkede opgivende til stenene i indkørslen med sine sneakers, små grå pletter mod det mørke grus, hans krop tung og øm efter at have slæbt kasser hele dagen. Hans hår var fugtigt af sved, klæbede til panden i pjusket uorden, og hans grønne øjne flakkede mod mørket, matte af træthed, mens hans hænder hvilede i lommerne, fingrene krøllede sig sammen.
Til sidst fik Peter sin vilje, som han så ofte gjorde. Han proppede bagagerummet til randen med kasser og sække, fyldte forsædet ved siden af førersædet med løse genstande – en støvet lampe, en bunke falmede breve, en metalæske, der raslede af ukendt indhold. Da han var færdig, var der kun bagsædet tilbage, og selv der tog en kæmpe kasse med mugne bøger halvdelen af pladsen, dens kanter revnede og papiret gulligt under det svage lys fra lampen.
"Du og Thomas kan sidde sammen på bagsædet," sagde Peter og tørrede sveden af panden med bagsiden af hånden, hans stemme flad og uden plads til diskussion. "Det er kun tre timer til Sjælland."
Amanda stirrede på ham, hendes mund åben i vantro, øjnene store og mørke i aftenens skær. "Du mener, jeg skal sidde på Thomas’ skød i tre timer, fordi du ikke kan skille dig af med en bunke gamle bøger?" Hendes stemme steg, næsten skælvende af irritation. "Det her er vanvittigt, Peter!"
"Tag en taxa, eller bliv her til i morgen, så henter jeg dig," svarede han koldt, hans blik faldt tilbage på bilen, og han smækkede bagagerummet i med en skarp lyd, der rungede over gruset. "Ellers må du finde en løsning, for jeg kører nu." Han vendte ryggen til hende og gik mod førersædet, hans skridt tunge og beslutsomme.
Hun rystede på hovedet, hendes skuldre sank i resignation, og en dyb udånding slap ud mellem hendes læber. Hun vendte sig mod Thomas, der ventede ved bilen, hans skikkelse en slank skygge mod bilens matte lak. "Er det okay med dig, skat?" spurgte hun, hendes stemme blødere nu, næsten tøvende. "Det bliver lidt klemt."
Thomas nikkede, usikker på, hvad han ellers kunne sige, hans mund tør og ordene fanget i halsen. "Øh, ja, mor… det går nok." Hans øjne flakkede væk fra hendes, ud mod mørket, hvor vinden raslede svagt i træerne.
De satte sig ind. Peter startede motoren, dens brummen fyldte luften med en lav, vibrerende lyd, og Amanda kravlede op på bagsædet, satte sig forsigtigt på Thomas’ skød. Hun forsøgte at finde en stilling, hvor hun ikke lagde for meget vægt på ham, men kassen med bøger ved siden af dem tvang hende tættere ind mod hans krop. Thomas mærkede hendes vægt mod sine lår, varmen fra hendes hud gennem hans jeans og hendes tynde, hvide sommerkjole, der gled let op, da hun satte sig. Hans kinder blussede, og han vendte blikket mod vinduet, hvor mørket slugte gårdens konturer.
Hans hjerte begyndte at hamre, en hurtig, insisterende rytme mod hans brystkasse. Det her var hans mor – han vidste det, gentog det for sig selv som en besværgelse – men hendes nærhed vækkede noget i ham, en varme, han ikke kunne kontrollere. Han forsøgte at tænke på noget andet – gruset under hjulene, vinden mod stalden – men hendes duft, en svag blanding af sved og en sød parfume, trak ham tilbage som en usynlig hånd. Det var forkert, og alligevel kunne en del af ham ikke få sig til at ønske, at hun flyttede sig.
Bilen kørte ned ad grusvejen, hjulene hoppede over sten og huller, og hver ujævnhed kastede Amanda op og ned mod Thomas’ skød. Hun greb fat i hans arme for at holde balancen, hendes fingre sank ind i hans hud gennem trøjen, og hun mumlede et hurtigt "undskyld" hver gang, hendes stemme lav og næsten opslugt af motorens larm. Han smilede akavet, hans læber trak sig i en stiv grimasse, og svarede: "Det… det er okay, mor." Bagsædets mørke skjulte hans rødme, og Peter sad foran, hans øjne låst på vejen, hans hænder strammede om rattet, fanget i sine egne tanker.
Efter et par minutters slingren nåede de hovedvejen og derefter motorvejen, hvor turen blev jævnere. Peter tændte for radioen, og en gammel dansk sang summede lavt i kabinen, dens toner bløde og trætte som natten selv. Han nynnede med, hans stemme hæs og mekanisk, mens han holdt blikket på de hvide striber, der fløj forbi i forlygternes skær. På bagsædet var Amanda og Thomas overladt til hinanden, skjult af mørket og sæderyggens høje kant, en verden for sig selv i bilens trange rum.
Motorvejens brummen fyldte kabinen, og mørket udenfor var næsten totalt, kun brudt af forlygternes lys og de sjældne glimt fra modkørende biler. Amanda sad stadig på Thomas’ skød, og varmen mellem dem voksede i det indelukkede rum, et tæt, pulserende nærvær. Hendes sommerkjole var krøllet op omkring hendes lår efter grusvejens bump, og han kunne mærke hendes bare hud mod sine hænder, hvor de hvilede på sædet ved siden af hende. Han forsøgte at fokusere på noget andet – vejens monotone rytme, radioens svage toner – men hendes nærhed gjorde det umuligt; hendes varme sivede gennem hans jeans og satte hans hud i brand.
"Det bliver lidt varmt herinde," sagde hun lavmælt og vendte sig halvt mod ham, hendes stemme blødere nu, fri for den skarpe kant, hun havde brugt mod Peter. Hendes hår strejfede hans kind, en let berøring, der sendte en bølge gennem ham. "Er du okay der?"
"Ja… øh, det går," svarede han og nikkede, men hans hjerte bankede, og en stigende uro bredte sig i hans krop – ikke kun fra varmen, men fra hendes duft og fra den måde, hendes hofter hvilede mod hans, tunge og nærværende.
Bilen ramte en lille ujævnhed på motorvejen, og Amanda blev kastet op og landede hårdt mod hans skød. Hun udstødte et lille gisp, og han mærkede hendes runde bagdel presse direkte mod hans skridt, hendes vægt skubbede mod ham i et øjeblik af intens kontakt. Hans krop reagerede øjeblikkeligt; en varme samlede sig i hans underliv, og han kunne mærke sig selv svulme, hårdne mod hendes hud gennem jeansene. Hun måtte have mærket det – hans fulde længde pressede mod hendes bagdel – og hendes kinder rødmede i det svage lys fra instrumentbrættet, en flygtig glød i mørket.
Men hun sagde ingenting. I stedet skiftede hun stilling, hendes bevægelser gned hendes bagdel mod ham, og han bed tænderne sammen, kæmpede for at holde et støn inde, hans hænder knyttede sig i luften.
"Undskyld," mumlede hun og kiggede ud ad siden, hendes stemme næsten forsvundet i motorens brummen. Thomas rømmede sig, hans hals tør, og kæmpede for at holde stemmen rolig. "Det… det er okay, mor. Bare vejen." Men hans tanker snurrede – hvorfor stoppede hun ikke? Hvorfor flyttede hun sig ikke? Han mærkede hendes varme mod sig, og en del af ham skreg, at han burde skubbe hende væk, men en anden del, dybere og mere insisterende, længtes efter at lade hende blive.
Amanda sad stille et øjeblik, hendes ånde ujævn, og hendes tanker kæmpede mod hinanden. Hvorfor stopper jeg ham ikke? gentog hun for sig selv, mens hendes hjerte slog en takt hurtigere. Hun mærkede hans hænder mod sine hofter, hans fingre, der sank let ind i hendes hud gennem kjolen, og en stemme inden i hende skreg, at hun burde trække sig, sige noget, genvinde kontrollen.
Men en anden del – den del, der havde ligget urørt ved siden af Peter i årevis, den del, der hungrede efter at blive set, begæret – holdt hende fast. Han var hendes dreng, men også en mand nu, og varmen fra hans skød mod hendes bagdel sendte et stød gennem hende, en længsel, hun ikke kunne nægte.
De sad i stilhed et stykke tid, kun afbrudt af radioens svage summen og Peters lejlighedsvise nynnen foran. Amanda bøjede sig til siden for at tage en vandflaske fra en taske på gulvet ved kassen med bøger. Hendes krop skubbede sig tættere mod Thomas, og hendes bagdel gled længere ned i hans skød, pressede direkte mod hans hårde længde. Han lagde hænderne på hendes hofter for at stabilisere hende, hans fingre sank ind i hendes bløde hud gennem kjolen, og da hun rettede sig op med flasken, lod han dem blive. Hun kiggede på ham i mørket – et kort, intenst blik, hvor deres øjne mødtes i en stille udveksling, uden ord.
Hun tog en slurk vand og satte flasken tilbage, men hendes hånd faldt ned på hans, hendes fingerspidser strejfede hans hud i en let, kærtegnende bevægelse. Thomas mærkede et stik af chok, men også en pirrende varme, der bredte sig i hans underliv som en stille flamme. Hun bevægede fingrene igen, en blid cirkel mod hans hånd, og han holdt vejret, ventede på, at hun skulle trække sig – men hun blev, og hans længde bankede mod hendes bagdel, fanget i jeansenes stramme stof.
"Det er en lang tur," hviskede hun så lavt, at Peter ikke kunne høre det over motorens brummen, hendes stemme varm og næsten drillende. "Er du sikker på, det er okay?"
"Øh… ja, mor, det… det går," stammede han, hans stemme skælvende, næsten opslugt af spændingen. Han kunne mærke hendes puls under sine fingre, og hans eget hjerte hamrede så højt, at han frygtede, det ville afsløre ham.
Hans hænder gled langsomt op ad hendes lår, hvor kjolen var krøllet op til hendes hofter, og han mærkede den bløde, varme hud under sine fingerspidser, glat og nærværende i mørket. Hun rørte sig ikke væk, og han lod dem glide videre, næsten som en prøve, indtil han nåede kanten af hendes trusser – et tyndt, silkeagtigt stof, der var varmt og allerede fugtigt mod hans berøring. Hans ånde satte sig fast i halsen, og han tøvede, men hendes stilhed var som en tilladelse.
Tiden gik, og motorvejens monotone rytme blandede sig med en stigende træthed. Peter havde skruet radioen ned til en næsten uhørlig mumlen, og hans øjne var faste på vejen, hans nynnen svagere nu, næsten mekanisk. Amanda og Thomas var alene i mørket, skjult af nattens tæthed og sæderyggens skygge.
Kjolen var nu gledet helt op til hendes hofter, og Thomas kunne mærke hendes bare lår mod sine hænder, huden blød og varm mod hans fingerspidser. Hendes trusser var synlige i det svage lys fra instrumentbrættet – hvide med små blomster, gennemsigtige nok til at afsløre konturerne af hendes bagdel og en mørk skygge mellem hendes lår. Han vidste, han burde trække sig tilbage, løfte hænderne, lade hende være – men hans krop nægtede, fanget af hendes varme. I stedet lod han hånden hvile der, lige ved kanten af hendes trusser, og mærkede pulsen fra hendes underliv mod sine fingerspidser.
Hun rørte sig let, en lille bevægelse af hofterne, og skubbede sit underliv frem mod hans fingre, en stille invitation, der fik hans hjerte til at springe et slag over. Han holdt vejret, overrasket, men tog det som et tegn. Hans fingerspidser strejfede trussernes kant, gled forsigtigt hen over stoffet, og han mærkede konturerne af hendes skamlæber, varme og svagt hævede under det tynde lag. En svag fugtighed sivede gennem, og hans længde bankede af lyst, pressede hårdere mod hendes bagdel.
"Det er lidt trangt her," hviskede hun, hendes stemme blød med en undertone af noget uartigt, næsten lokkende. "Men det går, ikke?"
"Ja… øh, det er fint, tror jeg," mumlede han, hans stemme skælvende, næsten væk i mørket. Hans hjerte hamrede, og hans hænder bevægede sig med mere selvsikkerhed nu, lod to fingre glide hen over trusserne, fulgte linjen af hendes skamlæber og fandt den lille, hævede knop af hendes klitoris gennem stoffet.
Hun bed sig i læben, og hendes hofter bevægede sig mod hans hånd, en lille, krævende bevægelse, der sendte en bølge gennem ham. Han begyndte at gnide, forsigtigt først, hans fingre pressede mod hendes klitoris gennem trusserne, og han kunne mærke hendes varme vokse, en klæbrig fugtighed, der trængte igennem og gjorde hans fingerspidser glatte. Hendes åndedræt blev hurtigere, og hun greb fat i hans arme med begge hænder, hendes negle sank let ind i hans hud gennem trøjen.
De havde kørt i over to timer nu, og motorvejens endeløse strækning fortsatte ind i natten. Peter summede stadig for sig selv foran, hans hoved lænet let mod rattet af træthed, helt uvidende om det, der udspillede sig bag ham. Amanda var sunket længere ned mod Thomas, hendes krop tung og varm mod hans, og hendes åndedræt var dybt, men fyldt af en anspændt energi, der summede mellem dem.
Hans hånd bevægede sig med mere selvsikkerhed nu, lod to fingre glide op og ned over trusserne, fulgte hendes konturer og mærkede hendes klitoris hæve sig mod hans berøring. Stoffet var gennemblødt, og han kunne mærke hendes safter trænge igennem, varme og silkebløde mod hans hud. Hun spredte lårene en smule, så meget som det trange rum tillod, og gav ham bedre adgang. Hendes hofter rockede forsigtigt mod hans hånd, en stille, rytmisk bevægelse, der matchede hans fingres tempo.
Han fandt hendes klitoris igen og begyndte at cirkle rundt om den, pressede hårdere nu, og mærkede hendes krop reagere – hendes lår dirrede let, og hendes greb om hans arme blev strammere. Hun lagde hovedet tilbage mod hans skulder, og han kunne mærke hendes hede ånde mod sin hals, små, desperate pust, hun kæmpede for at holde stille. Hendes trusser var gennemsyret nu, og han kunne mærke hendes varme, pulserende kød gennem det tynde lag – hver lille bevægelse, hver lille sammentrækning, var tydelig mod hans fingerspidser.
Han øgede tempoet, hans fingre gled hurtigere, pressede mod hendes klitoris i små, insisterende cirkler. Hun var nær nu – han kunne mærke det i hendes spændte muskler, i den måde, hendes hofter skælvede mod ham. Hendes ånde blev til små, næsten lydløse gisp, og hun bed sig hårdt i læben for at holde lyden inde. Han mærkede hendes safter flyde, en varm bølge, der gennemblødte trusserne og hans fingre, og så kom det – en stille, voldsom rysten, der løb gennem hende.
Hendes krop stivnede et øjeblik, hendes lår klemte sig sammen om hans hånd, og han kunne mærke hendes orgasme pulsere mod hans fingre, en række små, intense sammentrækninger, der efterlod hendes safter varme og våde mod hans hud. Han fortsatte at gnide langsomt, forlængede bølgerne, indtil hun slappede af mod ham, hendes hoved tungt mod hans skulder, hendes åndedræt et stille, udmattet hvæsen.
De sad sådan et øjeblik, tavse og stille. Hun løftede hænderne fra hans arme og lagde dem i sit eget skød, trak kjolen lidt ned som en slags tilbagevenden til virkeligheden. Thomas flyttede sin hånd væk, hans fingre stadig våde og duftende af hende, og lod den hvile på sædet. Hans længde bankede stadig i hans jeans, en smertefuld, pulserende varme, men han gjorde ingenting ved det – det var hendes øjeblik, og han lod det være hendes.
Udenfor fortsatte motorvejen, og Peter nynnede videre, uvidende om alt.
Da de endelig drejede ind på deres indkørsel på Sjælland, var klokken næsten halv to. Huset, et toetagers hjem med hvide mure, lå stille i natten; det svage lys fra badeværelset i stueetagen skinnede gennem det matte vindue, mens soveværelserne på første sal var mørke og tavse. Amanda steg af Thomas’ skød uden et ord, hendes bevægelser langsomme og tunge, som om hun bar en usynlig vægt.
De bar kasserne ind i stilhed – Peter først med de tungeste, Amanda og Thomas efter med de mindre, deres skridt rungede svagt mod gulvet. Ingen talte – trætheden hang som en tåge mellem dem, blandet med noget uudtalt, der lå i luften efter køreturen. Da alt var stablet i garagen, mumlede Peter et træt "godnat" og gik op ad trappen til soveværelset, hans skridt tunge mod træet. Døren deroppe lukkede med et blødt klik, og stilheden bredte sig i huset som et dybt åndedræt.
Thomas stod tilbage i gangen, hans krop øm og tung efter dagen, sveden fra køreturen klistrede mod hans hud, og hans jeans føltes stramme og ubehagelige efter timerne med Amanda på skødet. Han trak en hånd gennem håret, fugtigt og filtret, og besluttede at tage et bad, før han gik i seng. Han måtte vaske dagen af sig – og måske også tankerne om, hvad der var sket på bagsædet, selvom de nægtede at slippe.
Badeværelset lå i stueetagen, et lille rum med hvide fliser, der glimtede svagt i det matte lys, og et glasvindue, der vendte ud mod haven, dækket af en dugget overflade. Han låste døren, skruede for vandet i bruseren, og dampen begyndte at fylde rummet, en varm tåge, der lagde sig mod hans hud. Han smed tøjet i en bunke på gulvet – trøjen, jeansene, boxershortsene – og trådte ind under bruseren.
Vandet ramte hans hud i varme stråler, løb ned over hans skuldre og bryst i små bække, og han lukkede øjnene, lod det skylle over ham. Men hans tanker vendte tilbage til hende – varmen fra hendes lår mod hans, lyden af hendes åndedræt, den måde, hendes krop havde rystet mod hans hånd. Hans manddom reagerede, begyndte at svulme igen ved tanken, og han mærkede en pulserende varme samle sig i sit underliv.
Han hørte ikke døren blive åbnet. Amanda stod uden for badeværelset, hendes hjerte bankede mod hendes brystkasse, en hurtig, insisterende rytme. Hun vidste, at den gamle lås var let at dirke op – hun havde gjort det før, når Peter havde låst sig inde i vrede eller træthed. Hendes hænder rystede let, da hun lod sin kjole glide til gulvet i gangen; stoffet faldt i en blød bunke og efterlod hende kun i sine hvide trusser med små, falmede blomster langs kanten, nu fugtige fra tidligere og nattens varme. Med en kendt bevægelse drejede hun håndtaget, og låsen gav efter med et blødt klik. Dampen væltede ud mod hende, varm og tæt, og lyden af vandet, der ramte fliserne, blandede sig med hendes egen ånde, da hun trådte ind og lukkede døren bag sig.
Thomas stod med ryggen til, vandet løb ned ad hans nakke i varme striber, hans muskler spændte og afslappede under bruserens rytme. Han mærkede et køligt pust skære gennem dampen, vendte sig halvt, og hans ånde satte sig fast i halsen. Der stod hun i døråbningen, kun iført trusserne, hendes krop moden og blød i det svage lys – huden over maven let afrundet, hofterne fyldige og indbydende, brysterne fulde og runde med en tyngde, der bar tidens spor, men stadig løftede sig med hvert åndedrag. Hendes hår var løst, mørke bølger faldt over skuldrene og klæbede til hendes hud af nattens sved, og hendes øjne mødte hans med en intensitet, der fik hans hjerte til at springe et slag over – en blanding af erfaring og en sult, der brændte dybt.
"Mor?" Hans stemme var lav, næsten opslugt af bruserens brusen, og hans hånd rakte instinktivt efter håndklædet på krogen, fingrene dirrede i luften. Hun rystede svagt på hovedet, trådte tættere på, og dampen lagde sig som en tåge omkring hende, fik hendes hud til at glinse. Han kunne se hendes brystvorter, hårde og mørke mod den lyse hud, tegne sig tydeligt i den fugtige luft.
"Jeg kunne ikke sove," sagde hun stille, hendes stemme blød, men med en undertone af noget sultent, der vibrerede i rummet. "Ikke efter… det, der skete." Hun tog et skridt tættere, og han mærkede varmen fra hendes krop gennem dampen, et nærvær, der fyldte hans sanser. "Jeg skylder dig noget, Thomas."
Han åndede tungt, hans længde nu helt stiv, umulig at skjule under vandet, der løb ned over hans underliv i varme strømme. "Du… øh, du behøver ikke…" stammede han, men hans ord døde, da hun løftede en hånd og lagde den mod hans bryst, hendes fingre kolde mod hans varme hud. Hun skubbede ham blidt tilbage mod fliserne, og han lod hende, fanget af hendes blik, hendes selvsikkerhed. De kolde fliser mod hans ryg var en skarp kontrast til bruserens varme og hendes hede ånde, der strejfede hans hud.
Hun sank langsomt ned på knæ, hendes bevægelser sikre og flydende, og han kunne ikke tage øjnene fra hende. Hendes ansigt var smukt i dampens lys – kindbenene høje, læberne fyldige, med fine linjer i øjenkrogene, der tilføjede dybde til hendes udtryk. Hendes bryster var endnu mere tydelige nu, fulde og runde mod den våde hud; vandet ramte dem og fik små dråber til at perle ned over deres kurver. Trusserne klistrede til hendes lår, fugtige fra tidligere og dampen, og afslørede konturerne af hendes hofter og underliv. Hendes øjne låste sig på hans erektion, der stod hård og pulserende foran hende, og hun smilede svagt – et smil, der var både ømt og farligt, som om hun vidste præcis, hvad hun gjorde.
"Du tog dig af mig," mumlede hun og lænede sig frem, hendes ånde hed og tæt mod hans hud. "Nu er det min tur." Hendes hænder gled op ad hans lår, fingrene sank ind i hans muskler, og han stønnede lavt, da hendes læber strejfede spidsen af ham. Hun åbnede munden og lod tungen glide langs undersiden af hans skaft, en langsom, våd bevægelse, der sendte et stød gennem hans krop som en elektrisk bølge. Han lænede hovedet tilbage mod fliserne, hans hænder knyttede sig i luften, mens han kæmpede for at holde balancen under hendes berøring.
Hun tog ham ind i munden, først kun spidsen, og hendes læber lukkede sig tæt om ham, en varm, våd omfavnelse, der fik hans ånde til at stokke sig. Varmen fra hendes mund blandede sig med bruserens varme vand, og han kunne mærke hendes tunge cirkle mod hans sensitive hud, en blød, insisterende bevægelse. Hun begyndte at bevæge sig, langsomt først, lod ham glide længere ind, mens hendes ene hånd greb om roden af hans skaft og klemte let, hendes fingre varme mod hans hud. Hendes anden hånd hvilede på hans lår, hendes negle borede sig ind i hans kød, og han kunne ikke holde et støn tilbage – en lav, hæs lyd, der næsten druknede i bruserens brusen.
Hun øgede tempoet, hendes hoved bevægede sig frem og tilbage i en rytme, der matchede hans stigende puls, og han kunne mærke hendes spyt blande sig med vandet, gøre ham glat og våd mod hendes læber. Hendes tunge arbejdede mod undersiden af ham, pressede mod de mest følsomme steder, og hans lår begyndte at ryste under hendes berøring. Han lagde en hånd på hendes hoved, hans fingre viklede sig ind i hendes våde hår, ikke for at skubbe, men for at mærke hende, overgive sig til hendes selvsikkerhed.
"Mo… åh…" gispede han, hans stemme brød over, da hun tog ham dybere; hendes læber strakte sig om ham, og han kunne mærke bagsiden af hendes mund mod spidsen, varm og tæt. Hun udstødte et svagt støn, en vibration, der løb gennem ham og fik hans underliv til at stramme sig som en fjeder. Han var tæt nu – han kunne mærke det bygge sig op, en varme og et tryk, der voksede i hans skød med hver bevægelse af hendes mund, hver cirkel af hendes tunge.
Hun mærkede det også. Hendes hånd ved hans skaft begyndte at bevæge sig i takt med hendes mund, strammede og slappede i en rytme, mens hun sugede hårdere; hendes tunge legede med ham i små, insisterende cirkler. Hans ånde blev til korte, desperate gisp, og hans greb i hendes hår strammede utilsigtet, da han nærmede sig kanten, hans krop spændt som en bue.
"Jeg… jeg kan ikke…" stammede han, hans stemme næsten væk i dampen, og denne gang trak hun sig tilbage. Hun slap ham med et lille, vådt pop, hendes læber røde og glinsende i bruserens lys, og lænede sig lidt tilbage på knæene. Hendes hånd blev på hans skaft, bevægede sig hurtigt nu, op og ned i en glidende rytme, mens hun kiggede op på ham gennem dampen. Hendes bryster hævede sig med hendes åndedræt, våde og skinnende, og hendes ansigt var tæt nok til, at han kunne mærke hendes varme ånde mod sin hud.
"Kom for mig, Thomas," hviskede hun, hendes stemme lav og krævende, en blanding af ømhed og magt, der sendte ham over kanten. Hans krop spændtes, og han stønnede højt – en rå, ukontrolleret lyd, der rungede i rummet – da han nåede sit højdepunkt. Hans varme skød ud i pulserende stråler, ramte hendes ansigt først, en tyk stribe over hendes kind og læber, og derefter hendes bryster, hvor det blandede sig med vandet og løb ned over hendes hud i små perler, der glimtede i lyset. Hun fortsatte med at bevæge hånden, malkede ham langsomt, indtil de sidste dråber ramte hendes brystben og blev skyllet væk af bruserens varme strøm.
Han stod der, åndeløs og rystende, hans knæ svage under ham, mens hun slap hans skaft og lænede sig tilbage. Hun løftede en hånd og tørrede hans varme fra sin kind med fingerspidserne, kiggede på det et øjeblik med et uudgrundeligt udtryk, før hun lod vandet skylle det væk. Hendes bryster bar stadig små spor af ham, men dampen og vandet gjorde dem næsten usynlige nu. Hun smilede svagt, en blanding af tilfredshed og noget dybere, og rejste sig op, hendes bevægelser langsomme og sikre.
"Godnat, Thomas," sagde hun stille, hendes stemme rolig, næsten moderlig igen, som om hun i øjeblikket allerede var en drøm. Hun vendte sig, åbnede døren og trådte ud i gangen, hendes bare fødder efterlod svage, våde spor på gulvet. Han hørte dem mod træet, og så var hun væk; døren lukkede sig bag hende med et svagt klik.
Thomas stod tilbage under bruseren, hans ånde stadig tung, hans krop dirrede af efterskælv. Vandet skyllede over ham, vaskede sveden, varmen og sporene af hendes nærvær væk, men ikke følelsen – den blev siddende, dybt i hans bryst, som en varme, han ikke kunne ryste af sig. Han lukkede øjnene og lænede sig mod fliserne, hans sind et virvar af chok, lyst og noget, han ikke kunne sætte ord på. Hvad havde de gjort? Og hvad ville der ske nu?
Erotiske noveller skrevet af ChildofMalkavHistorien er rettet af ChildofMalkav Stem på historien
10
10333