RYGCRAWL ELLER BRYST?
PROLOG
Jeg havde aldrig været en, der fandt ro i vandet. Svømning havde altid virket som en disciplin for de dedikerede, de målrettede. Og jeg var aldrig en af dem, der havde været i stand til at mestre crawl. Jeg kunne flyde, jeg kunne lide at være i vandet, men at få min krop til at arbejde rytmisk og effektivt, det var noget helt andet. Jeg havde længe overvejet det. Det var på en måde en form for selvdisciplin, noget, jeg følte, kunne give mig både fysisk udfordring og indre ro. Jeg vidste, jeg måtte gøre noget, så jeg meldte mig til et svømmekursus.
Jeg ankom første gang med en underlig blanding af nervøsitet og forventning. Det var en gruppelektion, og selv om jeg ikke kendte nogen, kunne jeg mærke, at det var noget, der kunne ændre mig. Der var noget i luften, som jeg ikke kunne forklare. Jeg havde ikke forventet meget, men lige da jeg trådte ind i hallen, så jeg ham. Torben, træneren, var den første, jeg lagde mærke til. Ikke bare på grund af hans imponerende fysik, men den selvsikkerhed, der strålede ud af ham. Han var målrettet, fokuseret, og det var noget, jeg kunne respektere. Jeg havde ikke anet, at denne beslutning om at lære at crawle ville føre til så meget mere.
Og så, som en uventet drejning, var det ikke Torben, der skulle blive min træner. Efter hans skade blev Anton, en anden træner, introduceret. En ung, intens mand, der på en måde forandrede alt. Jeg vidste straks, at der var noget mere end bare teknik på spil. Og sådan begyndte min rejse i vandet - men det var ikke kun teknikken, jeg skulle lære.
NOVELLEN
Det var en mandag aften, da jeg meldte mig til svømmeholdet. Der var noget næsten barnligt ved beslutningen - som om jeg endelig ville tage revanche over for de klodset plaskende svømmetimer i folkeskolen. Denne gang ville jeg lære det ordentligt. Lære at crawle. Lade kroppen finde rytmen, glide gennem vandet som en fisk, eller i det mindste som et menneske, der ikke drukner efter fem meter.
Vi var tre på holdet. En kvinde i tresserne med farvet hår og alvorlige svømmebriller, en fyr omkring min egen alder, måske lidt yngre, med et nervøst smil og for store badebukser - og så mig. Vi blev henvist til hver vores bane, og så kom han: Torben.
Han behøvede ikke præsentere sig. Man kunne se på ham, at han havde svømmet hele sit liv. Han bevægede sig med den der flydende kraft, man kun får, hvis man har været mere i vand end på land. Stor overkrop, markerede arme, den slags muskler man ikke bare løfter sig til, men trækker sig til gennem hundredvis af baner. Jeg kunne ikke lade være med at stirre. Heller ikke da han smilede til os, tænderskærende hvidt mod de let solbrændte kinder.
“Vi starter roligt ud i dag,” sagde han. “I får hver jeres bane, og jeg vil gå rundt og give lidt feedback. Det vigtigste er, at I finder rytmen.”
Rytme. Jeg tænkte straks på hans krop, på de stærke ben, der bar ham som ingenting, og hvordan han ville se ud, hvis han selv svømmede ved siden af mig. Det gjorde han ikke. Han gik. Op og ned langs kanten, som en slags rolig, våd metronom.
Vi begyndte. Jeg nåede ti meter, før jeg sank en halv liter klorvand og hostede som en motor, der ikke ville starte. Torben var der med det samme, sagde noget venligt og rettede på min armføring. Hans hånd lå kortvarigt på min skulder, tung og varm.
Han smilede igen. Professionelt. Flot. Uopnåeligt.
Og jeg? Jeg nikkede og lod som om, jeg lyttede. Men jeg tænkte kun på den hånd. Og hvordan han nok var mere til hende med svømmebrillerne end mig. Eller til nogen helt andre.
Han satte sig på hug ved kanten, da jeg kom tilbage efter endnu en kikset bane. Jeg pustede som en blæsebælg, mens vandet løb fra min næse og mine ører. Torben smilede og pegede roligt ud mod vandet.
“Du skal prøve at holde hovedet mere nede. Kig ned i bunden, ikke frem. Det hjælper på balancen i kroppen,” sagde han, og hans stemme havde den der lidt hæse klang, som folk der tilbringer meget tid i svømmehaller nogle gange får.
Jeg nikkede, men jeg hørte næsten ikke ordene. Mine øjne var - næsten - kun rettet mod noget andet. Han sad med albuerne hvilende på knæene, lidt for tæt på, i de der alt for tætsiddende svømmeshorts, og jeg kunne ikke ignorere det. Bulen. Den afslørende spænding i stoffet, som ikke gjorde noget for at skjule hans form.
Jeg prøvede at fokusere. På teknikken. På vejrtrækningen. På hans faglige vejledning. Men min puls sagde noget andet.
Han havde et smil, der kunne få klor til at føles som champagne, og øjne, der uden anstrengelse kunne få én til at tro, at man faktisk havde potentiale. Jeg blev varm, selvom vandet var køligt.
Men det var også klart: han var med garanti ikke til mænd. Ikke på den måde, jeg ønskede. Måden han talte til kvinden med de alvorlige svømmebriller. Det lille ekstra glimt i øjet, han kun tændte for, når hun smilede tilbage. Det var tydeligt nok.
Og alligevel… sad han dér. For tæt. For rolig. For afslappet. Og jeg havde stadig ikke lært at crawle.
Timen sluttede, og mine arme føltes som om de var lavet af kogt spaghetti. Jeg havde aldrig forestillet mig, at crawl kunne være så brutalt. Jeg vaklede op ad bassinstigen med klor i næsen, vand i ørerne og en mærkelig følelse af tomhed og overstimulering.
På vej ud mod omklædningsrummet kom en anden fyr gående mod hallen. Han havde mørkt, vådt hår, svømmetaske over skulderen og en selvsikker gang. Vi fik øjenkontakt. Ikke den tilfældige, forbipasserende slags, men noget mere. Noget, der holdt fast. Hans blik var åbent, undersøgende. Et lille smil gled over hans læber. Ikke meget, bare lige nok.
Han var med næsten med garanti til fyre. Det vidste jeg bare. Der var en gensidig genkendelse i blikket. Det der lette, ordløse “jeg ser dig”, som er sjældent, men uomtvisteligt, når det sker. Men han skulle ind, og jeg skulle ud.
Jeg gik videre med det blik brændt fast i baghovedet. Ind i bruserummet, hvor dampen allerede havde lagt sig som et blødt tæppe i luften. Jeg stillede mig under den varme bruser og lod vandet skylle over min krop. Trak vejret dybt. Mine tanker burde være på min teknik, på min slatne venstre arm, på Torbens råd - på Torben selv, måske.
Men alt, jeg kunne tænke på, var blikket. Det korte sekund, der føltes som en åbning. Som et måske. Og det var sgu også dejligt.
Jeg fornemmede det ret hurtigt - hvordan kroppen reagerede, mens jeg stod der under bruseren. Det var ikke til at tage fejl af. Bare tanken om ham fyren, hans blik, den måde han bar sig selv på… det sendte en varm, tung sitren ned gennem mig. Det føltes forbudt og spontant, som noget der sneg sig ind, uden at have fået lov. Og jeg mærkede hvordan min pik blev tungere.
Jeg skyndte mig ud fra bruseren, tørrede mig halvt og fik trukket tøjet på i en fart. Hjertet slog lidt hurtigere, som om jeg havde svømmet endnu en runde uden pause. Tankerne blev ved at kredse om ham, selv da jeg smækkede bildøren og startede motoren.
Det var fjollet. Jeg kendte ham slet ikke. Vi havde ikke sagt ét ord til hinanden. Men det blik… det havde sagt nok.
På vej hjem sad jeg med den der dejlige uro i kroppen. Træt, øm, klorindsmurt - men med en slags forventning, jeg ikke havde haft længe.
Måske ville han også være der næste gang.
Måske ville vi igen få øjenkontakt.
Måske ville én af os sige noget.
Måske.
Der var store forventninger til den efterfølgende svømmetime - og måske endnu flere end første gang. Allerede da vi lå i vandet og havde varmet lidt op, fik jeg øje på ham igen. Fyren fra sidst. Han trådte ind i hallen med en whistle om halsen og et clipboard i hånden - ikke som almindelig svømmer denne gang, men som noget helt andet.
Han gik hen til kanten, satte sig på hug ligesom Torben plejede at gøre, og sagde: “Hey, jeg hedder Anton. Jeg tager over for Torben et par uger - han er desværre blevet skadet, og skal holde sig fra bassinet et stykke tid.”
En mumlen bredte sig blandt os. Nogle nikkede medfølende. Det var selvfølgelig synd for Torben. Men der var ikke skyggen af dårlig samvittighed i mig, da jeg mærkede min krop reagere med det samme. Det her… det var godt. For os. Eller, i hvert fald for mig.
Anton smilede afslappet. Han havde det der look, der bare passede ind i en svømmehal - den våde glød i huden, de stærke skuldre, den naturlige autoritet. Og nu, hvor han stod der som træner, med den der kombination af koncentration og legende energi, kunne jeg ikke kigge væk.
Mine øjne var låst på ham. Hver eneste bevægelse. Hver gang han pegede. Når han rettede på nogen. Når han vendte sig og fik solen fra ovenlysvinduerne til at fange dråberne på hans hals.
Det var kun et spørgsmål om tid, før jeg ville drukne. Ikke i bassinet - men i ham.
Anton havde klart et ekstra øje på mig. Han kom ofte hen, mens vi svømmede, gav små justeringer, korte kommentarer, og hver gang han sagde mit navn, var det som om det klang anderledes i munden på ham - blødere, mere personligt. Det var måske bare mig. Men det føltes ægte.
Og jeg havde selvfølgelig endnu mere fokus på ham. Når han gik langs bassinkanten. Når han satte sig på hug. Og nu igen - lige foran mig.
Jeg holdt pause, lænet op ad kanten, da han kom over. Han satte sig ned, en hånd hvilende afslappet på sin knæ, og jeg prøvede at spille cool, mens mit blik faldt - ubehjælpeligt - på bulen i hans svømmeshorts. Den var mindre end en halv meter fra mit ansigt. Jeg prøvede at holde øjenkontakt, men min fantasi var allerede stukket af. Jeg følte mig varm på en måde, vandet ikke kunne køle ned.
Anton smilede til mig, et roligt, lidt skævt smil, som om han godt vidste, at jeg havde det svært - men ikke nødvendigvis med crawl.
“Du skal nok få det lært,” sagde han og nikkede opmuntrende.
Jeg nikkede og forsøgte at smile tilbage, selvom det næsten gjorde ondt at trække vejret.
Det var ikke teknikken, jeg tænkte på.
Det var tanken om ham.
Ham og mig, alene i bassinet.
Privatundervisning.
Hud mod hud, ingen tid, ingen regler.
Bare ham, der lærte mig alt, jeg ikke kunne i forvejen.
Han satte sig igen på hug foran mig - nu med let spredte ben og fortsat med den samme rolige tilstedeværelse som før - men der var noget andet i luften. En lille ændring i hans blik, som om han registrerede, hvad det gjorde ved mig, når han var så tæt på. Og denne gang… denne gang rettede han lidt på sig selv. Bulen skulle lige vendes. Jeg vidste hvad det betød, når den strammede lidt i stoffet.
Ikke diskret. Ikke nødvendigvis bevidst provokerende. Men nok til, at det ikke kunne overses. Hans hånd justerede let på bulen i shortsene, og jeg nåede akkurat at tænke var den ikke lidt større end før?
Jo. Måske. Sandsynligvis.
Mit hjerte slog hurtigt. Jeg holdt øjenkontakten, men hans smil havde fået en ny kant. En undertone. Ikke flabet, ikke åbenlys, men noget - en strøm under overfladen. Som om han vidste, hvad han gjorde. Som om han var nysgerrig på, hvad jeg ville gøre.
Og han var lækker. Helt ærligt. Ikke bare fysisk, men i måden han var til stede på. Afslappet, men opmærksom. Han havde en ro i sig, som man kunne læne sig ind i. Eller fantasere om at gøre.
Da timen sluttede, fulgtes vi ‘tilfældigt’ ud. Ikke noget særligt, bare side om side, våde fødder mod klinker, klor i næseborene og varme i kroppen.
Vi trådte ind i baderummet. Det var tomt, dampen lå tungt i luften, og alt lød dæmpet herinde. Han kiggede kort på mig, stadig det samme lille smil, og uden tøven smed han sine svømmeshorts.
Og der stod han. Rigtigt.
Intet skjult, intet justeret væk.
Og jeg kunne ikke andet end at stirre.
Og tænke: shit.
Han vaskede sig med rolige, grundige bevægelser, som om han havde al tid i verden. Vandet løb ned over hans bryst, maven, hofterne. Jeg bemærkede tydeligt hans bevægelser omkring den flotte pik der pegede på mig, som om den allerede var lidt tiltrukket af hvad den fornemmede, og de fyldige nosser der helt sikkert var spændte og klar til skud.
Jeg prøvede at vende blikket væk, bare i glimt, men han fangede mig. Han kiggede direkte på mig, ikke længe, men længe nok til at det sitrede. Der var ingen forlegenhed i det - bare en åbenhed. Et blik, der hverken sagde ja eller nej. Bare jeg ser dig.
Så gik han. Drejede om og forsvandt ind i saunaen.
Jeg kunne have ladet det ligge dér. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg skyllede hurtigt sæben af, tørrede mig lidt for hurtigt og gik efter ham, som trukket af en varme, der ikke kun kom fra saunaen.
Inde bag glasdøren duftede det af træ og sved og noget mere intenst, menneskeligt. Han sad allerede dér, på den øverste bænk, med håndklædet løst over hoften. Jeg satte mig skråt over for ham, så jeg kunne se ham tydeligt uden at stirre alt for åbenlyst - selvom det var præcis, hvad jeg gjorde.
Og så trak han det ene ben op. Afslappet. Som om det bare var den mest naturlige måde at sidde på. Og pludselig havde jeg fri udsigt. Hele ham, rå og varm og levende i det dæmpede lys.
Pikken pegede stadig let fremad, ikke stiv men alligevel med en fyldighed der kunne få mig til at tænke på, om den var ‘på vej’.
Jeg kunne mærke mit hjerte slå i halsen. Han sagde ingenting. Jeg sagde ingenting. Men alting blev sagt i stilheden.
Jeg mærkede det først som en summen. Den velkendte, insisterende varme, der ikke bare kom fra saunaens træbeklædte vægge, men fra kroppen selv - min, og hans. Og jeg var sikker på, at jeg ikke var den eneste. Der var en let spænding i luften, noget uudtalt, som svævede mellem os sammen med dampen.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge igen. Og jo, der var en ændring. En reaktion. Ikke voldsom, men synlig. Naturlig. Menneskelig. Og måske… bevidst?
Vi smilede til hinanden. Det var stille, men smilene sagde nok. Hans var det første til at bryde tavsheden:
“Ja, man bliver altid lidt større herinde i varmen,” sagde han, som om det var den mest naturlige sætning i verden.
Jeg klukkede kort og svarede, uden rigtig at tænke over det:
“Ja… det har jeg også lagt mærke til.”
Og med det samme, ordene forlod min mund, hørte jeg dem, som han nok også hørte dem. Tonen. Dobbeltheden. Det lille, uundgåelige glimt af noget mere.
Vores blikke hang fast i hinanden et øjeblik længere.
Han sagde ikke noget. Men hans smil bredte sig en anelse mere.
Og jeg mærkede varmen stige.
Ikke kun fra træet under mig.
Der skete ikke mere i saunaen. Ingen berøringer, ingen ord ud over dem, der allerede havde ladet rummet dirre. Men det var nok. Mere end nok til at sætte noget i gang.
Vi forlod saunaen uden hast. Klædte om. Jeg forsøgte at virke afslappet, men mit hoved summede stadig. Jeg kunne ikke helt aflæse ham, da han gik mod sin taske, og jeg tænkte, at det måske bare havde været en leg. En leg mellem to nøgne mænd. Og en varme i rummet, der nu fordampede med dampen.
Jeg gik ud til bilen. Smækkede døren, satte mig bag rattet og trak vejret dybt. Men så…
Døren ind til hallen gled op igen, og han kom gående ud. Anton.
Han havde bemærket, hvor jeg gik hen. Han kom direkte over mod bilen, som om det var det mest naturlige i verden.
Jeg rullede vinduet ned, og inden jeg nåede at sige noget, lænede han sig lidt ned mod mig med den samme ro, han altid bar:
“Vil du have et blowjob?” sagde han, og uden pause, “eller måske omvendt?”
Han sagde det, som om det bare var en praktisk oplysning. Ingen tøven. Ingen flirt. Bare ærligt, ligeud, med det samme skæve smil som før.
Jeg kiggede på ham. Mit hjerte slog dobbelt. Jeg smilede. Og sagde ikke noget. Bare låste døren op og nikkede mod passagersædet.
Han åbnede døren og gled ind.
Og i det øjeblik var verden blevet noget helt andet.
Han trak ned i joggingbukserne og ud sprang han pik, som nu tydeligt var mere end almindelig stiv. Den var vokset yderligere, hovedet var blottet og virkede nu som en magnet, det fik mig til at læne mig over mod ham.
“Ja, kom nu bare nærmere. Den viser ikke, og det håber jeg heller ikke at du gør”, kom det smågrinende fra ham, mens han drejede sig en anelse og gjorde den mere tilgængelig for mig.
Jeg tog fat om den. Dejlig hård og fast og lod min mund glide ned over den. Hold nu op, jeg kunne selv være kommet i bukser, bare ved tanken om hvad vi havde gang i.
Min hånd gled ned om hans lækre fyldige nosser, der tydeligt lå godt i min hånd. Jeg klemte lidt om dem, og mærkede straks reaktionen i min mund. Hans pik voksede en anelse mere, selvom den allerede var pæn stor. Og min tunge suttede det bedste jeg havde lært den.
Han begyndte at kneppe min mund og jeg tog godt imod, men han stønnede liderligt og klar til at levere. Men jeg ville ikke have at det skulle gå for hurtigt.
Jeg trak den ud af munden, og begyndte at gnide på den, kiggede på ham og smilede. “Dejlig form for crawl”, kom det fra mig, mens jeg smilede til ham og igen tog hans pik i munden.
Denne gang lod jeg den gå dybere og så hørte jeg hans reaktion. Han stønnede og gispede da han kom ned i halsen på mig. Jeg havde heldigvis trænet denne form for deepthroating og nød at mærke det udspilede pikhoved, samtidig med at jeg klemte hårdere om hans lækre nosser - og så kom han.
Jeg mærkede straks nosserne trække sig sammen. Og i samme sekund nærmest fløj der kaskader af sperm ud af ham.”
“Fuck, hvad gjorde du?”, kom det fra ham. “Du slugte min pik - det har jeg sgu aldrig prøvet før. Og fuck, det virkede da fucking med det samme.”
Jeg smilede til ham, og svarede: “Ja, det kunne du vist godt lide, men der er mere hvor det kommer fra.”
Næste gang til svømning var stemningen… anderledes. Afslappet, men alligevel med en understrøm, jeg ikke kunne ignorere. Anton virkede mere oplagt, næsten overgearet, som en der havde sovet lidt for lidt og tænkt lidt for meget. Han lavede sjov med os alle, kom med ekstra mange kommentarer og virkede hele tiden lidt på vej et andet sted hen i tankerne. Men hver gang vores blikke mødtes, var der et kort øjeblik, hvor alt det pjattede forsvandt, og det var kun os to.
Efter timen, da vi var ved at pakke sammen, kiggede han over på mig og sagde med en næsten neutral stemme:
“Kører du samme vej som sidst?”
Det lød uskyldigt. Venligt. Men der var et lille glimt i øjet, som afslørede mere. Jeg anede ikke, hvor han boede. Havde aldrig hørt ham nævne det. Men noget i hans tone sagde, at det nok heller ikke var så vigtigt.
Jeg nikkede. “Ja, selvfølgelig,” sagde jeg.
Og da vi gik mod bilen, vidste jeg godt, at det ikke kun var et lift han var ude efter. Det var en invitation. En skjult aftale. Og jeg havde allerede sagt ja.
Vi sad i bilen, mørket udenfor dæmpet af gadelygterne, og han lænede sig lidt tilbage i sædet med et suk, der lød som en lettelse.
“Jeg tændte på dig med det samme,” sagde han, stille, uden omsvøb. “Allerede den første gang, i hallen. Og siden… ja, jeg har været ret opsat på at vi skulle mødes igen.”
Han kastede et hurtigt blik over på mig. “Men jeg vidste ikke, om det var gengældt.”
Jeg kunne ikke lade være med at smile. Bare en lille bevægelse med læberne, men det var nok. Vi vidste det begge to nu.
Så lo han lidt, kørte en hånd gennem sit fugtige hår og sagde:
“Jeg bor faktisk lige ved kirken. Jeg er… organist. Ja, det er rigtigt.”
Han sendte mig et blik, som om han allerede forestillede sig min reaktion.
“Jeg har en lejlighed i præstegården,” tilføjede han, og det lød næsten undskyldende, men der var noget charmerende i det - en slags uventet blødhed midt i alt det spændte.
Så spurgte han, næsten nonchalant:
“Vil du med ind og se mine ‘noder’?”, og så grinede vi begge.
Jeg nikkede. Jeg vidste godt, at det næppe kun var noder eller kaffe og kage, han mente.
Det kunne godt være han kunne spille på orgel, men han kunne helt sikkert også spille andre instrumenter.
Da vi trådte ind i lejligheden, og allerede da døren smækkede bag os, mærkede jeg stilheden. En særlig stilhed, som kun gamle bygninger kan give - tung, lidt hellig, men med noget varmt under. Vi gik op ad en smal trappe og kom op på første sal, hvor han førte mig ned ad en lille trappe til et rum, der straks stjal al opmærksomhed.
Et stort flygel stod midt i stuen, sort og blankt, med en lille bunke noder spredt hen over det. Han lagde hånden på det og sagde stille:
“Det er mit spilleværelse - mest på flygelet.”
Jeg nikkede, kiggede mig omkring, prøvede at tage det hele ind - de tunge gardiner, det varme træ, og det lille skær af noget uventet poetisk.
Han forsvandt kort ind i et andet rum. Jeg nåede knap at tænke over, hvad han lavede, før han igen stod foran mig.
Nøgen - helt nøgen og med den dejligste stive pik.
Helt rolig. Helt selvsikker. Lyset fra lampen ramte hans skuldre, hans bryst, hans hofter, og jeg glemte helt at trække vejret.
Han kom hen til mig, tog fat i mig med beslutsomme hænder og vendte mig mod sig. Hans mund ramte min, tung og sulten, og han hviskede mod mine læber:
“Jeg vil have dig. Og det skal være nu.”
Og så forsvandt alt andet omkring os.
Han trådte endnu tættere på mig, og uden et ord begyndte han at klæde mig af. Hans hænder arbejdede roligt, systematisk - ikke hektisk, men bestemt. Han vidste præcis, hvad han gjorde. Skjorten blev knappet op én knap ad gangen, som om han ville mærke hver centimeter af huden, der blev blottet. Da han nåede bæltet, kiggede han kort op på mig med det blik - det samme målrettede, intense blik - og løsnede det langsomt, som en åbning til noget langt mere end bare tøj.
Mine bukser gled ned, og i det øjeblik sænkede han sig. Før jeg nåede at tænke, var han på knæ foran mig.
Der var noget næsten ærbødigt i måden, han rørte ved mig. Som om kroppen var et instrument, han kendte i forvejen, men alligevel ville lære på ny. Han snusede til mine underbukser og bed let om min stive pik der bare lå og ventede på mere fra hans side.
Pikken vippede ud over kanten, han trak underbukserne af mig, og han tog mig forsigtigt i munden, blidt først, men med en rytme og en varme, der hurtigt fik mig til at give efter.
Samtidig bevægede hans hænder sig langs min krop - en kærtegnende vandring, som både beroligede og ophidsede. Han kendte balancen mellem kontrol og hengivelse. Mellem at føre og modtage.
Og jeg kunne ikke holde det tilbage.
Det byggede sig op - for hurtigt, for intenst. Jeg knugede hans skulder og stønnede hans navn, og så kom jeg - første gang - med kroppen spændt i et glødende øjeblik, hvor alting trak sig sammen og opløstes.
Han slap mig først da jeg selv trak mig lidt væk. Og da han rejste sig, smilede han, stadig med varme i øjnene og noget dyrisk under det hele.
“Det var bare en begyndelse,” sagde han stille.
Vi gik ind i soveværelset, og det første jeg lagde mærke til var sengen - uredt, lagnerne i uorden, som om han var smuttet ud af den for få timer siden. Han kastede et blik mod den og grinede let.
“Ja, undskyld,” sagde han og trak på skuldrene, “jeg kom lidt hurtigt ud af døren… men nu bliver den jo alligevel rodet igen.”
Og han havde ret.
Vi nåede knap at røre sengen, før vi væltede ned i den. Krop mod krop, tung vejrtrækning, hænder overalt.
Han var vild- krævende. Ikke rå, ikke ufølsom, men med en styrke og en retning, der ikke lagde op til forhandling. Og jeg ville ikke have forhandlet, selv hvis jeg kunne.
Det var spændende. Udfordrende. Jeg elskede måden, han pressede mig op i hjørnerne af min komfortzone - uden at bryde den, bare udvide den.
Han begyndte at gøre mig klar. Kærligt, men også med den samme målrettethed som før. Hver bevægelse var som et løfte. Et forvarsel. Jeg mærkede, hvordan min krop gav sig hen, hvordan mit sind fulgte med, uden tøven.
Det stod hurtigt klart, at jeg var den passive i denne seance. Og det føltes ikke som et valg - det var bare sådan, det skulle være. Han tog føringen, og jeg gav mig hen.
Og jeg havde allerede set frem til det. Til det øjeblik hvor han ville være helt tæt på mig. Inde i mig.
Ikke bare fysisk, men helt - helt og dybt.
Det var ikke første gang han havde taget teten, han var mere erfaren end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Men det var på den gode måde.
Han forberedte mig, legede med mit hul, suttede og kælede. Og jeg mærkede hans stærke arme arbejde med min krop, målrettet og sikker, og inden jeg så mig om var han trængt op i mig.
At se ham henover mig, og mærke hans dyriske kraft trænge dybt op i mig, det var en følelse der skal mærkes. Han bevægede sig målrettet og med dybe bevægelser og synet af hans ansigt var guld værd.
Og da jeg mærkede at han var tæt på, så var jeg klar til at tage imod. Han stødte dybt og hårdere og så eksploderede han. Jeg fornemmede varmen brede sig i mig, og mærkede de varme safter fordele sig, mens hans stadig pressede sig imod.
Da vi til sidst lå helt udmattede, hvor jeg havde fået så meget af ham, at jeg ikke fattede hvor han …havde det hele fra, lå vi i stilhed, vores kroppe filtret sammen i de krøllede lagner. Jeg kunne stadig mærke ham i mig, både fysisk og på en måde, der gik langt dybere end kroppen. Min hud sitrede, mit bryst hævede og sænkede sig i takt med hans, og jeg lå bare der og forsøgte at forstå, hvordan han kunne give så meget af sig selv. Så intenst, så kompromisløst.
Han lå på siden, svedig og afslappet, med armen let over min mave. Hans blik var blødt nu, stadig med den samme glød, men mere rolig. Som om han også lige skulle lande.
Jeg vendte hovedet mod ham, og han smilede træt, men ægte. “Du tog virkelig imod mig,” sagde han lavt, næsten som en konstatering. Jeg nikkede stille, uden at sige noget. For det var sandt. Jeg havde taget imod alt, han havde givet - og han havde givet mere, end jeg troede muligt.
Og alligevel føltes det som om, der stadig var mere mellem os.
Noget uudtalt. Noget, der først lige var begyndt.
Vi lå og slumrede lidt, varme og stille, med åndedræt der stadig var lidt tungt fra alt det, der lige var sket. Lagnerne var krøllede og fugtige, duftene omkring os var rå og ægte - en blanding af sved, hud, og noget mere… noget kun vi to havde skabt.
Jeg tænkte tilbage på det øjeblik, hvor han mistede kontrollen - hvor han gav slip og lod det hele komme. Det var voldsomt og smukt på én gang. Jeg havde set ham spænde sig, mærket hans krop reagere, og i et øjeblik havde det føltes som om hele værelset bevægede sig med ham. Ja, som om selv væggene i præstegården havde taget del i det.
Og bagefter… smed han sig ovenpå mig, stadig halvt grinende, halvt forpustet. Hans hænder fandt vej til min side, kildede mig så jeg vred mig under ham, og så kyssede han mig - ikke blidt, men heller ikke brutalt. Bare… som han var. Ung. Maskulin. Ustyrlig på den måde, der føles helt rigtig, når man tør give sig hen.
Han trak sig lidt tilbage, lagde sig ved siden af mig og kørte fingrene ned ad min arm. “Du er noget helt særligt,” mumlede han, næsten som om han sagde det til sig selv. Og jeg kunne ikke lade være med at smile.
For jeg havde aldrig følt mig mere levende end lige dér. I hans seng. I hans hænder. I det vi lige havde været.
Jeg troede, det var slut. At vi havde nået toppen, udtømt os selv og kunne synke ned i den stille, tilfredse ro bagefter.
Men nej. Han rørte sig ved siden af mig, og da jeg åbnede øjnene, så jeg det i hans blik - den samme sult, den samme lyst, men nu med en anden energi. Mere rolig, mere fokuseret. Han havde fået smag for noget, og nu ville han mærke, hvad jeg stod for. Hvem jeg var, når det var min tur til at tage over. Og jeg var klar til at vise ham det. Hele vejen.
Men lige da jeg troede, det var mig, der skulle tage føringen, tog han styringen på ny - på sin egen måde. Han satte sig overskrævs på mig, lænede sig ned og kyssede mig med det samme intense nærvær som før. Og så lod han det ske. Min pik var stiv og lå dejligt imellem hans baller.
Han bevægede sig med en rytme, der var både kontrolleret og grænseløst fri. Som om han havde ventet på det her øjeblik - ikke bare at tage, men at tage imod. Han lod hele sin krop arbejde, overgav sig til følelsen, og jeg mærkede ham i hver bevægelse. Så tæt, så virkelig.
Han greb om min pik, og førte den ind i sit liderlige hul, og han begyndte langsomt at ride mig.
Jeg kiggede op på ham. Den flotte svømmerfigur, de smukke muskuløse arme og den veltrænede overkrop - han red på min pik, ivrigt og vild - som en cowboy ud over prærien.
Imens gned han på sin nu atter stive stiv. Han var målrettet. Vi skulle komme samtidigt, og han lavede et godt forarbejde.
Og da han til sidst kom, gjorde han det med lukkede øjne. Han red igennem det hele, som om han red på selve rusen - og jeg kunne kun holde fast og lade mig tage med.
Og jeg kom samtidig med ham, jeg fyldte ham og han sprøjtede ud over mig, og videre ud i sengen. Jeg nød hvert sekund. Hver lyd, hver spænding, hvert suk - og hvert sprøjt.
For han nød det. Og jeg nød ham.
Fordi vi i det øjeblik var to kroppe, der ikke ville noget andet end bare dét: at være helt, fuldt, ufiltreret til stede i hinanden.
Jeg kom ikke hjem denne nat. Tiden forsvandt mellem vores kroppe, vores grin, vores støn, og vores stilhed. Vi elskede på skift, byttede roller uden ord, som om vi kendte hinandens behov instinktivt. Ingen af os var sultne på søvn - vi var sultne på hinanden. På hud og varme, på åndedræt og hænder, på nærvær og begær.
Vi var utrættelige. Og vi var frie.
Da morgenen sivede ind mellem gardinerne, lå vi omslynget, udmattede og stadig med den sitrende fornemmelse af, at vi ikke helt var færdige. Han kyssede min skulder og smilede skævt. “Du sagde jo, du gerne ville lære at crawle,” hviskede han.
Jeg grinede, hæs og lykkelig.
“Bryst- eller rygcrawl?” spurgte jeg, halvt i spøg, halvt i håb.
Han kiggede på mig, trak mig ind til sig og svarede med et blik, der ikke efterlod nogen tvivl.
“Begge dele. Og jeg skal nok lære dig det hele. Tro mig, jeg kan nogle tricks.”
Og sådan sluttede den første rigtige lektion. Men vi vidste begge to, at ‘svømmetræningen’ kun lige var begyndt.
EPILOG
Det er mærkeligt, hvordan nogle beslutninger kan ændre alt. Jeg troede, jeg meldte mig til svømning for at lære at crawle, men jeg lærte også noget helt andet. Noget om mig selv. Om begær, tillid – og om at give slip på kontrollen, både i vandet og udenfor.
Anton og jeg sås stadig efter kurset, men det blev aldrig sådan noget, man kunne kalde et forhold. Det var mere en forbindelse – intens, ærlig og fri for løfter. Vi svømmede nogle gange sammen, men oftest endte vi bare med at grine, snakke … og lade kroppen tage over.
Når jeg i dag træder ned i bassinet, tænker jeg stadig på den første gang, han stod på kanten og smilede til mig. På alt, hvad der fulgte efter. Og på hvordan han lærte mig, at crawl handler om rytme, om vejrtrækning – og om at turde give sig hen til strømmen.
For nogle lektioner handler ikke om at komme hurtigst fra den ene ende til den anden. Nogle handler om at opdage, hvad der virkelig får én til at flyde.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980 Stem på historien
10
10333