På gården – del 1
Regnen havde lagt sig som et tyndt lag støv over gårdspladsen. Jorden var tung og mørk, duften af vådt træ og hestemøg lå i luften. Hun stod i døråbningen med en kop kaffe i hånden og betragtede ham, som han gik fra bilen og over mod hovedhuset.
Han kom sjældent for sent. Det kunne hun lide ved ham. Den slags lydighed, der sad i kroppen, ikke kun i tanken.
Hun vidste allerede, at han kiggede ned, ikke for at undgå blikket hendes – men fordi han vidste, det forventedes. Det var en vane nu. En del af deres rytme. En lydløs kontrakt mellem dem.
Inde i stuen brændte pejsen, tung og ulmende. På bordet stod porcelæn, der aldrig rigtig blev rent, og en halv flaske rødvin fra aftenen før. Huset var ikke pænt, og det skulle det heller ikke være. Hun og Jens havde for længst opgivet at lade som om, de levede som andre. Deres liv handlede om noget andet. Noget mørkere, ærligere.
Hun satte koppen fra sig og mærkede varmen fra pejsen på hænderne. Jens sad i den slidte lænestol med benene spredt, tavs som altid, når de ventede. Han nikkede bare, da døren gik op, og deres gæst trådte ind.
Hun så straks på ham — ikke som en kvinde ser på en mand, men som en ejer ser på noget, der hører til. Noget, der kan bruges. Hun sagde hans navn, lavmælt, næsten blidt. Han svarede ikke, selvfølgelig. Det var heller ikke meningen.
Hun gik rundt om ham, som man inspicerer et nyt dyr i stalden. Han duftede af regn, lidt af sæbe, og det var næsten komisk, at han stadig forsøgte at holde sig ordentlig. Han vidste endnu ikke, at ordentlighed ikke havde nogen plads her. Ikke på gården.
Jens rejste sig, gik hen til vinduet og kiggede ud. Hun vidste, at han tænkte det samme som hun — at dette her var begyndelsen på noget nyt.
Noget, der krævede mere af deres gæst, end han endnu havde forstået.
Hun sagde ikke meget. Det behøvedes ikke. Et blik, et nik, og han reagerede, som han skulle.
Hun kunne mærke, hvordan hendes indre faldt til ro, når han adlød. Det var næsten terapeutisk.
Et suk fra fortiden, fra de år hvor alt havde været pænt og forudsigeligt. Hun havde hadet det.
Nu var der rytme. Mørke. Stilhed, der knitrede mellem tre mennesker.
Hun smilede næsten, da hun tænkte på, hvad der skulle ske næste gang.
Han troede, han kendte spillereglerne.
Men hun havde planer – nye ideer, der ville bringe dem alle længere ud, end nogen af dem havde været før.
Og måske, tænkte hun, mens hun så ham stå dér i stuen med sine hænder foldet foran sig, ville hun snart begynde at lade andre komme og se.
Ikke endnu.
Men snart.
Hun tog sin kop igen, vendte sig mod Jens og sagde stille:
“Han er klar nu. Jeg kan se det.”
Og Jens nikkede bare.
Uden ord.
På gården – del 2
Eftermiddagen gled over i gråblåt skumringslys. Vinden skar mellem længehusene, og man kunne høre blæsten suse gennem sprækkerne i vinduerne. Inde i stuen var der varmt, for tæt. Hun havde åbnet et vindue på klem for at få vejret.
Han stod, hvor hun havde bedt ham om. Stadig. Ubevægelig. Hun kunne godt lide den ro, han havde lært sig – den måde kroppen ventede på ordrer, som om han var faldet til i sin egen stilhed.
Jens sad på armlænet af sofaen, armene krydset, og betragtede scenen med det tavse blik, hun kendte så godt. Han sagde sjældent noget, når hun arbejdede. Det var hendes rum, hendes spil.
Hun gik hen til manden, så tæt at hun kunne mærke varmen fra ham, men uden at røre.
"Du ved godt, hvorfor du er her," sagde hun. Det var ikke et spørgsmål.
Han nikkede, lavt, som et dyr, der genkender stemmen fra sin ejer.
Der var noget beroligende ved det. Ikke begæret i sig selv – men magten. Den tyste balance, hvor hun kunne læne sig ind i sin egen vilje, uden at skulle forklare sig.
Hun havde altid været rolig, næsten kølig, men i dette rum, med ham, mærkede hun en anden side. En, der trivedes i kontrol.
Hun gik hen til bordet, tog noterne frem, de hun og Jens havde skrevet de sidste uger. Et slags katalog, havde Jens kaldt det, men for hende var det mere et ritual. Planer for næste møde, for hvordan de ville forme ham, bryde ham ned på nye måder – ikke i smerte, men i overgivelse.
Hun satte sig på stolen over for ham, foldede hænderne og så på ham længe.
"Du gør det godt," sagde hun. "Men jeg tror, vi skal udvide næste gang. Du har brug for at forstå, at du ikke kun hører til herinde."
Jens så på hende, uden at afbryde. Han vidste, hvad hun mente.
Hun havde talt om det i dagevis – hvordan hun ville åbne gården for nye gæster, nogle hun stolede på. Ikke for at ydmyge, men for at dele den fornemmelse, hun kaldte sandhed. Den, hvor masker og manerer forsvandt.
Manden så op for første gang, forvirret, som om han fornemmede, at noget var på vej.
Hun smilede. Et lille, næsten ømt smil.
"Ikke nu," sagde hun. "Men snart."
Hun rejste sig, gik hen til vinduet og så ud over marken, hvor de gamle hegn stod i silhuet mod aftenhimlen. Hun elskede det sted. De fleste så bare en slidt gård midt i ingenting.
Hun så frihed. Et sted, hvor regler kunne skrives om.
Bag hende hørte hun Jens rejse sig, gå forbi manden uden et ord. Der var ingen grund til at sige mere den dag.
De vidste alle tre, at noget var sat i gang. Noget, der ikke kunne trækkes tilbage.
Hun blev stående lidt, før hun vendte sig og så på ham en sidste gang.
"Du må godt gå nu," sagde hun.
Han bøjede hovedet og forsvandt ud i skumringen.
Da døren lukkede, satte hun sig igen. Der var stille, kun lyden af vinden udenfor.
Hun lænede sig frem og tog notesbogen. Skrev en ny linje nederst på siden.
“Næste gang: flere øjne. Flere hænder. Ingen masker.”
Hun så op på Jens, som stod i døråbningen til køkkenet.
"Han er klar," sagde hun. "Men det er vi også."
Jens nikkede.
Hun smilede. Ikke bredt, bare nok til at antyde det, hun allerede havde besluttet.
På gården – del 3
Der gik nogle dage, før hun kontaktede ham igen.
Hun havde bevidst ladet stilheden strække sig, som et usynligt bånd. Det gjorde noget ved ham, det vidste hun. Stilhed var en slags træning i sig selv.
Gården lå tung i disen den morgen. Et fugtigt tæppe af tåge gled over markerne og gjorde alt langsomt. Jens havde været oppe længe, gået sin runde i stalden, tjekket dørene, fejet gulvet i rummet ved laden. Hun kunne høre lyden af kosten mod betongulvet, rytmisk, kontrolleret. Han arbejdede altid sådan, som om alt skulle være forberedt — men det var også det, hun elskede ved ham. De var ens på den måde.
Da han kom ind, havde han et blik, der sagde, at han vidste, hvad hun tænkte.
“Han kommer i morgen,” sagde hun.
“Jeg ved det,” svarede Jens. “Jeg har gjort klar.”
Hun nikkede. Gik hen til vinduet, hvor tågen næsten slettede udsigten. Hun kunne ane skyggen af de gamle piletræer nede ved markskellet. Det var dér, hun ofte gik, når hun havde brug for at tænke. Der var en slags fred i det forfaldne — som om naturen selv accepterede, at alt måtte slides for at blive ægte.
På bordet lå noterne fra sidst. Hun satte sig og bladrede dem igennem, læste sine egne ord, mærkede hvordan hånden begyndte at bevæge sig igen, som af sig selv. Nye tanker, nye ideer. Ikke planer, — mere som billeder.
Stemninger, hun gerne ville fremkalde.
Hun skrev:
“Rummet: simpelt. Bordet midt på gulvet. Intet pynt. Kun funktion.”
“Lys: dæmpet. Fra vinduet. Intet elektrisk.”
“Gæster: få, men nøje udvalgte.”
“Ham: forberedt. Ikke advaret.”
Hun lænede sig tilbage og lod pennen falde. Der var en sitrende fornemmelse i kroppen, som hun kendte alt for godt. Ikke begær, ikke endnu. Mere en rastløs forventning, som trak vejret gennem hende.
Hun så over på Jens, der stod med armene over kors i døren.
“Det skal være roligt,” sagde hun.
Han nikkede. “Roligt,” gentog han. “Men tydeligt.”
Hun smilede. Det var derfor, de fungerede så godt sammen. Han sagde ikke meget, men når han gjorde, forstod hun ham uden forklaring.
De gik ud i laden sammen senere på dagen. Luften derinde var tung af støv og gammel halm. Gulvet var rent, men duften af jord sad stadig i væggene.
Hun gik hen over gulvet, målte rummet med øjnene, standsede, så tilbage på Jens.
“Det her sted,” sagde hun lavt. “Her bliver det.”
Han svarede ikke, men hun hørte et lille suk, et genkendt træk i hans åndedræt.
De stod sådan lidt, uden at sige noget, mens eftermiddagssolen faldt skråt gennem sprækkerne i træværket og tegnede striber på gulvet.
Da de gik tilbage mod huset, vidste hun, at hun allerede var i gang. Ikke med forberedelserne – men med selve handlingen.
Tankerne var begyndt at bevæge sig på egen hånd, og hun mærkede, hvordan en plan tog form, et lag dybere end papiret. Noget hun ikke engang havde sagt højt endnu.
Inde i køkkenet satte hun vand over til te. Jens satte sig på bænken ved døren, som han plejede.
Hun så på ham og sagde stille:
“Jeg tror, jeg ved, hvem der skal med i morgen.”
Han hævede et øjenbryn, men spurgte ikke hvem. Han behøvede ikke.
Hun så ud mod gårdspladsen igen, hvor tågen begyndte at lette, og et smil gled over hendes læber.
“Han tror, han ved, hvad der venter,” sagde hun. “Men det gør han ikke. Ikke endnu.”
På gården – del 4
Formiddagen kom stille. Luften var klar efter nattens regn, og solen stod lav over markerne. Alt duftede fugtigt og friskt – jord, halm, metal.
Hun vågnede tidligt. Havde sovet let, rastløst. Det var altid sådan, når noget skulle ske. Jens var allerede ude, hun hørte døren gå for længe siden, de vante lyde fra gården: spande mod cement, fodtrin, et kort råb til hunden.
Hun satte sig på sengekanten og blev siddende et øjeblik. Varmen fra dynen bag hende, kulden fra gulvet under fødderne. Den slags kontrast, hun holdt af. Den mindede hende om, at alt her havde sin pris. Selv fornøjelsen.
På bordet ved sengen lå notesbogen. Den lå åben, hvor hun havde skrevet aftenens sidste sætning. Hun læste den igen.
“Der skal være ro. Stilhed før alt begynder.”
Hun lukkede bogen, rejste sig, trak en trøje over hovedet og gik ud gennem gangen. Lyset faldt ind gennem vinduerne i smalle striber, støvet dansede i det.
Hun kunne høre Jens i laden. Han sang lavt for sig selv – en gammel vane, når han arbejdede.
Hun fandt ham stående ved bordet midt i rummet. Alt var gjort klar. Gulvet var fejet, der lå et tæppe rullet sammen i hjørnet, og vinduet stod på klem. Der lugtede af frisk luft og træ.
Han vendte sig og så på hende.
“Det er klar,” sagde han blot.
Hun nikkede. Der var ingen grund til flere ord. De havde været her mange gange før, men denne gang var noget anderledes.
Ikke større, ikke vildere – bare mere bevidst. Mere præcist.
Hun gik rundt i rummet, lod hånden glide over bordets overflade. Træet var ru, men glat i midten, hvor hænder ofte havde hvilet. Hun standsede og så mod døren.
“Han kommer snart,” sagde hun.
“Han er allerede på vej,” svarede Jens. “Jeg hørte bilen nede ved vejen.”
Et øjeblik stod hun bare der, midt i rummet, og lyttede. Lydene fra gården, vinden, fuglene. Alt det, der virkede så almindeligt, men som herinde fik en anden betydning.
Hun mærkede den velkendte ro sænke sig – den, der altid kom lige inden noget begyndte.
Da hun endelig så ham på gårdspladsen, vidste hun, at alt var på plads.
Han gik langsomt, som om han kendte vejen, men stadig tænkte over hvert skridt. Der var noget i hans holdning, hun bemærkede – en lille tøven, en rest af tvivl. Hun kunne lide det.
Hun gik ham i møde.
“Du kom,” sagde hun.
Han nikkede. “Som aftalt.”
“Godt,” sagde hun og vendte sig. “Kom med.”
Han fulgte hende gennem gården, forbi staldens åbne dør, hvor lyset lå som et bånd over gulvet, og videre ind i laden. Jens stod i baggrunden, sagde intet.
Der var en tyngde i rummet nu, som næsten kunne mærkes fysisk – et pres af forventning, et åndedrag, der hang i luften.
Udenfor skinnede solen stærkere, og en spurv fløj ind under taget, satte sig på en bjælke og kiggede ned.
Hun bemærkede den kort, som man bemærker et vidne.
Da hun igen rettede blikket mod ham, mærkede hun, hvordan alting faldt på plads.
Hun så på Jens, og et lille smil gled over hendes ansigt.
Det her var kun begyndelsen.
På gården – del 5
Hun stod tæt ved vinduet og fulgte, hvordan støvet svævede i strålerne af sollys.
Alt virkede langsomt, næsten højtideligt. Jens havde trukket sig et skridt tilbage, stod i kanten af rummet, iagttog uden at blande sig.
Hun vendte sig mod manden. Han stod, som hun havde efterladt ham, afventende, men ikke længere nervøs. Det var netop dér, hun ville have ham — mellem overgivelse og forventning.
“Kom her,” sagde hun lavt.
Han adlød, trådte frem, standsede midt i lyset.
Der var en ro i hans bevægelse nu, men hun mærkede også noget andet under overfladen. En spænding, som kun lige blev holdt i skak.
Hun gik rundt om ham én gang, uden at røre, men tæt nok til at mærke varmen fra hans hud. Hun lod øjnene vandre hen over hans tøj. Kunne ane konturerne af hans krop bag tøjet. Selvom hun havde set ham så mange gange før, pirrede det hende at tænke på hans nøgne krop, på at det var hendes ejendom.
Hun standsede bag ham.
“Du husker, hvad jeg sagde i går?”
Han nikkede.
“Godt,” sagde hun. “Så skal du vise mig, at du mente det.”
Som han stod der midt i stalden, midt i solens varme stråler, var det som om han var en optræden i et teaterstykke, hvor solens stråler gjorde det ud for projektører. Hun havde opdraget ham godt, så hun trådte et par skridt tilbage og kiggede rundt i rummet.
Jens stod og lænede sig op ad en malkemaskine, der så gammel og rusten ud. Hun vidste at den virkede.
I rummets modsatte ende stod et andet par. Hun havde skrevet til dem i går og selv om det var med kort varsel, så vidste hun at de ville komme. Parret var i slutningen af 60’erne, og Jens og hende havde en lang historie med parret.
Manden havde også set parret, men han genkendte dem ikke. Måske fordi de forrige gange hvor de havde været med, der havde han været blindfoldet.
Manden lod stille hænder trække blusen op over hovedet. Han vidste at han ikke måtte flytte sig, så han foldede pænt blusen sammen og lagde den på betongulvet foran sig selv.
Han trak nu t-shirten over hovedet. Alle i rummet havde set ham nøgen mange gange, selvom han ikke selv vidste dette.
Han var almindelig af bygning, dog med lidt for meget fedt omkring brysterne. Hun havde altid været tiltrukket af dette. Hun elskede når der var noget at hive i og vride i.
Kroppen var glat, ingen hår. Hun havde for lang tid siden beordret ham til at få fjernet hårene permanent. Hun synes at det giver så mange muligheder.
Han trak nu bukserne af, og foldede dem sammen så alt hans tøj nu lå pænt foldet foran ham. Han var nu nøgen, idet han aldrig brugte underbukser eller sokker. Der var stille, og man kunne mærke hvordan samhørigheden mellem alle i rummet blev stærkere.
Hun trådte frem, lagde hånden på hans skulder, pressede ham let fremad.
Det var ikke voldsomt, bare bestemt.
Han adlød, og bevægelsen var præcis, som hun havde forestillet sig.
Bevægelsen var rettet mod bordet i midten af rummet. Bordet var et gammelt solidt træbord, der havde stået i spisestuen og som de havde arvet fra de tidligere ejere.
Bordet havde Jens bearbejdet, så det opfyldte en række muligheder et normalt bord ellers ikke ville havde.
Hun og Jens havde brugt en del tid på at snakke det igennem over de sidste par uger. Bordet havde fem huller, og var forstærket så alle bordben var koblet sammen af solide stykker træ.
Intet var overladt til tilfældighederne. Hullerne, og konstruktionen havde alle deres formål.
Skubbet bragte manden helt hen til bordet.
”Læg dig op, tænker at du kan se hvordan du skal ligge”, næsten hviskede hun til ham. Jens stod og betragtede det hele med en vis spænding, idet det var ham der havde arbejdet på bordet og dets konstruktion.
Manden nikkede og lagde sig på maven på bordet. Langsomt første han sin pik gennem det ene hul, og da han skulle til at stikke armene gennem to af hullerne kom Jens hen og holdt hans krop. Hans arme hang nu ud på undersiden af bordet. De to sidste huller passede perfekt til hans brystvorter og lidt af brysterne.
På gården – del 6
Hun så på Jens. Deres blikke mødtes, og et tavst samtykke gled imellem dem.
De havde talt om dette længe, men først nu tog det form.
Hun gik et skridt tilbage, foldede armene, betragtede scenen foran sig.
Alt var, som det skulle være: rytmen, pauserne, stilheden, der fyldte mere end lyden.
Jens gik hen til bordet. Under bordet lod han manchetter binde om håndledende på manden. I ringen på manchetterne lod han et reb glide igennem, strammede det til og trak mandens arme op under bordpladen. Her havde Jens skruet nogle greb fast, hvori han snurrede rebet forsvarligt fast.
Mandens arme var nu låst og på den måde han lå på, var det faktisk hele overkroppen der var låst.
Jens gik nu ned til mandens ben. På siden af bordet havde jens sat to solide stykke træ som han hævdede op, så de lå plant med selv bordpladen. De to stykker stak skråt bagud, som et halvt kors.
Jens spredte mandens ben, så hvert ben hvilede på et bræt. Hun havde indtil nu stået og kigget på. Mærket hvordan hendes rolige indre langsomt var begyndt at forvandle sig til et mere brusende hav af liderlighed.
Hun gik hen til bordet og med noget kraftigt velcro bånd låste hun mandens ben fast til de respektive brædder.
Manden lå nu helt låst og uden mulighed for at bevæge dig. Dog kunne han fortsat løfte røven i vejret, hvilket de naturligvis også havde snakket om. De to remme der stak op gennem revnerne i bordet, blev trukket op og låst på manden ryg. Dermed kunne han ikke længere hæve røven.
Parret der havde stået i baggrunden kom nu tætter på. De lod deres hænder glide rundt på mandens ben, baller og ryg. Lod deres hænderne mærke huden, varmen der sitrede op gennem håndfladerne og ind i deres kroppe.
De vidste godt begge at de ikke var som så mange andre. De havde nogle perverse tanker, som de ved en tilfældighed havde haft mulighed for at snakke med Jens og hende om. De havde fundet ud af at de havde samme perverse ideer og tanker. At de alle var trætte af den almindelige hverdag med almindelig sex. Det var snart ti år siden de havde haft denne snak. Og de sidste fem år havde de sammen udlevet en række ting.
I dag startede de sammen på en ny rejse de ikke havde været på. En rejse der blev mulig, da Jens og hun havde fundet denne mand, der nu lå på bordet foran dem.
På gården – del 7
Stilheden blev brudt af at manden fra parret der lod sin hånd klaske ned på den ene af mandens baller. Nu gjorde kvinden i parret det samme, og sådan fortsatte de et stykke tid indtil mandens baller var røde og varme.
De samarbejdede nu, hvor kvinden tog den ene røde balle og spredte den fra den anden. Manden i parret tog noget gaffatape og satte det fast meget tæt på røvhullet og lod det strække hen over ballen, så det ligesom trak ballen væk fra den anden. De gentog processen med den sidste balle.
De stod nu alle fire og betragtede de røde spredte baller og hvordan mandens røvhul, var fuldstændigt blottet. De var tilfredse.
Jens gik gennem rummet over til den gamle malkemaskine. Han slæbte den hen til bordet. Maskinen havde ikke længere fire suge mekanismer, men nu kun én. Den var tilpasset så den ikke længere var egnet til at malke en kos yver. Jens tog strømledningen og satte den i oppe over hovedet på ham, hvor der var en række strømudtag.
Han startede maskinen og sikrede sig at denne virkede som den skulle.
Han nikkede.
”Tak,” sagde hun. ”Så skal vi se om dette virker”. Hendes stemmer dirrede lidt. Det var længere tids planlægning der var ved at skulle vise sin prøve.
Fra en lærredssæk som parret havde med, tog de et lille apparat op, der havde en række slanger der munde ud i sugekopper. De lagde dem under bordet, så de var klar til brug.
Da Jens var færdig med malkemaskinen, gik han over til ladens en væg og åbnede en stor låg. Han tog en kneppemaskine ud. Den var tung. Han lagde den ved siden af bordet.
Jens kiggede på hende og nikkede. Han kunne læse i hendes øjne at der var noget han havde glemt. Fra samme skab hvorfra han havde taget kneppemaskinen, tog han en gammel snavset kasse ned. Han tog kassen med over til bordet. De kiggede alle ned i den og tog hver især den dildo de skulle bruge.
Hun tog desuden en stor tube glidecreme.
På gården – del 8
Manden baller var ikke længere så røde. Solens stråler ramte ikke bordet, men havde bevæget sig lidt væk. Så bordet lå mere i mørke end før.
De skiftes nu til at varme hans baller igen. De stoppede først da manden vred sig og ballerne var godt røde.
Manden fra parret satte sig på knæ under bordet. Han tog sugekopperne og satte dem fast på mandens brystevorter, tændte for den lille maskine, der sørgede for at suge. Han lod maskine suge så meget at mandens brystvorter var trukket godt op i selve sugekoppen. Den var nu indstillet til at slippe lidt luft ind for derefter igen at suge til dette indstillede maksimale niveau.
Manden lå fastspændt, stønnende og med røde baller.
Den næste time står for manden lidt hen i det uvisse, og han har efterfølgende lidt svært ved at huske hvad der skete. Han ved dog, at hans røvhul var noget tid om at lukke sig igen. Han ved at han fik ros, for at være en god slave der havde taget godt imod.
Da det var forbi, blev der stille igen. Kun vinden udenfor bevægede sig.
Hun gik langsomt hen til bordet, lod hånden glide over overfladen, stadig varm af kontakt.
Hun sagde ikke noget. Det behøvedes ikke.
Jens hentede en stol, satte den ved væggen. Hun satte sig, lod hovedet falde let tilbage og lukkede øjnene.
Alt føltes opfyldt, men langt fra afsluttet.
Efter et stykke tid sagde hun:
“Det her var godt. Men næste gang …”
Hun lod sætningen hænge.
Hun har sammen med Jens allerede snakket om de efterfølgende ideer. De er ikke planlagt til ende, der er fortsat en række muligheder der skal vendes. Men de har nogle ideer:
”Det iscenesatte møde”
”Den observerede overgivelse”
”Den nye grænse”
Hun åbnede øjnene og så på Jens.
“Vi er kun lige begyndt,” sagde hun stille.
Efterspil – Brevet
De fandt brevet i køkkenet morgenen efter.
Det lå på bordet, foldet omhyggeligt, uden navn på kuverten.
Hendes hånd rystede en anelse, da hun åbnede det.
Kære jer,
Jeg har tænkt meget, siden jeg forlod gården. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det, men jeg mærker en ro, jeg ikke har kendt før. Det, der sker hos jer, er mere end blot handlinger. Det er en form for sandhed, som langsomt har taget bolig i mig.
I har vist mig, hvordan det føles at give slip – ikke som tab, men som klarhed. Jeg tænker på de stille øjeblikke, på jeres måde at se på mig, uden ord. Det er dér, jeg forstår, hvad jeg er blevet en del af.
Hvis jeg får lov, vil jeg gerne blive ved med at lære. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg har brug for at mærke det rum, I skaber. Jeg tror, vi kan finde nye måder at forstå, hvad overgivelse og tillid egentlig betyder.
Tak, fordi I har ladet mig være en del af jeres verden.
— M.
Hun læste det højt for Jens. Ingen af dem sagde noget i lang tid.
Udenfor begyndte lyset at skifte, morgenen gled langsomt over i dag.
Hun lagde brevet på bordet igen, trak fingrene over papiret som over et ar.
“Han kommer tilbage,” sagde hun stille.
Jens nikkede. “Det gør han.”
Hun smilede svagt.
Og et sted i stilheden på gården, begyndte noget nyt at tage form.
Erotiske noveller skrevet af SIF2025Historien er rettet af SIF2025 Stem på historien
10
10333