Solens varme kys ramte Emmas hud, mens bølgerne mod kysten fyldte luften med en beroligende lyd. Hun lå på et tæppe på stranden, en bog åben foran sig, men tankerne vandrede. Det var første gang i årevis, hun havde taget tid til sig selv, væk fra storbyens stress. Sommerhuset, som hendes forældre havde lånt hende, lå kun få hundrede meter væk, gemt bag klitterne.
Pludselig hørte hun en velkendt latter. Hun løftede blikket og så en høj, solbrun mand nærme sig kysten med en surfbræt under armen. Noget ved hans bevægelser fik hendes hjerte til at slå en anelse hurtigere. Kunne det være...? Nej, det var umuligt. Men da han vendte sig, og deres øjne mødtes, vidste hun det med det samme. Simon.
"Emma?" udbrød han, hans stemme varm og overrasket, mens han satte brættet fra sig og gik hen mod hende. Hans øjne lyste af genkendelse, og hans smil var lige så charmerende, som hun huskede det fra deres skoletid.
"Simon!" Emma sprang op, sandet klistrede til hendes lår, mens hun lo. "Hvad laver *du* her?"
De faldt i snak, som om de aldrig havde været adskilt. De havde været uadskillelige som børn, altid på eventyr i kvarteret, men efter gymnasiet havde livet ført dem i hver sin retning. Nu, sidst i tyverne, var de her, på en strand langt fra barndommens gader, men med den samme lethed mellem dem.
"Så, fortæl mig alt," sagde Simon og satte sig ved siden af hende på tæppet. Hans hår var stadig lidt fugtigt fra havet, og hans øjne glimtede, som om de gemte på tusind historier. De talte i timer, grinede over minder om lærere, der havde skældt dem ud, og hemmelige koder, de havde lavet som børn. Solen begyndte at synke, og Emma foreslog, at de skulle bade.
De løb ud i vandet, sprøjtende og grinende som dengang, de var teenagere. En bølge væltede Emma omkuld, og Simon rakte instinktivt hånden ud for at hive hende op. Hans hånd blev på hendes arm et sekund længere, end det var nødvendigt, og deres øjne mødtes igen. Der var noget nyt i hans blik – noget, der fik hendes kinder til at blusse.
Da de til sidst gik op fra vandet, rystende af kulde og latter, foreslog Emma: "Hør, jeg bor i mine forældres sommerhus lige deroppe. Skal vi ikke spise aftensmad sammen? Det er længe siden, vi har haft tid til at catche up ordentligt."
Simon tøvede ikke. "Det lyder perfekt."
-
Sommerhuset var hyggeligt, med trævægge og store vinduer, der vendte mod havet. Emma lavede en simpel pastaret, mens Simon åbnede en flaske vin, de havde fundet i køkkenet. De spiste ved et lille bord på terrassen, mens solnedgangen malede himlen i orange og pink. Samtalen flød ubesværet, men der var en ny spænding mellem dem, en slags elektricitet, der voksede for hvert glas vin.
"Har du prøvet spaen herude?" spurgte Emma pludselig og pegede mod det lille udendørs spabad, der stod i haven. "Det er så afslappende med et glas vin."
Simon smilede skævt. "Er det en invitation?"
Hun lo, men hendes hjerte bankede. "Måske."
Kort efter sad de i spaen, dampen steg op i den kølige aftenluft, og deres glas klirrede mod hinanden. Varmen fra vandet og vinen fik dem til at slappe af, og de rykkede tættere på hinanden, næsten uden at tænke over det. Emma mærkede hans knæ mod sit under vandet, og da hun løftede blikket, var hans ansigt tæt på hendes. Hans øjne var intense, fyldt med noget, hun ikke kunne ignorere.
"Emma," mumlede han, hans stemme lav. "Jeg har tænkt på dig... mere, end jeg burde."
Hun åndede tungt, ude af stand til at svare. I stedet lænede hun sig frem, og deres læber mødtes i et kys, der var blødt i starten, men hurtigt blev mere insisterende. Hans hænder fandt hendes hofter under vandet, og hun trak sig tættere ind til ham, hendes fingre gled gennem hans våde hår. Alt omkring dem forsvandt – lyden af bølgerne, vinden, verden. Der var kun dem, fanget i øjeblikket.
De tumlede ind i sommerhuset, stadig fugtige fra spaen, deres kys blev mere febrilske, deres hænder mere dristige. På sengen i det lille værelse gav de sig hen til hinanden, en blanding af fortrolighed fra barndommen og den intense, ukendte lidenskab, der nu brændte mellem dem. Det var som om alle de år, de havde været adskilt, smeltede væk i varmen fra deres berøringer.
-
To uger senere sad Emma alene i sin lejlighed i byen. Solens varme kys på stranden føltes som en fjern drøm. Hun stirrede på den lille plastikpind i sin hånd, hvor to streger tydeligt markerede en ny virkelighed. Hendes hjerte hamrede, og tankerne fløj tilbage til den aften i sommerhuset – til Simon, til deres latter, deres kys, deres natt sammen.
Hun vidste, hun skulle ringe til ham. Men hvad skulle hun sige? Hvordan fortæller man en barndomsven, at et tilfældigt møde på en strand havde ændret alt? Emma lagde en hånd på maven, en blanding af frygt og forundring fyldte hende. Uanset hvad, var deres historie langt fra ovre.
Erotiske noveller skrevet af Anonym_mus Stem på historien
10
10333