Hvornår er man bøsse?
INTRODUKTION
Dette er fortællingen om et venskab, der voksede ud over grænserne for det, nogen af os turde håbe på. Om begær, tvivl og den tyste kærlighed, der lever i rummet mellem ord. Da min gode ven begyndte at stille spørgsmål om sin egen seksualitet, åbnede han samtidig døren til noget langt større – mellem ham og mig.
Det her er ikke en historie om at springe ud. Det er en historie om at finde hjem – i kroppen, i hinanden, i den hverdag, hvor kærligheden bliver sand.
NOVELLEN
Han spurgte med halvt smil og øjne, der flakkede, som om spørgsmålet hang i luften, lidt for tungt til at lande nogen steder.
Vi sad på min altan. Solen var gået ned, men varmen hang stadig i luften, som en slags tilladelse til at være lidt mere ærlige, lidt mere nøgne – ikke bare i tøjet, men i det indre. Han sad med knæene trukket op under sig, barfodet, som han altid var hjemme hos mig, med håret rodet af vinden og en øl, han næsten ikke havde drukket af. Han kiggede ikke direkte på mig. Måske fordi han ikke turde. Måske fordi han vidste, at jeg kiggede på ham.
Jeg har kendt ham i årevis. Vi har talt om alt: hans kærestesorger, mine eventyr, hans far, der aldrig rigtig har forstået ham, og min længsel efter noget, jeg sjældent selv kan sætte ord på. Han har altid sagt, jeg var den, han kunne sige alt til. Og jeg har troet på det – næsten hele tiden.
Men nu sad han dér, med det spørgsmål i munden og en uro i kroppen, jeg genkendte alt for godt. Den der sitrende fornemmelse, som ikke handler om én bestemt person, men om at noget i én selv er ved at åbne sig. Som om døren står på klem, og man endnu ikke tør kigge helt ind.
“Det kommer vel an på, hvem man spørger,” sagde jeg, stille. “Og hvad man tør indrømme over for sig selv.”
Han smilede lidt. Skævt. Træt. “Du ved, hvad jeg mener.”
Og ja. Jeg vidste det godt. Han havde aldrig kysset en fyr. Ikke rigtigt. Han havde aldrig sagt højt, at han tændte. Men jeg havde set måden, han så på mig, når han troede, jeg ikke opdagede det. Måden hans hånd blev lidt for længe mod min arm, når vi grinede. Og jeg havde mærket det i mig selv – lysten, der dukkede op som en varm bølge, som jeg skubbede væk, fordi venskabet var for vigtigt. Fordi han var vigtig.
Og nu spurgte han. Fordi noget i ham havde ændret sig. Måske for nylig. Måske for længe siden.
Jeg tog en tår af min øl og kiggede ud over tagene. Natteluften var tyk af sommer og muligheder.
“Man er det,” sagde jeg langsomt, “når man ikke længere har brug for at lade som om, man ikke er det.”
Han vendte sig endelig mod mig. Hans blik søgte mit, mere åbent end før. Og så, som om han prøvede ordene af:
“Har du nogensinde været lun på mig?”
Jeg mærkede mit hjerte slå et halvt slag skævt.
Jeg kunne have løjet. Eller grinet det væk. Eller sagt noget klogt og undvigende, som jeg ellers er god til.
Men jeg kiggede bare på ham. Længe nok til, at han rømmede sig og begyndte at vifte med hånden, som om han fortrød, han overhovedet havde sagt noget.
“Du behøver ikke svare. Det var dumt,” mumlede han.
“Det var ikke dumt,” sagde jeg. “Det var ærligt.”
Et suk slap ud af ham. Han lænede sig tilbage, lod hovedet hvile mod altandøren og lukkede øjnene. I det øjeblik så han yngre ud end nogensinde. Og smukkere. Ikke fordi han havde perfekte træk – men fordi han lod mig se det, han ellers skjulte.
“Så…?” spurgte han uden at åbne øjnene.
“Ja. Jeg har været lun på dig,” sagde jeg. “Måske stadig er det. Men jeg er også bange for at fucke noget op, der er vigtigt.”
Hans øjne slog op. “Det er jeg også.”
“At være lun på mig?” Jeg grinede. “Eller at fucke noget op?”
Han smilede – og dér var humoren igen, som en hånd på skulderen midt i alt det sårbare.
“Begge dele,” sagde han.
Vi blev stille et øjeblik. Ikke akavet stille. Bare… eftertænksomme. Byens lyde flød op til os: en scooter i det fjerne, nogen der skændtes på en altan et sted, og den lave summen af natradio fra en åben stueetage. Verden fortsatte, mens vi sad dér og holdt vejret sammen.
“Du ved,” sagde han så, “jeg har aldrig været sikker på, om jeg tænder på fyre. Men jeg ved, jeg tænder på nærhed. På at nogen ser mig. Rører mig – rigtigt. Ikke bare overflade.”
“Det giver mening,” sagde jeg. “Og det ene udelukker jo ikke det andet.”
“Nej…” sagde han og kiggede på mig, med noget nyt i blikket. Noget han prøvede af, men ikke var sikker på endnu. “Har du nogensinde… bare kysset en ven?”
Jeg vidste, hvad han mente. Og jeg vidste, hvad han spurgte om. Ikke et teoretisk spørgsmål. Ikke noget til samlingen af vores evige, lange samtaler. Det her var noget andet.
“Ja,” sagde jeg. “Men ikke én, der betød så meget som du gør.”
“Er det godt eller dårligt?” spurgte han.
“Begge dele,” sagde jeg. “Det betyder, jeg ville passe på dig. Men det betyder også, at jeg ville mene det.”
Vi sad igen lidt i stilhed. Denne gang med noget mere spændt i luften. Som når lynet endnu ikke har slået ned, men skyerne er mættede.
Så sagde han, næsten hviskende:
“Hvordan ville det føles… at kysse dig?”
Mit hjerte lavede et lille hop. Ikke fordi det var en erotisk invitation i klassisk forstand. Men fordi det var ægte. Ufiltreret. Han ville ikke have et show. Han ville forstå noget. Mærke noget. Han ville undersøge, hvem han var – med mig som kompas.
Jeg rykkede tættere på. Ikke meget. Bare nok til at mærke varmen fra hans knæ, hvor det lå foldet ind mod ham.
“Du må gerne finde ud af det,” sagde jeg, stille.
Han sagde ikke noget.
Men han flyttede sig. En langsom bevægelse, som om han ikke ville skræmme øjeblikket væk. Hans knæ gled ned, så han sad med fødderne fladt mod gulvet, og han lænede sig frem, lige så tøvende som man rækker ud efter noget kostbart.
Og så var hans ansigt tæt på mit.
Det føltes ikke som et kys i starten. Det var mere som at stå ved kanten af en sø og stikke tåen ned i vandet – en prøvende berøring. Hans læber strejfede mine, næsten genert. Som om han stadig kunne nå at trække sig.
Men han trak sig ikke.
I stedet lagde han hånden mod min kind, varm og lidt rystende, og kyssede mig rigtigt. Munden åbnede sig en smule, blød og nysgerrig, som om han ville lære noget – om mig, om sig selv, om alt det midtimellem.
Jeg svarede med samme forsigtighed. Ikke grådigt. Ikke som nogen, der havde ventet i skjul. Men som én, der havde været klar i lang tid, og nu endelig fik lov.
Luften mellem os ændrede sig. Noget i ham blev mere modigt. Hans hånd gled om i min nakke, hans krop kom tættere, og vi kyssede igen – dybere nu, med åndedræt der blandede sig. Varmen imellem os voksede som en spiral, ikke hastigt, men insisterende.
Da han endelig trak sig lidt tilbage, så han på mig med øjne, der både glimtede og dirrede.
“Det føltes…” Han stoppede. Rystede på hovedet, næsten smilende. “Det føltes rigtigt. Mere rigtigt end jeg havde regnet med.”
“Det er okay,” sagde jeg. “Du behøver ikke vide, hvad det betyder lige nu.”
Han lagde sin pande mod min. Vores næser stødte let sammen. Der var noget næsten barnligt i det – som to drenge, der havde udforsket noget, de ikke vidste, de længtes efter.
“Jeg tror, jeg har savnet det her uden at vide det,” sagde han. “Nærhed, der ikke kræver noget, men som alligevel betyder alt.”
“Det kræver noget,” hviskede jeg. “Ærlighed. Mod. Lyst.”
Han smilede. “Den har jeg.”
Vi blev siddende sådan lidt. Pande mod pande. Åndedræt i takt. Hænder, der langsomt fandt hinanden og flettede sig sammen, som om de havde gjort det før.
Hans tommelfinger strøg over min. En lille bevægelse, men det sendte en bølge af varme op gennem kroppen. Ikke fordi det var seksuelt i sig selv – men fordi det var ham. Fordi det var os.
“Vil du sove her i nat?” spurgte jeg lavmælt.
Han nikkede. Uden tøven.
“Men…” Han grinede, lidt genert nu. “Må jeg godt ligge helt tæt?”
“Du må alt, du har lyst til,” sagde jeg.
“Så vil jeg gerne mærke dig. Uden at tænke. Bare være i det.”
Jeg rejste mig og tog ham i hånden. Vi gik ind i soveværelset, stille, som om vi var på vej ind i noget helligt. Han smed sin t-shirt. Jeg gjorde det samme. Vores maver strejfede hinanden, da vi stod tæt, og hans blik gled langsomt ned over mig, uden skam.
“Du er smuk,” sagde han.
“Du også,” sagde jeg. “Og jeg vil ikke have mere, end du vil give.”
“Og jeg vil ikke give andet,” sagde han. “End det jeg føler.”
Vi krøb under dynen, og han lagde sig ind til mig, hans ryg mod min brystkasse, hans hånd hvilende på min. Hans krop passede forbløffende naturligt ind i min, som to brikker i et puslespil, der havde ligget længe i hver sin æske.
Jeg kyssede ham i nakken. Han sukkede.
“Det her,” sagde han, næsten i søvn, “det føles som hjem.”
Og det gjorde det.
Tidlig morgen.
Lyset sivede ind mellem gardinerne som mælkehvid tåge. Verden udenfor var stadig stille – ikke helt vågen endnu. Jeg lå på ryggen og stirrede op i loftet. Han lå med ryggen mod mig, men jeg kunne høre på hans åndedræt, at han også var vågen.
Vi havde vendt og drejet os i løbet af natten. Ikke fordi vi ikke kunne finde ro, men fordi der hele tiden var noget nyt at mærke. En krop, der kom tættere. En hånd, der søgte. En varme, der ikke bare kom fra dynen.
Ingen af os sagde noget, før han langsomt rullede om på siden og kiggede på mig. Øjnene var trætte, men åbne. Tænkende.
“Har du sovet?” spurgte han.
“Ikke rigtigt,” svarede jeg. “Du?”
Han smilede skævt. “Kun når jeg glemte, at jeg lå her med dig.”
Der var ingen anklage i det. Tværtimod. Han så på mig, som om natten havde givet ham noget at tygge på, og nu var han sulten efter mere – ikke nødvendigvis af mig, men af klarhed.
“Har du lyst til kaffe?” spurgte jeg.
Han nikkede. “Og ristet brød, hvis du har det. Jeg kan ikke tænke uden smør.”
Jeg grinede, lettet over at vi begge søgte tilbage til det hverdagsagtige, som en slags landingsbane.
I køkkenet listede vi rundt som to, der var bange for at vække noget. Kaffen dryppede. Brødet sprang op. Han sad på køkkenbordet, i T-shirt og underbukser, med fødderne dinglende som en dreng.
“Du ser anderledes ud i dag,” sagde jeg og satte kaffen foran ham.
“Hvordan?”
“Roligere. Men også som om du har været på en lang rejse.”
Han nikkede langsomt og tog en tår. “Det føltes også sådan. Som om noget åbnede sig. Jeg tænkte så meget i nat. Om dig. Om mig. Om alt det, jeg ikke har turdet sige højt.”
Jeg satte mig overfor ham, med mit eget krus mellem hænderne. “Vil du sige det nu?”
Han så på mig med et blik, der ikke søgte flugt, kun forståelse.
“Jeg har altid troet, jeg skulle finde ud af det hele, før jeg kunne tage skridt. Men i nat… var det skridtet. Ikke svaret. Bare det at ligge dér med dig. Mærke dig. Din hånd på min. Dit åndedræt bag mit øre. Det føltes som noget, jeg ikke længere behøver forstå. Bare være i.”
“Det er mere end nok,” sagde jeg.
Han smilede og smurte sit brød med omhu, som om han forsøgte at give kroppen noget at lave, mens tankerne rørte ved noget ømt.
“Tror du, jeg er bøsse?” spurgte han så. Ikke som en provokation. Mere som én, der prøvede et ord på for første gang og mærkede, om det passede.
“Jeg tror, du er dig,” sagde jeg. “Og at det vigtigste er, hvem der får dig til at føle dig levende. Set. Tryg. Liderlig. Hjemme.”
Han nikkede. “Og det er du.”
Jeg mærkede ordene ramme et sted i mig, hvor jeg både blev varm og bange. For hvad det betød. Og for hvad det ikke betød.
Han tog en bid af sit brød og tyggede længe, før han sagde:
“Jeg tror, jeg vil finde ud af mere. Ikke alene. Med dig. Hvis du vil. Ikke som en leg, men som… en vej.”
Jeg rakte over bordet og tog hans hånd. Den føltes stadig ny, men ikke fremmed.
“Så går vi sammen,” sagde jeg. “Ét skridt ad gangen.”
Han klemte min hånd. Et lille, stædigt smil dukkede op i mundvigen.
“Men kun hvis du også laver morgenmad igen i morgen.”
Jeg lo. “Du er så krævende.”
“Jeg er i gang med at finde mig selv,” sagde han dramatisk og tog en stor slurk kaffe. “Det kræver smør og tryghed.”
Kaffen var drukket. Brødet var spist. Smørkniven lå stadig med rester af kærgården på tallerkenen, som et lille vidne til vores mærkelige, smukke morgen. Han slikkede sig om munden, smed servietten i skraldespanden og strakte sig så langsomt, at T-shirten gled op og afslørede en stribe bar hud over hoften.
“Skal vi tage et bad?” spurgte han med et skævt blik, som om han godt vidste, hvad det kunne betyde.
“Ja,” sagde jeg. “Hvis du tør.”
Han rejste sig, og uden videre trak han underbukserne af og kastede dem hen mod min sofa. Så stod han der, nøgen og ugenert, med lidt morgenkuldegysninger i huden – men med ro i øjnene. Som om han havde taget endnu et skridt og faktisk godt kunne lide følelsen af det.
“Kommer du?” sagde han og forsvandt ud mod badeværelset.
Jeg blev stående et øjeblik. Bare for at sunde mig. For at lade billedet af ham stå klart i mig. Ikke kun hans krop – men måden han gik ud på. Åben. Nysgerrig. Modig.
Da jeg trådte ind i badet, stod han allerede under det varme vand, med hænderne i håret. Jeg smed det sidste tøj og gik ind til ham. Vandet var varmt og duftede af min shampoo – den han altid har grinet af, fordi den hedder noget med “Rainforest Energy”.
Han vendte sig mod mig. Hans blik var ikke flirtende. Ikke udfordrende. Det var nærmere undersøgende – som om han betragtede mig som en mulighed, ikke en fare.
Vi stod tæt. Vandet løb ned over os, og han rakte ud og lagde sine hænder mod mine hofter, bare sådan, som om han ville mærke, om jeg virkelig var der.
“Jeg har lyst til at røre ved dig,” sagde han lavt.
“Det må du gerne,” sagde jeg. “Men du skal vide én ting.”
Han så op.
“Jeg har virkelig svært ved at holde hænderne i ro, når du er sådan her. Og jeg prøver at passe på dig. På os. Men jeg er også bare… bøsse. Og ret meget tiltrukket af dig.”
Han smilede, stille. “Det gør mig tryg. At du siger det. At du ikke skjuler det.”
Jeg lagde mine hænder på hans ryg og trak ham ind til mig. Vores kroppe gled sammen, varmt og vådt. Han hvilede panden mod mit bryst og sukkede.
“Det føles ikke som noget, der haster,” sagde han. “Men jeg vil gerne mærke dig. Hele dig.”
Så stod vi dér. Vuggede lidt i vandet, som to mennesker, der ikke havde travlt. Han kyssede mig langsomt. Ikke som i nat, hvor det var usikkert og forsigtigt – men nu med mere krop. Mere tilstedeværelse. Vores hænder begyndte at udforske – skuldre, lænd, hofteben. Intet forceret. Intet der skulle føre til noget. Bare mærken.
Vi vaskede hinanden, grinende nogle gange, især da han prøvede at være sexet med min alt-for-økologiske bodywash.
“Det her lugter af citron og dårligt selvværd,” sagde han tørt, og jeg lo højt og kyssede ham i nakken.
Da vi trådte ud, tørrede vi hinanden, stadig nøgne, stadig varme. Ingen af os klædte sig på. Det føltes ikke nødvendigt. Vi gik tilbage til køkkenet, stadig bare i huden, som om vi var midt i noget, der ikke måtte brydes.
Han satte sig igen på bordet, jeg på stolen overfor. Og vi spiste den sidste rest brød og delte en appelsin, dryppende og sød.
“Det føles som en af de dage, jeg vil huske,” sagde han, mens han pillede en strimmel appelsinskal af og lagde den i en spiral på bordet.
“Det er allerede en af mine yndlingsmorgener,” sagde jeg.
Han nikkede og så på mig, alvorlig nu.
“Jeg ved stadig ikke, hvad jeg er,” sagde han. “Men jeg ved, at jeg vil finde ud af det sammen med dig. Uden pres. Men med alt det, vi kan give hinanden.”
Jeg tog hans hånd over bordet. Den var våd af appelsinsaft og lidt sæbe, men det var ligegyldigt.
“Så lad os finde ud af det. Ét kys, ét bad, én morgen ad gangen.”
Eftermiddagssolen stod lavt over byen, da vi trådte ud ad døren. Han havde taget en af mine skjorter på – lidt for stor, men det klædte ham. Ærmerne rullede han op til albuerne, og han så på mig med et blik, der sagde: Jeg er klar. Til det her. Til dig.
Vi gik bare en tur. Helt nede ved søerne, hvor folk sad med kaffe, barnevogne, lydbøger og kæresteblikke. Normale dage, normale liv. Og så os to – lige på kanten af noget nyt.
Han gik tæt. Ikke hånd i hånd, ikke helt. Men vores skuldre stødte mod hinanden, og han kiggede indimellem op på mig med et lille, genert smil.
“Folk kigger ikke engang,” sagde han stille. “Eller også gør de, og jeg er bare ligeglad.”
“Det vigtigste er, at du føler dig godt tilpas,” sagde jeg.
Han nikkede. “Det gør jeg. Det er som om… noget i mig slapper af nu. Ikke fordi jeg har alle svarene, men fordi jeg ved, at du er ved min side, uanset.”
Vi satte os med en kaffe i solen. Fuglene peb over vandet, og han sad med benene trukket op i skrædderstilling på bænken. Jeg lod min hånd hvile kortvarigt på hans knæ. Han lagde ikke afstand.
Tværtimod: Han tog hånden og lagde den i sin.
Ikke som et statement.
Bare som noget naturligt.
Folk gik forbi. En kvinde smilede til os. En ældre mand kiggede og kiggede væk igen. Det hele føltes mærkeligt… hverdagsagtigt. Som om det faktisk godt kunne fungere – det her os.
“Jeg tror, jeg har brugt for meget energi på at være noget, jeg troede, jeg skulle være,” sagde han. “Og nu – nu bruger jeg energi på at være sammen med dig. Og det føles meget bedre.”
Da vi kom hjem, havde lyset ændret sig. Aftensolen gled ind over gulvet i stuen, og alt var gyldent. Vi lavede noget simpelt – pasta med tomatsauce og parmesan – og han drak lidt rødvin af mit for lille IKEA-glas og sagde:
“Jeg kunne vænne mig til det her.”
Efter maden lagde han sig på sofaen. Bar mave. Let rød i kinderne. Vinen, solen, måske noget i hans blod, der nu tillod ham at slappe af.
“Kom,” sagde han. “Bare vær her.”
Jeg lagde mig ind til ham, og han vendte sig om mod mig. Vi lå og så på hinanden i stilhed. Så kyssede han mig. Uden spørgsmål denne gang. Uden tøven.
“Jeg har tænkt meget på i nat,” sagde han. “Hvorfor jeg ikke tog mere initiativ. Og jeg tror… jeg ville være sikker på, at det kom indefra. Ikke fra forventninger. Ikke fordi jeg skulle bevise noget.”
“Og nu?”
“Nu vil jeg bare mærke dig. Uden tvivl. Jeg vil have dig tættere.”
Jeg svarede ham med et kys. Med hænder, der langsomt begyndte at lære hans krop at kende. Vi rejste os uden ord og gik ind i soveværelset. Der var ikke noget, der skulle skyndes. Ikke noget, vi skulle præstere. Kun lyst. Og nærhed.
Han lagde sig på sengen og trak mig ned over sig, nøgen, levende, tilstede. Vi kyssede som om vi havde al tid i verden. Som om kroppen kendte svar, hjertet endnu ikke havde formuleret.
Hans hænder var overalt – ryg, nakke, hofter. Mine var ikke meget bedre. Jeg havde længtes, og han mærkede det. Og alligevel var der ingen grådighed. Kun en spiral, hvor vi blev trukket tættere og tættere ind mod midten.
Vi elskede. Langsomt. Sanseligt. Som to der fandt hinanden i et sprog uden ord. Han hviskede mit navn da han kom, og jeg holdt ham tæt, da jeg fulgte efter.
Efter lå han med hovedet på mit bryst og sagde, næsten drømmende:
“Det føles som om jeg er vågnet. Ikke til noget nyt. Men til noget ægte.”
Jeg strøg ham over håret og hviskede:
“Velkommen hjem.”
Tre måneder senere
Der er stadig kaffegrums på bordet og to halvspiste croissanter på tallerkenen. Jeg har været hjemme i ti minutter, og han har allerede haft mig op ad køkkenvæggen. Trusserne om anklerne, jakken stadig halvt på. Vi griner endnu, mens vi prøver at rydde op, men han bliver ved med at lægge hænderne på mig. På min hofte, i nakken, under skjorten. Som om han ikke kan lade være.
Og jeg er ikke meget bedre.
Vi elsker som kaniner. På sengen, i badet, i entreen. På FaceTime mellem møderne, hvis vi begge kan finde en ledig kabine. En gang måtte jeg stønne ned i en kaffekop for ikke at vække kontoret. Han skrev bagefter: Jeg kan stadig mærke dig i mine fingre.
Det er vildt. Vidunderligt. Nogle gange næsten for meget. Men jeg kan ikke få nok af ham.
Vi er flyttet sammen. Hans skjorter hænger nu ved siden af mine. Der ligger to elektriske tandbørster i holderen, og vores underbukser er begyndt at blande sig i skuffen. Det føles rigtigt. Næsten for rigtigt. Og det er dér, det skræmmer mig lidt.
For jeg har fundet ham på en ny måde. Min ven. Min nysgerrige, forvirrede, ærlige ven. Ham, der engang spurgte: Hvornår ved man, om man er bøsse? Og nu kigger han på mig med liderlige øjne og hvisker frække ting, jeg ikke anede han havde i sig.
Og det er stadig ham. Men også mere end ham.
Jeg ser på ham nu – han står i stuen i bar overkrop og prøver at samle en ny reol. Han bander, fordi han har sat en plade forkert. Jeg kan ikke lade være med at gå over og kysse ham i nakken. Han fniser.
“Hvad nu?” spørger han.
“Jeg kan ikke lade dig være.”
“Så lad være med at prøve.”
Han vender sig om, og vi står tæt igen. Jeg mærker hans hænder under min skjorte. Igen. Altid. Det er vores måde at tale på nu: med hud.
Men indeni er der også noget andet. En lille stemme, jeg prøver at ignorere. Den siger: Hvad hvis det går galt? Hvad hvis du mister ham – ikke bare som kæreste, men som ven?
Det er skræmmende, at elske ham sådan her. At have så meget at tabe. For jeg har haft veninder før, elskere før, men aldrig nogen der kendte mig sådan her. Indefra og ud. Helt.
Jeg tænker på i nat, hvor han faldt i søvn på min brystkasse og mumlede:
“Jeg ved stadig ikke, hvad jeg er. Men jeg ved, at du er mit hjem.”
Og jeg sagde ikke noget. Jeg bare holdt om ham. For det var nok. Mere end nok. Og måske… måske skal det være sådan.
Måske skal vi ikke finde svarene endnu. Bare elske. Leve. Lade kroppen og hverdagen og morgenkaffen og telefonsnakkene med støn fortælle os, at det her er ægte. Og vigtigt.
Han ser op på mig nu med skruetrækkeren i hånden.
“Skal vi tage en pause og kneppe på stuegulvet?”
Jeg nikker, langsomt, grinende.
“Du har læst mine tanker.”
En søndag eftermiddag
Stuen emmer af kaffe og latter. Solen skinner ind gennem de høje ruder, og vi sidder i en blanding af puder, stole og ben over hinanden. En vennegruppe, som har kendt hinanden længe nok til at kunne grine af alt – og som nu også skal vænne sig til noget nyt.
Ham og mig.
Vi sidder tæt, men ikke demonstrativt. Bare som vi nu gør. Jeg har en hånd på hans lår, han hviler armen om min ryg. Vi siger ikke noget med det. Det er bare… os.
Maja sidder over for os, med et krus urtete og sin velkendte, lidt skarpe blik. Hun er smuk på den måde, der ikke kræver noget. Og hun har altid haft en særlig plads i min vens liv – det ved jeg. De kyssede engang til en fest, græd sammen over et breakup, og i en periode havde hun nok håbet, han ville vælge hende.
Hun smiler nu, men der er noget i hendes øjne, jeg ikke helt kan læse.
“Så… hvordan er det så at være et par?” spørger hun og tager en slurk te.
Han svarer, før jeg gør.
“Det er som at opdage, at ens bedste ven faktisk er den, man hele tiden har savnet.”
Stemningen ændrer sig en anelse. Ikke dramatisk. Bare som en nervøs latter, der lægger sig.
“Wow,” siger Maja. “Det var… smukt sagt.”
“Og lidt cheesy,” tilføjer en af de andre, og grinene løsner op igen.
Men jeg ser det i Majas blik. En lille sitren af noget, der kunne have været.
Efter en stund, hvor samtalen glider videre til festivalplaner og boligmarkedet, rejser hun sig for at tage en ny kop te. Han følger hende ud i køkkenet. Jeg lader dem gå – de har brug for det. For at lande i det nye. Uden mig.
Jeg hører dæmpede stemmer. Ikke vrede. Ikke sorg. Bare… afklaring.
Da de kommer tilbage, smiler hun. Hun lægger en hånd på min skulder og siger:
“Du er god for ham. Det kan jeg se. Og… jeg tror måske, jeg har været mere forelsket i idéen om ham end i ham selv.”
“Det gør ikke ondt længere?” spørger jeg ærligt.
“Det stikker lidt,” indrømmer hun. “Men mest fordi jeg kan se, hvor lykkelig han er nu. Og det er jo det, man vil have for dem, man holder af. Ikke?”
Jeg nikker.
Senere, da gæsterne er gået og vi står og skyller vinglas, lægger han armene om mig bagfra og hvisker:
“Hun sagde, hun var lettet. At det var som om noget, hun havde båret rundt på, endelig kunne slippe.”
“Og du?”
“Jeg føler mig heldig. Fordi jeg ikke bare har fundet mig selv – men også dig.”
Vi kysser. Et af de der trætte, men dybe kys, der smager af vin, opvaskemiddel og hjem.
Han tager min hånd og fører mig med ind i stuen, hvor puderne stadig ligger hulter til bulter.
“Skal vi lægge os her lidt?” spørger han.
“Kun hvis vi ender med at knalde,” svarer jeg.
Han griner og vælter ned i puderne.
“Det gør vi. Helt sikkert.”
Puderne er stadig varme, og vi ligger på stuegulvet, mens eftermiddagssolen langsomt trækker sig tilbage bag hustagene. Jeg ligger på ryggen. Han sidder overskrævs på mine hofter, rank og rolig, med et blik, jeg kender – men som alligevel føles anderledes i dag.
Mere fokuseret. Mere beslutsomt. Mere… hans.
“Jeg har lyst til at tage dig,” siger han, stille, men uden tøven.
Ordene rammer mig som varme mod hud. En bølge i brystet. For han siger det, som om det er det mest naturlige i verden. Som om han ikke længere spørger sig selv om det er rigtigt, men bare hvordan han vil have mig.
“Så tag mig,” svarer jeg, og mærker min egen stemme blive hæs af forventning.
Han bøjer sig ned og kysser mig. Først blidt. Så dybere. Med tungen, læberne, hænderne. Alt i ham fortæller mig: Jeg ved, hvad jeg vil. Og jeg vil dig.
Han trækker min t-shirt op over brystet og kysser min mave, som han har gjort mange gange – men denne gang bider han mig let. Det sender et stød direkte ned i mit underliv. Jeg griber hans hår og stønnede lavt.
“Rolig,” siger han med et smil. “Jeg bestemmer i dag.”
Han rejser sig og tager tøjet af – langsomt. Ikke for at vise sig frem, men for at lade mig nyde. Øjnene i mine hele tiden. Da han står nøgen foran mig, er han ikke længere min forvirrede ven. Han er en mand, der har opdaget, at hans lyst har ret. At den ikke skal forklares. Kun leves.
Jeg rejser mig halvt op og prøver at tage bukserne af, men han skubber mig blidt ned igen.
“Jeg vil gøre det.”
Han åbner min bælte. Knapper. Glider lynlåsen ned. Tager min pik i munden – bare et kort øjeblik, som for at smage på kontrollen. Så trækker han sig op igen og kravler langsomt op ad min krop, som en bølge, der lægger sig over kysten.
“Jeg vil mærke dig helt inde i mig,” siger han, og stemmen er mørk nu. Rå. Mæt af vilje.
Han henter glidecremen fra skuffen, smører sig, og sætter sig så ned over mig – langsomt, koncentreret. Jeg kan mærke, hvordan han åbner sig omkring mig. Hvordan hans vejrtrækning forandres. Og hvordan han kigger på mig, mens han lader mig glide helt op i ham.
“Jesus…” hvisker jeg. Han smiler.
“Er det for meget?”
“Det er perfekt.”
Han rider mig. Ikke hurtigt. Ikke hektisk. Men rytmisk, dybt, med hofterne i en bølge, som om han danser med mig. Jeg tager hans hænder, kysser hans brystvorter, presser ham ned mod mig, og da han læner sig frem, er det som om vi smelter sammen. Der er ikke noget mellemrum mellem os længere. Ikke noget usagt. Ikke noget usikkert.
Kun hans åndedrag i mit øre og mine fingre i hans ryg, og den måde hans krop tager mig på – som en gave, som en sejr, som noget han nu ved, han både må og vil.
Han kommer først. Rystende, stammende mit navn. Jeg mærker det hele i ham. Og da jeg kommer kort efter, er det med armene hårdt omkring ham, som om jeg vil holde ham fast i det øjeblik for evigt.
Efter ligger han oven på mig. Varm. Smilende. Let svedig.
“Var det okay?” spørger han.
Jeg griner. “Det var langt mere end okay. Du tog mig, som om du har gjort det hele dit liv.”
Han trækker sig op, ser på mig og siger:
“Måske har jeg bare ventet på den rigtige.”
Den næste uge ændrer noget. Ikke i det store – vi elsker stadig hver morgen og hver aften, og nogle gange midt på eftermiddagen, hvis vi begge er hjemme. Men der er sket noget i ham. En ro. Og en nysgerrighed, der ikke længere føles som tvivl – men som mod.
Han begynder at udfordre os. Spørger:
“Hvad ville du gøre ved mig, hvis jeg bandt dig fast?”
Eller:
“Har du lyst til at tage styringen i dag – helt styringen?”
Han udforsker sin rolle. Ikke som den, der nødvendigvis skal være den ene eller den anden, men som en mand, der vil vide, hvordan det føles at give sig hen. Og tage imod. Og dominere. Og nyde.
En aften har han dæmpet lyset i soveværelset, lagt et mørkt lagen ud og bedt mig lægge mig på ryggen. Jeg kan høre musik fra højtaleren – langsomme, mørke beats. Og så mærker jeg det første stykke stof omkring mit håndled. Silke. Koldt og glat.
Han binder mig til sengens gavl. Ikke stramt, men nok til, at jeg skal stole på ham. Og jeg gør det. Fuldt og helt. For jeg ved, at han er til stede nu – ikke kun med sin lyst, men med sin omsorg. Med sit blik.
Han bruger sin mund. Sin tunge. Sine hænder. En isterning fra glasset på natbordet. Et tørklæde over mine øjne. Alt bliver sanseligt. Kontraster. Kulde mod varme. Blidhed mod tryk. Stilhed mellem stønnene. Og han nyder det. Ikke bare hvad han gør ved mig, men hvad det gør ved ham selv.
“Du ser fantastisk ud, når du giver slip,” hvisker han.
Senere bytter vi. Han lader mig binde ham. Lader mig trænge langsomt op i ham, mens han ligger med armene strakt og blikket på mig, åbent, uden skam. Jeg tager ham hårdt. Så blidt, at han stønner frustreret. Så dybt, at han ryster. Og jeg elsker at se ham miste kontrollen. For han prøver ikke at holde noget tilbage længere.
Et par dage senere har han fundet en olie med duft af sandeltræ og citrus. Han beder mig smøre ham ind. Vi gør det i stearinlysets skær. Jeg masserer ham langsomt, fra skuldrene til lårene, mellem ballerne, ind over brystkassen, pikken, pungen, alt. Hver gang jeg tror, vi ikke kan komme tættere, åbner han sig mere.
“Jeg har aldrig følt mig så levende,” siger han, mens han ligger på maven og sukker, mens mine hænder glider over hans varme, olierede hud. “Som om min krop er blevet min. Før var den… noget jeg skulle styre. Nu er den noget jeg må mærke.”
Og jeg mærker ham. Mærker os. Hvordan det, vi deler, er blevet et sprog. Et rum uden skam, men fyldt med begær, latter, blidhed og mod.
Vi knalder stadig på gulvet. I bruseren. Med lukkede øjne og åbne sjæle. Men nu leger vi også. Udforsker. Skubber lidt til hinanden. Og alt imens vokser noget i os, som måske ikke kan forklares – kun mærkes.
En aften siger han, efter han er faldet i søvn i ske hos mig:
“Du har gjort mig til den, jeg altid håbede, jeg kunne være.”
Og jeg kysser ham i nakken. Langsomt. Som et løfte.
Det begyndte med ét ord
“Grænse.”
Han sagde det en aften, vi lå i sofaen, nøgne under et tæppe, lidt tømmermændsramte efter en lang nat med vin, latter og sex flere gange, i flere rum. Han lå med hovedet mod mit bryst, strejfede min brystvorte med læberne og sagde:
“Jeg vil mærke mine grænser med dig. Ikke nødvendigvis flytte dem. Bare… mærke dem.”
Jeg nikkede, og mit hjerte bankede tungt. Ikke af frygt, men af begær blandet med respekt. Det var ham, der bad om det. Ikke for mig. For sig selv.
Allerede næste aften havde han forberedt noget. Ikke stort. Ikke dramatisk. Men intenst.
Soveværelset var mørkt, men tændt op af stearinlys i vindueskarmen. Der lå en sort, tynd rebline på sengen. Et par stykker køligt metal – små klemmer. Og en skål med varmt vand og vaskeklude.
“Jeg vil gerne have, at du tager dig af mig. Helt stille. Helt kontrolleret. Brug det, du har lyst til. Men kun ét ord, og så stopper vi.”
“Stop?”
Han rystede på hovedet og smilede:
“’Mørkeblå’. Hvis jeg siger det, stopper vi. Alt.”
Jeg nikkede.
Han stod nøgen foran mig, lidt rank, lidt spændt. Og smuk. Jeg trådte tæt på, kyssede ham på kinden og hviskede:
“Så går vi i gang.”
Først bandt jeg hans hænder med rebene. Ikke hårdt. Bare fast nok til, at han ikke kunne styre tempoet. Jeg placerede ham på knæ foran sengen og lagde en pude under ham, så han kunne slappe af i kroppen. Og så begyndte jeg.
En varm klud over ryggen. Langsomt, glidende, til han gispede af kontrasten mellem varme og luft. Jeg lagde den fra mig, fandt olien frem og lod den dryppe på hans lænd, dryppe og trille – og så smurte jeg den ud med bløde, stærke hænder, ned over ballerne, ind mellem dem, langsomt og insisterende.
Hans krop sitrede. Ikke af kulde. Af overgivelse.
Jeg satte mig ved hans side og tog den første klemme. Små, matte metalkæber. Jeg lod ham mærke den først på armen, lod ham forstå, hvad han sagde ja til. Så flyttede jeg den op til hans brystvorte. Lagde den på – langsomt. Han gispede, men sagde ikke et ord.
“Er du okay?”
“Ja… det gør ondt på den gode måde.”
Jeg nikkede. Gav ham den anden. Han var spændt, men tryg. Hans pik hang tung, halvstiv, som om den ikke kunne beslutte sig – men kroppen fortalte mig: han ville det her.
Jeg lænede mig ind og hviskede:
“Din krop er min nu. Men du styrer, hvornår vi stopper.”
Han nikkede. Hans vejrtrækning blev dybere.
Jeg fortsatte – med olien, med langsomme kys over hele ryggen, med blide slag mod hans inderlår. Hver reaktion skrev en ny sætning i vores fælles bog. Når han gispede, når han vred sig, når han stønnede lavt uden at vide, han gjorde det – alt blev en samtale uden ord.
Til sidst slap jeg ham fri. Løsnede rebene. Tog klemmerne af, langsomt, mærkede hans rysten.
“Vil du have, at jeg tager dig nu?” hviskede jeg.
“Nej…”
Jeg stoppede.
“Jeg vil… ride dig.”
Det var nyt. Det var ham, der sagde det. Og da han satte sig over mig få minutter senere, med kroppen stadig varm og vibrerende fra legen, så jeg i hans øjne en styrke, der var vokset ud af sårbarhed.
Han red mig som en mand, der havde mærket sig selv. Helt ind. Helt ud. Med sin grænse i behold – og med lysten fuldt tændt.
Det er tirsdag
Regnen trommer sagte mod ruden, og kaffemaskinen klukker i køkkenet. Jeg står i bar mave og kigger ud i gården, mens han børster tænder i badeværelset. Lyset fra lampen i hjørnet falder blødt ind over vores stue. Alt er roligt. Alt er, som det skal være.
Det er ikke længere nyt. Det er blevet… vores liv.
Han kommer ud med håndklædet over skulderen, vådt hår og tandpastaskum i mundvigen. Smiler søvnigt, rækker ud efter min hofte og trækker mig ind til sig, mens han mumler noget med, at jeg lugter af kaffe og søvn og tryghed.
Jeg kysser hans pande og siger:
“Vi burde tage os sammen og blive voksne i dag.”
Han griner mod min hud. “Lad os lade som om.”
Hverdagen har indfundet sig. Vi vasker tøj. Vi skændes om indkøb og små ting. Vi arbejder. Vi har weekender, hvor vi ingenting laver, og søndage, hvor vi ikke kan lade være med at røre ved hinanden bare fordi vi kan. Elskovene er sjældnere, men dybere. Vi finder hinanden med øjnene, med et strejf på lænden, med en hånd på låret under middagen. Nogle aftener gør vi slet ikke andet end at ligge tæt, høre musik og lade verden passe sig selv.
En dag siger han, mens han ligger i mit skød med et glas rødvin:
“Jeg forstår ikke, hvorfor det tog os så lang tid. Jeg lå lige ved siden af dig. Hele tiden. Og jeg så dig. Men jeg så dig først rigtigt, da du holdt mig i hånden og lod være med at presse. Du ventede. Du elskede mig, før jeg turde elske dig.”
Jeg svarer ikke. Jeg aer bare hans hår, ser ned på hans ansigt og mærker noget i mig, der roligt falder på plads. Som det har gjort, lidt efter lidt, siden den dag han spurgte: “Hvornår ved man, at man er bøsse?”
Nu ved han det. Nu ved vi det.
At kærlighed ikke handler om køn. Ikke engang om timing. Men om at turde give sig hen, når kroppen og hjertet siger det samme.
Og da vi den aften ligger i mørket, nøgen hud mod nøgen hud, uden at noget behøver ske, tænker jeg bare:
Jeg har fundet ham. Min ven. Min elskede. Mit hjem.
Og jeg falder i søvn med hans hånd i min. Tæt. Varm. Fuld af liv.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980 Stem på historien
10
10333