Jeg har aldrig været her før. En kælder på Østerbro med slidte borde, ujævnt lys og en vedvarende lugt af støv og instantkaffe. Alt virker lidt forsømt. Og alligevel – det er tydeligt, at de, der kommer her, gør det ofte. Der er en sær varme i rummet. Noget hjemligt. Nogle af drengene siger højt, hvad de vil gøre, som om de glemmer, at man ikke skal afsløre sit næste træk. De griner, når de dummer sig, læner sig tilbage og driller hinanden med samme lethed, som de flytter deres brikker.
Normalt ville jeg ikke sætte mine ben i sådan et rum. Jeg har brugt år på at finpudse mit spil blandt verdenseliten. Det her, det føles som at spille i en skolekantine. Som at ydmyge sig selv frivilligt. Og alligevel har jeg været her i over en time nu, og jeg har ikke tabt et eneste spil. Det havde jeg heller ikke regnet med. Der er noget trygt ved at vinde uden at skulle kæmpe for det. Som at trække vejret dybt i en rolig stund midt i et stormvejr. Men den følelse holder ikke. Den fordamper hurtigt. Det føles som at drikke lunken champagne.
Jeg rækker ud og sætter min dronning på h4. Min modstander, en ranglet dreng med bumser og for lange fingre, sukker og strækker hånden frem. ”Tak for spillet.
Jeg nikker høfligt. Smiler måske en lille smule. Jeg ved, hvordan mit smil ser ud. Det er kalkuleret. Mildt, men ikke venligt.
”Du skal spille mod Emil nu,” siger en af drengene. Han lyder næsten stolt, som om Emil er klubbens hemmelige våben.
Jeg ser op.
Han sidder klar. Lænket til stolen, som om han hverken tænker på at flygte eller give noget væk. Hans mørke, rodet hår falder ned i panden, men det virker bevidst. Hans grågrønne øjne hviler på mig. Han ser ikke nervøs ud. Ikke genert. Bare opmærksom.
“Skal vi?” spørger han. Stemmen er lysere, end jeg havde forventet. Ikke barnlig, men klar og kølig.
Jeg sætter mig. “Spiller du hvid?”
“Vi kan trække lod,” siger Emil og rækker en lukket hånd over brættet. Jeg vælger venstre. Han åbner hånden, og jeg ser en sort bonde. Han smiler stille.
Emil spiller hvid og starter med e4. Jeg følger efter med c5 - Siciliansk forsvar.
Jeg retter lidt på min beret og lader mit mørke hår falde ned over skuldrene. Blazeren strammer ved albuerne, men jeg tænker ikke over det. Jeg har rød læbestift på. Mest for at virke mere selvsikker, end jeg egentlig er.
Jeg læner mig let frem mod brættet, klar til mit træk, og mærker blikkene omkring mig. Nogle ved sikkert, hvem jeg er. Andre gør ikke. Alligevel føles det som om alle kigger.
Men Emil blinker ikke. Han svarer præcist.
Ti træk inde retter jeg lidt på mig selv. Jeg rækker ud efter mit vand, men drikker ikke. Mine øjne følger brættet, men mine tanker følger ham.
Hvem er du?
Han tager en af mine bønder. Jeg havde ikke set det komme. Det betyder ikke så meget, men nok til at jeg bliver overrasket.
“Du er god,” siger jeg
Han løfter blikket. “Det er du også.”
Jeg læner mig lidt frem. “Ved du, hvem jeg er?”
“Ja,” svarer han, og det er alt.
Der bliver stille et øjeblik. Han ser på mig, som om det ikke betyder noget, at jeg er Dariya Vasilievna Novak, international stormester.
Han spiller bedre, end jeg havde troet muligt. Bedre end alle de andre her. Der er en ro i hans spil, som om han ved præcis, hvad han vil, og tør vente på det. Den slags tyngde ser jeg sjældent uden for de store turneringer. Endnu sjældnere i et kælderrum med slidte møbler og en lugt af gammel røg.
Men jeg slår ham til sidst. Selvfølgelig gør jeg det.
Han laver en lille fejl i midtspillet. En springer, der skulle være blevet stående. Og så begynder jeg langsomt og metodisk at åbne ham op. Jeg trækker ikke sejren i langdrag. Det ville være grimt. Da jeg sætter ham skakmat, læner jeg mig lidt tilbage.
Vi sidder stille et øjeblik. Så nikker han og siger: “Godt spillet.”
Jeg svarer: “Tak for spillet.” Og jeg mener det.
Det føles mærkeligt at sige det og faktisk mene det. Jeg mener det. Jeg har nydt det.
Han smiler sådan rigtigt for første gang. Der er noget ungt, men ikke barnligt over det. Han virker glad. Ikke påtaget, ikke bitter, ikke ydmyget. Bare tilfreds med sin egen præstation..
Jeg betragter ham et øjeblik længere, end jeg nok burde.
Han er nok en lille lokal legende her. Den bedste af dem. Jeg kan se, hvordan de andre ser op til ham. Hvordan de holder vejret, når han spiller. Han har noget. Ikke bare teknik. Der er noget i hans blik og i måden, han sætter brikkerne på. En lille gnist af talent.
Og han tog det pænt. Han tabte til mig - en kvinde - og tog det pænt.
Jeg rejser mig og tager min frakke over armen. Der bliver mumlet lidt bag mig, men ingen siger noget. Emil bliver siddende og ser mig gå. Ikke som en taber. Ikke som en dreng, der har mistet noget.
Udenfor er luften fugtig og mild. En af de aftener, hvor man ikke kan mærke, om det er forår eller sommer. Jeg går hjem ad de stille gader. Jakken dingler fra hånden, mens træthedens varme breder sig i brystet.
På vej hjem tænker jeg over spillet. Om hvordan det var at sidde i kælderen på Østerbro og spille mod en flok teenagedrenge, der bare elsker spillet. De fleste er uerfarne, nogle sjusker, og stemningen er afslappet. Og Emil, med sit rolige og målrette spil. En skjult dygtighed, som man ikke lige ser ved første øjekast. Han tager det seriøst på en måde, der får mig til at huske, hvorfor jeg elskede skak, før det overtog hele mit liv.
Efter Prag troede jeg, at jeg havde mistet lysten til at spille. At skakken var blevet en byrde. Men her, i det her simple rum, med Emil og de andre, vågnede noget i mig igen. Det var som om, jeg fik lysten tilbage. Måske kan jeg alligevel genfinde glæden ved spillet?
Jeg kommer nok igen næste uge.
****
Lejligheden tager imod mig med sin sædvanlige stilhed.
Alt er, som jeg forlod det: Den brede entré med den italienske marmorbænk, de sorte vægge i stuen, det varme gyldne skær fra spotsene i loftet. Gulvet er mørkt træ, sildebensparket. Rummet emmer af ro og kontrol. Intet roder. Alt står, hvor det skal.
Mine sko laver et dæmpet klik mod gulvet, da jeg går ind.
Kattene kommer glidende rundt om hjørnet. To af dem, den tredje ligger som regel på sengen. De stryger sig op ad mine ben. Bløde og dovne. Jeg klør dem bag øret, mens jeg går videre. De mjaver ikke. De ved, jeg ikke snakker til dem.
Jeg hænger frakken i garderoben. Tager beretten af og lægger den på hylden.
Køkkenet er åbent og en del af stuen med hvide skabe og messingarmatur. En vinflaske står allerede fremme. Det er ikke tilfældigt. Det er en vane. En lille selvforkælelse til mig selv. Eller måske bare en undskyldning for at drikke vin alene i min tomme lejlighed. Jeg hælder op i det store glas, jeg købte i Milano, hvor man skal holde det med to fingre om stilken og resten omkring kuplen.
Et enkelt sip. Så går jeg ud på altanen. Herfra kan jeg se ned over tagene på Østerbro. Det er sent. Vinduerne lyser op i mørket som små stearinlys. Jeg læner mig mod rækværket. Vinen er tør og mineralsk. Jeg kender den godt. En piemontesisk barbera. Ikke noget særligt men nok til at give aftenen lidt kant.
Jeg tænker på Prag. På det øjeblik, hvor jeg blev slået ud. Ikke bare overmandet, men ydmyget. Fordi jeg tog en beslutning, jeg fortrød med det samme. Jeg mistede overblikket i et sekund, og det var alt, der skulle til.
Det sidder stadig i mig. Vreden. Ydmygelsen. En nagende ridse i lakken. Jeg har tabt før men aldrig så stort. Siden da har jeg ikke spillet skak. Ikke før i aften. Det føles mærkeligt, når jeg ikke spiller. Som om jeg ikke rigtig ved, hvem jeg er. Skak er en del af mig. Når brikkerne står stille, gør jeg også.
Jeg tager endnu en tår og lader hovedet falde lidt tilbage. Himlen er sort uden at være tung. Det er stadig forår. Man kan mærke det på luften. Noget bliver ved med at begynde.
Senere går jeg i seng.
Soveværelset er mørkt og roligt. Sengetøjet er hvidt og sprødt. Katten, der har ventet på mig, ligger allerede i fodenden og åbner et søvnigt øje, da jeg glider ned under dynen.
Jeg tænker på den lille skakklub på Østerbro, på lugten af kaffe, på de slidte brætte, de kejtede teenagedrengene, der bare spillede for sjov. På hvor sjovt det faktisk var at spille mod Emil.
Måske er jeg ikke helt færdig med skak alligevel…
****
Der lugter stadig af teenageværelse, ældre mænds aftershave og dårlig ventilation. Alligevel føles det lidt trygt. Næsten beroligende i sin uhøjtidelighed. Det er et rum uden forventninger.
Jeg har været her i en time. Slået fire drenge. En af dem var så nervøs, at han væltede sin bonde med ærmet. Jeg rettede brikken op og spillede videre.
De stirrer stadig lidt, men de er begyndt at vende sig til mig. Nu hvisker de bare, når de tror, jeg ikke hører det.
“Hun spiller helt vildt hurtigt.”
“Jeg tror, hun var model før.”
“Nej, hun er sådan en stormester, mand.”
Der er noget uskyldigt over det. Jeg lader dem være.
Jeg har lige matchet en af de bedre drenge. Mørkt hår, god intuition, lidt for stolt. Så mærker jeg noget ude i siden.
En dreng står lidt væk. Jeg har set ham tidligere i aften. Han tabte et hurtigt spil til Emil og gik derefter ind i hjørnet med en sodavand. Nu træder han nærmere.
Han ser ud som om, han har øvet sig på noget. Hans hænder er i lommerne. Han bider sig i læben. Så hoster han, og siger:
“Undskyld? Dariya? Vil du… vil du med mig ud at spise en dag?” hans stemme er tøvende, og han undgår at se mig i øjnene.
Jeg kigger på ham, og pludselig falder brikkerne på plads. Det er ikke et rigtigt spørgsmål. Det er ikke flirt. Det er en udfordring. Han blev sat til det. Jeg kan mærke det, før han siger mere.
Jeg fanger blikket fra de andre omkring os. Et lille ryk går gennem rummet. De holder vejret. Én prøver at skjule et fnis. Emil sidder lidt længere væk, ser på, men tør ikke møde mit blik.
Drengen foran mig er lille, sikkert seksten. Han bider sig nervøst i læben og sveder lidt på næsen, men han står fast.
Jeg kunne vælge at smile overbærende. Jeg kunne sige nej og give ham en kold afvisning. Jeg kunne tage magten, som jeg plejer.
Men jeg er træt af det spil.
Så jeg siger: “Okay.”
Stilheden, der følger, føles som et elektrisk chok i rummet.
“Vent… hvad?!” kommer det fra en af de andre, helt chokeret.
Drengen kigger på mig med store øjne, som om han ikke kan tro det. “Mener du det?”
Jeg nikker bare. “Ja, selvfølgelig.”
Hans ansigt blusser op i rødmen. “Okay… øh… hvornår?”
Jeg trækker på skuldrene, som om jeg har en kalender fuld af planer. “Overrask mig. Jeg kommer igen næste tirsdag.”
Bag mig bryder der lavmælt kaos ud. Nogle griner, en klapper ham på skulderen, og Emil smiler stille, ryster på hovedet og vender blikket væk.
Og jeg... jeg nyder det faktisk. Ikke fordi jeg vil noget med drengen. Ikke fordi jeg leger med ham.
Men fordi det er sjovt at være med i deres lille verden. Bare for en stund.
Jeg vender mig mod Emil.
“Vil du spille?”
Han nikker med det samme og begynder at stille brikkerne op, som om han har ventet på, at jeg skulle spørge.
Da vi sætter os, kigger han op på mig og spørger lidt afventende: “Så du er bare ude på at drille Sofus?”
Jeg løfter et øjenbryn og smiler en smule. “Var det Sofus, der inviterede mig ud? Havde han tabt et væddemål eller hvad?”
Han nikker. “Ja, det gjorde han. De andre spillede og væddede om, at taberen skulle invitere dig ud. Jeg tror, det var meningen, at det skulle være pinligt for ham, fordi de troede, du ville sige nej.”
Jeg kigger ned på brættet et øjeblik, inden jeg svarer: “Jeg sagde ja, fordi jeg ikke ville gøre ham flov foran jer. Det krævede mod at spørge. Det fortjente lidt respekt.”
Emil ser på mig et øjeblik, som om han overvejer noget. Så smiler han stille. “Det var da pænt af dig.”
Mens vi spiller, tænker jeg på, hvordan jeg som barn blev drillet, fordi jeg hellere ville spille skak med de voksne end lege med de andre børn. Den følelse af at være udenfor sidder stadig i mig. Måske er det derfor, jeg har lidt ekstra respekt for Sofus. Sådan en, der tør prøve, selvom man ikke passer ind. Jeg kan nok genkende noget af mig selv i ham.
Jeg kigger op på Emil og smiler svagt. Han spiller stadig med en tålmodighed, som ikke passer til hans alder.
“Du er ret god,” siger jeg og læner mig lidt frem. “Hvordan har du lært at spille?”
Han trækker roligt på skuldrene. “Jeg har bare øvet mig.”
Jeg ser på ham. “Bare øvet dig? Du spiller bedre end mange voksne, jeg kender.”
Han trækker på skuldrene. “Min morfar lærte mig det. Han var god til skak.”
“Var han sød?” spørger jeg.
Han smiler svagt. “Ja, det var han. Det er et stykke tid siden, han gik bort.”
Jeg nikker stille. “Min far lærte mig at spille.”
Jeg siger ikke mere. Jo mindre sagt om min familie desto bedre.
Så smiler han lidt skævt og spørger: “Er det normalt for en stormester at dukke op i amatørklubber og spille mod gymnasieelever? Eller har du ramt et nyt lavpunkt i din karriere?”
Jeg ryster på hovedet og smiler. “Du er ret vovet af en 18-årig at være.”
Han retter sig lidt op og griner. “Jeg er faktisk 19.”
Hans ironiske smil får mig til at grine, og jeg mærker en lille varme brede sig i mine kinder.
****
Det er blevet en vane nu. Hver tirsdag aften går jeg ned i kælderen på Østerbro og sætter mig ved et skakbræt omgivet af halvvoksne drenge og svag belysning.
De har alle sammen tabt til mig en eller flere gange. Jeg tror, de holder regnskab indbyrdes. Men de bliver ved med at komme. Bliver ved med at ville spille mod mig. De elsker det. Ikke nødvendigvis fordi jeg er kvinde, men fordi jeg er noget andet. En slags figur, måske endda en myte, der er her sammen med dem.
Sofus kommer altid forbi og siger hej. Det er sødt.
Vores “date” blev ikke til mere end en tur til Ismageriet og en selfie foran søerne. Han var rød i kinderne hele tiden og fortalte stolt, at han havde spillet mod Emil i to år - og næsten vundet én gang. Jeg tog en mundfuld af min solbæris og svarede, at så var der da håb for os alle. Han grinede og sagde, at jeg var den første, der ikke grinede af ham over det.
Nu viser han det billede frem til alle, der gider kigge, som en slags trofæ. Jeg ser det én gang blive brugt som baggrund på en mobil. Jeg siger ikke noget.
Og det er fint. Det hele er fint.
Noget i mig er løsnet, siden jeg begyndte at komme her. Jeg har altid elsket skak, men i årevis har det handlet om kamp, præstation, rangeringer og sponsoraftaler. Her er det bare 64 felter og nogle, der bare vil spille, fordi det er sjovt. Det minder mig om noget, jeg havde glemt.
Og Emil er her næsten altid.
Han har ikke slået mig endnu, men han har fået mig til at tænke. Flere gange. Det er mere, end de fleste kan sige.
Vi sidder overfor hinanden nu. Han har sin sorte hættetrøje på, og hans hår er lidt uglet som altid. Jeg spiller hvid.
“Du tror stadig, du kan slå mig?” siger jeg og smiler skævt.
Han ruller med øjnene og flytter en bonde. “Det handler bare om tid. Jeg nærmer mig.”
“Ja, det siger du hver gang. Hvornår bliver det så?”
“En dag, hvor du mindst venter det. Bare vent og se.”
“Optimisme klæder dig.”
“Er det et kompliment?”
“Det afhænger af, om du tror på dig selv,” svarer jeg med et smil.
Han ryster på hovedet og griner. “Du er virkelig mærkelig.”
“Det siger du kun, fordi du ikke har noget bedre at svare med.”
“Nej,” siger han og flytter sin løber, “jeg siger det, fordi det er rigtigt.”
Jeg smiler og læner mig lidt frem. Han er sej på sin egen kiksede måde. Ikke på den måde. Ikke noget klistret. Bare... det er sjovt at drille ham. At prøve ham lidt af.
Jeg læner mig lidt frem over brættet. “Du ved godt, at du er min yndlingsmodstander her, ikke?”
Han ser op med løftede øjenbryn. “Fordi jeg er den bedste?”
Jeg smiler drillende tilbage. "Nærmere fordi du er den mindst dårlige.”
Han griner, ryster på hovedet og flytter en bonde.
****
Jeg slår ham igen.
Ikke fordi han spiller dårligt. Tværtimod. Han får mig trukket ind i et spil, der varer længere end normalt. Han ser ting, som mange på hans niveau ville overse. Men jeg ser stadig lidt længere frem.
Han sukker stille og læner sig tilbage, som han altid gør, når spillet er slut. Ikke frustreret. Bare træt på en ærlig måde.
Jeg betragter ham et øjeblik.
“Har du nogensinde tænkt på at spille turneringer? Altså for alvor. Ikke bare her i kælderen.”
Han smiler lidt opgivende og trækker på skuldrene. “Det er jeg slet ikke god nok til.”
Jeg rynker panden. “Selvfølgelig er du det.”
Han kigger på mig, og jeg kan mærke, han ved, jeg mener det.
“Du har talent, Emil. Du tænker hurtigt, du er ikke utålmodig, og du kan planlægge mindst to-tre træk frem. Du er virkelig skarp.”
Han bliver stille. Jeg kan se, at det rører ham. Det virker ikke som om, han er vant til at få så meget ros.
Jeg kigger rundt i rummet. De andre er ved at pakke sammen. Sofus vinker, og jeg løfter hånden.
Så vender jeg mig mod Emil igen.
“Har du lyst til at blive lidt længere, efter de andre er gået? Jeg kan vise dig nogle tricks.”
Der går et øjeblik. Først da jeg hører sætningen for mit eget indre øre, opdager jeg, hvordan det kunne lyde. Som en fræk invitation.
Men Emil bemærker det åbenbart ikke. Han nikker bare. “Øh, ja, okay..”
Vi bliver siddende, mens klubben tømmes. De sidste drenge forsvinder med tasker og sodavandsdåser, og døren smækker bag dem.
Vi stiller brikkerne op igen. Jeg viser ham en åbningsvariant, han ikke kender. Han lytter koncentreret.
“Se her,” siger jeg, og rykker hans springer. “Du har det med at spille for hurtigt i begyndelsen. Du stiller brikker op uden at lægge fælder, men du kan godt.”
Han nikker og prøver at gentage det, jeg gjorde.
“Du læser spillet instinktivt, men konkurrence-skak handler ikke kun om instinkt. Det handler også om forberedelse, planlægning og psykologisk pres.”
“Jeg kender ikke noget til den verden,” siger han. “Turneringer og alt sådan noget.”
“Det gør jeg,” svarer jeg. “Og jeg kan lære dig det hele, hvis du vil.”
Han kigger på mig. Blikket er mere alvorligt nu.
“Vil du være min træner?” spørger han lidt tøvende.
Jeg smiler. “Måske. Hvis du kan holde til, at jeg retter på dig hele tiden.”
“Det kan jeg godt,” siger han hurtigt. Og lidt efter tilføjer han: “Men altså… vil du?”
Jeg læner mig tilbage. “Jeg har mit eget liv. Mine egne turneringer. De kommer først.”
“Det forstår jeg godt.”
“Men hvis du mener det seriøst, så ja. Det kunne jeg godt.”
Han kigger på mig en sidste gang, som om han prøver at forstå, hvad det egentlig betyder.
Så spiller vi videre.
****
Vi er begyndt at spille mere regelmæssigt. Ikke kun når klubben er åben, men også efter lukketid. Vi bliver ofte siddende længe efter, at de andre er gået. Døren bliver låst, og rummet bliver stille.
Jeg træner ham. Retter hans træk og viser ham mønstre, han ikke har set før. Han følger med, nikker og prøver at forstå. Han tager det seriøst og gør sig umage.
I aften er vi alene igen.
“Hvis du flytter dronningen sådan her,” siger jeg og lægger min hånd oven på hans, så han selv flytter brikken. “Vil din modstander kunne spærre dig inde her.”
Det er først, da jeg bemærker, hvor meget han rødmer, at jeg indser, hvor intim en gestus, det egentlig er. Jeg siger ikke noget men holder bare blikket på brættet.
“Men hvis du i stedet rykker dronningen til det felt her,” fortsætter jeg og guider hans hånd til et andet felt, “undgår du den fælde og får bedre kontrol over midten.”
Jeg lader min hånd blive en smule længere på hans, før jeg trækker den væk.
Han nikker og synker en klump.
Vi spiller videre. Jeg driller ham lidt. Lader som om jeg overvejer en åbenlys fejl bare for at se hans reaktion..
“Hvad hvis jeg flytter her?” siger jeg og flytter min løber i en tåbelig retning.
Han løfter et øjenbryn. “Vil du tabe med vilje?”
“Jeg prøver bare at gøre det lidt mere interessant.”
“Du er svær at gennemskue,” svarer han stille.
Jeg trækker på skuldrene og smiler let. “Det er meningen.”
“Du prøver at narre mig til at tro, jeg har en chance.”
“Mhm, måske lidt,” svarer jeg og smiler. “Men det gør spillet sjovere.”
Hans blik bliver hængende på mig lidt for længe, før han flytter sin bonde.
Vi spiller lidt videre i tavshed. Så spørger jeg næsten uden at tænke: “Har du en kæreste?”
Han griner, som om spørgsmålet er absurd, og siger: “Jeg sidder i en mørk kælder og spiller skak. Hvad tror du?”
“Fair nok,” fniser jeg.
Han tøver et øjeblik og spørger: “Hvad med dig? Har du nogen?”
“Jeg sidder også i en kælder og spiller skak.”
Der opstår en pause, der overtager rummet. Jeg bliver øjeblikkeligt opmærksom på, hvor tæt vi sidder, og hvordan lyset falder ned på hans hænder og hals. Det føles som noget fra en fransk film, hvor en ensom, ældre kvinde forfører en yngre mand i et halvdunkelt rum fyldt med undertrykte længsler og smarte skaktræk. Eller et case study i grænseoverskridende adfærd, hvis du spørger enhver med en Ph.d. i etik.
Han er kun 19 år. Han går stadig på gymnasiet.
Jeg er 31. Det er mærkeligt og ret upassende, at jeg leger med ham på den måde. Men jeg retfærdiggør det med, at det jo bare er for sjov. Og han er jo ret sød…
Stop, stop, stop, siger en stemme inde i mit hoved. Du er voksen. Du er hans træner. Du skal opføre dig ordentligt..
Touché. En stormester må kunne forventes at udvise en vis grad af selvbeherskelse. Kant ville sige, at begær uden fornuft er uetisk. Jeg ville bare kalde det idiotisk. Så jeg siger ikke mere. I stedet læner jeg mig stille tilbage og overlader brættet til hans næste træk.
Men blikket, jeg sender ham, er alt andet en selvbehersket.
****
“Men… er der ikke krig i Ukraine?”
Emils mors stemme er lav og anspændt. Hun står med armene over kors i døråbningen og kigger på sin søn. Bag hende læner faren sig op ad køkkenbordet. Han siger ikke noget endnu, men hans blik er lige så skeptisk.
Emil sidder ved bordet med en kop te, som han ikke rører. Jeg står i entreen, stadig iført min lange mørke pelsfrakke og hvide pelshat, som jeg tog på, fordi jeg troede, jeg bare skulle vente udenfor. Frakken er knappet op til hagen, og jeg mærker varmen indeni. Jeg har ikke engang taget vanterne af. Jeg ligner sikkert én, der bare er på hurtig visit, ikke en, der hører til blandt deres Ikea-puder og gulvtæpper. Jeg prøver at undgå at dømme deres møbler eller måden, de taler på.
“Turneringen er i Kyiv. Ikke i kampzonen,” siger Emil. “Dariya har været der før. Hun siger, at det ikke er farligt.”
“Det er stadig Ukraine,” siger hans mor skarpt. “Og du er kun 19 år.”
“Snart 20,” retter Emil, men det mildner ikke hendes bekymring.
Hans far træder frem, armene krydset, men hans stemme er en anelse mere rolig. “Er det virkelig nødvendigt, at du tager med? Du kan følge med online og læse om det. Hvorfor skal du absolut med?”
Emil siger ingenting. Kigger ned i bordet og trækker på skuldrene.
Jeg sukker lavt, ruller med øjnene og træder frem. Jeg kan mærke, at det er mig, der må tage over nu.
“Lad mig skære det ud i pap for jer,” siger jeg tørt. “Hvis I tror, at jeres søn bare kan sidde herhjemme og følge med på en skærm, så tager I fejl. Han har talent. Det her er hans chance for at opleve det hele selv - ikke bare som en eller anden tilskuer. I stedet for at bruge al jeres tid på at være bange og prøve at holde ham tilbage, så prøv at stole lidt på ham.”
Jeg ser direkte på dem. “Jeg passer på ham. Han kommer ikke til at være alene, og det bliver ikke farligt.”
Moren studerer mig mistroisk. Hun ser den pæne pels, den dyre hvide hat, mit rolige blik og det sorte hår, der ligger glat omkring mine skuldre. Jeg er ikke, som de havde forestillet sig. Ikke en sød, lyshåret jævnaldrende, måske medicinstuderende, der rødmer lidt og holder sig inden for deres trygge rammer. Jeg er for kølig. For selvsikker. For anderledes
“Og I skal… bo på hotel sammen?” spørger hun.
“Ja,” svarer jeg uden tøven. “Men på hvert sit værelse. Jeg har ikke tænkt mig at forføre jeres søn, hvis det er det, I frygter.”
Der bliver tavst. Moren skuler ad mig, mens faren strammer kæben og krydser armene tættere om sig.
Emil lægger hænderne fladt på bordet. “Mor. Far. Det er bare skak. Dariya er min træner, og hun lærer mig ting, jeg ikke bare kan læse mig til. Det her betyder meget for mig.”
De veksler blikke. Jeg ved, de ikke stoler på mig. Jeg ved, de ser noget, de ikke forstår – en kvinde med magt og frihed, som ikke spiller efter deres spilleregler. Og måske også en kvinde, der ikke regner med at blive hængende længe.
“Jeg ville ikke tage ham med, hvis jeg troede, der var nogen risiko,” siger jeg. “Han skal bare se mig spille. Observere. Lære.”
Moren åbner munden, men Emil afbryder stille: “Jeg vil virkelig gerne med.”
Faren sukker og ser væk.
“Okay,” siger hans mor til sidst. “Men du ringer hver dag.”
Emil nikker.
Hans mor siger ikke mere efter det. Hun går ind i køkkenet og tager kopper ud af opvaskemaskinen med unødvendig kraft.
Vi siger farvel. Jeg giver dem ikke hånden. Smiler ikke. Jeg er høflig men ikke undskyldende. Min frakke og pelshat føles teatralske i det lille rum, men jeg lader dem blive på.
På vej ned ad trappen spørger jeg Emil: “Tror du, de hader mig?”
“De forstår dig bare ikke.”
Jeg ryster på hovedet og trækker på smilebåndet. “Det kan jeg godt leve med.”
Han smiler lidt. “Men de lod mig i det mindste tage med.”
Jeg griner og giver ham et let skub i siden med min albue. “Det gjorde de. Så nu har du også bare at opføre dig ordentligt.”
Han løfter et øjenbryn og smiler. “Måske er det snarere dig, der skal opføre dig ordentligt.”
Jeg vender blikket væk og prøver at skjule mit smil.
****
Selvfølgelig får man ikke to værelser, når kun én af os skal spille i turneringen. Det ville være helt unødvendigt… og noget, jeg ikke havde lyst til at gøre stort nummer ud af over for Emils forældre. Lad os bare sige, at jeg ikke ville give dem flere bekymringer end højst nødvendigt.
Værelset er enkelt og upåfaldende, med en ro og en atmosfære, der bærer den melankolske stilhed fra et afdæmpet tableau à la Hopper. To enkeltsenge med hvide lagner står side om side, et lille skrivebord fylder det ene hjørne, og på en hylde står en minibar med et par flasker vand. Møblerne virker slidte, som om de har set mange gæster gennem årene. Det er ikke luksus, bare et sted at sove mellem turneringens lange dage i konferencelokalerne nedenunder, hvor turneringen afholdes.
Jeg smider min taske på gulvet. Det gør Emil også.
Han siger ikke noget, men jeg kan mærke spændingen i hans skuldre, da han går rundt og orienterer sig. Det er ikke generthed. Det er noget andet – en slags koncentreret opmærksomhed.
“Du er min assistent nu,” siger jeg, mens jeg hænger min blazer på en bøjle. “Min væbner. Min trofaste lakaj.”
Han løfter et øjenbryn. “Din hvad?”
Jeg sender ham et overbærende smil. “Det er bare titler, lille skat. Du fik en gratis tur til Ukraine med en international stormester. Der følger naturligvis en vis... arbejdsbyrde med.”
Han læner sig op ad væggen med korslagte arme. “Så jeg er din tjener nu eller hvad?”
“Nej da. Mere som en... ledsager med praktiske opgaver,” retter jeg og trækker lynningen på min toilettaske ned. “For eksempel: finde ud af, hvornår der er morgenmad, hvor man får kaffe, og om den famøse pool fra billederne rent faktisk eksisterer. Du ved, de vigtige ting i livet.”
Han begynder at gå mod døren. “Du kunne jo også bare spørge selv?”
Jeg vender mig om, lægger hånden mod brystet og siger dramatisk: “Men Emil – var det ikke dig, der lige stod foran dine forældre og med bævende stemme erklærede, at du næsten er 20 år og klar til voksenlivet?”
“Jo, men jeg sagde ikke, at jeg ville bruges som din personlige stikirenddreng.”
Jeg går et skridt nærmere, sænker stemmen en smule. “Åh, men det er sådan det fungerer, når man rejser med kvinder som mig. Vi stiller ikke spørgsmål i receptionen. Vi får tingene til at ske... gennem andre.”
Han griner stille og ryster på hovedet. “Du manipulerer mig.”
“Lidt. Men du kan lide det.”
“Det sagde jeg ikke.”
“Det behøvede du ikke.” Jeg træder tæt nok på til, at han kan mærke min parfume. “Og se det sådan her: Du lærer strategisk tænkning, ikke? Kald det… “avanceret åbningstræning”. Off-board.”
Han ryster på hovedet igen men smiler mere nu. “Du er virkelig god til det her.”
“Ja, og du tager ikke engang noter.” Jeg nikker mod døren. “Gå så, Hr. Snart-20-År. Vis mig, at dine forældres bekymringer var ubegrundede.”
Han griner og går ud. “Du er farlig. Ved du godt det?”
Jeg blinker til ham. “Det synes dine forældre også.”
Jeg er efterladt alene på værelset. Selvfølgelig ved jeg godt, hvornår der er morgenmad, og hvor man kan få kaffe. Jeg undersøgte det på deres hjemmeside for flere uger siden. Men jeg havde brug for at få ham ud. Ikke fordi han irriterer mig. Tværtimod. Men fordi han forstyrrer mig. Ikke med ord. Med sit blik. Det blik, der ser lidt for længe, lidt for åbent, og som spørger om noget, jeg ikke er sikker på, jeg vil svare på.
Jeg trækker vejret dybt og går ud på badeværelset. Tænder lyset. Lader vandet løbe. Spejlet dugger til i takt med mine tanker. Tøjet falder lydløst til gulvet. Under bruseren omslutter varmen mig, og jeg lader den skylle over mig som en midlertidig bedøvelse. Jeg vil gerne tro, at den kan rense mere end bare huden.
Jeg tænker på Emil. På de små reaktioner, han ikke selv lægger mærke til. Den søde måde hans krop stivner, når jeg træder tættere på. Hans rødmende kinder, når jeg driller ham. Jeg kender det godt. Det er en blanding af fascination og frygt. Jeg var selv sådan engang. Måske er det dét, jeg spejler mig i.
Eller måske er det bare ensomheden. Den slags, der siver ind gennem revnerne, selv når man tror, at man har alt under kontrol. Tre år med stilhed, katte, deadlines og rødvin. Så kommer han der med sin kejtethed, sin varme oprigtighed, og det betagede blik, og noget i mig reagerer.
Jeg prøver at skubbe det væk. Prøver at fokusere. På spillet. På turneringen. På alt det, jeg er kommet for. Men tankerne vil ikke helt lade sig skrubbe væk.
Da jeg slukker for vandet og åbner døren, hænger dampen stadig i rummet. Jeg har et håndklæde viklet tæt om kroppen og et andet snoet om håret. Jeg overvejer, om jeg orker at finde føntørreren frem, da jeg ser ham.
Han står i værelset allerede, med en flyer i hånden og blikket frosset fast på mig. Som en hjort, der netop er opdaget af billygter.
Vi stirrer på hinanden i nogle sekunder. Tiden føles underlig lang.
Han åbner munden, men jeg afbryder blidt. “Det er okay. Du behøver ikke sige noget. Bare slap af.”
Han slår blikket ned og fumler med flyeren i hænderne, som om papiret pludselig kræver hans fulde opmærksomhed. Jeg bliver stående et øjeblik, stadig med håndklædet viklet tæt om kroppen, og betragter ham, før jeg går roligt hen mod sengen.
“Vi kommer nok til at være lidt tæt på hinanden i weekenden,” siger jeg og sætter mig på kanten. “Men det overlever vi nok. Du er jo næsten voksen. Ikke sandt?”
Han nikker men lader blikket blive på flyeren. Skuldrene er en anelse for spændte, som om han forsøger at skjule noget uden helt at vide hvordan. Hans vejrtrækning er rolig på overfladen, men for kontrolleret – som om han prøver at ligne en, der slapper af. Og det er netop dét, der afslører ham.
Jeg lægger hovedet lidt på skrå. “Skal vi spille?”
Han ser op, overrasket. “Nu?”
“Ja, hvorfor ikke?” svarer jeg og rækker ud efter rejsebrættet. “Et hurtigt spil.”
Jeg folder det ud mellem os, magnetbrikkerne klikker sagte mod brættet. Han sætter sig langsomt, lidt stift, på kanten af den anden seng med præcis nok afstand til at signalere selvkontrol. Jeg læner mig tilbage, halvt på albuen. Håndklædet holder sig på plads, men lige akkurat. Min hud damper stadig let efter badet, og jeg mærker en dråbe løber ned ad mit kraveben og forsvinder under kanten af stoffet.
Han kaster et hurtigt blik mod mig. forsøger at lade være, men kan ikke helt styre det. Øjnene flakker fra brættet til min hånd, til mit knæ, og tilbage igen.
“Din tur,” siger jeg roligt..
Han flytter en bonde med en hånd, der ryster en smule. Det er et standardåbningstræk, men jeg kan se, at han ikke tænker over stillingen. Han tænker på noget andet. Eller måske forsøger han at lade være.
“Du virker lidt ukoncentreret,” siger jeg med et lille smil og lader fingerspidserne glide hen over brættet. “Er der noget i vejen?”
Han ser op og forsøger et smil. “Det er bare… Du gør det ret svært at koncentrere sig.”
Jeg løfter et øjenbryn. “Fordi jeg sidder i et håndklæde?”
Han åbner munden, lukker den igen, kigger væk. Jeg læner mig frem. Ikke meget, bare nok til, at hans øjne uundgåeligt fanges af bevægelsen. Håndklædet holder sig på plads, men jeg mærker, hvordan det løsner sig en anelse over brystet. Bevidst. Ubevidst. Hvad er forskellen?
“Eller er det fordi, du tænker på, hvad der ville ske, hvis jeg ikke havde det på?”
Han siger ingenting. Stirrer stædigt ned i brættet, som om de sorte og hvide tern kan redde ham.
“Jeg prøver altså virkelig bare at spille skak,” siger han lavt.
“Du ved godt,” siger jeg lavt, “at skak handler ikke kun om brikker. Det handler også om rytme. Om at læse modstanderen. Mærke, hvornår de mister balancen.”
Han fugter læberne.
“Det er i kroppen, Emil. Ikke bare oppe i hovedet. Når du sidder overfor nogen, handler det også om tilstedeværelse. Om hvordan du holder hænderne. Hvordan du trækker vejret. Hvordan du håndterer stilheden.”
Han rører ved en brik, men tøver.
“Du tænker ikke lige nu,” siger jeg. “Du reagerer bare.”
Han flytter en bonde, og jeg ser det med det samme.
“Forkert træk,” konstaterer jeg blidt og udnytter det med det samme. “Du så det ikke, vel?”
Han ser ned, kæben er let spændt.
“Det er okay,” tilføjer jeg, mere roligt nu. “Det er sådan, man lærer. Men hvis du vil blive virkelig god, skal du kunne ignorere alt andet.”
Han nikker, stadig uden at møde mit blik.
Et par træk senere har jeg ham. Han ved det, før jeg sætter mat. Stirrer på brættet, som om det kunne have været anderledes, hvis bare én detalje var gået hans vej.
“Du bliver bedre,” siger jeg. “Men du skal lære at holde fokus. Også når modstanderen spiller... lidt udenfor linjerne.”
Han smiler svagt men siger ingenting.
Jeg rejser mig, retter håndklædet, som hænger lidt løst nu, og går hen mod skabet. På vej mod skabet vender jeg mig halvt og fanger hans blik, fanget hvor stoffet ikke dækker.
“Du stirrer.”
Han rødmer, prøver at sige noget. “Undskyld, jeg–”
“Det er okay,” afbryder jeg. Et lille smil. “Men gå ud og få noget luft, inden du glemmer, hvordan man trækker vejret. Jeg skal have tøj på nu.”
Han rejser sig næsten hurtigt. “Ja. Selvfølgelig. Jeg... jeg kommer tilbage om lidt.”
Døren lukker bag ham med en dæmpet lyd.
Jeg bliver stående et øjeblik, alene i rummet. Trækker vejret dybt. Smiler. Af øjeblikket, spændingen, og den følelse, jeg havde glemt, at man kunne føle.
****
Jeg rækker hånden over brættet. Montenegrineren tager den, ryster stille på hovedet med et skuffet blik. Han ved godt, at han aldrig havde en chance.
Jeg rejser mig, retter kjolen med en let bevægelse. Nylonstrømperne knitrer, da jeg tager et skridt tilbage. Mit blik finder Emil med det samme. Han prøver at se afslappet ud, hænderne i lommerne, men hans øjne stråler. Det er tydeligt, at han har ladet sig rive med at stemningen.
Jeg går hen til ham, og vi går langsomt gennem konferencesalen, hvor folk stadig sidder og spiller.
“Så,” siger jeg, “så du, hvor han begik sin fejl?”
Emil nikker eftertænksomt. “Ja, efter dit h4-træk. Han var totalt fanget efter det.”
Jeg smiler og lægger en hånd blidt på hans overarm et øjeblik. En stille anerkendelse.
“Hvordan føles det at være her? Det må være en helt anden verden end kælderen på Østerbro, ikke?”
Han tøver ikke et øjeblik. “Ja, det er noget helt andet. Det er lidt overvældende, men også fedt på en måde.”
Jeg smiler skævt og giver ham et let skub med albuen. "Ja, det er en anden verden. Bare sørg for, at du ikke ser ud, som om du først lige har lært, hvordan brikkerne bevæger sig. For hvis du bliver til grin foran de andre, så er det mig, der må rydde op, Jeg er trods alt din træner, og mit ry er på spil."
Emil griner og ryster på hovedet. "Du går virkelig op i dit ry, hva’? Jeg troede ikke, en stormester bekymrede sig om sådan noget."
“Det handler ikke bare om prestige. Uden et godt ry ryger sponsoraterne, og så må jeg finde mig et rigtigt job. Og tro mig, der er ikke mange gider betale for at høre på en afdanket stormester lave stand-up.”
Timerne flyder sammen i et koncentreret flow af tavse træk og mentale slag. Jeg bevæger mig gennem modstanderne med en kold, næsten kirurgisk præcision. Hver sejr lander som et præcist, tilfredsstillende punktum på dagens kamp.
Da det sidste spil endelig er ovre, og modstanderen opgiver uden et ord, står det klart for mig: Jeg har vundet.
En kvinde i jakkesæt fører mig op på scenen. Jeg smiler taknemmeligt og nikker, mens hun rækker mig pokalen og en tung kuvert med mit navn på. Blitzlys fra kameraer blinker rundt om os, og publikum bryder ud i varm applaus. Jeg nikker og takker stille, mens øjeblikket synker ind.
Efter at have modtaget pokalen og kuverten bliver jeg ført videre til et område fyldt med fotografer og journalister. Kameraerne klikker ivrigt, og blitzlys blinker mod mig, mens jeg poserer med trofæet.
Efter at have modtaget pokalen og kuverten bliver jeg ført videre til et område fyldt med fotografer og journalister. Kameraerne klikker ivrigt, og blitzlys blinker mod mig, mens jeg poserer med trofæet. Jeg vender mig mod Emil og giver ham et opmuntrende nik. Han tøver et øjeblik, genert og lidt usikker, men jeg trækker ham med op til mig.
“Kom nu,” siger jeg med et drillende smil. “Du skal med på billederne.”
Jeg lægger armen roligt om hans skulder, og han finder hurtigt sin plads ved min side. Kameraerne blinker, mens vi står tæt sammen, og jeg kan mærke, hvordan han langsomt slapper mere af.
Journalisterne begynder hurtigt at vende deres opmærksomhed mod Emil, og en af dem spørger på engelsk med et smil: “And who is this young man beside you?”
Jeg vender mig mod Emil, lægger en arm løst om hans skulder og svarer med et glimt i øjet: “This is Emil. He’s my student.”
Det får straks flere spørgsmål til at hagle ned over os. “How long have you been working together?” “What’s it like training with a world champion?” “Is there more to your relationship than just chess?”
Jeg mærker irritationen bygge sig op under overfladen. Jeg er her for skak, for spillet, for kampen. Ikke for små sladderhistorier.
Jeg svarer med en kølig, let sarkastisk tone: “We’re focused on chess. That’s what really matters here.”
Emil står tavs ved min side, lidt usikker på, hvordan han skal håndtere opmærksomheden, mens jeg prøver at dreje samtalen tilbage til det væsentlige; brikkerne og spillet, ikke overskrifterne.
Vi bevæger os væk fra blitzlysene og ud af konferencelokalets larm, på vej tilbage til værelset. Mens vi går, trækker jeg min telefon op af tasken og scroller gennem skakmedierne og Twitter. Mit navn dukker op igen og igen. Artikler, opslag, billeder af mig og Emil under turneringen, der bliver ivrigt delt.
Der bliver talt om min comeback efter nederlaget i Prag, hvordan jeg nu er stærkt tilbage på toppen, og hvordan jeg tydeligvis har fundet nyt momentum. Men der er også spekulationer om Emil - “Hvem er han? Hvad betyder han for Dariya?” Nogle rygter sniger sig ind, som om der skulle være mere end bare træning.
Jeg sukker og lægger telefonen væk. Folk elsker drama mere end skak. Ville det have fået den samme opmærksomhed, hvis jeg var en mand? Emil går ved siden af mig, stille og tænksom. Han bruger ikke Twitter, så han ved ikke, hvor meget opmærksomhed, han får fra jaloux incels lige nu.
Senere bliver vi ledt ind i et hyggeligt lokale på hotellet. Det er en blanding af bar og lounge med dæmpet lys og blød jazz, der spiller i baggrunden. Rundt omkring står folk i mindre grupper, snakker, griner og nipper til rød- og hvidvin, mens de griner af dagens oplevelser og planer for næste turnering. Jeg bliver modtaget med klapsalver, lykønskninger og anerkendende nik.
Lokalet summer af afslappet stemning, en perfekt pause fra dagens intense kampe. Jeg finder hurtigt den lille faste gruppe af eliteskakspillere, som jeg altid mødes med til disse events. Dem, jeg taler bedst med og føler mig mest hjemme iblandt. Jeg tager Emil med hen til dem.
Han virker lidt genert og trækker på skuldrene, da jeg præsenterer ham for gruppen. Men de tager ham hurtigt til sig og begynder at stille spørgsmål, mens de prøver at få ham til at føle sig velkommen. Emil svarer stille, men med en forsigtig varme, der langsomt løsner stemningen
Min veninde Sofia, en bulgarsk stormester, som jeg har kæmpet mod gennem det meste af mit liv, smiler skævt og rækker Emil et glas vin. “So this is your padawan, huh? He’s got good focus – keeps his head down but pays attention. That’s a great quality.”
Den brasilianske spiller, Luiz, griner og siger: “Yeah, finally we meet the wizard’s apprentice. Ready for some tough training, kid?”
Emil smiler genert men nikker. Jeg kan mærke, at han begynder at falde til i selskabet. Senere, mens Emil spiller mod Luiz, står jeg alene med Sofia. Hun læner sig lidt frem og smiler drillende.
“So,” siger hun med et glimt i øjet, “what’s the story with the young guy? Your new secret weapon or just a lucky charm?”
Jeg griner og ruller med øjnene. “Please, he’s just my student. And he’s much better than a lucky charm, thank you very much.”
Hun hæver et øjenbryn og smiler skævt. “Sure, just a student. But he must be quite the catch, no? Not every day you see a master with such a young protégé.”
Jeg trækker på skuldrene og smiler let. “Age is just a number. Besides, it’s about the game, not the gossip.”
Hun ler og nikker. “Yeah, yeah. But you know how people love their stories.”
Jeg tager en tår af min vin og svarer: “Let them talk. I’m here to play chess, not star in a soap opera.”
****
Det er over midnat, og varmen fra alkoholen breder sig blidt i kroppen. Stemningen til get-together’en har været hyggelig, men jeg har nok drukket mere, end jeg burde. Emil har hjulpet mig tilbage til værelset, hvor jeg fandt en flaske champagne, jeg havde smuglet med mig ovenpå. Nu står jeg barfodet i gangen uden for værelset, håndklædet løst viklet om livet, bikini under, og flasken halvt fuld i hånden. Den åbne altandør står på klem, og en kølig aftenbrise kærtegner min hud.
Jeg fniser for mig selv, mens alkoholen varmer mine kinder og slører mine sanser. “Jeg vil ned og bade,” råber jeg ud mod Emil inde i værelset og sender ham et drillende blik. “Kommer du?”
Han ser på mig med et blandet udtryk, som om han både vil grine og være bekymret på én gang. Så siger han med et skævt smil: “Det var jo dig, der lovede mine forældre, at du ville passe på mig. Er du sikker på, det er en god idé at tage en dukkert midt om natten, når du er... sådan lidt til den fulde side?”
Jeg griner højt og kigger op på ham. “Ja, det gjorde jeg. Og det gør det faktisk kun lettere at holde øje med dig, når du bare følger med. Eller hvad, har du andre planer?”
Jeg læner mig tættere på, så vores ansigter kun er et par centimeter fra hinanden. Han undgår mit blik og ser ned i gulvet. Jeg kan ikke lade være med at grine over, hvor let det er at påvirke ham sådan. Jeg tager fat i hans arm og trækker ham med mig.
Poolområdet er stille og mørkt, kun oplyst af det blå skær fra vandets undervandslys og vores spejlbilleder, der kastes på de blanke fliser. Jeg stiller champagnen fra mig og sender Emil et kort blik over skulderen. Så lader jeg håndklædet glide langsomt af mine skuldre og ned ad kroppen. Det falder lydløst til gulvet, og tilbage står jeg kun i min sorte bikini, som strammer om mine bryster og hofter, og efterlader intet til fantasien.
Hans øjne bliver store som tekopper, men jeg griner bare og springer i vandet med et plask. Et støn af lettelse undslipper mig, da det kolde vand omslutter hele kroppen. Jeg svømmer en bane, så en til, og tager slurke af flasken efter hver omgang. Emil sidder på kanten, stirrer på mig med blikket, der flakker mellem mine bevægelser og min bare hud. Han ved ikke, hvor han skal kigge, men kan ikke lade være med at følge med.
“Du burde også hoppe i,” siger jeg og plasker vand mod ham, så det rammer hans bukseben og skjorte. Jeg vender mig om på ryggen, flyder, lader mine bryster ligge under vandoverfladen og presser kroppen op, så han kan se mine kurver gennem det tynde stof.
“Jeg holder vagt,” siger han, men stemmen knækker lidt over.
“Åh, min tapre væbner,” driller jeg. “Har jeg forført dig endnu? Skal jeg ringe til din mor og sige undskyld?
Han siger ikke noget, men hans blik flakker nervøst, som om han ikke helt ved, hvor han skal kigge hen. Jeg tager en tår af flasken, lader den hvile mod poolkanten, og svømmer langsomt tættere på, så vi næsten rører hinanden. Jeg står i det lave vand, hvor det kølige vand får min bløde hud til at glimte. Mine bryster ligger lige under vandoverfladen, og bikinistoffet følger blødt kroppens former. Jeg holder hans blik fast og smiler langsomt, skamløst bevidst om den effekt jeg har på ham.
“Du er sød, når du er nervøs, Emil,” hvisker jeg med en stemme tung af alkohol og noget andet. “Det klæder dig.”
Han ser væk, men kun et øjeblik.
Efter et par minutter kravler jeg op af poolen, huden kold og våd, og jeg ryster let af kulde. Jeg tager ikke håndklædet på endnu, men stiller mig tæt på ham, dryppende våd, så han kan se det hele; den våde hud, bikinien, og mine ben, der skælver.
“Jeg fryser,” siger jeg lavt. “Vil du ikke tørre mig?”
Han tøver og åbner munden for at sige noget – “Dari–” – men så fanger blikket i mine øjne ham. Han tier stille, nikker og tager forsigtigt håndklædet, vikler det om mig og begynder at tørre mine skuldre og ryg med varme, lidt tøvende hænder. Berøringen er blid og usikker, som om han stadig prøver at finde sin plads mellem det intime og det respektfulde. Spændingen mellem os mærkes tydeligt, men hans hænder bevæger sig stadig varsomt, som om han ikke helt tør give slip. Til sidst vikler han mig stramt ind håndklædet, som om min krop er en farlig hemmelighed, der skal gemmes væk.
Da vi kommer op på værelset, sætter jeg mig på sengen. Håndklædet er gledet op om hofterne, så mine lår er bare. Mit hår er stadig gennemblødt.
“Vil du tørre mit hår?” spørger jeg og rækker ham det ekstra håndklæde.
Jeg sidder med ryggen vendt mod ham, og han tøver et øjeblik, før han forsigtigt begynder at køre hænderne gennem mit hår og massere nakken, mens han tørrer mig.
Da håret er tørt, lægger jeg mig ned i sengen og lukker øjnene.
“Læg dig,” hvisker jeg. “Her. Ved siden af mig.”
Han tøver og lægger sig lidt på afstand. Jeg trækker ham tættere, lægger mig ind til ham med hovedet mod hans skulder og armen over hans bryst. Min hånd hviler tæt på hans hofte, mine lår mod hans, og min bare mave mod hans skjorte. Jeg slukker lyset på natbordet, og rummet fyldes kun af det bløde skær fra månen og stjernerne udenfor.
“Tak,” hvisker jeg, “fordi du tog med.”
“Selvfølgelig.”
“Jeg var faktisk lidt bange for at tage af sted alene,” indrømmer jeg.
“Virkelig?”
Jeg sukker. “Ikke fordi jeg var bange at spille dårligt eller tabe, men… du ved… for at blive ramt af et missil.”
Han begynder at grine. “Midt under en semifinale?”
“Det ville være en ret dramatisk måde at dø på, ikke sandt?” mumler jeg og rykker mig tættere ind til ham. Jeg mærker champagnens varme blande sig med varmen fra hans hud, der er så tæt på min. Jeg strækker armen ud i rummet for at understrege mine ord: “Stormester elimineret af russisk artilleri.”
Han fniser. Den slags bløde, uskyldige fnisen, som drenge kun tillader sig, når lyset er slukket, og verden udenfor føles langt væk. Jeg mærker hans vejrtrækning under min hånd, rolig og nærværende. Jeg mærker, hvor tæt på mig han er.
“Så jeg var bare dit menneskelige skjold?” spørger han.
“Og mit selskab,” understreger jeg, “men mest mit menneskelige skjold.”
Vi griner lidt. Så løfter jeg mit ansigt lidt og kigger ned på ham. Han bliver stille, rører sig ikke. Øjnene er halvt lukkede, som om han venter. Jeg kysser ham blidt med læberne, langsomt og forsigtigt, mærker hvor varm hans mund er, og hvordan han næsten ikke tør trække vejret. Jeg lader læberne hvile mod hans en smule længere, strejfer kort hans kind med næsen, og trækker mig så lidt tilbage.
Så lægger jeg mig helt tæt ind til ham, mærker hans krop mod min. Min hånd hviler over hans hjerte, og mine ben er viklet ind i hans.
Og snart falder jeg i søvn.
****
Mit hoved dunker.
Det føles, som om nogen forsøger at grave sig ud indefra med en rusten ske. Jeg blinker op mod loftet, hvor det skarpe lys føles ubehageligt. Jeg løfter hånden og opdager, at jeg stadig har min bikini på. Håndklædet ligger krøllet i fodenden, og sengen ved siden af mig er tom.
Emil er væk.
Langsomt sætter jeg mig op. Prøver at holde kvalmen på afstand. Jeg kigger rundt i værelset. Hans seng er redt, og tasken står stadig på gulvet. Men han er her ikke.
Jeg prøver at samle tankerne. Vandet i poolen. Champagnen. Hans hænder i mit hår. Et blidt kys. Mit hoved hvilende mod hans bryst.
Jeg lægger mig ned igen, men kroppen føles fremmed. Det løber koldt ned ad ryggen.
Hvad har jeg gjort?
Tankerne kører i ring. Måske er han allerede gået. Måske har han taget det første fly hjem. Måske har han ringet til sine forældre. Måske vil han aldrig tale til mig igen.
Jeg mærker skammen som en vægt på brystet. Han er kun 19 år. Hvad i alverden tænkte jeg på?
Jeg rejser mig langsomt, kører hænderne gennem håret, finder en sort skjorte og bukser frem. Binder håret op i en løs knold, mens kvalmen dunker bag panden.
Lige som jeg tager fat om dørhåndtaget for at gå ud og lede efter ham, glider døren op.
Der står han. Med et blidt smil, en pakke panodiler i hånden og et plastikkrus med vand.
“Godmorgen,” siger han roligt.
Jeg stirrer på ham, næsten som om han er et spøgelse.
Han rækker mig pillen og vandet. “Du så ud til at have brug for det.”
Jeg tager imod, uden et ord, sluger pillen og drikker vandet. Det lindrer ikke hovedpinen, men dæmper panikken lidt.
“Tak,” hvisker jeg.
Vi står stille et øjeblik. Jeg prøver at samle mine tanker, vil sige noget, men ordene svigter.
“Det i aftes...” begynder jeg forsigtigt.
Han løfter hånden og afbryder mig med en rolig stemme. “Det er okay, Dariya. Du var fuld, og vi var begge trætte. Lad os bare… glemme det.”
Jeg kigger på ham. Der er ingen fordømmelse i hans blik, kun en stille forståelse. Og det er nok det mest modne, jeg har set ham gøre.
Jeg smiler taknemmeligt. “Okay.”
Han nikker blidt. “Godt nok.”
Vi bliver stående i det lille værelse. Usikkerheden hænger i luften, men lige nu er der fred. Vi er okay.
****
Københavns Lufthavn er grå og strømlinet som altid. En svag summen af fremmede sprog, rullende kufferter og parfumerede ankomster fylder luften.
Emils forældre står og venter lige uden for toldområdet. Da de ser ham, lyser hans mors ansigt op, og hun trækker ham hurtigt ind til et kram. Faren giver ham et fast klap på ryggen.
“Velkommen hjem,” siger de næsten samtidig.
Så vender de sig mod mig.
“Og tillykke med sejren, Dariya,” siger hans far med et forsøg på at være afslappet, der næsten lykkes.
Jeg nikker kort. “Tak.”
Moren smiler, ikke stort, men venligt. “Det lyder til, at det var en god tur.”
Jeg møder hendes blik og siger: “Det var det.”
Og det var det. På sin egen mærkelige, intense måde.
De taler lidt videre, om hvordan det har været, hvad vi har set, hvordan stemningen var i byen. Jeg holder mig i baggrunden. Jeg ved, at det her er deres private øjeblik som familie.
Ude på parkeringspladsen bliver Emils taske læsset i bagagerummet.
Inden han sætter sig ind i bilen, vender han sig mod mig.
“Ses vi på tirsdag?” spørger han.
“Selvfølgelig,” svarer jeg.
Han træder frem og giver mig et kram. Jeg lægger hånden let på hans ryg. Da han trækker sig væk, føler jeg, at det ikke har varet længe nok.
Bildøren smækker, og jeg ser dem køre væk.
Og jeg står der, med min kuffert, mit latterligt store trofæ og min krop, der stadig er lidt træt efter rejsen og alt det usagte.
Han er så ung.
Og jeg… føler mig så gammel. Træt. En lille smule ulækker over at have disse følelser. Jeg føler mig som en 31-årig kvinde, der står alene på en parkeringsplads uden nogen familie til at komme og hente mig.
Jeg tager metroen hjem. Sidder med mit hoved mod ruden og ser byen glide forbi under mig.
Det føles lidt som at blive efterladt, selv om det ikke er sådan, det er.
Men jeg siger det ikke højt. Jeg tænker det bare. Og gemmer det hele væk, ligesom jeg altid gør.
Derhjemme venter stilheden. Mine katte. Og min vibrator.
****
Duften af langtidsstegt kylling og frisk rosmarin fylder køkkenet med varme og tryghed. Sollyset strømmer blødt ind gennem vinduerne og kaster varme glimt over det smukt dækkede bord.
Vi sidder alle fire rundt om spisebordet hos Emils forældre. Der er dækket op med stofservietter og stearinlys, som om det var jul. Jeg forstår det godt. Det er en vigtig dag. Jeg har valgt min sorte kjole med det fine blomstermønster. Den sidder tæt og elegant, med en firkantet udskæring og lange ærmer.
Emil sidder rank i sin stol, lidt stiv i kroppen. Han har en lyseblå skjorte på, kraven sirligt rettet, og udenover har han en sort sweatshirt med lynlås og klubbens logo trykt diskret over brystet. Hans hår er lagt ned med vand, men en smule uregerligt, som om hans uro kæmper imod.
Hans mor fylder hans tallerken for tredje gang. “Spis nu, Emil. Du får brug for al den energi, du kan få.”
“Jeg prøver,” siger han, og forsøger at smile, men det bliver skævt.
Hans far skænker vand op og siger: “Du har forberedt dig godt. Du ved, hvad du laver.”
De er bløde i stemmen over for ham. Jeg har aldrig set dem sådan før. Ikke i lufthavnen. Ikke da jeg stjal deres søn med til Ukraine. Det er tydeligt, at de bare vil ham det godt. Og det er tydeligt, at de har accepteret mig nu.
Jeg smiler til dem. “Han har trænet hver uge. Han er klar. Nu handler det bare om at huske at trække vejret.”
Emil sender mig et blik, der både er taknemmeligt og anspændt på samme tid.
“Jeg er bange for, jeg glemmer det, så snart kampen starter,” siger han stille.
“Så tænk på det som en dans,” foreslår jeg. “Du kender trinnene. Resten er bare musik.”
Hans mor ser på mig med et blik, der ligner noget imellem respekt og forbløffelse.
“Vi er… glade for, du hjælper ham, Dariya,” siger hun.. “Det betyder meget for ham. Og for os.”
Jeg nikker stille og mærker ordene varme mere, end jeg havde troet, de ville.
Måltidet fortsætter, men Emil bliver mere tavs. Han flytter rundt på maden, svarer kun med korte ord, og hans blik glider hele tiden mod uret. Skuldrene sænker sig, og han trækker vejret tungt gennem næsen. Til sidst lægger han bestikket fra sig.
“Jeg går lige op...” siger han lavt og rejser sig.
Jeg ser efter ham og mærker stemningen stramme sig om bordet.
“Han trænger nok bare til lidt frisk luft,” siger jeg forsigtigt.
Hans forældre er tydeligvis bekymrede. Hans mor ser bedende på mig. “Vil du ikke tale med ham lidt, Dariya, mens vi rydder af bordet?”
Jeg smiler beroligende. “Selvfølgelig. Jeg giver ham en peptalk, inden vi går.”
De nikker taknemmeligt. Jeg rejser mig og følger efter Emil op på værelset.
Jeg banker på døren til hans værelse. Da ingen svarer, går jeg bare ind. Han sidder på sengen og stirrer ned i sine hænder. Jeg kan mærke hans usikkerhed, som nærmest gør ondt. Jeg sætter mig ved siden af ham, tager en dyb indånding og siger: “Emil, jeg ved, det her er svært for dig. Men du er ikke alene. Jeg er her.”
Han ryster lidt på hovedet uden at se op. “Jeg ved ikke, om jeg kan…”
“Det handler ikke om at kunne,” afbryder jeg blidt. “Det handler om at turde prøve. Om at give slip på al frygt for et øjeblik og bare være til stede.”
“Dariya, jeg… Jeg kan ikke det her.”
Jeg vender mig mod ham, løfter hans hage med to fingre, så hans blik møder mit. “Du behøver ikke kæmpe alene. Lad mig være her sammen med dig.”
Jeg læner mig forsigtigt frem og kysser ham blidt. Hans læber er kolde og spændte i starten, men blødgøres hurtigt. Han virker overrasket, men ikke afvisende.
“Glem turneringen et øjeblik,” siger jeg blidt, mens min pande hviler mod hans. “Bare fokusér på mig.”
Jeg kysser ham igen, langsomt og roligt, og lader min hånd glide ned ad hans arm. Jeg fletter mine fingre sammen med hans. Dernæst fører jeg hans hånd op og lægger den på mit ene bryst, så han kan mærke min varme.
Han gisper overrasket mod mine læber, men jeg holder hans hånd fast, lader ham finde ro i nærheden. Med min anden hånd stryger jeg blidt hen over hans kind, så hans bryst, og så videre ned, indtil jeg når bulen i hans bukser. Mine bevægelser er rolige og forsigtige. Jeg vil vise ham, at han er god nok, og at han ikke er alene.
Vi sidder tæt på sengekanten, omgivet af det bløde dagslys, der strømmer ind gennem vinduet. Alt andet forsvinder; nerverne, forventningerne, verden udenfor. Vi kysser langsomt og forsigtigt. Hans hånd hviler ubevægeligt på mit ene bryst, som om han ikke helt tør røre ved mig. Jeg lader min hånd glide kærtegnende frem og tilbage over bulen i hans bukser med en nærmest terapeutisk ro.
Jeg kysser ham blidt igen og ser ind i hans øjne. “Du skal nok klare det. Du kan klare alt,” hvisker jeg.
Jeg lader hånden glide ned over hans bukser og mærker tydeligt hans hårde pik under stoffet. Med bløde, rolige bevægelser kører jeg håndfladen frem og tilbage over skaftet, mens jeg langsomt lukker fingrene om den. Han gisper, og spændingen bygger sig op i hans krop. Med den anden hånd finder jeg en lille, blød serviet frem fra min taske. Jeg folder den ud hurtigt og holder den diskret klar, netop som hans vejrtrækning bliver ujævn.
Han spænder op, og jeg tager imod hans varme udløsning i servietten, mens han synker sammen mod min skulder, lettet og udmattet. Jeg folder servietten sammen, gemmer den væk, som om den aldrig har været der, og stryger blidt hans hår. “Det var vist lige det, du trængte til.”
Han rødmer og kigger ned. Jeg tager hans hånd, fletter vores fingre og hvisker: “Hvis du bliver nervøs igen, så tænk på det her øjeblik. På os. Her, på dit værelse.”
Hans vejrtrækning bliver roligere, hjertet falder til ro under min hånd. Jeg rejser mig, retter på hans krave og tørrer de røde læbestiftsmærker af hans mund med en ny serviet, jeg har vædet med lidt spyt. Han kigger op på mig med et blødt, betaget blik.
“Kom,” siger jeg og giver ham et blidt skub mod døren. “Nu går vi ud og viser verden, hvad du kan.”
****
Publikum summer som en bikube, men jeg holder mig tæt ved væggen, uden for spotlyset. Jeg vil ikke stjæle hans øjeblik. Mit navn tiltrækker for meget opmærksomhed, og han har ikke brug for det.
Første runde er imod en bleg dreng med dirrende fingre. Emil åbner roligt med 1.e4 og vælger italiensk. Simpelt og sikkert, tænker jeg, mens han sætter modstanderen mat på tolv træk. Han trykker hænder med et glimt af selvtilfredshed i øjnene.
I anden runde møder han en pige med hestehale og en stram tidsstyring. Emil går ind i en skarp Najdorf, præcis som vi har øvet. Springer til g5, tænker jeg. Han følger mine tanker næsten punkt for punkt, men så laver han en lille afvigelse, en bondefinte, jeg ikke har vist ham. Den åbner diagonalen mod hendes konge. Publikum gisper, da han ofrer løberen. Det var planlagt. Modigt og gennemtænkt. Han lukker partiet fem træk senere.
Nu er han i finalen mod en ældre, erfaren lokal klubmester. Klokkerne tikker, brikkerne lander taktfast. Jeg krydser armene og mærker mit hjerte helt oppe i halsen.
Rokade kort side, presser d-linjen, pas på baglinjen, tænker jeg. Han rokader. Han dobler tårne på d. Han ser baglinjen.
Jeg mærker en gysen af stolthed, lidt som at holde åndedrættet for længe og så endelig slippe det ud. Til sidst tvinger han modstanderen i mat med et tårn.
Sejren er hans.
Jeg træder frem fra væggen, da applausen stiger. Han trykker modstanderens hånd, vender sig mod mig med et blik, der er lige dele forundret og lettet.
Jeg åbner armene, og han synker ind i krammet. Jeg kysser ham blidt på kinden.
“Du spillede fuldstændig vidunderligt, Emil,” hvisker jeg.
Over hans skulder ser jeg hans mor. Hun siger ikke noget. Men i hendes øjne ligger en stille erkendelse af, at der er noget usagt mellem os.
Det betyder ikke noget. Lige nu er hun bare stolt.
Arrangøren rækker Emil en kuvert med penge og en poleret pokal, der ikke er meget større end en kaffekop. Den glitrer komisk i hans hænder, men han holder den med en alvor, der gør den tungere, end den ser ud.
Jeg lægger en hånd på hans ryg. Han smiler bredt og ser på mig. Jeg nikker mod scenen.
“Gå så op og få taget det vinderbillede,” siger jeg. “Det er det første af mange.”
Da blitzlysene flimrer, står jeg i skyggen, fyldt med stolthed. Det føles næsten lige så godt som at vinde selv.
****
Jeg står foran hoveddøren, og Emils mor åbner med et forsigtigt smil. Hun giver mig et hurtigt kram. "Velkommen, Dariya," siger hun med et blik, der både er imødekommende og lidt stolt. Jeg smiler og træder ind.
Duften af grillmad blander sig med den kølige aftenluft, og kullene knitrer stille i haven. Stemningen er rolig, folk snakker lavmælt i små grupper. Jeg står lidt tilbagetrukket og prøver at finde min plads. Det her er ikke mit miljø, og selvom jeg har fulgt Emil længe, er jeg stadig en outsider her.
Emils mor fører mig hen til gæsterne. Hun præsenterer mig med et stolt smil. ”Det her er Dariya, hans træner.” Folk nikker høfligt, nogle smiler venligt, mens andre kaster nysgerrige blikke efter mig. Jeg svarer kort og holder en vis distance.
"Du har gjort et godt arbejde med ham," siger en af gæsterne og nikker mod Emil, som står og taler med en af de andre. Jeg kan mærke varmen fra hendes ord, og en følelse af lettelse strømmer igennem mig. Jeg smiler bare og nikker. Jeg har aldrig været god til at tage imod komplimenter.
Emils far skænker vin op og kommer hen til mig. "Skål, Dariya. Det, Emil har opnået, er stort. Vi er meget stolte." Jeg løfter glasset og smiler oprigtigt. Selv om det kun er en lokal turnering, betyder det alt for Emil. Derfor betyder det også meget for mig.
Jeg ser mig omkring. Det føles rart at være her, at høre til. Jeg har ikke længere kontakt med min egen familie. Der er en afstand, en stilhed, der aldrig rigtig blev fyldt ud. Men her, blandt Emils familie og deres venner, føler jeg mig på en måde hjemme. Ikke fordi jeg nødvendigvis hører til her, men fordi jeg er blevet en del af noget, der betyder noget for én anden. Jeg er blevet “vigtig” for Emil, og det gør mig glad på en måde, jeg ikke vidste, jeg kunne blive.
Jeg ser på Emil, der står der og griner med en af gæsterne. Han er ikke længere den samme dreng, jeg mødte i kælderen på Østerbro, som aldrig troede, han kunne spille med i en turnering. Han er blevet stærkere, mere selvsikker, og hans blik er fyldt med den der nye ro, der kun kommer, når man har opnået noget stort. Jeg føler en nærmest overvældende stolthed, og det gør mig så rørt, at mine øjne bliver lidt våde.
Bordet er dækket, og lyset fra de hængende lamper i haven får stemningen til at føles lidt magisk. Duften af grillmad hænger i luften. Lyden af latter. Jeg sætter mig ned, og inden længe kommer Emil hen og sætter sig ved siden af mig. Han ser på mig med et blik, der siger mere, end ord kan.
"Tak," siger han stille, og jeg kan høre både glæden og taknemmeligheden i hans stemme.
Jeg lægger hånden på hans arm. "Du gjorde det hele selv, Emil," svarer jeg, og selvom jeg mener det, er der en del af mig, der også er stolt over at have været med på sidelinjen.
Og mens vi sidder der, med snakken og latteren omkring os, mærker jeg en ro, jeg ikke har følt længe. Det er som om, alt er på sin rette plads. Jeg er glad. Jeg er virkelig glad.
Aftenen falder på, og haven er badet i et blødt skær. Gæsterne begynder at gå hjem, og samtalerne bliver til en stille summen. Jeg mærker en ro, som jeg ikke helt kan forklare
Emils mor kigger på mig med et varmt smil og spørger: "Vil du sove her i nat, Dariya? Der er stadig masser af plads."
Jeg møder hendes blik, og et eller andet i det får mig til at forstå, hvad hun virkelig mener. Hun har allerede set, hvad der er mellem Emil og mig. Der er noget i hendes tone, der anerkender det uden ord.
Jeg nikker stille. "Ja, tak," siger jeg og føler mig lidt overvældet. Jeg føler mig næsten... hjemme her.
Vi siger godnat til de sidste gæster, og Emil følger mig op til gæsteværelset. Pludselig trækker han mig tæt ind til sig i et kram. Jeg mærker hans taknemmelighed, da han presser sit ansigt mod min skulder. Jeg lægger en hånd blidt på hans ryg og lader den strejfe ham roligt, mens han hvisker, “Tak igen.”
Jeg svarer stille, “Det var så lidt,” og lader min stemme være blid og tryg.
Men lige som øjeblikket føles varmt og roligt, hører vi hans forældre komme ind i huset. Emil trækker sig forsigtigt tilbage, en smule rød i hovedet, og giver mig et genert smil.
Jeg smiler tilbage og rører blidt ved hans arm. “Godnat, Emil.”
Han nikker, vender om og går ind på sit værelse. Jeg lukker døren og læner mig mod væggen et øjeblik, mens stilheden fylder rummet, og jeg mærker alt det, der ligger imellem os.
Jeg tager et dybt suk og begynder at pakke min taske ud, mens tankerne suser rundt i hovedet. Efter noget tid, da det virker som om alle er faldet til ro, mærker jeg, at tiden er inde. Jeg rejser mig stille og bevæger mig hen mod døren. Jeg tjekker hurtigt, at der ikke er nogen udenfor, tager min taske med og går langsomt mod Emils værelse.
Da jeg åbner døren, sidder han allerede under dynen, men hans øjne er åbne, og han ser op på mig med et overrasket smil. "Hvad laver du her?" spørger han stille.
“Vi har vel jo noget at fejre, ikke?”
Jeg går hen til natbordet og sætter min taske ned. Der er en stille spænding i luften, som jeg ikke helt kan forklare. Jeg åbner tasken og tager to glas frem. Flasken med champagne, som jeg havde smuglet med, ligger der. Den er ikke kølet, men det gør ikke noget.
Jeg skænker lidt op i hvert glas, inden jeg sætter mig på sengekanten. “?? ????????,” hvisker jeg. Za zdorovye. Skål.
“Skål,” griner han stille og løfter sit glas, før han drikker. "Men hvorfor har du champagne med på mit værelse midt om natten?"
“Jeg fejrer altid mine sejre med champagne,” forklarer jeg med et skævt smil. “Selv de små. Det er vigtigt. Det er en tradition.”
“Okay, jamen, til min sejr så,” griner han, og vi skåler igen.
Vi sidder på sengen med benene trukket op. Glassene balancerer på dynen mellem os. Lyset fra gadelampen udenfor falder blødt ind gennem gardinet i det mørke værelse. Jeg læner mig lidt tilbage og kigger på Emil. Hans profil virker blød i det svage lys. Han ser afslappet ud, ikke nervøs, men med den varme lettelse, der kommer, når spændingen slipper.
“Føles det godt?” spørger jeg med et drilsk smil. “At have vundet. At være dagens store navn.”
Han trækker vejret dybt og ser ned på sine hænder, som om det stadig er svært at forstå. “Ja,” siger han. “Det føles… vildt. Og lidt uvirkeligt. Jeg troede ikke, jeg kunne.” Han smiler skævt og møder mit blik. “Men du troede på mig hele vejen."
Jeg lægger hovedet på skrå. “Det gjorde jeg. Men det var dig, der spillede. Dig, der holdt nerverne.” Jeg prikker let til ham med foden. “Og du klarede det virkelig godt.”
Han rødmer lidt og griner. Jeg læner mig tættere på. “Skal vi snakke om det, der skete i formiddags?” spørger jeg blidt.
Han ser op med bløde, rolige øjne. “Det var rart, Dariya,” siger han. “Jeg er glad for, du gjorde det. Det hjalp mig. Jeg var mindre nervøs bagefter.” Han holder blikket fast på mig.
Jeg smiler og rykker tættere på, så vores skuldre rører hinanden. Min hånd glider blidt op ad hans arm, næsten som om jeg undersøger ham.
"Skak er ikke det eneste, jeg kan lære dig," hvisker jeg blidt, helt tæt på hans øre. "Jeg mener… Hvis du har lyst til at lære mere..."
Jeg ser på ham og lader stilheden mellem os trække vejret. Jeg lader ham mærke, at der ikke er travlt, og at det ikke er noget, han skal, men noget han kan vælge, hvis han har lyst. Emil bliver stille et øjeblik, som om han leder efter ordene. Så trækker han vejret dybt og siger, lidt stammende:
"Ja, det vil jeg gerne. Jeg vil gerne lære mere. Af dig."
Der er en åbenhed i hans blik, som gør mig både blød og alvorlig på én gang. Jeg kører en finger blidt ned ad hans arm.
"Du har ikke prøvet så meget, vel?" spørger jeg forsigtigt.
Han ryster på hovedet.
“Nej, ikke rigtigt...” Han tøver og smiler lidt undskyldende. “Mit første kys… det var faktisk med dig. I Ukraine. I sengen. Jeg… jeg havde aldrig prøvet det før.”
Det rammer mig hårdt. Jeg fanger hans blik.
"Var det… virkelig dit første kys? Nogensinde? Hvorfor sagde du ikke noget? Jeg var jo fuld. Jeg ville aldrig have"
Han afbryder mig blidt og ryster på hovedet.
"Det var okay, Dariya. Jeg er glad for, det var med dig. Det var perfekt."
Et sug blander skyld og ømhed i maven. Jeg har aldrig før været nogens første kys. Nogens første noget-som-helst. Jeg ser alvorligt på ham.
"Det skulle du have sagt. Jeg ville have gjort det anderledes. Været mere forsigtigt. Mindre… upassende."
Han smiler og tager min hånd.
"Du gjorde ikke noget forkert. Jeg ville gerne. Det betød meget for mig."
Der bliver stille. Vi glider tættere sammen på sengen. Varmen mellem os bliver tungere og roligere. Jeg lader hånden glide gennem hans hår og hviler min pande kort mod hans.
“Du må sige til, hvis jeg går for hurtigt,” siger jeg lavt. “Okay?”
Han nikker stille. “Det skal jeg nok.”
Jeg mærker, hvordan ømheden tager over, og alt andet føles langt væk.
Jeg lægger mig ovenpå ham, mærker hans ranglede teenagekrop under min, hans varme, hans nervøsitet. Jeg holder mit ansigt tæt ved hans, så mit hår falder ned mod hans kind. Han trækker vejret tungt.
"Sex er lidt ligesom skak," hvisker jeg blidt, mens jeg ser ham i øjnene. "Det handler om at forstå den anden. Prøve at gætte, hvad de tænker, hvad de har lyst til. Det handler om timing. Om ikke bare at gøre det samme hver gang, men at læse hinanden. Føle, hvor man skal hen."
Jeg tager blidt hans hånd, fører den ned under elastikken i mine shorts, lader ham mærke mig. Hans hånd er forsigtig, men jeg hjælper ham og guider ham.
Jeg kysser ham blidt på halsen, mærker hans puls slå hurtigt under min mund. "Føles det godt?" spørger jeg lavt.
Han nikker, og jeg kan høre det i hans stemme: "Ja. Det føles virkelig godt."
Jeg smiler, kysser ham endnu engang, denne gang på kæben, og så sætter jeg mig op og trækker min T-shirt af i en enkelt glidende bevægelse. Jeg har ingen bh på, og mine bryster hænger lidt. Jeg ser ham i øjnene, mens jeg trækker vejret dybt, mærker både min egen sårbarhed og hans.
"Du må gerne røre," hvisker jeg.
Han rører mig forsigtigt, som om han er bange for at gøre noget forkert. Hans hænder strejfer min mave, min hofte, glider tøvende ned ad min ryg. Jeg kan mærke hans nervøsitet i den lette, famlende berøring. Det gør mig blød om hjertet.
Hans hånd glider videre ned over min numse, og jeg læner mig lidt ind imod ham, men han holder stadig lidt igen. Jeg tager fat om hans håndled og fører hans hænder op til mine bryster. Jeg holder dem der og smiler til ham, mens jeg fanger hans blik.
“Du behøver ikke være nervøs,” hvisker jeg. “Bare fokuser på mig, ligesom når vi spiller skak sammen. Prøv at sætte dig ind i mit hoved. Tænk på, hvad jeg kan lide, og hvad jeg har brug for.”
Jeg hviler min pande mod hans og mærker hans åndedræt og hans usikre varme. Langsomt begynder han at bevæge hænderne og ælte min bløde hud forsigtigt. Han ser op på mig, som om han ikke helt forstår, om det her er virkeligt. Jeg lader ham bare være i det.
Hans berøringer bliver mere sikre og tungere. Jeg lukker øjnene og nyder fornemmelsen. Ikke bare af hans hænder, men af, at det er ham, der rører mig sådan.
Jeg ser på ham med blide øjne og spørger stille, “Må jeg tage dine pyjamasbukser af?”
Han nikker forsigtigt, og jeg smiler svagt. Mine fingre glider om elastikken, og jeg trækker bukserne langsomt ned. Hans pik springer frem i det dæmpede lys fra gadelamperne, varm og spændt. Jeg lukker blidt hånden om skaftet og mærker varmen mod min hud.
Jeg læner mig frem og kysser ham blidt på munden, blødt og forsigtigt, som for at berolige ham. Mine fingre begynder langsomt at massere skaftet i blide, cirkulære bevægelser. Han bliver ved med at ælte mine bryster med sine hænder. Vi ligger tæt, i stilhed, kun med hinandens åndedræt og berøringer som selskab.
Jeg hvisker blidt i hans øre, så kun han kan høre det: “Din første sexlektie er at sikre dig, at hende, du er sammen med, altid er tilstrækkelig våd, inden I har sex.”
Jeg trækker langsomt mine shorts af og lader trusserne glide lidt til siden. Han stirrer på den lille mørke trekant mellem mine lår. Jeg fører hans hånd ned mod min skede og lader hans fingre blidt stryge gennem mine fugtige skamlæber. Jeg mærker, hvor våd jeg allerede er, og ser på ham med et lille smil.
“Tror du, jeg er våd nok?” spørger jeg stille.
Han tøver. “Det ved jeg ikke.”
Jeg smiler blidt og siger: “Hvis du ikke ved det, så skal du sikre dig det.”
Jeg holder hans hånd og guider den i små, rolige cirkler over min klitoris, indtil han fanger bevægelsen og følger min rytme. Hans fingre er først forsigtige, men vover sig efterhånden til at trykke lidt hårdere og smule mere insisterende. Jeg mærker varmen vokse op i mig.
Jeg læner hovedet tilbage, lukker øjnene og lader et blidt suk slippe ud i rummet. Det er en særlig følelse. Ikke bare fordi det er hans hånd, men fordi jeg mærker hans opmærksomhed og koncentration. Han følger hvert lille signal, og jeg kan mærke, hvor meget det betyder for ham at gøre det rigtigt.
Jeg kigger på ham igen, smiler stille og fører hans hånd lidt længere ned. En finger glider langsomt ind i mig, så han kan mærke varmen og blødheden indeni. Jeg lægger min hånd over hans og styrer bevægelserne i et øjeblik, før jeg slipper og lader ham fortsætte selv.
“Sådan,” hvisker jeg. “Bare mærk efter. Spørg mig, hvis du er i tvivl.”
Han ser op på mig med et blidt, sårbart blik. Jeg lader ham røre og udforske min krop i det tempo, der passer ham bedst. Og jeg mærker, at jeg giver slip. Jeg mærker, hvordan alle forventninger og kontrollen smelter bort. Bare i et øjeblik, fordi jeg stoler på ham her i mørket og i stilheden.
Jeg trækker vejret dybt og læner mig tættere på ham, så han kan mærke, hvor klar jeg er.
“Jeg er klar,” hvisker jeg. “Er du?”
Han nikker forsigtigt. Da jeg spørger, om han har et kondom, ryster han på hovedet. Jeg smiler skævt og blinker til ham. “Sexlektion nummer to: Du bør altid have et kondom klar første gang, du er sammen med en pige. Du kan ikke regne med, at hun er på p-piller.”
Jeg åbner min taske og finder den lille pakke, jeg købte i Føtex sammen med champagnen, før jeg tog herover. Jeg rækker den lille, indpakkede gummiring til ham. “Kan du selv?” spørger jeg drillende.
Han retter sig op og tager kondomet. “Jeg kan godt finde ud af det,” griner han med et næsten stædigt blik i øjnene.
Jeg trækker mig lidt tilbage og ser på, mens han pakker det ud. Hans bevægelser er kluntede, og han fumler for at få det rigtigt på. Det er tydeligt, at han aldrig har gjort det før. Men han insisterer, og til sidst lykkes det.
Jeg lægger hånden blidt på hans lår, ser ham i øjnene og smiler skævt. “Ikke så kluntet, som jeg troede.”
Han ruller med øjnene, men kan ikke lade være med at grine lidt. “Jeg prøver, okay? Du skal ikke være så led.” Jeg kan mærke forventningen mellem os, og at vi begge er klar til næste skridt.
Jeg smiler til ham, rejser mig op på knæ og placerer forsigtigt spidsen af hans pik mellem mine skamlæber. Jeg ser ham i øjnene, mens jeg langsomt sænker mig ned over hans skaft. Han glider langsomt ind i mig, og jeg sukker dybt og tilfreds, mens jeg mærker, hvordan min krop omslutter ham mere og mere.
Jeg lader mine hænder kærtegne hans hår og kinder og mærker hans varme hud under fingrene. "Føles det okay?" spørger jeg blidt.
Han bider tænderne sammen og skælver. "D-Det... ja," svarer han halvkvalt.
Jeg griner stille, fordi jeg kan mærke, hvor meget han kæmper for ikke at komme med det samme. Det er helt ubeskriveligt sødt at være vidne til. Jeg begynder langsomt og forsigtigt at hæve og sænke min numse og rider ham stille og roligt. Jeg finder en rolig rytme, så han ikke mister kontrollen helt endnu.
Mine hænder udforsker hans brystkasse. Jeg tager fat om hans håndled og fører dem op ad min krop, op langs mine hofter og op til mine bryster. Jeg lader ham mærke mig og opleve mig. Han ånder tungt, og jeg kan se, at det snart bliver for meget for ham.
Snart bliver hans vejrtrækning hurtigere, hans greb strammer, og så kommer han med et dybt støn.
Jeg smiler blidt ned til ham og lader mine hænder glide op langs hans hals og kinder. "Det er okay,” hvisker jeg. “Bare luk det ud."
Jeg mærker ham opfylde kondomet inde i mig. Det er en varm, intim fornemmelse, som jeg nyder et øjeblik. Så slapper hans krop af, og langsomt glider han ud. Jeg trækker kondomet forsigtigt af, binder en knude på det, og smider det diskret i skraldespanden ved siden af hans skrivebord.
Med bløde, kærlige bevægelser renser jeg hans pik med min mund. Langsomt og omsorgsfuldt nyder jeg hans søde, saltede smag. Da jeg lægger mig tilbage, kysser jeg ham på brystkassen. Han griber fat om min hage og løfter mit ansigt op mod sit. Hans læber finder mine i et blidt og varmt kys. Jeg fniser lavt og kysser ham tilbage.
“Sexlektion nummer tre,” hvisker jeg drillende. “Det er altid at blive liggende og nusse bagefter. Det er vigtigt. Det er det bedste.” Jeg lader hånden glide op i hans hår og masserer blidt hans hovedbund. Han lukker øjnene et øjeblik, som om han kunne blive liggende sådan her for evigt.
Jeg ruller lidt til siden, så jeg kan se hans ansigt ordentligt. Han ser på mig, stadig lidt forundret, som om han ikke helt kan fatte, at det her rent faktisk er sket. Jeg kysser ham igen. Luften føles varm og rolig imellem os. Jeg mærker, hvordan han smelter under mig.
Men jeg kan mærke, at uret tikker. Jeg kigger på ham. Lader en finger løbe ned over hans næseryg og sukker stille. “Jeg ville ønske, jeg kunne blive her hele natten,” hvisker jeg. “Men hvis dine forældre finder os sammen i morgen tidlig, ville det måske være lidt for meget for dem på én gang.”
Han trækker på smilebåndet. “Ja. Det ville nok være lidt… akavet.”
Jeg fniser og samler mine ting. Han ligger stadig og ser på mig, som om han ikke vil give slip. Jeg læner mig frem og kysser ham en sidste gang. Et kys, der varer lidt længere og smager af lidt mere. Bare os to i mørket.
“Tak,” siger han med en stemme, der knækker lidt. “For alt… Ikke bare for det her, men… for det hele. For at tro på mig. Dariya, du har gjort mere for mig, end du aner…”
Jeg stryger ham blidt gennem håret. “Det er mig, der skal sige tak, Emil.”
Så samler jeg mine shorts op fra gulvet, trækker dem hurtigt på og sniger mig lydløst ud på gangen. Jeg vender mig én gang om i døren. Han ligger stadig og ser efter mig med det der blik. Blødt. Forundret. Rørt. Som om han stadig prøver at forstå, hvad der lige er sket.
Jeg lukker døren stille bag mig og bevæger mig gennem det mørke hus. Alt er stille. Jeg når gæsteværelset, lader mig falde baglæns ned på sengen og strækker armene ud til siderne, som om jeg kan omfavne hele natten.
Jeg kan stadig dufte ham på min hud, mærke hans famlende, usikre hænder på min krop og i mit hår, og jeg smiler af følelsen. Af alt det, han gav mig.
Der var noget næsten magisk i hans ungdommelige nervøsitet. På den måde han så på mig, som om jeg var hele hans verden. Jeg føler mig levende. Som om jeg er tyve år igen.
****
Dørtelefonen summer, og jeg åbner næsten, før Emil når at banke på. Han står i opgangen med skoletasken over skulderen, håret lidt rodet fra cykelhjelmen og det samme generte smil, jeg er begyndt at forbinde med noget helt nyt.
“Kom ind,” siger jeg, men inden han når at træde ind over dørtrinnet, kysser jeg ham. Først hurtigt, så længere og blødere. Han smager af forår og solskin. Han kysser igen, mere ivrigt, end jeg har mærket før.
Vi når knap nok at få skoene af, før vi kysser igen, helt inde i gangen. Hans hænder er om mine hofter, mine fingre i hans hår. Alt er varmt og utålmodigt. Da vi træder ind i soveværelset, griner jeg lavt, mens jeg trækker ham med mig ned i sengen. Vi lander i et væld af dyner og puder, stadig viklet ind i hinanden.
Jeg trækker hans trøje af og mærker, hvordan hans hænder fumler med min bluse og bh. Varmen stiger mellem os. Mit hjerte banker, og jeg smiler imod hans læber, mens jeg hjælper ham af med sine bukser. Han trækker vejret hurtigt og ser på mig med det der ivrige blik, jeg efterhånden kender ret godt.
Vi får tøjet af, mere klodset end yndefuldt, men jeg elsker det. Vi ender nøgne mod hinanden, hud mod hud, med dynen halvt trukket op over benene.
Jeg sætter mig ovenpå ham, så mine knæ hviler på hver side af hans overkrop. Han kigger op på mig, nysgerrig og lidt forpustet. Jeg smiler skævt og læner mig let frem, så mit underliv er lige foran hans ansigt.
“Se her,” hvisker jeg og fører blidt mine fingre ned mellem mine ben. Jeg skiller mine skamlæber ad, så han kan se alt tydeligt. Jeg peger med en finger. “Det her er klitoris. Det er her, det føles bedst. De her er mine indre og ydre læber. Dem kan du også røre, hvis du vil, men klitoris er mest følsom.”
Han nikker opmærksomt. Jeg smiler til ham, griber blidt om hans hånd og fører den forsigtigt hen, så han kan mærke forskellen på den glatte, sarte hud omkring klitoris og de blødere læber omkring. Jeg lader ham trykke let, så han kan mærke, hvordan det føles forskelligt.
Langsomt fører jeg hans hånd længere ned, ind under min skede, hvor den fugtige varme er tydelig. Han tøver et øjeblik, men følger min vejledning og mærker, hvordan min krop reagerer på hans bløde berøring. Jeg presser hans hånd lidt tættere, så hans fingre kan glide langsomt ind, og jeg lader et lavt støn slippe ud, da han rører det inderste, mest følsomme område. Jeg guider ham til at bevæge fingrene roligt, som små cirkler, og mærker hvordan han finder rytmen, mens han prøver at forstå, hvad der tænder mig.
Så sætter jeg mig op, læner mig frem og kravler langsomt indover ham, indtil jeg nærmest sidder oven på hans ansigt. Hans øjne følger mine bevægelser, og jeg kan mærke hans åndedræt blive tungere. “Nu skal du slikke mig,” siger jeg blidt. “Tag dig tid. Begynd forsigtigt og lyt til min vejrtrækning. Følg rytmen.”
Hans tunge finder min følsomme klitoris. Først blidt og forsigtigt, som om han passer på ikke at gøre mig ondt. Den bevæger sig i små, bløde og varme cirkler. Jeg guider ham med sagte suk og langsomme bevægelser med hoften. Varmen breder sig i min krop, og min vejrtrækning bliver tungere og dybere. Han bliver mere selvsikker, mere intens. Tungen bevæger sig hurtigere, mere præcist og insisterende. Hans hænder griber fast om mine bløde hofter og holder mig tæt.
Jeg lukker øjnene og lægger hovedet tungt tilbage. Jeg mister mig selv i den brændende fornemmelse af hans varme, våde tunge mod mit mest følsomme sted. Mine bryster hæver og sænker sig i takt med mit åndedræt. Et blidt støn slipper ud. Hele min krop dirrer under hans intense berøringer. Han fortsætter ufortrødent. Rytmen bliver mere pulserende og målrettet. Jeg presser mig tæt ned mod hans ansigt, lader mig rive med i den dybe, pulserende nydelse.
Jeg sukker dybt, lader kroppen smelte fuldstændigt ind i øjeblikket. Hans tunge bevæger sig med sikkerhed og lidenskab. Hans hænder holder mig fast og kærligt. Det er råt, intenst og alligevel blidt, fyldt med en næsten øm hengivenhed.
Jeg lader mig synke tilbage i sengen. Den summende fornemmelse af hans tunge mod min klitoris fylder stadig min krop. Jeg trækker vejret dybt og langsomt og ser op på ham med et varmt, næsten drillende blik.
“Du skal bruge et kondom,” hvisker jeg.
Han nikker og fisker en pakke op af tasken. Hans bevægelser er stadig lidt klodsede, men jeg kan se, at han har tænkt over det. Han vil gøre det rigtigt. Han ruller kondomet på, og jeg smiler for mig selv, stolt over hvor seriøst han tager det hele.
Jeg trækker ham ned til mig og holder hans hofter, mens jeg hjælper ham på plads. Jeg mærker spidsen presse mod mig. Langsomt fører jeg ham ind, centimeter for centimeter, indtil han er helt inde. Jeg smiler op til ham, nusser hans hår og kigger ham i øjnene. Den stille spænding vibrerer mellem os.
“Du må gerne bevæge dig,” siger jeg. Han begynder straks. Måske lidt for hurtigt, ivrig og utålmodig, som om han har holdt sig tilbage længe.
Jeg lægger en hånd på hans hofte og trækker ham tættere ind til mig. “Shhh, langsommere,” hvisker jeg. “Hvis du skynder dig, kommer du for hurtigt. Tag dig tid.”
Han stopper op, ser næsten flov ud, men han lytter med det samme. Hans bevægelser bliver roligere og blødere. Han glider ind og ud af mig, forsigtigt, mens jeg kærtegner hans nakke og ryg. Jeg mærker hans hud under mine fingre og hans forsigtige styrke.
Jeg smiler beroligende til ham, lader min hånd glide gennem hans hår og trækker ham helt ned, så vores ansigter næsten rører hinanden. Jeg kysser ham blidt, varme kys på kinden, munden og halsen, mens han bevæger sig dybt og langsomt i mig.
Han ser ned på mig, overrasket over, hvor intenst det føles. Jeg fastholder ham med mit blik.. “Det er godt,” hvisker jeg. “Bliv ved sådan her.”
Jeg mærker, hvordan vi begge slapper mere af. Hans bevægelser bliver mere sikre. Jeg nyder at mærke ham i mig, hans opmærksomhed, hvordan han hele tiden prøver at læse mig - ligesom når vi spiller skak. Jeg fører hans hånd til min hofte og guider ham til at følge min rytme. Hans åndedrag bliver tungere.
“Sig til, når du kan mærke, du er ved at komme,” hvisker jeg.
Han nikker, bider tænderne sammen og trækker vejret tungt. “Det er tæt på,” siger han lavt mellem sammenbidte tænder.
“Så stop lidt. Bare lig stille,” siger jeg blidt og trækker ham ind til mig, så han ikke bevæger sig. Han lukker øjnene og prøver at få styr på sig selv. Vi kysser dybt og sultent, som om vi begge har savnet det her.
Jeg tager hans hænder og fører dem op til mine bryster. Han begynder straks at ælte dem, masserer mig blidt og hengivent. Jeg mærker, hvordan han slapper af og samler sig. Jeg nyder hans hænders varme mod min hud.
Efter et øjeblik smiler jeg. “Er du klar igen?”
Han åbner øjnene og nikker ivrigt. “Ja.”
Jeg guider ham tilbage og hjælper ham med at finde rytmen igen. Han begynder langsomt at bevæge sig ind og ud af mig ligesom før. Jeg holder om hans hofter, styrer tempoet og ser op på ham, mens han koncentrerer sig om både min og sin egen nydelse.
Vi fortsætter i flere minutter. Tager pauser, kysser, lader vores hænder udforske hinanden. Til sidst kan jeg mærke, at han ikke kan holde det tilbage længere. Han spænder op, åndedrættet bliver hurtigere, og han stønner lavt, mens han kommer. Hans krop ryster mod min.
Jeg smiler, stryger ham gennem håret og holder ham tæt ind til mig, mens han falder til ro. “Du var virkelig god, Emil. Bedre end du tror,” hvisker jeg i hans øre.
Han trækker sig lidt væk og ser på mig med beslutsomt blik. “Jeg vil også gerne… du ved… give dig noget, Dariya. Det vil jeg virkelig.”
Jeg smiler og trækker ham ind til mig igen. Kysser ham blidt på panden. “Det er virkelig sødt af dig. Det kommer en dag. Det lover jeg. Lige nu er jeg bare glad for at opleve det her sammen med dig.” Jeg mærker varmen og roen mellem os. Hvor naturligt det hele føles, selvom alt stadig er nyt.
Efter vi har ligget sammen lidt, trækker jeg ham med ind i stuen, hvor skakbrættet står klar på sofabordet. Vi tager ikke tøj på. Vi er begge nøgne, og det føles både befriende og intimt. Jeg sætter mig i sofaen og lægger benene op under mig. Han sætter sig overfor mig, stadig lidt forlegen over sin nøgenhed.
Hans blik glider igen og igen over min krop. Over min mave, mine bryster og mine lår. Han prøver at koncentrere sig om brikkerne, men hver gang jeg læner mig frem eller skubber til en brik, kan jeg se, han kæmper for ikke at glo for åbenlyst. Jeg smiler skævt og nyder, at jeg kan mærke hans blik uden længere at skulle skjule det.
Kattene kommer snigende ind fra soveværelset. De plejer ellers at være reserverede, når jeg har gæster. I dag springer de op i sofaen og smyger sig om hans ben. En af dem lægger sig tæt omkring hans fødder og spinder højlydt.
“De kan godt lide dig,” siger jeg og smiler, mens jeg flytter en springer.
Han griner lidt. Hans blik glider igen ned over min krop. “Det er… lidt svært at koncentrere sig,” indrømmer han lavt.
Jeg læner mig tættere på ham over brættet. “Du må gerne kigge,” hvisker jeg. “Men du taber, hvis du ikke også tænker dig om.”
Han rødmer, smiler forlegent, og vi spiller videre. Nøgen hud, varme katte og følelsen af at være helt frie sammen.
Jeg vinder igen. Emil sukker og smiler opgivende. Han læner sig tilbage i stolen, mens kattene snoer sig om hans fødder. Jeg strækker mig og lader blikket hvile på ham et øjeblik. Så rejser jeg mig og går over til ham med nøgne fødder mod gulvet.
Jeg sætter mig overskrævs på hans lår i stolen. Varmen fra hans hud mod min føles stærk. Han ser op på mig. Hans blik er fyldt med beundring og begær. Jeg trækker et kondom frem, rækker ham det med et lille smil og venter tålmodigt, mens han ruller det på.
Så sænker jeg mig ned over ham og lader ham glide helt ind i mig. Mine hænder hviler på hans skuldre, og vi bevæger os sammen i en rolig rytme på stolen. Han lægger hænderne om mine bryster og kærtegner dem blidt, mens jeg kysser ham. Først på kinden, så på læberne. Blødt og sultent.
Han holder ud lidt længere denne gang. Jeg mærker, hvordan han kæmper for at styre sig. Han trækker vejret tungt og holder fast om mine hofter, mens jeg rider ham langsomt og mærker ham dybt inde i mig. Alligevel varer det ikke mere end fem minutter, før han spænder op under mig og kommer med et lavt, overrasket støn.
Jeg læner mig ind over ham og kysser ham på halsen, munden, næsen og panden. Jeg smiler kærligt. “Det er helt okay,” hvisker jeg blidt. “Du er stadig ved at lære. Og jeg elsker at lære dig det.”
Vi trækker vejret sammen, og jeg bliver siddende i hans skød, mærker hans hænder glide over min ryg. Så rejser jeg mig og hjælper ham af med kondomet. Så sætter vi os igen og spiller et parti mere.
Efter hvert spil kaster vi os over hinanden og knepper intenst og vildt. Vi har sex i sofaen, i køkkenet, på gulvet og i soveværelset. Han trænger ind i mig, mens vi kysser, og vi rører ved hinanden overalt. Hver gang bliver det mere råt, hans hænder griber hårdere fat, hans kys bliver dybere, og lysten tager over. Når vi er færdige, tørrer vi sveden af, sætter os ved skakbrættet og spiller videre.
Kattene følger efter os, putter sig tæt omkring os, mens vi griner og driller hinanden. Senere bestiller vi takeaway, som vi spiser på gulvet med dyner løst viklet om os. Stemningen er let, varm og fuld af nærhed.
Da mørket begynder at sænke sig over byen, samler Emil sine ting. Kondompakken er tømt, efter han er kommet i mig igen og igen hele aftenen. Jeg kysser ham længe ved døren og holder hans ansigt mellem mine hænder. Mit hår er rodet efter alt det sex, vi har haft. “Vi ses snart igen,” siger jeg. Han smiler og nikker, inden han går ud i den blågrå aften for at tage hjem til sine forældre.
Jeg lukker døren og mærker roen i lejligheden. Går ud på badeværelset og tager et langt, varmt bad, mens tankerne vandrer. Senere lægger jeg mig i sengen, stadig varm i kroppen, og lader dagens øjeblikke glide gennem mig.
Jeg tænker på, hvor smukt det hele har været. Hvor let og ægte det har føltes. Og hvor meget jeg allerede glæder mig til at se ham igen.
****
Det bliver hurtigt en rutine, der glider naturligt ind i vores liv. Hver uge, nogle gange flere gange om ugen, træder Emil ind ad min dør efter skole med tasken slasket over skulderen og det lille smil, der altid vokser, når han ser mig. Vi kysser i entreen, lidt længere hver gang. Kattene er begyndt at møde ham med løftede haler og spind.
Først sætter vi os ved skakbrættet. Jeg lader ham analysere åbninger og træne små kombinationer. Jeg ser, hvordan hans blik bliver mere fokuseret, hans hænder mere sikre, og hans strategi langsomt bliver både tålmodig og modig. Han slår mig aldrig helt, men afstanden krymper. Han overrasker mig oftere, lærer mine mønstre at kende og udfordrer mig. Jeg mærker, at det ikke kun er mig, der former ham. Han former mig også.
Når vi ikke spiller, efter vi har leet og grinet og drukket lidt kaffe, flytter vi os til soveværelset. Det føles både spontant og forudsigeligt. Vores hænder finder hinanden. Tøjet ryger. Vi udforsker det, der stadig er nyt.
Jeg mærker, hvordan han bliver bedre. Hans hænder lærer at gøre præcis det, jeg kan lide. Han læser mine signaler. Han holder ud længere, prøver nye ting, lytter til mit åndedræt. Jeg fortæller, hvad jeg vil have, hvad jeg længes efter. Han tager imod, prøver igen, ler, når noget går galt, og prøver så igen.
Nogle dage bærer vi bare dynen ud i stuen og lægger os nøgne i sofaen. Vi spiller et halvt parti skak, afbryder med kys og kærtegn og spiller færdig, når pulsen er faldet til ro.
Det føles trygt. Let. Som om vi hele tiden lærer hinanden at kende. Både i spillet og i sex. Jeg mærker, hvordan jeg falder dybere ind i vores fælles rytme. Jeg kan mærke, at jeg forelsker mig mere og mere i ham.
Vi står i køkkenet ved den smalle bardisk. Skakbrættet er skubbet ud til kanten. Emils hænder støtter sig mod mine hofter. Han glider langsomt ind i mig bagfra. Lyden af vores åndedræt blander sig med det dæmpede klik, når han flytter sine brikker.
Jeg prøver at holde fokus på partiet, men det føles som at tænke midt i tordenvejr. Han finder rytmen og bevæger sig roligt, næsten strategisk bagfra. Hver gang hans hofter rammer mine, glider hans hånd frem mellem mine ben og masserer min klitoris, mens jeg rykker mine brikker og prøver at koncentrere mig.
Jeg flytter min dronning, halvt i krampe, halvt i taktisk desperation. Han smiler. Jeg hører hans stille grin bag mig. Så presser han sig dybere ind i mig, mens han rykker sin springer. Jeg ser ned og forstår, hvad han har planlagt. Jeg er fanget. Skakmat.
Hans stemme er lav ved mit øre. “Du er mat, Dariya.”
I samme sekund ændrer hans bevægelser sig. Han holder mig fastere og sætter tempoet op. Jeg giver efter og lader hovedet falde bagover mod hans skulder. Min krop svarer. Det vælter gennem mig som brikker, der vælter i en kædereaktion på brættet. Jeg kommer, varmt og bævende, mens han tager mig bagfra.
Da pulsen langsomt falder, læner jeg mig tilbage mod ham med hænderne på bardisken. Han ånder tungt og kysser mig på skulderen og halsen. Jeg fniser, mens jeg ser ned på brættet, hvor min konge står fanget.
“Det er første gang, du slår mig i skak,” gisper jeg stakåndet. “Og første gang du giver mig en orgasme. To sejre på én gang. Det er en god dag for dig.”
Han krammer mig om livet og kysser mig igen. “Jeg har en formidabel træner,” svarer han.
Jeg lægger en hånd over hans og vender hovedet, så vores pander hviler mod hinanden. “Det må vi analysere senere,” mumler jeg og lader fingrene glide hen over de væltede brikker og hans hånd, der stadig holder mig tæt.
****
Vi glider stille ind i hinandens liv. Pludselig tager Emil toget til mig flere gange om ugen. Nogle gange bliver han og sover, fordi det føles mærkeligt at sende ham hjem. Vi laver mad sammen, læser åbningsteori i sofaen. Når koncentrationen slipper op, ender vi i soveværelset, hvor vi spiller kroppenes eget skakspil.
Jeg opdager, hvor meget jeg elsker at gøre mig pæn for ham. Når vi går ud at spise på små bistroer på Vesterbro, i Indre By eller på Østerbro, tager jeg mine dyre kjoler på. Jeg børster håret ekstra grundigt og vælger smykker med omhu. Jeg elsker hans blik, når jeg træder ud fra badeværelset i stiletter. Han rødmer stadig, men hans blik slipper mig ikke. I de øjeblikke føler jeg mig ung og ubekymret sammen med ham.
Vi går også på museum og i teatret. Han spørger altid nysgerrigt og følger intenst med, når jeg forklarer. Vi sidder tæt i mørket i salen, hans hånd finder min, og jeg mærker, hvordan vi glider endnu tættere sammen. Det er en anden form for nærhed, men den er mindst lige så stærk.
En aften kommer han med en lille æske i hånden. Han siger ikke så meget men rækker den bare til mig. Jeg åbner den og finder et enkelt sølvsmykke. Et lille vedhæng på en fin kæde. “Det er bare fordi,” siger han, som om det ikke betyder noget. Men jeg ved, det betyder alt. Jeg tager det på med det samme.
Vi spiller turneringer sammen nu. Jeg er stadig på et andet niveau, men han bliver bedre for hver dag. Han slår folk, der før virkede uovervindelige. Jeg ser, hvordan hans blik bliver skarpere, ryggen rankere, stemmen mere rolig. Jeg er stadig stormesteren, men han er ikke bare min elev længere. Han er min sparringspartner, min udfordrer og mit frirum.
Hans familie inviterer mig til fødselsdage. Jeg sidder mellem hans onkler og tanter, griner og lytter. Lærer deres historier og særheder at kende. Hans mor skærer lagkage og spørger, om jeg vil have mere. Jeg siger ja, fordi jeg føler mig hjemme. Emils far spørger til vores turneringer, driller Emil med et gammelt nederlag. Alle griner, og jeg griner med. Jeg føler mig ikke blot som en gæst længere.
Om aftenen, når vi kommer hjem til mig, tager jeg hans hånd. Lægger mig ind til ham og mærker, hvor langt vi er kommet. Hvor trygt det hele føles. Og hvor meget jeg glæder mig til alt det, vi endnu ikke har oplevet.
Men det er ikke kun guld og grønne skove. I skakkredse, især de internationale, løber rygterne hurtigt. Jeg mærker de halvhøje blikke ved turneringsbordene og den kølige tone fra nogle stormestre. På sociale medier læser jeg også kommentarerne, selvom jeg ved, jeg burde lade være. Jeg er vant til at blive kaldt “gammel,” “ulækker” og “groomer,” fordi jeg er betydeligt ældre end Emil. Det handler ikke om ham, men om at nogle mænd ikke kan tåle at se en kvinde klare sig i det mandsdominerede miljø. “Han er kun god, fordi hun træner ham,” siger andre. De forstår ikke, hvor absurd det er. Som om talent kunne overføres ved berøring, som om min erfaring er noget skamfuldt. Vi ler af det derhjemme, men alligevel sætter det en skygge over glæden ind imellem.
Det sværeste kommer dog fra Emils egen familie.
En eftermiddag, hvor jeg er på besøg, og vi drikker kaffe og griner over gamle billeder, spørger hans mor: “Hvad vil du egentlig efter gymnasiet, Emil?”
Han kigger på hende, så på mig. “Jeg vil prøve at spille skak på professionelt niveau. Ligesom Dariya.”
Hans mor nikker langsomt, men hendes blik bliver skarpt. “Det kan jeg godt forstå, men… burde du ikke også have en uddannelse? Noget at falde tilbage på?”
Emil bliver stille, og spændingen fylder rummet. Han siger ikke mere, og samtalen glider videre, men jeg ved, det stadig ulmer under overfladen.
Senere, alene i køkkenet med hans mor, mens vi vasker op, spørger hun: “Dariya, vil du ikke prøve at overtale Emil til ikke at satse alt på skak?”
Jeg sætter koppen fra mig og ser hende i øjnene. Hun er ikke vred, bare bekymret og træt, som mødre bliver, når deres børn begynder at gå egne veje. “Han er god, det ved jeg. Men du kender også til det hårde liv. Kan du ikke tale med ham?”
Jeg tøver. Det varmer mig, at hun spørger. At jeg bliver taget alvorligt. Men det gør ondt, fordi jeg ved, at hendes bekymring er reel, og jeg kan ikke love noget.
Jeg tørrer hænderne og siger: "Jeg skal nok tale med ham. Men det er hans liv, og han må træffe sine egne valg."
Hun nikker. Hun er ikke tilfreds, men accepterer det. Vi står stille et øjeblik, mens opvasken damper. Jeg tænker, at det er svært at leve udelukkende af skak, og jeg er ikke helt overbevist om, at Emil er god nok til det endnu.
Da jeg går tilbage til stuen, mærker jeg tvivlen. Jeg ved, det er noget, som vi må konfrontere, før eller siden.
****
“Jeg kommer,” stønner han. Jeg spænder benene omkring hans hofter og fører ham helt ind i mig. Han presser sig dybt ind, og snart mærker jeg hans varme sæd strømme ind i mig. Han fylder min livmoder til randen med sin tykke, klistrede sovs.
Vi ligger tæt sammen, og jeg holder ham fast, som om jeg vil fastholde hvert sekund af øjeblikket. Mine arme omslutter hans ryg, og jeg mærker hans hjerte banke i takt med mit eget. Vores kroppe klistrer sig sammen, og mine inderlår smurt ind i hans sperm. Hans pik bliver efterhånden slap inde i mig, og snart mærker jeg sæden dryppe blidt ud af min skede.
Han kører hånden gennem mit svedige, sorte hår, mens mine fingre tegner dovne cirkler hen over hans brystvorter og ned mod hans pik igen. Varmen pulserer stadig mellem os, og jeg elsker følelsen af at mærke ham ligge oven på mig. Vi ligger sådan lidt, svedige og filtret ind i hinanden, indtil jeg bryder stilheden. Mine hænder stryger op og ned ad hans ryg.
“Godt, jeg er begyndt på p-piller,” siger jeg drillende og kysser ham let på kinden, på kæben, på læberne. “Ellers havde du lige påtaget dig et 18 år langt ansvar.”
Han griner blidt mod min mund, kysser min hals og klemmer blidt om mit ene bryst.
“Tænker du nogensinde på det?” spørger han blidt.
“På hvad?”
“På børn.”
Jeg kigger overrasket på ham. Vi fejrede hans 20-års fødselsdag for mindre end en måned siden. Nu taler vi om børn?
“Jeg mente ikke lige nu,” skynder han sig at sige, som om han kan læse mine tanker. “Jeg mente bare… fremtiden.”
Jeg stryger min hånd over hans kind. “Hvor kommer det pludselig fra? Hvorfor er du pludselig så voksen og alvorlig?”
Han smiler, men trækker sig lidt væk. “Jeg har hele tiden været voksen og alvorlig.”
Han sætter sig op i sengen, og jeg følger ham med blikket. Jeg ville ønske, han ville lægge sig ned igen og kæle lidt mere med mig, men han sætter sig på sengekanten. Jeg retter mig op på albuen og hviler mit hoved i min hånd.
“Du har noget på hjerte,” siger jeg blidt. “Jeg kan se det i dine øjne.”
“Hvornår har du tænkt dig at sige til mig, at jeg skal søge ind på en uddannelse? Jeg ved, du har tænkt det. Min mor har bedt dig om at gøre det, ikke?”
Jeg trækker på skuldrene og smiler. “Sikkert ikke mens vi knalder. Det ville ødelægge stemningen lidt.”
“Dariya, jeg mener det seriøst. Synes du, jeg skal droppe drømmen om pro-skak og vælge noget mere ‘sikkert’? Noget kedeligt bare for at have en plan B?”
Jeg ruller med øjnene. “Vil du have, jeg skal sige ‘følg dit hjerte’? Er det ikke ret kliché?”
“Dariya.”
Jeg sukker. “Din mor har en pointe, Emil.”
"Seriøst?"
“Ja,” siger jeg stille. “Det er et hårdt liv. Det er ikke alle, der bliver stormestre eller tjener penge på skak. Du skal være forberedt på at kæmpe hele tiden. Ikke bare på brættet men også udenfor.”
Han nikker, men hans blik bliver mørkere. “Jeg ved det godt. Det er bare… jeg vil ikke have, at det hele bare bliver en plan B.”
“Jeg siger ikke, du skal droppe skak,” svarer jeg. “Det handler om at have noget at falde tilbage på, hvis skak ikke går, som du håber.”
Han rejser sig op. “Jeg gider ikke snakke mere om det nu.”
“Emil”
Døren glider i bag ham, og han går ud på altanen.
Jeg ligger på sengen og betragter ham gennem glasdøren. Han står derude med ryggen til, armene hvilende mod rælingen, blikket rettet mod byens lys. Han er ikke en lille dreng længere. Nej, han er en mand nu. Det er på tide, jeg begynder at behandle ham som en. Det er på tide, jeg begynder at stille nogle krav til ham.
Jeg trækker vejret dybt og lader den tynde, silkebløde chiffon glide langsomt over min nøgne krop. Morgenkåben er gennemsigtig, afslører mine bryster, mine hofter, min bare mave, kun stoppet af de bløde pelskanter om håndleddene. Jeg rejser mig, mærker Emils varme sæd løbe ned ad mit inderlår, en fræk påmindelse om, hvad vi lige har gjort. Da jeg åbner døren, rammer den kolde aftenluft min hud og får mine brystvorter til at stivne under den gennemsigtige kåbe. Kulden kildrer mellem benene, hvor jeg stadig er våd og åben.
Jeg går hen til Emil med svajende hofter. Chiffonens lette stof glider over min nøgne hud. Jeg lægger hånden på hans skulder, lader neglene hvile, så han kan mærke mig. Han vender sig, og hans blik glider langsomt ned over min krop. Lingeriet skjuler ingenting, brysterne er synlige, og hans øjne æder mig råt. Da han ser mig i øjnene igen, kan jeg mærke, hvor meget han vil have mig
Jeg træder tættere på ham, lader kåbens gennemsigtige stof glide op ad hans bare arme og presser kroppen mod ham, så han mærker varmen fra min hud og brystvorterne, der er prikker mod det tynde stof.
“Emil,” siger jeg stille. Min stemme blafrer blidt som silke i den kolde luft, “du kan ikke bare lukke dig inde hver gang noget gør ondt.”
Han sukker og bider sig i læben. “Undskyld, Dariya. Jeg prøver… Det føles bare som om, alle prøver at styre mit liv. Jeg ved ikke engang, hvem jeg skal være.”
“Jeg prøver ikke at styre dig. Men du bliver nødt til at lade mig være ærlig med dig. Det hører med til at være voksen.”
Han trækker mig ind til sig. Hænderne glider grådigt op under kåben, finder min nøgne talje og min ryg. Hans fingre kører op ad mine sider og omfavner mig, så jeg kan mærke hans pik mod mit lår.
“Lige nu,” hvisker han hæst, “vil jeg helst bare mærke dig.”
Han løfter mig let, så den gennemsigtige kåbe glider op omkring hofterne og blotter min nøgne hud for den kolde aftenluft. Han presser mig op mod rækværket, trækker mine ben op omkring sig, så min fisse er blottet for ham og natten. Hans pik glider dybt ind i mig med det samme, hårdt og glubsk, og jeg gisper højt ud mod byens mørke.
Vi er udenfor på altanen, hvor lysene fra de omkringliggende lejligheder kaster glimt ind til os. Jeg sidder på rækværket med benene viklet om hans hofter, mens han holder mig oppe og knepper mig langsomt men hårdt. Kåben hænger åbent, og mine bryster presses mod hans bryst. For hvert stød ryster rækværket under mig, og alle kan se, hvad vi laver.
Hans læber finder mine, og vi kysser dybt. Jeg stønner ind i hans mund. Ligeglad med om nogen kan høre os. Måske håber jeg endda, at nogen ser os. Byens lys blinker i mørket. Nattevinden rammer min hud. Det gør mig bare vildere.
Vi bliver opslugt af hinanden. “Du er min pause fra alt det andet,” hvisker han, og jeg mærker ham trænge helt i bund. Han presser sin hårde pik dybt ind i mig, mens jeg sidder på rækværket med benene viklet om hans hofter.
Hans hænder griber fat om min numse, løfter mig, så jeg mærker hver af hans stød ind i min varme, fugtige skede. Han banker hårdt og råt, fylder mig helt ud, får mig til at stønne og klynke ud i natten.
Jeg klemmer om hans skuldre, mine bryster presses mod hans brystkasse. Min krop sitrer, og orgasmen eksploderer voldsomt, mens hans pik stadig glider ind og ud af mig. Jeg hviner mit klimaks ud, ligeglad med hvem der hører det.
Han kommer med dybt, råt støn. Hans krop spænder op, og kort efter sprøjter han sin varme sæd ind i mig. Vi står presset sammen, svedige og udmattede i den kolde nat. Kåben glider halvt af, og min bare hud damper i den mørke natteluft.
Jeg lægger panden mod hans, og vores åndedræt blander sig. “Du må bare være dig, Emil. Her. Med mig,” hvisker jeg.
Han nikker, lægger kinden mod mit hår, og vi står tæt, badet i nattens varme og sårbarhed. Men alt det uudtalte ulmer stadig under huden.
****
Vi er i Sydney, og byen breder sig ud foran hotelvinduet som et tæppe af lys og varme. Værelset er lyst og lidt upersonligt, men udsigten over bugten gør det hele mere levende. Skibe driver forbi, og solen glitrer på vandet. Fra hotelværelset kan jeg se operahuset på den anden side af vandet som hvide sejl mod himlen. Nogle gange dukker et par delfiner op i vandet nedenfor.
Jeg har spillet mig videre i turneringen. Alt kører, som det skal. Min krop, mit hoved, mit spil. Men Emil kæmper. Han har tabt to partier, og hans næste modstander er den russiske kandidat. En bredskuldret fyr med koldt blik og et ry for at knække yngre spillere.
Nu sidder vi på sengen i hotelværelset. Han trommer nervøst med fingrene på låret og siger ikke meget. Hans øjne hænger i horisonten uden for vinduet.
Jeg retter på min hvide nederdel og den kortærmede, blå polo. Glatter diskret håret, der holder fast med en bøjle. Små, hverdagsagtige bevægelser, som næsten får mig til at føle mig hjemme. Jeg lader en hånd glide blødt op ad hans ryg. “Du har stadig en chance,” siger jeg. “Han kan slås. Han er ikke uovervindelig.”
Emil ryster på hovedet. “Han knuser alle. Jeg kommer til at dumme mig. De griner allerede af mig, Dariya.”
Jeg lægger en finger under hans hage og drejer hans ansigt mod mit. “Ingen griner af nogen, der tør kæmpe. Og jeg er ligeglad med, om du vinder. Jeg vil bare have, at du prøver.”
Han lukker øjnene og lader skuldrene falde. Jeg læner mig ind og kysser ham først blidt på kinden og så på munden. Et langt, roligt kys, der bliver dybere. Han tøver, men åbner sig langsomt. Hans hånd glider ned ad min ryg og presser mig ind mod sig, så jeg mærker hans pik vokse mod mit lår.
Jeg kravler op på hans skød. Mærker ham spændt under mig. Hans hænder glider famlende men ivrigt op under min polo og finder min bare hud. Han rører mine bryster, kærtegner mig, mens jeg langsomt trækker poloen over hovedet og slipper mit hår løs. Det falder ned over skuldrene. Jeg ser hans øjne følge hver bevægelse. Begæret vokser, da jeg glider ud af nederdelen og blotter mig helt for ham. Trusserne ender hurtigt på gulvet.
Han lægger sig ned i madrassen, og jeg følger med, kravler op over ham. Jeg kysser hans hals, brystkasse og mave, mens mine hænder glider op og ned ad hans sider. Mine fingre finder kanten af hans boksershorts og trækker dem langsomt af. Hans stive pik bliver blottet. Jeg lægger blidt min hånd om skaftet og kysser det ømt. Langsomt lader jeg spidsen glide ind mellem mine læber. Jeg bevæger tungen langs hans glans, kærtegner den fugtige hud, mens jeg forsigtigt sutter. Jeg mærker hans krop spænde, og hans vejrtrækning bliver tungere. Mine læber lukker sig om ham, og jeg lader tungen cirkle langs hans skaft, langsomt og sensuelt. Hans støn bliver kraftigere, og hans fingre knuger om lagnet, mens jeg fortsætter dybt og nænsomt, indtil han dirrer under mig.
Så trækker jeg mig langsomt tilbage. Lægger hånden på hans bryst og lader blikket glide ned til hans spændte pik. Jeg sætter mig roligt op, placerer ham mellem mine ben og sænker mig langsomt ned over ham. Jeg tager ham helt ind. Dybt og vådt. Vi stønner begge i takt med den intense nærhed.
Han holder hårdt om mine hofter, presser mig ned mod sig og stønner mit navn. Jeg rider ham langsomt. Først små glidende bevægelser, så hurtigere og hårdere. Hans hænder griber mine bryster og masserer dem, mens jeg læner mig frem og kysser hans mund, hals og kæbe. Hans bækken løfter sig og møder mig. Hver bevægelse får ham til at stønne højere. Jeg kan mærke, han er tæt på.
“Du gør mig stærkere,” hvisker han mellem sine støn. “Du er den eneste, jeg vil have. Du er den eneste, jeg vil kæmpe for.”
Jeg smiler og presser mig længere ned over ham. Mærker hans pik glide helt ind i mig. Jeg roterer hofterne, næsten på kanten af at komme selv. Jeg holder hans hoved mellem hænderne, kysser ham og klemmer ham indeni, indtil han spænder op og stønner mod min hals. Så sprøjter han sin varme sæd dybt ind i mig, mens jeg holdt ham hårdt ind til mit bryst. Varmen brænder inde i mig.
Jeg rider ham, til han er helt tømt. Lader ham blive inde i mig, læner mig forpustet ned over ham og kysser hans pande, næse og læber igen. “Du er stærk nok,” hvisker jeg, mens hans pik stadig sitrer inde i mig.
Vi bliver liggende side om side, svedige, hud mod hud, hans hånd over mit bankende hjerte. Udenfor vugger skibene videre, men her er der kun os. Bare vores nøgne, sammenfiltrede kroppe i det flimrende lys fra vandet.
Vi ligger stadig nøgne i hotelværelsets dæmpede lys. Lader sveden tørre i stilhed. Jeg mærker Emils hånd mod min mave. Hans vejrtrækning er stadig lidt ujævn. Jeg drejer mig lidt og ser på ham. Prøver at lægge blidhed i stemmen.
Jeg kan mærke, at nervøsiteten stadig hænger over ham. Som om turneringens pres nægter at slippe helt. Jeg tænker, han har brug for at løsne grebet for en stund. Måske endda flytte tankerne væk, bare et øjeblik.
Jeg lader hånden glide ned over hans arm og kysser ham blidt på skulderen. “Du tænker stadig på i morgen, ikke?”
Han svarer ikke. Jeg ser det i hans blik. Et næsten usynligt glimt af uro. Han prøver at skjule det, som han plejer. Men jeg kender ham for godt. Jeg smiler og lægger mig på ryggen.
“Måske skulle du bekymre dig lidt mindre om skak og mere om alt det andet, du også skal have styr på. Hvordan går det med eksamenerne? Læser du overhovedet noget, mens vi er her?”
Han bliver stille et øjeblik og vender sig langsomt væk fra mig. Jeg kan se, at hans nakke er spændt.
“Jeg gider ikke tænke på skole lige nu, Dariya,” siger han lavt. “Jeg har nok at slås med.”
Jeg sukker og prøver at holde stemmen rolig. “Emil, du kan ikke bare ignorere det hele. Skolen er vigtig. Du er snart færdig med 3.g. Det betyder noget for din fremtid.”
“Det ved jeg,” svarer han. “Jeg prøver bare at fokusere på skak lige nu.”
“Det forstår jeg,” siger jeg blidt. “Men du kan ikke blive ved med at skubbe alt det andet væk. Skolen er også en del af dit liv.”
Han sukker og ser væk. “Du lyder som min mor lige nu.”
“Måske fordi du opfører dig som et barn, Emil. Jeg prøver bare at få dig til at tage ansvar.”
Han rejser sig fra sengen og ser på mig. “Du gør det ikke ligefrem bedre.”
Jeg tager en dyb indånding og kigger ham i øjnene. “Emil, jeg er nødt til at være ærlig. Du er ikke god nok til skak til, at du kan leve af det. Du vinder ikke nok turneringer. Det er bare sådan, det er.”
Han siger ikke noget. Stilheden fylder rummet.
“Forventer du, at jeg gider at forsørge dig? Bare fordi du ikke gider tage et ordentligt job ved siden af? Jeg er ikke din fucking bankkonto.”
Han ser ned i gulvet uden at svare.
“Jeg har altid troet på dig. Jeg har virkelig gjort det. Du har talent, men det er ikke nok. Du satser alt, og jeg kan ikke blive ved med at se på, at du brænder dig selv af.”
Endelig bryder han tavsheden med en lav, dirrende stemme: “Jeg går en tur. Før jeg siger noget, jeg ikke kan tage tilbage.”
Døren lukker sig stille bag ham. Det er næsten værre, end hvis han havde smækket den.
Jeg bliver stående lidt, stirrer mod døren, som om han kunne komme tilbage. Men der sker ingenting.
Langsomt glider jeg ned i sengen. Armene spreder sig ud som om jeg prøver at fordele den tunge skam der trykker i mig over hele kroppen. Vreden bobler op men den er ikke rettet mod ham. Den vender sig mod mig selv. Jeg kan næsten høre min egen ubarmhjertige stemme ringe i ørerne. Den måde jeg sagde, han ikke var god nok på. Det blik han sendte mig lige efter. Et blik fyldt med skuffelse og smerte. Jeg ved jeg gik for langt.
En klump vokser i mit bryst. Tung og kvalmende. Det er mig der har trukket ham ind i det her. Jeg har ladet ham tro at livet var en dans på roser. Skak, sex uden ansvar eller konsekvenser. Og nu rammer virkeligheden os begge som en kold spand vand.
Jeg er vred. Vred på mig selv. Vred over at jeg er sammen med en dreng på 20 som er så meget yngre end mig og som stadig kæmper med at finde sig selv. Jeg elsker hans ungdommelige naivitet og hans ægte optimisme men hvorfor kan jeg ikke bare give slip og elske ham præcis som han er lige nu? Jeg kæmper med at være både voksen og sårbar. At ville beskytte ham og samtidig give plads til at begå sine egne fejltagelser. Jeg kan ikke både behandle ham som en lille dreng, og forvente at han træffer beslutning som en mand. Jeg kan ikke både blæse og have mel i munden.
Dagen efter bliver Emil totalt kørt over af russeren. Allerede efter femten træk sidder han fast i nettet, og de næste ti træk handler kun om, hvornår kongen falder. Publikum mærker det, og dommeren nikker tørt. Det er et klart nederlag. Emil prøver at holde masken, men jeg kan se det i hans skuldre og i måden, han knuger hænderne i skødet, mens partiet stille ebber ud.
Da massakren er slut, rækker Emil mekanisk hånden frem, men russeren. Han er bred, kompakt, med et blik som en dybfrossen sø. Han ser bare på Emil og ignorerer gestussen. Ikke et nik, ikke et eneste blik. Emil lader hånden falde.
Russeren går forbi mig. Jeg kender ham alt for godt. Det var et kort fling engang. Han er fra St. Petersborg, ligesom jeg selv. Han hvisker noget giftigt på russisk. Jeg siger ingenting. Varmen stiger op i mine kinder, men jeg nænner ikke at oversætte hans ord for Emil.
Resten af turneringen går ikke bedre. Emil scorer ikke et eneste point i de sidste runder. Han vandrer rundt i en tåge mellem partierne, tager ikke mine råd og undgår mit blik. Jeg prøver at støtte ham, forsøger at give ham ro, men han lukker sig bare mere og mere inde i sig selv.
Jeg spiller mig frem til finalen. Det er tæt og intenst, men til sidst taber jeg til en ung amerikaner. Sølvmedaljen føles kold i hånden, da jeg får den overrakt.
Emil og jeg sidder side om side under afslutningsceremonien, men vi siger næsten ingenting til hinanden. Stemningen mellem os er tung. Jeg kan mærke, at han skammer sig over sine nederlag Han vil så gerne vise mig, at han er voksen og moden, og jeg har revet det fra ham.
Vi flyver hjem uden at tale om det. Hver især alene i flyets blå natskumring. Jeg tænker på den russiske kommentar, på Emils øjne, da jeg stak ham i hjertet med mine ord.
Vi når dårligt at smide bagagen fra os i min lejlighed, før det eksploderer. Emil smider sin taske hårdt på gulvet i entreen. Han vender sig mod mig, blikket køligt, næsten anklagende.
“Bare sig det, Dariya,” siger han skarpt. “Sig, at du ikke gider det her mere. At du vil forlade mig, fordi jeg ikke længere er god nok til dig.”
Jeg stirrer forvirret på ham. “Hvad snakker du om?”
Han ler bittert. “Jeg taber ét parti, og straks mister du interessen. Du er ikke engang tiltrukket af mig længere.”
“Hold nu op, Emil,” siger jeg irriteret. “Det handler ikke om skak.”
“Det er løgn!” råber han. “Du har aldrig set mig som andet end dit lille projekt. Dit trofæ. Og nu, hvor jeg ikke leverer, som du ønsker, smider du mig væk. Ligesom med alt andet, der ikke fungerer perfekt i dit liv.”
Vreden blusser op i mig. “Måske burde du begynde at tage lidt ansvar, Emil. Du er så fokuseret på at gøre dig selv til et offer, at du ikke kan se, hvordan du spænder ben for dig selv. Du tabte de kampe, fordi du gav op på forhånd.”
“Du kunne bedre lide mig dengang, du var den bedste, ikke? Dengang jeg så op til dig, og du kunne kontrollere mig.”
“Det passer ikke!” svarer jeg hårdt. “Jeg har altid støttet dig. Jeg har gjort alt for at hjælpe dig frem. Men du har aldrig kunnet klare, når jeg var ærlig. Når jeg prøvede at få dig til at forstå, at livet ikke bare handler om fucking skak!”
“Ærlig?” Hans stemme er fyldt med hån. “Du har altid set ned på mig. Altid behandlet mig som et barn, der ikke kunne klare sig uden dig.”
Jeg krydser armene. Min stemme er kold som is. “Du opfører dig stadig som et barn, Emil. Du er umoden, selvcentreret og fuldstændig ude af stand til at håndtere, når tingene ikke går efter dit hoved.”
Han træder nærmere.. “Du hader, at jeg er blevet god. At jeg næsten er på dit niveau. At jeg måske kunne overhale dig en dag. Du kan ikke klare tanken om, at jeg ikke behøver dig mere.”
Ordene rammer mig som et slag. Jeg mærker skammen, vreden, sorgen alt på én gang. “Ved du hvad?” siger jeg langsomt. “Måske er det rigtigt. Måske var det nemmere, dengang du beundrede mig, og jeg var din store læremester. Dengang du gjorde, hvad jeg sagde, uden at sætte spørgsmålstegn ved alt.”
Han træder et skridt tilbage, som om han lige har fået en lussing. Han stirrer på mig med et blik, der ligner en blanding af sorg og afsky.
“Du har lige indrømmet det,” siger han stille. “Du vil have en dukke. Ikke en kæreste.”
Jeg lukker øjnene og kæmper med tårerne. Da jeg åbner dem igen, møder jeg hans blik. “Det her fungerer ikke længere, Emil. Ikke sådan her. Jeg tror, det er bedst, hvis du går nu.”
Han stirrer på mig. Såret, rasende, forrådt. Et øjeblik ser det ud, som om han vil smække døren så hårdt i, at hele rummet ryster. Men så stopper han, tager en dyb indånding, og lukker den i med en stille, næsten skånsom bevægelse.
Jeg står alene tilbage i entreen. Tårerne løber stille ned ad mine kinder, mens alt det usagte hænger tungt i luften. Kattene kommer først frem fra deres skjul, da jeg sætter mig på gulvet og begraver ansigtet i hænderne.
****
Dagene flyder sammen. Emil er helt ude af mit liv nu. Vi taler ikke sammen længere. Ingen små beskeder om, hvad vi skal spise til aftensmad. Ingen grin over indre vittigheder eller skæve blikke, når vi ser fjollet tv sammen. Han kommer ikke forbi, og jeg går ikke til tirsdagsaftener i klubben mere. Jeg savner at vågne op med hans arm om mig, hans varme kop kaffe om morgenen, eller bare at have ham liggende ved siden af mig, uden at sige noget.
Rygterne går hurtigt, og min Instagram bliver bombarderet med beskeder. Det er ikke kun unge spillere, men ældre mænd, der åbenlyst prøver at score mig nu, hvor jeg er blevet single. Der lander klamme dickpics i indbakken, og de skriver ting som “Jeg vil få dig til at skrige” og “Lad mig vise dig, hvad en voksen mand kan tilbyde.” De skjuler ikke noget. Det er ligesom om, hele verden ved det, og pludselig står jeg midt i en strøm af ulækre beskeder og åbenlys jagt. Jeg gider ikke engang åbne dem, men det er umuligt ikke at mærke det. Jeg blokerer dem allesammen.
Alligevel tager jeg min private profil frem sent om aftenen, når jeg sidder alene i mørket og tjekker Emils side. Han poster ikke ofte. Han har aldrig været typen, der flasher sig selv. Men nu, hvor han er blevet student, lægger han alligevel billeder op. Én dag har han den røde hue på. Står midt i mængden på et lastbillad. Armene om to klassekammerater. Smiler og blinker. En øl i hånden.
På et andet billede sidder han i græsset med sin røde hue og holder om en flaske. På det billede virker han lidt mere træt. Lidt mere alene i blikket. Jeg stirrer længere på det billede end på de andre. Prøver at aflæse, om han er lykkelig. Om han savner mig.
Flere gange åbner jeg kommentarfeltet for at skrive til ham. Jeg skriver: "Tillykke med huen." "Jeg håber, du har det godt." "Ses vi til turneringen i Monaco?" Men jeg sender det aldrig. Jeg sletter det hele, sukker, og lægger telefonen fra mig igen.
I stedet begraver jeg mig i skak. Træner åbninger, læser bøger, gennemgår gamle partier. Tvinger mig selv til at tage til turneringer, selvom jeg knap taler med nogen i pauserne. Jeg bliver kaldt op til podier, men medaljerne føles lettere nu. Som om selve konkurrencen er forsvundet, og det bare er rutinen, der holder mig kørende.
Mine katte mærker, at noget er galt. De følger mig fra rum til rum og lægger sig tættere om mig om natten. Nogle gange græder jeg ned i deres pels.
Om aftenen åbner jeg en flaske rødvin. Ikke for meget, bare nok til at lukke verden lidt ude. Glas efter glas glider ned, mens mørket vokser i lejligheden, og tavsheden fylder alt omkring mig. Det bliver en stille vane. Et lille øjebliks fred, før tankerne om Emil igen presser sig på. Jeg drikker lidt mere nogle aftener, måske et glas mere end jeg burde, og mærker hvordan alkoholen afbløder kanterne af sorgen.
Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det bare er en fase. At jeg kan lære at være alene igen. Ingen af os nogensinde døde af kærestesorg. Men hver gang jeg slukker lyset, mærker jeg længslen efter Emil vokse. Jeg savner ham. Hans varme hænder, hans latter, hans stædighed og selv hans usikkerhed. Jeg savner hans stemme om natten, når vi spillede lynskak under dynen og hviskede om alt det, der gjorde ondt.
Men snart er det hele bare et minde, der af og til får mig til at vågne midt om natten med våde øjne.
****
Regnen pisker mod ruderne, og vandet i de smalle kanaler skvulper uroligt. Venedig ligger derude. Grå og våd. Slet ikke som på postkortene eller de romantiske bryllupsrejser, man drømmer om. Kold og rastløs, indhyllet i støvregn og havgus. Jeg læner mig ud i den fugtige luft. Mærker duften af salt og rengøringsmiddel fra hotelværelset blande sig sammen med regnens friskhed.
Min sorte kjole ligger foldet ud på sengen bag mig. Den, jeg altid tager på til de store kampe. Jeg burde være glad. Jeg er nået hele vejen til finalen igen. Men alt, hvad jeg mærker, er nerver og det samme knugende ubehag i brystet, som aldrig helt forsvinder.
Jeg har set på deltagerlisten. Jeg vidste det egentlig godt, før jeg tjekkede, men at se hans navn i sort på hvidt fik noget til at slå klik indeni. Emil. Hans for- og efternavn. Ikke bare som "min Emil" i tankerne, men som en konkurrent, en spiller i den næste liga. Jeg har ikke haft noget med ham at gøre i over to år. Hver gang han har stået på en turneringsliste, har jeg meldt fra.
Det plejer ikke at være svært. Han har spillet i lavere rækker, kæmpet sig op, men aldrig der, hvor jeg har skullet tage stilling. Men i dag er han her. I samme turnering, på samme hotel, og for første gang er det ikke muligt bare at flygte. Jeg har nægtet at lade et forhold, der sluttede for to år siden, bestemme over mig. Jeg har nægtet at lade sorgen styre, hvor jeg stiller mig, hvem jeg møder, hvem jeg frygter.
Vi er ældre nu. Det er jeg nødt til at minde mig selv om, mens jeg ser gondolerne glide forbi i regnen. Jeg burde kunne håndtere det. Vi er ikke børn mere. Ikke lærermester og elev. Bare to voksne, der har levet videre hver for sig.
Alligevel føles det som om, hele mit nervesystem er spændt op som et urværk, der bare venter på det første lille klik. I foyeren, ved bordene, i blikket tværs over salen.
Jeg har forberedt mig i måneder. Men jeg har ikke forberedt mig på Emil.
Jeg ser ham første gang i lobbyen. Det er ikke engang dramatisk. Han kommer bare gående gennem mængden med en let rygsæk over den ene skulder og blikket vendt ned i sin mobil. Jeg bliver stående ved siden af en marmorsøjle, halvt skjult bag en gruppe andre spillere, og ser til.
Han ser helt anderledes ud. Højere, bredere skuldre, håret længere og rodet, men ikke på en pæn måde. Skægget er groft og ujævnt, og det gør hans kæbelinje hård og kantet, ikke blød som før. Tøjet sidder slasket og upræcist på ham. Han virker ubekvem i sin egen krop, som om den ikke rigtig hører til ham endnu. Han bevæger sig stadig lidt klodset, men på en anden måde. Mere usikker og anspændt. Han er ikke længere den søde, nuttede dreng fra Østerbro, jeg faldt for. Han er blevet til noget helt andet.
Vi ser kort på hinanden, men ingen af os hilser. Det føles mærkeligt. Som om vi begge ved, at ord lige nu ville være for meget.
Senere under turneringens første runde sidder jeg lidt i baggrunden, halvt skjult bag en søjle, og følger hans hænder, mens de flytter brikkerne over brættet. Selvom han ser grov og ufriseret, spiller han stadig godt. Hans koncentration er skarp, blikket fast, og hans bevægelser er sikre og rolige. Der er ingen tøven, ingen nervøsitet. Kun præcision og en rytme, der viser, at han har udviklet sig. Måske mere, end jeg har.
Jeg mærker et stik af længsel, men tvinger mig selv til at fokusere på mit eget parti. Men hele tiden følger mit blik ham fra kanten af rummet.
Jeg vinder mine partier uden større drama. Hænderne arbejder, hjernen er skarp. Kroppen bevæger sig mellem bræt og notatpapir som altid. Det burde føles som et triumftog, men jeg mærker kun rastløshed. For selvom jeg forsøger at ignorere det, falder mit blik igen og igen hen mod Emils bord. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det bare er gammel vane. Men jeg kan ikke lade være med at holde øje.
Han kæmper hårdt. Jeg kan se det på måden, han løfter brikkerne med forsigtighed, pauser længe før hvert træk. Han smiler sjældent, og når han gør, er det et anstrengt, skævt smil. Han bruger nye åbninger, jeg ikke kender, små psykologiske finter, der viser, han har lært meget. Nogle gange løfter han hovedet og lader blikket glide over lokalet uden at fange mit. Det gør ondt at se, men han holder ud. Han er ikke den samme som før, og han er ikke min længere. Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle en stolthed over, at han alligevel klarer det.
Da dagen er slut, er vi begge videre til næste runde. Spillerne strømmer ud og snakker lavmælt. Jeg trækker mig straks tilbage til mit værelse, hvor mørket og lyden af vand i kanalen udenfor er mit eneste selskab. Jeg hænger kjolen op. Lader vinduet stå på klem og tænder kun en enkelt lampe. Så kan jeg forsvinde ind i skyggerne.
Jeg kan ikke lade være. Jeg tager telefonen frem, åbner Instagram. For første gang i to år søger jeg på hans navn. Han har ændret brugernavn, men billedet er ham. Mørkt hår, et lille skævt smil og min mave snører sig sammen. En blond pige på armen. Hun læner sig ind mod ham på et foto fra foråret, og de griner begge. Jeg føler mig barnlig. Men jeg kan ikke styre min jalousi. Hun ser sød ud. Unge, bløde kinder, lette øjne. Hun ser mere jævnaldrende ud. Jeg tænker, at hun nok er et bedre match for ham, end jeg var.
Jeg scroller videre og opdager, at han streamer. Han har en kanal med følgere, der hepper på ham, mens han spiller online. Ikke kun hurtigskak, men også undervisningsvideoer, hvor han taler ind i kameraet. Jeg trykker play på en gammel liveoptagelse. Hans stemme fylder værelset. Dybere nu, men stadig genkendelig. Han ler, forklarer, joker med chatten. Jeg lukker øjnene og lader lyden af hans stemme omfavne mig. Jeg savner ham så meget, at det gør ondt inde i mit hjerte.
Jeg begynder at se flere klip. Nogle gamle, nogle fra sidste uge. Jeg lytter til hans analyser og genkender hans rytme, hans måde at tage sig tid, de bittesmå pauser inden afgørende træk. Pludselig bryder glædestårer frem i mine øjne. For selvom han er vokset, er det stadig ham. Det er stadig min Emil et sted under skægget og smilet. Ham der lærte at tænke og føle gennem 64 felter.
Jeg lægger telefonen fra mig og mærker ensomheden vælte ind, men også en mærkelig, næsten barnlig stolthed: På trods af at han er et helt andet sted i sit liv i dag, er han stadig den samme mand.
Og jeg savner ham. Så uendeligt.
****
Næste morgen spiser jeg hurtigt i lobbyen. Jeg nikker til et par velkendte ansigter, men ingen stopper op for at snakke. Mine tanker kredser om Emil. Hans navn i kampprogrammet, hans stemme fra de videoer, jeg lå og så alt for sent i nat, og hans skikkelse, der hele tiden er i kanten af mit synsfelt.
Turneringen fortsætter. Jeg spiller rutineret, næsten mekanisk. Vinder mine partier, slår gamle stormestre og unge talenter uden at give dem mere end et høfligt nik og et håndtryk, når det er forbi. Det føles tomt, som om brættet kun er kulisse. Alligevel mærker jeg, at mit navn bliver nævnt i lokalet. De fleste ved, hvem jeg er. Hilser med respekt, spørger til åbninger og partier, tager billeder, hvis de tror, jeg ikke opdager det.
Emil sidder længere nede i salen. De første runder lægger ingen mærke til ham – bare endnu en ung mand, lidt nervøs, lidt for usikker. Men efterhånden som han vinder igen og igen, begynder folk at hviske og pege. De ser fra ham til mig og tilbage igen. Nogen nævner det åbenlyse “var de ikke sammen engang?” Jeg mærker blikkene i nakken. Gamle historier trækkes frem fra skjulte samtaler. Jeg prøver at holde fokus på partiet.
I semifinalen spiller jeg mod en ung polak. Han presser mig, men jeg slår ham i et slutspil, jeg har spillet tusind gange før. Jeg samler brikkerne op, nikker, smiler og takker, men mit hjerte hamrer af kun én grund. Om lidt er det Emils tur. Jeg håber, han taber. Ikke af ond vilje, men fordi jeg ikke ved, om jeg kan holde ud at stå over for ham i finalen. Jeg ønsker ham sejr, men ikke mod mig.
Jeg sætter mig i skyggen af en søjle, hvor jeg kan se uden selv at blive set. Emil sidder bøjet over brættet. Modstanderen er erfaren. Alt står og vipper. Jeg følger hvert træk med pulsen i halsen. Ser hvordan Emil kæmper. Han ryster lidt på hånden, men han holder hovedet koldt. Et par gange tror jeg, han har tabt, men han finder små mirakler og kæmper sig tilbage.
Til sidst, på et hængende hår med sekunder på uret, finder han sætter han hende mat. Jeg ser ham lukke øjnene. Et lille smil breder sig over hans ansigt. Hele rummet bryder ud i svag mumlen. Han er i finalen.
Med mig.
Da jeg rejser mig for at gå mod elevatoren, fanger vores blikke hinanden kort. Ingen af os smiler.
Vi ved begge, hvad der venter nu.
I frokostpausen tager jeg en dyb indånding og går ud under halvtaget, hvor Emil sidder alene og spiser en sandwich. Regnen vælter ned, så voldsomt at det lyder som tusindvis af små trommestikker mod taget. Han sidder med ryggen til muren, maden foran sig, solbriller på – selvom der ikke er skyggen af sol.
“Havde du tænkt dig at ignorere mig hele weekenden, eller venter du bare på den store dramatiske finale?” spørger jeg, da jeg sætter mig ned overfor ham
Han tager sig god tid til at svare og løfter kun hovedet et øjeblik. “Hej, Dariya.” Hans stemme er neutral, næsten irriterende rolig. “Jeg regnede egentlig med, at det var dig, der ikke gad tale med mig længere.”
Jeg ruller med øjnene. “Åh, hold nu op. Du er virkelig fjollet nogle gange. Vi er voksne mennesker - eller det bilder jeg i hvert fald mig selv ind - og vi skal trods alt spille mod hinanden i finalen. Det er da ikke for meget at sige hej.”
Han smiler ikke. “Voksne mennesker? Du plejede ellers at insistere på, at jeg stadig bare var et lille barn.”
Jeg læner mig lidt frem og lader stemmen dryppe af sarkasme. “Jamen, jeg kan jo ikke lade være. Jeg elsker bare at pusle om min lille skakdarling, især når han opfører sig som om hele verden roterer omkring ham.” Jeg sender ham et sødt, irriterende smil. “Måske du en dag lærer faktisk at opføre dig som en voksen.”
Han spænder kæben, og jeg kan mærke hans uro, selv gennem solbrillerne. Regnen trommer videre hårdt og insisterende, som om den også forsøger at overdøve stilheden mellem os.
Så skifter jeg emne og lader stemmen glide over i noget mere forsigtigt. “Hvordan har dine forældre det?”
Han tøver et øjeblik, og jeg ser hans ansigt bløde op. Bare lidt. “De har det fint,” siger han. “Min mor spørger stadig til dig engang imellem.” Så trækker han sig tilbage og lægger låg på følelserne igen. “Men det… det angår dig ikke længere.”
Jeg nikker, selvom det føles som et slag i maven. Jeg kan ikke finde på mere at sige, så jeg rejser mig fra bænken og prøver at skjule skuffelsen i mit blik.
“Held og lykke i finalen, Emil,” siger jeg lavt.
Han svarer ikke. Jeg går min vej alene og skynder mig ind, før regnen når at ramme mig. Alligevel mærker jeg kulden helt ind til knoglerne.
****
Vi sætter os til brættet i det store lokale. Vinduerne ryster i stormen udenfor. Regnen pisker mod ruderne, og kanalen er steget og truer med at oversvømme fortovet udenfor. Luften er tung af nervøsitet, og brættet mellem os føles næsten som en fysisk mur.
Emil sidder med ansigtet i skygge. Kæben er hård, og blikket er rettet mod brikkerne. Han siger ikke et ord. Der er intet tilbage af den unge dreng fra Østerbro, der engang så på mig som en gudinde. Nu er han bare min modstander, og hans ansigt røber intet.
Jeg prøver at lukke alt ude. Minderne kommer alligevel i bølger. Den første gang jeg så ham, akavet og genert, men fuld af en glød, jeg aldrig havde set før. Vores nat i Ukraine, det første kys, min hånd om hans rystende fingre. De sene aftener i min seng, i hans, på stole, borde, i bruseren, på altanen i regnvejr. Halskæden han gav mig, som jeg stadig nogle gange går, selvom jeg prøver at bilde mig ind, at det ikke betyder noget længere.
Men nu lader jeg fortiden være fortid. Jeg spiller og holder blikket på brættet. Et eller andet sted under alle følelserne finder jeg fokus. Træk for træk får jeg langsomt overtaget. Jeg mærker det i rytmen. Han bruger mere tid, begynder at vakle, stirrer lidt for længe på hver position. Men han har ikke tabt endnu. Emil kæmper. Han kaster sig ud i farlige angreb og presser mig helt ud i kanterne af mit eget spil.
Pludselig lyder der råb i lokalet. Vandet fosser ind gennem revnerne ved gulvet og stiger hurtigt op om fødderne. Folk flytter stole, brætterne vipper. En arrangør forsøger at bevare roen, men sekunder efter beordrer koordinatorerne alle ud. Stormen har presset kanalen over sine bredder. Turneringen må afbrydes. Bordene flyttes i panik. Vi sidder stadig og spiller videre, selvom brættet står i en lille sø.
“You must stop now! The game, it cannot go on!” råber en italiensk stemme på gebrokken engelsk. Brikkerne klirrer. Strømmen går, og kun nødbelysningen kaster et blegt skær over salen.
Jeg lægger hænderne i skødet og mærker mit hjerte hamre. Emil ser op endelig. For første gang i dage mødes vores øjne uden alt det udenom.
Kampen bliver udsat til i morgen. Hele hotellet summer af uro og vådt kaos. Jeg kan ikke holde ud at sidde inde. Jeg trækker min mørke pelsfrakke om skuldrene, sætter den hvide pelshat på hovedet og tager paraplyen med mig ud i regnen. Byen er næsten mennesketom. Vandet løber hen over brostenene, og gondolerne ligger skævt forankret, som om de også har opgivet.
Jeg følger kanalen et stykke og får øje på Emil længere nede ad gaden. Han står bøjet ind over bagagerummet på en sølvgrå bil, gennemblødt af regnen, der siler ned over hans hår og skuldre. Hans jakke klæber sig til ryggen. Han roder med noget, en lås eller en kuffert, noget der driller, og hans bevægelser er for hektiske til at være afslappede.
"Fuck, for helvede. Kom nu, din lorteting," mumler han og slår med hånden mod kanten af bagagerummet. "Pis. Hvorfor nu. Af alle dage."
Han træder et skridt tilbage, sparker frustreret til dækket og bander lavt igen. En stille, træt vrede, som om han har båret den alt for længe.
Jeg tøver et øjeblik i regnen, men jeg kan mærke, at han har brug for hjælp, også selvom han sikkert aldrig vil indrømme det.
Jeg tager mig sammen, hiver frakken tættere om mig og går hurtigt hen mod ham. "Skal du have en hånd?" spørger jeg og prøver at lyde neutral.
Han retter sig op og tørrer vandet af ansigtet med bagsiden af hånden. "Nej, det går. Jeg har styr på det."
Det er tydeligt, at han ikke har styr på noget som helst. Hans kuffert er gået i baglås, og han bander lavmælt på en måde, jeg kender alt for godt. Jeg træder tættere på og hjælper ham forsigtigt med at lirke låsen fri. "Du behøver ikke spille sej," siger jeg blødere, end jeg havde tænkt.
Han ser på mig med et undvigende blik. Det er mere udmattet, end jeg husker det. "Tak," mumler han. "Jeg... har lidt rod i det hele for tiden."
Jeg kigger ind i bilen. Der ligger en sovepose, en rygsæk, en bunke bøger, tomme kaffekopper og krøllet tøj. Det lugter af våd uld og gammel energi. Pludselig går det op for mig.
"Bor du... her?" spørger jeg, og prøver at lyde neutral.
Han trækker vejret ind gennem næsen og tøver, før han nikker.
"Ja. Altså... lige nu gør jeg. Det er praktisk. Jeg kører bare fra turnering til turnering. Tjener lidt. Sover i bilen. Spiser hvor det passer. Der er noget... frihed i det." Han kigger på mig med løftet hage. "Du ved, ikke bundet af noget."
Jeg læner mig en smule op ad bildøren. "Aha. Det lyder da enormt... romantisk. Du er blevet en ægte boheme nu."
"Du behøver ikke gøre nar," siger han tørt og begynder at rode med lynlåsen på sin jakke. "Det fungerer for mig."
"Selvfølgelig. Jeg mener, hvem har brug for tag over hovedet, når man har en halvtom pizzabakke og et par Fischer-noter på bagsædet?"
Han sender mig et skævt blik. "Jeg behøver ikke din medlidenhed, Dariya."
"Det er ikke medlidenhed. Det er forundring. Du gik fra at spille i en kælder på Østerbro med dårlig udluftning til at campere på en sidegade i Venedig. Det er da en form for udvikling."
"Jeg klarer mig fint," siger han en anelse for hurtigt.
"Det ser sådan ud."
Et øjeblik er der bare regn mellem os. Den klasker tungt mod taget, og hans hår drypper ned i øjnene. Han ser væk, ryster på hovedet. Jeg forventer ikke, at han siger mere, men så kommer det alligevel – lavt og næsten for sig selv.
"Du havde ret, okay?" Han ånder ud. "Måske skulle jeg have taget den skide uddannelse. Måske skulle jeg have... tænkt længere frem. Men jeg troede virkelig, jeg kunne få det til at virke. Jeg ville ikke være en, der gav op. Jeg ville bevise noget."
Jeg ser på ham. Hans kæbe er spændt, og stemmen bæres af både stolthed og træthed. Og alligevel er der en blødhed, en slags opgivelse i det sidste. Jeg mærker det stikke et sted mellem vrede og ømhed.
"Du behøver ikke bevise noget over for mig, Emil."
"Det føles bare sådan," siger han og trækker vejret dybt, mens han lukker bagagerummet. "Det har det altid gjort."
Det gør ondt at høre, og alligevel kan jeg ikke lade være med at føle en bitter ømhed for ham. For hans stolthed, hans rastløshed og hans forsøg på at klare det hele selv.
"Emil..." siger jeg, men ved ikke, hvad jeg skal sige bagefter. Regnen løber ned over os.
Vi finder en bar i en af sidegaderne. Regnen drypper ned ad ruderne, og alt lugter af espresso, spildt vin og våde sten. Der er næsten tomt. Kun et par lokale småsnakker i mørket. Vi får plads ved vinduet og bestiller hver en drink. Han tager en øl. Jeg vælger rødvin.
Vi siger ikke meget i starten. Lytter til regnen, kigger på glassene, på folk der haster forbi med hævede kraver og krøllede paraplyer. Jeg lader blikket glide op mod hans ansigt. Han ser træt ud, men ikke svag. Bare udslidt. Men stadig smuk på den der rodede måde.
Jeg lader som om jeg kigger ud og siger henkastet: “Så… har du en kæreste for tiden? Eller bare nogen, du låner tandbørste med?”
Han griner tørt og tager en slurk af sin øl. “Klart. Masser. Jeg har faktisk en ny i hvert land. Italien, Tyskland, Slovakiet... de elsker mænd, der sover i deres bagagerum.”
Jeg hæver øjenbrynene. “Åh ja, intet siger sexappeal som svedig sovepose og krøllet skaktrøje.”
“Hey,” siger han og læner sig tilbage. “Jeg er en moderne nomade. Minimalistisk. Kvinder elsker det.” Han holder en kort pause og tilføjer lidt lavere: “Eller... det siger jeg til mig selv, når jeg vågner med ondt i ryggen og en plastikpose med tøj som hovedpude.”
Jeg fniser. Det kommer bag på mig. Den der gamle version af ham, som kunne drille uden at spille smart. Jeg snurrer glasset langsomt mellem fingrene og nikker mod ham.
“Så hende den blonde på Instagram? Var det Slovakiet eller Tyskland?”
Han løfter et øjenbryn. “Du har kigget på min Instagram?”
Jeg ruller med øjnene. “Slap nu af, det er ikke stalking. Bare... nysgerrighed. Eller kedsomhed. Mest kedsomhed.”
Han smiler lidt skævt. “Hun var bare en ven. Fra gymnasiet. Jeg tror faktisk, hun er gift nu. Med en tandlæge.”
“Av. Det må gøre ondt at blive slået af nogen med fast job og stabil indkomst.”
“Du siger det, som om du nogensinde ville date en tandlæge,” siger han og ser på mig med det blik, der engang fik mit hjerte til at slå lidt for hurtigt.
Jeg trækker på skuldrene. “Næh. Jeg har nok altid haft en svaghed for emotionelt forkrøblede skakspillere med overdrevne forestillinger om deres egne evner"
Han ser ned i sin øl, men jeg ser det lille smil i mundvigen, før han siger noget. Der er et langt øjebliks stilhed.
Jeg samler glasset op, drejer det i hånden, sætter det ned igen uden at drikke. Blikket glider ud mod regnen bag ruden. Så siger jeg lavt, uden at se på ham:
“Emil… jeg har tænkt meget over det. Alt det, vi gjorde dengang. Og jo længere tid der går… jo mere forkert føles det. Jeg var voksen. Du var... ikke det. Du var så ung. Det var ikke okay. Jeg burde aldrig have—”
Han løfter hånden som for at stoppe mig, men siger ikke noget. Jeg fortsætter alligevel.
“Jeg groomede dig. Selv hvis du ikke selv følte det sådan. Jeg ved godt, hvordan det lyder. Og det har virkelig plaget mig.”
Nu ser jeg op. Hans blik er låst i mit, og han synker tungt.
“Dariya…” Han læner sig frem, stemmen dæmpet men fastere, end jeg forventer. “Jeg har aldrig set det sådan. Aldrig. Du var... den første, der virkelig så mig. Og ja, jeg var ung, men jeg var ikke naiv. Jeg ville det. Jeg jagtede det. Jeg jagtede dig.”
Jeg ser, hvordan han tøver, kæmper lidt med ordene.
“Hvis nogen udnyttede nogen dengang, så var det nok mig, der klamrede mig til dig alt for hårdt. Og for længe.”
Jeg prøver at smile, men det knækker lidt i det.
“Du lyder som én, der prøver at redde mig fra min egen skyldfølelse.”
“Det gør jeg måske også,” siger han og ser ned i bordet. “Men ikke fordi du ikke har grund til den. Jeg siger bare… det var ikke sort-hvidt. Jeg var ikke et offer.”
Jeg bliver stille, rækker ud og lægger hånden oven på hans. Han trækker den ikke væk. Den er varm og lidt ru.
“Men det ændrer ikke på, at jeg burde have vidst bedre,” siger jeg. “Det var mit ansvar.”
Han nikker langsomt. “Måske. Men… jeg har aldrig fortrudt det. Aldrig. Det var det bedste, der nogensinde er sket for mig.”
Jeg sukker, blødt. “Det siger nok mere om, hvor lav barren har været i dit liv.”
Han griner lavt. “Fair.”
Vi bestiller lidt mad. Noget simpelt – lidt ost, noget brød, et par oliven, bare nok til at gøre det hele lidt mindre tungt. Vi spiser langsomt. Snakker videre, men ikke om os. Om turneringen. Om en latterlig dommer i en tysk by. Om hans første gang i Reykjavik. Om hvor forskellige hoteller lugter.
Jeg mærker, hvordan noget slipper i mig. Ikke helt, men lidt. Som en knude, der løsnes nok til, at man kan trække vejret.
Baren begynder at lukke. Stole bliver sat op. Regnen er blevet til en stille, vedvarende summen.
Vi går ud sammen. Luften er tung og lunken, som om byen stadig holder vejret. Regnen er ikke stoppet, bare faldet til ro. En vedholdende hvisken mod brostenene.
Han trækker hætten op, tøver lidt foran et gadekryds. Jeg ser på ham. På trætheden i skuldrene. På blikket, der flakker, hver gang vores øjne mødes for længe.
“Godnat, Dariya,” siger han så. “Og… knæk og bræk i morgen. Jeg har ikke tænkt mig at tabe, bare fordi du har fodret mig med oliven og gammel ost.”
Jeg smiler skævt. “Det ville ellers være en ret elegant strategi.”
Han griner lavt. Vil til at vende sig væk.
“Emil.”
Han standser. Vender sig halvt om.
“Drop det der stoiske lidelsespis. Du skal ikke sove i en fucking Fiat Punto i nat. Den er kold, klam og alt for lille til en mand med et ego så stort som dit. Du hører ikke til der. Du hører til i en rigtig seng. Hos mig.”
Han ser på mig. “Det dér... det lyder næsten som medlidenhed.”
“Det er det ikke,” svarer jeg tørt. “Det er basal medmenneskelighed.”
Han smiler skævt, men hans blik er stadig skeptisk. “Er det her din måde at fucke med mit hoved på før finalen? Gøre mig blød i knæene, så jeg laver en eller anden tåbelig åbning i morgen?”
Jeg ser ham direkte i øjnene uden at blinke. “Du sagde selv, du ikke er god nok til at leve af skak. Måske har du heller ikke brug for at spille en tragisk helt på fuld tid. Kom nu. Det er bare en seng. Jeg kan ikke holde ud at se dig lide mere, end du tydeligvis gør i forvejen. Det er faktisk ret patetisk.”
Han siger ingenting i et øjeblik. Så nikker han langsomt, nærmest modvilligt. “Okay. Bare i nat.”
“Bare i nat,” gentager jeg lavt. “Og jeg lover ikke at hviske Caro-Kann-varianter i dit øre og fucke med din underbevidsthed, mens du prøver at sove.”
Han trækker let på smilebåndet men siger ikke noget.
Vi går sammen gennem de tomme, våde gader mod hotellet. Side om side i stilhed.
Vi går sammen gennem de tomme, regnvåde gader. Vores skridt giver ekko mellem de mørke mure, og ingen af os siger noget, før vi står i hotellets foyer. Da elevatoren lukker sig om os, kaster han et kort blik på mig, men jeg ser væk. Jeg vil ikke gøre det tungere end det er.
Oppe på mit værelse tørrer vi os af, skifter til noget tørt. Jeg giver ham en ekstra T-shirt og et par hotelslippers. Han ser sig lidt omkring, sætter sig på kanten af sengen og kigger ud ad vinduet.
Vi sidder længe i tavshed, regnen hamrer stadig mod ruden. Der er noget mærkeligt i luften. Til sidst bryder jeg stilheden.
“Vil du spille lidt?” spørger jeg, som om det bare er det mest naturlige i verden. “Bare for sjov. Ingen ur, ingen ære på spil.”
Han grynter. “Jeg burde sige nej. Jeg har lige fortrængt fem timers turneringsskak.”
“Kom nu,” siger jeg og vifter med mit lille rejseskak. “Det er hygge-versionen. Chips, sodavand og nul konsekvenser.”
Han sukker opgivende. “Du er virkelig god til at få din vilje. Det er skræmmende.”
“Åh, det er træning,” siger jeg og blinker til ham. “Mange års erfaring i at manipulere teenagegutter.”
Han himler med øjnene men trækker brættet hen til sig.
Vi sætter os op i sengen, læner os mod væggen. Spillet går i gang, langsomt og dovent. Vi snakker imens. Om gamle turneringer, folk vi begge har spillet mod, hoteller med dårlig morgenmad og skakklubber, der lugtede af koks og rugbrød. Stemningen bliver lettere. Varme glider ind under alt det usagte.
Jeg slår ham til sidst. Han læner sig tilbage, sukker tungt og rækker ud efter en håndfuld chips.
“Tillykke med sejren,” siger han tørt. “Vil du have champagnen nu, eller vil du vente til efter du har vundet finalen også?”
Jeg løfter øjenbrynene. “Champagne?”
Han nikker. “Ja. Jeg har altid en flaske med. Til hvis jeg vinder. Det er blevet en slags ting. Men… du får den i morgen. Jeg er jo allerede halvt slået.”
Jeg griner og ryster på hovedet. “Det er da det mest skak-nørdede, jeg nogensinde har hørt. Hvem tager champagne med til en turnering?”
Han ser oprigtigt forundret ud. “Øh… dig? Kan du ikke huske det? Du sagde altid, at man skulle fejre sine sejre. Selv de små.”
Jeg stirrer på ham. “Har jeg sagt det?”
Han nikker. Hans blik er blødere nu. “Alt det gode, jeg har lært… det kommer fra dig, Dariya. Hvordan man spiller med værdighed. Hvordan man taber igen og igen og igen men aldrig giver op. Hvordan man vinder uden at knuse nogen. Jeg har måske lært at flytte brikkerne af min morfar, men alt det andet… det er dig. Hele min måde at være i verden på... det begyndte med dig.”
Hans stemme knækker lidt, men han prøver at holde roen. Ordene rammer et sted, jeg troede var gemt væk.
Tårerne presser på, først stille, så kraftigere. Jeg snøfter og prøver at smile. “Du er så irriterende,” siger jeg halvt grinende, halvt grædende.
“Kom her,” siger han lavt. Vi sidder tæt, skuldre mod skuldre, hans arm omkring mig. Jeg ser op på ham. Før jeg når at tænke over det, kysser han mig. Blidt og lidt usikkert, men som at falde ned i noget, jeg kender.
Vi bliver hængende i kysset for længe. Da vi trækker os fra hinanden, stirrer jeg op på ham. Mit hjerte banker hårdt. “Vi burde ikke gøre det her,” hvisker jeg. “Ikke nu. Det er dumt. Vi skal koncentrere os om finalen i morgen.”
Han trækker vejret dybt, stadig tæt på mit ansigt. “Hey, det er dig, der fucker med mit hoved, ikke mig.”
Jeg fniser tørt og prikker ham i brystet. “Ved du, hvor mange timer jeg har brugt på at lære dig at lukke følelser ude og fokusere?”
“Og se, hvor godt det virkede,” svarer han med et skævt smil. “Jeg fokuserer stadig ekstremt intenst... bare ikke på brættet.”
Jeg himler med øjnene men smiler alligevel
Så bliver han mere alvorlig. “Er du nervøs?” spørger han.
Jeg ryster på hovedet. “Mig? Aldrig.”
Han løfter et øjenbryn. “Løgner.”
Jeg trækker på skuldrene. “Okay, måske lidt. Men jeg skjuler det bedre end dig.”
Han læner sig lidt tættere på. “Hver gang jeg er nervøs, tænker jeg på dengang før min første turnering,” siger han. Der er et lille smil i hans stemme. “Den... metode, du brugte. Den virkede ret godt.”
Jeg fniser og prøver at holde det inde. “Selvfølgelig gør du det. Du har altid været ret let at distrahere.”
Han ser mig i øjnene. “Måske du har lyst til at... distrahere mig lidt igen?”
Jeg hæver et øjenbryn og smiler skævt. “Er du seriøs? Tigger du mig om et håndjob midt i alt det her?”
Han griner lavt og ryster på hovedet. “Nå ja, måske håbede jeg på mere end et håndjob.”
Jeg kan ikke lade være med at le, mens jeg langsomt tager tøjet af, ét stykke ad gangen. Hans øjne følger hver bevægelse. Jeg ser overraskelsen, da han indser, at hans mærkelige scorereplik rent faktisk virkede. Han tøver, men smider hurtigt trøje og bukser, som om han ikke vil tabe momentum.
Han stirrer på mig, da jeg har fået mit tøj af. “Jeg har virkelig savnet dine bryster.”
Hans læber finder min hals med blide, varme kys og slikker spor over min hud, der får hele min krop til at reagere med det samme. Hans hænder bevæger sig op til mine bryster, og hans fingre masserer dem fast og insisterende. Han former dem i sine hænder med en nænsomhed, der får mig til at stønne lavt.
Langsomt glider hans kys ned ad min mave, og jeg mærker hans tunge kærtegne min hud, blidt og fast på samme tid. Han følger konturerne af min krop, som om han vil huske hvert eneste centimeter.
Så presser han sig tættere ind mod mig, hans tunge finder mine inderlår, og han begynder at kysse og slikke mig der, dybt og lidenskabeligt, mens hans hænder aldrig slipper mine bryster. Hans berøringer bliver mere insisterende, hans kys mere krævende. Jeg mærker noget vokse i mig, som jeg ikke har følt i lang tid.
Jeg slipper alt modstand og lader mig rive med af hans hænder og tunge. Jeg flyder med i hans nærvær, hvor alt handler om ham, om os, om vores brændende genforening.
Hans fingre glider ubesværet mellem mine lår, og langsomt stikker han to fingre ind i min skede med en sikkerhed, jeg kender alt for godt. Han ved præcis, hvordan han skal bevæge sig, hvor længe han skal presse, og hvor hurtigt rytmen skal være.
Samtidig danser hans tunge over min klitoris, og jeg mærker, hvordan hans rytme hurtigt bygger op til en orgasme. Min krop spænder helt, og med et voldsomt ryk slipper jeg alle hæmninger og bryder ud i et støn, der fylder hele værelset, og som hotelgæsterne ved siden af sikkert også kan høre. Hans fingre og tunge følger mig hele vejen, som om han vil sikre, at han får hver eneste dråbe af min orgasme med.
Efter orgasmen læner jeg mig tilbage og trækker hans hoved tættere mod mig og lader mine fingre glide gennem hans mørke hår. Mine øjne møder hans, og med et skævt smil og en hæs stemme hvisker jeg:
“Det skæg klæder dig virkelig. Selvom det kilder helt sindssygt meget på mine inderlår.”
Han griner dybt og tilfreds. Hans blik er fyldt med både varme og ømhed. Efter et øjeblik trækker han sig en smule tilbage og ser mig alvorligt i øjnene. “Tager du stadig p-piller? Eller skal jeg bruge kondom?”
Jeg ryster roligt på hovedet. “Nej, jeg tager ikke p-piller længere.”
Han nikker og finder forsigtigt et kondom frem fra sin taske. Med en velkendt og rolig bevægelse ruller han det på sig selv.
“Det er sexlektion nummer to,” siger han og blinker til mig.
Så trækker han sig lidt tilbage og ser på mig med et spørgende blik. “Hvordan vil du have det? Hvordan vil du kneppes?”
Jeg smiler blidt. “Jeg ligger godt sådan her.” Jeg løfter hofterne forsigtigt, så der er plads til ham.
Han griber mine ben. Med et fast greb tvinger han mine knæ op til mine ører. Folder mig sammen som en kringle mellem sine arme. Holder mig fast der, helt åben og modtagelig.
Han glider langsomt ind i mig med blid men bestemt bevægelse. Jeg lukker øjnene og flyder med i hans rytme. Han støder rytmisk frem og tilbage. Hver bevægelse er som en bølge, der ruller gennem kroppen og får mig til at spænde og slappe af samtidig. Han kysser min hals blidt og efterlader mærker. Hans hænder holder fast om mine hofter og presser mig tæt ind til sig.
Han fører sin hånd op til mit ansigt, og jeg lukker munden om hans tommelfinger. Jeg sutter fast og langsomt, mens hans pik glider dybt ind mellem mine skamlæber.
Han vender mig om, så jeg ligger på maven. Han holder mig fast med en kraft, der får hele min krop til at spænde. Så trænger hans stive pik langsomt og beslutsomt ind i mig bagfra. Jeg løfter min røv, spreder mine skamlæber og tager imod ham helt. Jeg er helt åben og våd for ham.
Jeg griber fat i hovedpuden, knuger stoffet, mens hans pik glider dybt ind og ud af mig i en hård, rytmisk bevægelse. Jeg savler ned i pudebetrækket og kan næsten ikke styre min vejrtrækning. Hans stød bliver hurtigere, mere intense, mens min krop sitrer og brænder af lyst. Mine øjne ruller om bag øjenlågene, og orgasmen bygger sig op som en brændende bølge.
Hans varme krop presser sig mod min ryg. Hans pik fylder mig helt ud, og hver bevægelse sender bølger af nydelse gennem mig. Hans hænder glider op langs mine hofter, ned over mine sider, og klemmer fast, mens han stønner ud i rummet. Jeg kan mærke hans puls banke, hans pik trække sig hårdt ud og presse sig dybt ind igen
Imens tænker jeg med et smil på, hvor glad jeg er for, at mit yngre jeg tog sig af ham, lærte ham alt det, han nu mestrer så ubesværet. Det var ikke kun skak, jeg lærte ham at spille – jeg lærte ham også, hvordan man elsker, hvordan man giver, hvordan man holder fast og tager sig tid.
Han ligger tungt oven på min ryg og presser mig fladt mod madrassen med sin varme, stærke krop. Hans ånde suser i mit øre. ”Jeg har drømt om dig så længe.”
Jeg gisper dybt og kan næsten ikke få luft. Med en hæs, halvt kvæstet stemme får jeg sagt: “Hvis du tror, jeg viser dig nåde i morgen, bare fordi du sweet-talker mig nu… kender du mig virkelig dårligt.”
Han griner mørkt og begynder uden tøven at kneppe mig hårdere. Hans stød bliver voldsommere og mere rå. Hans hænder griber fast om mine bryster og klemmer mine brystvorter hårdt, så jeg næsten mister kontrollen. Min krop reagerer voldsomt. Jeg klynker, og mine støn bliver til desperate, skingre lyde. Jeg kan næsten ikke tale og river bare efter vejret, mens han tager mig fuldt ud, ubarmhjertigt og intenst.
Vi vikler os hedt og hårdt ind i hinanden. Vores svedige, glinsende kroppe glider og presses sammen i en voldsom, uophørlig rytme. Snart ligger vi igen med ansigterne tæt. Hans krøller klistrer sig til hans ansigt.
Vi kysser vildt og råt. Hans tunge presser sig mod min, mens hans hænder griber fast om mine bryster med en stærk kraft. Min krop spænder voldsomt, og jeg får en voldsom orgasme, der ryster gennem mig, mens hans stød bliver hurtigere og hårdere. Han kommer samtidig med mig. Hans krop ryster og presser sig mod min, mens vi begge stønner og kysser vådt ind i hinandens munde.
Lagnet under os er gennemblødt af sved og fissesaft. Ruderne er dugget til, og værelset dufter tydeligt af sex. Vi ligger stille sammen, helt sammenflettede. Hans pik er stadig inde i mig og bliver langsomt slap.
Vi siger ingenting. Vi ser bare på hinanden, trækker vejret tungt og prøver at finde tilbage til virkeligheden. Hans øjne er blide og åbne nu, og jeg mærker hans hånd forsigtigt stryge gennem mit svedige hår, mens vi begge forsøger at genvinde kontrollen over vores åndedræt.
Jeg vender mig mod ham, lægger en hånd på hans bryst og trækker ham ind til et hårdt, krævende kys. Mine læber presser sig mod hans, og jeg mærker hans puls slå stærkt under min håndflade. Da vi trækker os væk, hvisker jeg: ”Jeg er stadig nervøs for i morgen. Jeg har brug for, at du tager dig af mig ude i badet.”
Han smiler, griber fat i min hofte og trækker mig op.
Under den varme bruser står vi tæt, ansigt til ansigt, mens vandet strømmer ned over os. Han har et nyt kondom på nu. Hans hænder glider op og ned ad min ryg, inden han begynder at trænge ind i mig med faste, beslutsomme bevægelser.
Han presser mig op ad den kolde flisevæg, så min ryg rammer den glatte overflade, og han holder mig fast der. Hans brystkasse fladmaser mine bryster, og hans hænder finder mine baller, som han klemmer og kærtegner, mens vi kysser intenst og lidenskabeligt.
Han banker ind i mig, knepper mig op ad væggen med hurtige, kraftfulde stød. Mine hænder finder støtte på fliserne, mens hans krop støder ind i mig i en rå rytme. Hans tunge glider ind i min mund, og vi kysser hårdt, som om det var vores sidste øjeblik sammen.
Han vender mig om, så min kind presses mod de kolde fliser, og hans bryst støder hårdt mod min ryg. Hans hænder griber fast om mine hofter, mens han trænger dybt ind i mig bagfra. Han begynder at massere mine baller med faste, rytmiske bevægelser, og hans stød bliver dybere og mere kraftfulde.
Efter et øjeblik mærker jeg hans tommelfinger stryge blidt over mit numsehul. "Må jeg?" spørger han lavt. Jeg nikker svagt. Så stikker han forsigtigt sin tommelfinger ind i det stramme numsehul, og en varm bølge skyller gennem mig. Det har jeg aldrig prøvet før. Han fortsætter med at kneppe mig i fissen, mens hans tommelfinger bevæger sig langsomt og målrettet. Hans stød bliver mere intense, og jeg overgiver mig til fornemmelsen, mens vandet strømmer ned over os.
Jeg kan næsten ikke holde ud den voksende spænding ud længere. Min krop ryster, som om jeg har spasmer, mens jeg hyler og klynker i det lille badeværelse. Til sidst overmander orgasmen men, og jeg mærker den rive igennem hver eneste fiber i min krop. Vandet pisker mod min hud, min vejrtrækning er usammenhængende, og jeg bliver presset hårdt tæt mod væggen, fanget under Emils ubarmhjertige greb og hans vedvarende rytme, der driver os begge mod en rasende, brændende klimaks.
Jeg falder ned på knæ under den varme bruser. Vandet strømmer ned over min krop og blander sig med min fugt. Mine hænder flår kondomet af hans stive pik. Jeg tager den varme, tykke skaft dybt ind i munden. Jeg sutter og slikker med intensitet, der får Emil til at læne sin hånd mod fliserne med et støn..
Smagen af ham er rå og salt. Jeg sluger alt, uden tøven, mens min tunge glider op og ned ad hans pik, kører langsomt omkring glansen og ned langs skaftet igen og igen. Hans krop spænder over mig. Hans hænder griber fast i mit hår og trækker mig tættere, mens han stønner og ånder tungt.
Pludselig sprøjter han sit varme, tykke sæd ind mellem mine læber. Jeg mærker min mund blive fyldt, lader det glide ned ad min tunge. Noget af det sprøjter ud på mit ansigt. Det klistrer mod min hud, mens det drypper fra min pande, over mine øjenlåg, kinder og læber. Jeg slikker det ivrigt op, smager det, nyder den salte, varme smag, mens vandet skyller resten væk.
Sæden glider ned ad min hals og drypper videre ned på mine bryster, hvor den blander sig med vandet. Jeg kan mærke hver eneste dråbe og nyder den salte smag. Jeg sutter hårdt på hans pik, mens han kommer, indtil han kun med nød og næppe kan holde sig oprejst.
Jeg trækker mig langsomt tilbage, smiler frækt op til ham, og slikker mine læber rene. Jeg elsker smagen af hans sæd, og jeg nyder at tage imod alt, han giver mig.
Vi er tilbage i soveværelset, og jeg sidder i hans skød, hans ryg støttet mod sengegavlen. Vi er begge stadig nøgne, og hans pik er stadig dybt inde i mig, en varm, levende forbindelse mellem os. Regnen er holdt op, og den sidste gyldne solstråle fra dagen bryder over Venedigs tage og trænger blidt ind gennem vinduet og maler rummet i et varmt, næsten magisk lys.
Mine hænder hviler på hans skuldre, og jeg bevæger mig langsomt, mærker hvordan hans muskler spænder og slapper af i takt med mine bevægelser. Hans stemme er lav og lidt hæs, da han siger: “Jeg har virkelig savnet dig, Dariya.”
Jeg vender hovedet let mod ham og siger med en drillende tone: “Luk øjnene. Prøv at koncentrere dig.” Han smiler lidt, lukker dem og trækker vejret dybt.
“Forestil dig et skakbræt,” hvisker jeg mod hans hals.
“Skak? Nu? Seriøst?” Han prøver at lyde irriteret, men jeg kan se, at han smiler..
“Ja, skak. Jeg er hvid. Bonden på e2 til e4,” siger jeg og kysser ham blidt på halsen. Mine hænder glider op ad hans arme og hviler på hans skuldre. Jeg klemmer blidt om hans pik med mine skedemuskler, mens jeg blidt bevæger mig op og ned.
Han prøver at følge med. “Springeren fra g8 til f6?”
“Løberen fra f1 til c4,” svarer jeg roligt og smiler, mens jeg ser hans øjne knibe let sammen i koncentration.
Han kæmper med at holde fokus, men hans blik glider hurtigt væk fra mig. Mine kys og bevægelser distraherer ham, og han må stoppe op flere gange for at tænke. Alligevel fortsætter vi det usagte spil mellem os.
“Du er bedre til det her end mig,” sukker han. “Du er den bedste skakspiller, jeg kender.”
Jeg ler blidt og læner mig tættere på ham. “Det var jo derfor, du havde brug for mig, ikke?”
Hans blik bliver langsomt blødere, og jeg mærker hans krop sitre under mig. Jeg spænder musklerne om ham og hvisker: “Dronningen fra d5 til h5. Skakmat.”
Han kan ikke holde tilbage længere. Hans klynk er lavt, næsten klagende, da hans sæd strømmer varmt og dybt ind i mig. Jeg lægger min hånd på hans nakke og stryger ham blidt.
Min pande hviler blidt mod hans, og hans øjne søger mine med en blanding af sårbarhed og længsel. Jeg smiler beroligende ned til ham.
“Dariya…” hvisker han tøvende. “Er det okay, at jeg kom inde i dig?”
Jeg smiler endnu bredere. “Lad os bare sige, at det var en rigtig fornuftig åbning," svarer jeg blidt.
Jeg kysser ham blidt og lader mine hænder hvile på hans bryst. Jeg tænker på morgendagens kamp, og på hvordan jeg allerede planlægger at slå ham.
Men lige nu vil jeg bare nyde øjeblikket.
———————–
Tak fordi du ville læse med! Jeg øver mig stadig på at skrive, så jeg vil være meget taknemmelig, hvis du vil fortælle mig i kommentarsporet, hvad du synes om historien og min skrivestil. Det er den eneste måde, jeg kan forbedre mig på!
Jeg tager også imod ønsker til historier. Hvis du har et ønske til noget specifikt, er du velkommen til at skrive til mig på jeriko1992@hotmail.com. Du kan også række ud til mig via hjemmesiden!
Erotiske noveller skrevet af Jeriko Stem på historien
10
10333