Han hed bare Maleren. Alle kaldte ham det. Ikke fordi de ikke kendte hans rigtige navn — det stod jo på firmabilen — men fordi der var noget ved ham, der gik ud over det praktiske. Han var ikke bare håndværker. Han var kunstner, livsnyder, liderlig sjæl og voyeur i ét og samme væsen. Og han havde et blik, der så mere end vægge og vinkler.
Den her opgave førte ham til en gammel herskabslejlighed på Østerbro, hvor der skulle males soveværelse. Dæmpet, sensuel grå, sagde kunden. Intim, men ikke mørk. Som en skygge, man får lyst til at lægge sig i.
Kunden hed Emil. Slank, velplejet, præcis. Og med et glimt i øjet, som om han godt vidste, hvor fristende han så ud i sin løse skjorte og bare fødder. Maleren så det straks. Han så alt: måden Emil lænede sig mod dørkarmen på, de afslappede hofter, som om han nød at blive kigget på.
Maleren satte spanden med maling ned midt på gulvet. Så tog han en pensel frem, duppede den i farven og sagde, uden så meget som et smil:
“Du ser ud som en mand, der ikke får nok sex.”
Emil løftede et øjenbryn, overrasket og lidt moret.
“Undskyld?”
Maleren lod penslen glide langs væggen. “Farven her. Den trækker begær til sig. Men den virker kun, hvis rummet bliver ladet med rigtig energi.”
“Rigtig energi?”
Maleren vendte sig langsomt mod ham. Hans blik gled op og ned ad Emils krop, roligt, vovet.
“Du skal onanere i malingen. Ikke meget. Bare en dråbe. Så holder den på din lyst. Og så vil du opleve… at du får mere. Men du skal gøre det, mens jeg kigger på. Det er en del af ritualet.”
Emil sagde ikke noget i nogle sekunder. Så lukkede han døren bag sig.
“Og hvad gør du så, mens jeg gør det?”
Maleren smilede for første gang. Et lavt, langsomt smil.
“Jeg maler. Jeg ser. Og jeg nyder.”
Emil stod der, først tøvende, men så mere rolig. Han knappede langsomt skjorten op. Hans øjne mødte Malerens, og noget i blikket tændte — både mod og nysgerrighed.
Han satte sig på kanten af sengen, greb om sig selv og begyndte langsomt at arbejde med hånden. Maleren stod lidt derfra, penslen hvilende mod væggen, som om han malede med øjnene nu.
Emils vejrtrækning blev tungere, dybere. Da han kom, rakte han lydigt ud og lod et par dråber falde ned i malerspanden.
Maleren trådte frem og rørte i blandingen med penslen. Kiggede op. Rystede lidt på hovedet.
“Det er smukt… men det er ikke nok.”
Emil så forvirret ud. “Ikke nok?”
“Det er en stor væg. En spand er ikke nok til at dække det hele.”
Han lød som en læge, der nøgternt konstaterer en diagnose. Så satte han endnu en spand maling frem.
“Du må i gang igen.”
Emil lo lidt — nervøst, men også tændt. “Så skal du give mig lidt tid.”
“Vi har tid. Men det går hurtigere, hvis du får hjælp.”
Maleren stillede penslen fra sig. Trådte nærmere. Satte sig på hug foran Emil. Greb om skaftet, som om det var endnu et værktøj.
“Skal vi gøre det ordentligt, så skal der mere til. Et dryp tænder væggen. Men en strøm… det gør den levende.”
Emil bøjede hovedet bagover og stønnede, da Maleren begyndte at arbejde med faste, kyndige bevægelser. Der var intet hastværk. Kun begær og den dybe tilfredsstillelse i at bidrage til noget større.
Og da Emil kom igen, rystende og overvældet, var det direkte ned i den nye spand.
Maleren rejste sig, løftede penslen, nu tung og dryppende med den varme blanding, og malede et langt, intenst strøg hen over væggen.
“Nu begynder det at ligne noget,” sagde han lavt.
Men han standsede op. Så ned i spanden. Så tilbage på væggen.
“Men ved du hvad, Emil?” sagde han med et roligt smil. “Jeg tror, du skal bruge lidt hjælp næste gang. For det her rum… det vil mere. Det kalder på noget dybere.”
Hans blik var varmt, tungt, og afslørende liderligt.
“Skal vi ikke gøre det sammen næste gang?”
Emil så op på ham. Hans bryst hævede og sænkede sig i dybe, tunge åndedrag, og i blikket lå både overraskelse og en sult, der voksede.
“Du mener… os begge to?”
Maleren nikkede. Han tog trøjen af i én rolig bevægelse. Hans krop var solbrændt, stærk og lidt støvet af maling. Ikke skåret som en fitnessmodel, men levende og virkelig — med år på kroppen og erfaring i hænderne.
“Det her,” sagde han og pegede på væggen, “er ikke bare farve. Det er energi. Lyst. Og den kommer bedst frem, når den bliver delt.”
Emil sad stadig på sengen, blottet, stadig let stiv, og kiggede på ham med åbne øjne.
“Så kom,” sagde han så. “Vis mig, hvordan man gør det rigtigt.”
Maleren greb den tredje spand maling. Den stod stadig urørt. Åbnede låget med tommelfingeren og stillede den midt i rummet.
Så trak han bukserne ned. Hans pik var allerede halvstiv, tung og fri.
Han satte sig på hug over spanden, som havde han gjort det før. Han spyttede i hånden, greb om sig selv og begyndte at arbejde med rolige, langsomme bevægelser. Emil så på ham, som fortryllet.
Maleren så op. “Kom her. Du skal være tæt på.”
Emil rejste sig og satte sig på knæ over for ham, så de sad tæt, pik mod pik, spejlede i lyst og maling.
“Vi giver den liv sammen,” hviskede Maleren.
Der var ingen instrukser nu. Kun hænder, der arbejdede — egne og hinandens. Deres åndedrag blandede sig, og en duft af maling, hud og begær fyldte rummet.
Emil stødte sin krop op mod Malerens. De gned sig mod hinanden, hænderne gled over skaft og kugler, og da det kom — det fælles stød af varme, viskøse dråber — lod de det falde direkte ned i spanden.
De sad stille bagefter, svedige, nøgne, malet af hinandens lyst.
Maleren rejste sig først. Tog penslen igen. Den gled ned i den varme, friske blanding, og han begyndte at male med en næsten religiøs hengivenhed.
“Nu,” sagde han stille, “nu bliver det et rum, man aldrig vil forlade.”
Emil lænede sig tilbage mod sengen og så på ham. Helt åben. Helt vågen.
“Tror du, jeg kommer til at få mere sex nu?” spurgte han med et skævt smil.
Maleren vendte sig om, penslen dryppede.
“Det gør du allerede.”
Maleren lod penslen hvile et øjeblik. Han betragtede væggen, som nu var begyndt at få en særlig glans – ikke blank, ikke mat, men levende. Som hud, netop rørt ved.
Emil lå stadig halvt lænet op ad sengen, hans krop blødgjort af nydelse og åbenhed, men i blikket glimtede stadig noget – et ubesvaret begær, en rest, der ikke var forløst.
Maleren vendte sig og gik roligt over til ham. Hans pik svingede tungt mellem benene, stadig fugtig i spidsen.
“Det næste er vigtigt,” sagde han lavt.
Emil løftede blikket. “Hvad mener du?”
“Du har givet til malingen. Og jeg har givet. Men du har endnu ikke smagt, hvad du har skabt. Du kender ikke rummets kraft, før du har smagt det. Både før, under og efter.”
Emils øjne blev mørkere, tændte. Hans blik gled ned mod Malerens pik, der nu voksede igen under hans blik, som om ordene alene havde pustet liv i den.
Maleren satte sig på sengekanten, spredte benene lidt og lænede sig tilbage på hænderne.
“Kom her, Emil. Lad det begynde.”
Emil rykkede sig frem, knælede foran ham. Hans hænder gled op ad Malerens lår, og hans tunge strejfede spidsen først, prøvende, smagende. Han trak vejret gennem næsen og lod pikken glide ind i munden, mens han holdt øjenkontakten – intenst, hengivent.
Maleren stønnede dybt og roligt. “Det er ikke kun min smag… det er væggen. Det er dig. Det er os.”
Emil arbejdede med munden, tungen og læberne, ikke bare med lyst, men med en næsten andægtig koncentration. Han trak sig af og til tilbage, slikkede, smagte, kiggede op. Hver gang han tog ham ind igen, dybere, var det som om han trængte længere ind i rummets energi.
“Kan du mærke det?” spurgte Maleren hæst.
Emil nikkede, med munden fuld.
“Din lyst vil vokse nu. Du vil være hård hurtigere, længere. Du vil tænke med pikken, ikke fordi du ikke kan andet – men fordi det føles sandt.”
Emil trak sig langsomt af, spyttede lidt på skaftet og slikkede spidsen med små, pirrende cirkler.
“Jeg… jeg kan allerede mærke det,” hviskede han.
Maleren rejste sig halvt, tog Emils hoved i hænderne og lod ham tage ham dybt igen. “Smag det hele. Tag det i dig. Og når jeg kommer, så hold det i munden. Smag rummet til ende.”
Emil gjorde, som han blev bedt om. Da Maleren stødte frem og kom med et lavt, rystende støn, lod Emil det blive i munden. Lukkede øjnene. Fornemmede både smag og kraft, som om noget åbnede sig i ham.
Maleren trak sig ud, så på ham. “Slug det nu. Langsomt. Lad det blive en del af dig.”
Emil gjorde det. Og da han åbnede øjnene igen, var der noget forandret i hans blik.
“Det rum,” sagde han langsomt, “det… jeg tror aldrig, jeg vil kunne sove her uden at blive hård.”
Maleren smilede, rejste sig og tog penslen op igen.
“Det er meningen.”
Rummet var blevet tungt af varme. Ikke kvalm, men elektrisk. Mættet.
Emil sad på sengen, stadig nøgen, med Malerens smag stadig i sig. Hans blik havde ændret karakter. Ikke længere bare modtagende — men grådigt. En kraft havde vokset sig fast i ham, som om noget var vækket. Ikke bare hans krop, men hans natur.
Maleren malede videre, roligt, i trance, som en munk i sin bøn. Men han mærkede det: Blikket i nakken. Den tændte energi bag ham.
“Du ved det godt, ikke?” sagde Emil bag ham.
Maleren stoppede penslen. Drejede hovedet halvt.
“Hvad ved jeg?”
“At jeg ikke bare vil smage det.” Emil rejste sig, gik over gulvet uden hast, men med tyngde. Hans pik stod allerede halvhård igen, uden han rørte sig. “Jeg vil bruge det.”
Maleren vendte sig helt. Stille. Vurderende. Så nikkede han, langsomt.
“Så vis mig.”
Emil trådte tæt på ham. Tog penslen fra hans hånd og lod den falde lydløst ned i spanden.
“Vend dig om,” sagde han lavt.
Maleren tøvede ikke. Han stillede sig op ad væggen, lagde hænderne fladt mod den nymalede overflade.
Emil greb sin pik, nu stenhård, glinsende. Hans hånd gled over skaftet, mens han betragtede den stærke ryg foran sig, de brede skuldre og den modne mands krop, der stod klar. Åben.
“Du har givet mig lyst,” sagde Emil, “nu vil jeg vise dig, hvad du har skabt.”
Han trådte tættere på, pressede sit underliv op mod Malerens bagdel og gned sig frem og tilbage med en sagte stønnen.
“Vil du have det?” hviskede han i hans øre.
Maleren nikkede, lavt og sultent. “Giv mig det.”
Og Emil gjorde det. Uden tøven. Med kraft, rytme og en tyngde, der fik malingen på væggen til at dirre.
Hans hænder greb om Malerens hofter, trak ham tilbage mod sig. Hvert stød ramte dybt, som om han ville forankre sin lyst i ham.
Der var intet blidt over det. Det var mand mod mand. Maskulint. Nødvendigt. Råt.
Maleren stødte sine hænder hårdere mod væggen, lod sig tage. Hver gang Emil stødte ind i ham, slap et støn fra hans læber, blandet med et smil — som om han havde ventet længe på netop det her.
“Du… du har forstået det,” gispede han.
“Jeg mærker det,” snerrede Emil. “Jeg bliver ved. Jeg kan blive ved. Du har vækket noget, og nu skal du have det hele.”
Deres kroppe smældede sammen igen og igen. Malingen på væggen glinsede af varme og safter.
Da Emil til sidst kom, gjorde han det med et dybt, brølende støn og blev stående, trykket helt ind mod Maleren, som om han ikke ville give slip.
Og da han endelig trak sig ud, stod de begge lænet mod væggen, prustende, svedige, malet af hinandens kraft.
Maleren vendte sig. Lagde panden mod Emils.
“Du vil aldrig mangle sex igen,” sagde han med et hæst grin. “Nu er det rummet, der vil have dig.”
Emil smilte. Rakte ud, tog penslen og dyppede den i den varme, livgivende maling.
“Så lad os male resten.”
Det begyndte med en besked.
“Du bliver nødt til at bruge ham,” skrev Emil til sin ven Jonas. “Han malede mit soveværelse… og nu vågner jeg hård hver morgen.”
Jonas svarede skeptisk. “Så god er maling da ikke.”
Emil svarede bare: “Det handler ikke om malingen. Det handler om ham.”
Og så begyndte det.
Maleren — stadig bare kendt som “Maleren” — begyndte at få nye opgaver. Ikke mange, for han tog sig tid. Han arbejdede kun, hvor han kunne mærke noget. Hvor der var en mand bag døren, som trængte til mere end farve.
Jonas fik malet sit badeværelse. Da han spurgte Maleren, om han havde brug for noget særligt, svarede han:
“Kun din krop. Og din vilje. Badeværelser skal renses i bund, hvis de skal give lyst tilbage.”
Da Jonas en uge senere sendte en besked til Emil, stod der blot: “Fuck. Jeg kom i brusekabinen tre gange. Og jeg var alene.”
Emil svarede: “Du er aldrig alene, når han har malet.”
Der var også Mads, der troede, han bare ville have sit køkken frisket op. Han sagde det selv: “Jeg skal bare have noget neutralt. Noget stilrent.”
Maleren nikkede. “Sådan begynder det ofte. Men et køkken… det er hjertet. Og hjertet skal bløde lidt, hvis det skal banke.”
Senere fortalte Mads, at han nu lavede mad nøgen. At han blev stiv bare af at åbne skufferne. At han onanerede op ad køleskabet en søndag eftermiddag og tænkte: Det er som om væggene kigger på mig med lyst.
Maleren dukkede op dér, hvor begæret manglede farve. Han sagde aldrig nej, hvis han mærkede, at en mand havde brug for noget mere end en ny overflade.
Og altid efterlod han noget i malingen. Ikke altid fysisk. Men altid nærværende.
Det blev kendt blandt en vis kreds: Hvis du mødte en mand, der pludselig virkede mere tændt, mere modig, mere åben i øjnene — så kunne du spørge:
“Har du fået malet for nylig?”
Og svaret, med et lille smil, ville være:
“Ja. Af ham.”
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980 Stem på historien
10
10333
