Jeg har vist altid kigget på fyre. Ikke på en måde, der har virket bevidst, ikke dengang i hvert fald. Det har været en vane mere end en lyst, noget jeg gjorde uden at tænke over det. Jeg har holdt øje med dem, sammenlignet dem med mig selv—hvem var højere, hvem havde bredere skuldre, hvem havde det dér selvsikre udtryk, som jeg selv altid følte, jeg manglede.
Det var mest i omklædningsrum og baderum, jeg lagde mærke til det. Der, hvor vi stod nøgne og ubeskyttede, hvor alt det, vi normalt kunne skjule bag tøj og attituder, var blottet. Jeg sagde altid til mig selv, at det bare var naturlig nysgerrighed. Det var det vel også? Alle kigger, alle sammenligner, ikke?
Men på det seneste har jeg opdaget noget nyt. Eller måske har det altid været der, men jeg er først begyndt at lægge mærke til det nu. Min opmærksomhed hænger fast. Blikket dvæler et øjeblik for længe, især når jeg tror, ingen ser det. En dråbe vand, der glider ned over en veltrænet ryg. En muskuløs læg, der spændes, når nogen træder ud af bruseren. En latter, dyb og ubesværet, som får det til at sitre i mig på en måde, jeg ikke forstår.
Det er en underlig fornemmelse. Som at se sig selv i et spejl og først nu virkelig opdage, hvordan man ser ud.
Tanken kom ud af ingenting. Eller måske havde den ulmet længe, gemt sig i hjørnerne af min bevidsthed, uden at jeg rigtig havde givet den plads. Men nu stod den der, lyslevende og uomtvistelig.
Sidste gang jeg var i seng med min kone, skete det. Jeg rørte ved hende, kyssede hendes hud, men et sted i mit sind var det ikke hende, jeg var sammen med. Der var ingen bestemt person i mine tanker, intet konkret ansigt, bare en fornemmelse—brede skuldre, en fastere krop, en anden energi. En mand.
Jeg stivnede et kort øjeblik, men lod som ingenting. Lod hænderne fortsætte deres bevægelser, lod mig glide med, som om alt var, som det plejede at være. Men det var det ikke. For tanken var der stadig. En tanke, jeg ikke kunne huske at have haft før.
Da vi var færdige, lå jeg længe og stirrede op i loftet. Min kone sov allerede ved siden af mig, åndede roligt. Jeg vendte mig om på siden og betragtede hende i mørket. Elskede jeg hende? Selvfølgelig gjorde jeg det. Men hvorfor føltes noget anderledes? Hvorfor kunne jeg ikke slippe billedet af en anden, en mand?
Det var først senere, alene i bruseren, at jeg tillod mig selv at mærke det ordentligt. Vandet silede ned over mig, mens jeg forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Jeg havde altid været tiltrukket af kvinder. Jeg havde aldrig været i tvivl. Så hvorfor denne nagende fornemmelse af, at noget i mig var ved at skifte? Eller havde det altid været der, skjult bag forestillingerne om, hvem jeg var?
Jeg lukkede øjnene, lod hænderne glide over min egen krop og lod tankerne flyde frit. For første gang gav jeg plads til den mulighed, der tidligere havde været utænkelig. Og det skræmte mig. Men det tændte
Næste gang jeg var i fitness, var det, som om noget i mig havde ændret sig. Det var ikke længere bare en ubevidst vane at kigge på fyrene omkring mig—det var, som om jeg ikke kunne lade være.
Jeg prøvede at opføre mig normalt, men jeg mærkede det med det samme. Hvordan mit blik fangede de små detaljer, jeg aldrig før havde tilladt mig at dvæle ved. Sveden, der samlede sig i en tynd stribe ned ad en ryg. Stramme lår, der spændtes under tunge løft. En mand, der rettede på sine shorts og kortvarigt afslørede mere af sig selv, end han måske var bevidst om.
Men det var ikke bare det visuelle, der ramte mig denne gang. Jeg mærkede en fysisk reaktion. En summen i kroppen. En varme, der bredte sig i mit underliv, som jeg slet ikke var forberedt på.
Panikken ramte mig som et slag i maven. Hvad fanden skete der?
Jeg skyndte mig at vende ryggen til spejlene, samlede mine ting sammen i en hast, der måtte virke mistænkelig. Mit hjerte hamrede, da jeg trak t-shirten over hovedet, som om jeg var blevet afsløret i noget. Jeg sprang badet over, kastede mig direkte i tøjet og var ude af centeret, før jeg knap nok forstod, hvad jeg flygtede fra.
På vej hjem sad jeg med hænderne krammet om rattet, mens tankerne kørte i ring. Det her var ikke bare en tilfældig tanke midt i en elskovsnat. Det var ikke en idé, jeg kunne skubbe væk. Det var en reaktion. Noget fysisk. Noget ægte.
Hvad fanden betød det?
Jeg var rystet over mig selv. Over min egen krop, over mine tanker, over den pludselige og ubønhørlige måde, det hele væltede ind over mig. Men samtidig … var der noget ved det, jeg ikke kunne lade være med at opsøge.
Det var, som om mit blik havde ændret karakter. Som om jeg havde fået adgang til en ny dimension af mig selv, jeg aldrig før havde udforsket. Før havde jeg kigget på mænd uden at tænke over det, nu gjorde jeg det med en bevidsthed, der både skræmte og tændte mig.
I fitnesscentret begyndte jeg at give mig selv lov. Ikke hele tiden, ikke åbenlyst, men bare et øjeblik her og der. Når jeg vidste, at jeg kunne slippe afsted med det. Jeg holdt blikket lidt længere på en mand, der strakte sig foran spejlet. Studerede konturerne af en ryg, den måde musklerne bevægede sig under huden. Lagde mærke til de små detaljer – en fugtig trøje klistret mod en veltrænet overkrop, en hånd, der gled gennem svedigt hår, en dyb indånding efter en hård øvelse.
Jeg bildte mig selv ind, at det stadig var uskyldigt. Bare en observation. En nysgerrighed. Men jeg vidste godt, det var mere end det.
Nogle gange gjorde jeg det med vilje. Tillod mig selv at mærke suget i maven, den snigende fornemmelse af spænding. Gav mig selv lov til at stå lidt længere i bruseren og lade tankerne glide. Og når jeg kørte hjem, var det med en rastløs følelse i kroppen – en uro, der var halvt angst, halvt lyst.
Det var, som om jeg testede mig selv. Som om jeg bevidst søgte grænsen og langsomt skubbede til den. Jeg vidste ikke, hvad jeg ledte efter. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne stoppe.
Er det skæbnen, der bestemmer, hvad man tænker og gør? Eller er det noget, der vokser i én, langsomt, indtil det en dag bliver umuligt at ignorere?
Jeg vidste det ikke. Men jeg vidste, at jeg havde ændret mig.
Det var en af de dage, hvor jeg bare havde brug for at sidde og glo. Det var det bedste, man kunne gøre på en café – finde et bord udenfor, drikke en kaffe, lade blikket glide over folk, der gik forbi. På en måde var det helt acceptabelt. Alle gjorde det.
Men jeg vidste også godt, at min opmærksomhed havde fået en ny retning. Jeg så på mændene. Ikke kun som en sammenligning, ikke kun som en refleks, men med noget andet. Noget dybere.
Jeg sad dér, lod øjnene vandre, da en fyr pludselig standsede ved mit bord. Han var helt mørk, en af den slags jeg ofte har tænkt på, og fantaseret om. En af dem, som er flotte på en helt anderledes måde, og dem der ofte har en flot pik – har jeg hørt.
“Er der plads her?” spurgte han og pegede på stolen overfor.
Jeg nikkede uden at tænke mig om. Og da han satte sig, mærkede jeg det med det samme.
Jeg kunne ikke holde øjnene fra ham – og bulen skuffede ikke.
Han var ikke specielt smuk i den klassiske forstand, men der var noget ved ham. Sort hår, helt tætte sorte daggamle skægstubbe, et afslappet smil, som om han var vant til at sætte sig ved fremmede og falde i snak. Hans skjorte var knappet lidt op, nok til at afsløre en solbrun hals og antydningen af lidt krøllet behåring.
Jeg tog en tår af min kaffe, mest for at skjule, at jeg stirrede.
“Tak,” sagde han og lod blikket glide over mig et øjeblik.
Det føltes, som om han så lige igennem mig. Som om han vidste præcis, hvad der foregik i mit hoved. Og måske gjorde han.
Fyren satte sig med en bog foran sig, men han læste ikke hele tiden. Nogle gange bladrede han en side langsomt, som om han lod tankerne vandre, før han fandt tilbage til ordene. Jeg prøvede at fokusere på mit eget – på kaffen, på folk, der passerede forbi – men jeg vidste godt, at det ikke var det, jeg virkelig kiggede på.
Jeg så på ham.
Lod mit blik glide hen over hans hænder, der hvilede afslappet om bogens ryg. Noterede mig den måde, hans brystkasse løftede sig let med hver indånding. Studerede linjerne i hans ansigt, de små trækninger i hans mundvige, når han koncentrerede sig.
Det var ikke meningen, at han skulle opdage det.
Men pludselig løftede han hovedet, lagde en finger mellem siderne i bogen og sagde roligt: “Du stirrer på mig.”
Jeg mærkede, hvordan det susede for mine ører. Jeg var afsløret.
Det var ikke en anklage, ikke en hård konstatering – bare en konstatering. Men den ramte mig alligevel som et slag i maven. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
Benægte det? Grine det væk? Lade som ingenting?
Min mund var tør. Jeg sank og forsøgte at finde en naturlig reaktion, men ingenting føltes naturligt.
Han så stadig på mig, roligt, afventende. Og i det øjeblik vidste jeg, at hvordan jeg reagerede nu, kunne ændre noget. At det her var en skillevej.
Spørgsmålet var bare … turde jeg tage skridtet? Om jeg var bøsse?
Mit hjerte slog hårdt i brystet, og jeg følte et øjeblik, at hele verden omkring os gik i stå. Trafikken, menneskene, caféens summen – alt forsvandt. Det var kun ham og mig.
“Nej, det er jeg ikke,” hørte jeg mig selv sige. Men ordene føltes hule. Forkerte. Eller i hvert fald ufuldstændige.
Jeg så, hvordan hans smil ændrede sig en smule, hvordan han studerede mig, som om han allerede kendte svaret, før jeg selv gjorde.
“Eller det ved jeg ikke … måske.”
Mine hænder klemte om kaffekoppen. Min hals var tør. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg blev ved med at tale, men ordene kom af sig selv.
“Er du?”
Det var, som om spørgsmålet kom lige så meget bag på mig selv som på ham.
Han lod det hænge i luften et øjeblik, lænede sig lidt tilbage i stolen og betragtede mig med en ro, der stod i skarp kontrast til min egen indre tumult.
“Ja,” sagde han så, enkelt og uden tøven.
Jeg sank. Noget ved hans måde at sige det på – ubesværet, uden skam – gjorde det hele endnu mere virkeligt. Som om han viste mig en dør, jeg selv stod og vaklede foran.
“Og du,” fortsatte han og lagde hovedet lidt på skrå, “du er i gang med at finde ud af det, ikke?”
Jeg åbnede munden, men lukkede den igen. Fordi … ja. Det var vel præcis det, der var ved at ske. Og det var første gang, nogen sagde det højt.
Jeg kunne have stukket af. Bare smilet, mumlet et eller andet undvigende og rejst mig, som om det hele aldrig var sket. Det ville have været nemmere. Men det var også præcis det, jeg var begyndt at blive træt af - at tage den sikre vej. Så jeg blev siddende.
Vi snakkede længe. Det var, som om spændingen fra de første minutter forvandlede sig til noget andet. Noget lettere. Han virkede pludselig ret charmerende, ikke på en påtaget måde, men naturligt, selvsikkert. Der var noget i hans tonefald, hans smil, den måde han lænede sig ind over bordet, som gjorde ham både tiltrækkende og … attraktiv.
Jeg begyndte at slappe af. Lidt.
Og så kom han med den bemærkning.
“Du har også stirret på mig i fitnesscentret.”
Jeg mærkede et stik i maven.
“Ja, nok mest på den nedre del af min krop, men det er ok.”
Jeg frøs.
Han sagde det med et glimt i øjet, som om det bare var en konstatering, ikke en anklage. Men det var stadig … afslørende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.
Jeg kunne benægte det, men vi vidste begge, at det ville være en løgn. Jeg kunne grine det væk, men det ville stadig ikke ændre på, at han havde ret.
Så jeg trak vejret dybt, lod bolden ligge på min halvdel et øjeblik og besluttede mig for at spille den tilbage.
“Og hvad hvis jeg har?” sagde jeg og mødte hans blik.
Jeg forventede ikke, at det ville føles så godt at sige det. At anerkende det, bare lidt.
Han smilede.
“Så synes jeg, vi skal tage en øl et sted, hvor du kan stirre på mig uden at skulle skjule det.”
Jeg vidste, at jeg var på vej ud, hvor jeg ikke kunne bunde. Men det var vel også meningen.
Adam førte an, og jeg fulgte efter.
Vi gik et stykke gennem byen, væk fra de store caféer og turisternes vrimmel. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg havde forventet, men da vi trådte ind på værtshuset, gik det op for mig, hvad det var.
En bøssebar.
Jeg vidste det med det samme. Måske var det lyset, måske var det stemningen, måske var det bare den måde, mændene så på hinanden på. Eller måske var det, fordi jeg følte mig som en, der var trådt ind i en verden, jeg ikke var sikker på, om jeg hørte til i.
Men Adam var rolig, som om det var det mest naturlige sted i verden at være. Han bestilte to øl, fandt et bord i hjørnet, og så snakkede vi videre.
Om alt muligt. Om træning, om rejser, om arbejde. Men der var hele tiden en spænding mellem os, en elektrisk understrøm, som jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med.
Så kom spørgsmålet.
“Har du nogensinde været sammen med en mand?”
Han sagde det ligeud, uden omsvøb. Og jeg vidste jo godt, at svaret var nej.
“Nej, eller … ikke rigtigt.”
Ordene kom ud af min mund, før jeg selv havde tænkt dem til ende. Og jeg vidste straks, at det lød både afvigende og kryptisk.
Adam så undersøgende på mig, tog en tår af sin øl, lænede sig lidt frem over bordet.
“Har du, eller har du ikke?”
Jeg mærkede, hvordan mit hjerte bankede en anelse hurtigere. Jeg kunne stadig have trukket mig, givet et kort svar og drejet samtalen over på noget andet. Men der var noget i Adams blik, en slags rolig nysgerrighed, der fik mig til at fortsætte.
“Jeg havde en drøm.”
Jeg så, hvordan hans mundvig gled op i et smil.
“En drøm?”
Jeg nikkede.
“Jeg var sammen med min kone … men jeg tænkte på hende, som om hun var en mand.”
Det føltes mærkeligt at sige det højt. Men også rigtigt.
Adam lagde hovedet lidt på skrå. “Og hvordan føltes det?”
Jeg tøvede. “Overraskende naturligt.”
Han nikkede langsomt, som om han vurderede noget. Så smilede han igen.
“Måske var det din underbevidsthed, der prøvede at fortælle dig noget.”
Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. “Det tænkte jeg også.”
Han lænede sig tilbage i stolen, tog en slurk af sin øl og lod blikket hvile på mig.
“Og hvad tænker du nu?”
Jeg trak vejret dybt.
“At jeg ikke har lyst til at tage hjem endnu.”
Jeg mærkede en varme stige op i mine kinder. Om det var øllene, stemningen i baren eller den måde, Adam så direkte på mig, vidste jeg ikke.
Han sagde det så uforbeholdent, så ligetil. Som om sex bare var … sex.
“Så du kan lide mænd som mig?” spurgte jeg, før jeg nåede at stoppe mig selv.
Han smilede. “Ja, det kan jeg.” Han lod blikket glide over mig, åbenlyst vurderende, før han fortsatte: “Det er altid spændende med en mand, der er ved at finde ud af sig selv. Der stadig har den der rastløshed i kroppen. Den der utålmodighed.”
Jeg tog en slurk af min øl, mere for at gøre et eller andet end fordi jeg var tørstig. Jeg kunne mærke spændingen i min egen krop, hvordan mine tanker kørte i cirkler.
“Men hvad så bagefter?” spurgte jeg. “Når din første utålmodighed er væk?”
Han trak på skuldrene. “Så finder man ud af, hvad man egentlig vil. Om man vil have mere. Eller om det bare var en engangsting.”
Jeg nikkede langsomt. Hans ord lå i luften mellem os, tunge med betydning.
“Og hvad vil du?” spurgte han så, lavmælt.
Jeg så ned på mit glas, kørte fingeren langs kanten. Jeg vidste det ikke helt. Eller også vidste jeg det godt, men jeg turde ikke sige det højt.
“Jeg vil gerne vide, hvordan det føles,” sagde jeg til sidst, overrasket over min egen ærlighed.
Adam smilede, lænede sig en anelse frem.
“Så lad os finde ud af det.”
Adams hånd lå tungt på mit lår. En direkte berøring, selvsikker og uden tøven. Jeg kunne mærke varmen fra hans hånd gennem stoffet på mine bukser, mærke hvordan mit åndedræt ændrede sig en smule.
Han lyste op i et grin, hans øjne glimtede. “Du har et ’stort’ potentiale,” sagde han.
Jeg vidste ikke helt, om han mente det som en joke eller en konstatering. Måske begge dele.
Så kom spørgsmålet.
“Aktiv eller passiv? Hvad tror du passer bedst til dig?”
Jeg reagerede instinktivt. “Aktiv.”
Ordet var ude af min mund, før jeg nåede at tænke nærmere over det.
Adam hævede et øjenbryn, stadig med et smil i mundvigen. “Interessant. Du lød meget sikker.”
Jeg trak vejret dybt. “Måske fordi det føles som det sikre valg.”
Han nikkede langsomt, som om han overvejede mit svar. “Men hvad tænder dig egentlig?”
Jeg bed mig kort i læben. Jeg kunne mærke, hvordan min krop reagerede på hans nærhed, hans stemme, hans hånd, som nu hvilede lidt længere oppe ad mit lår.
“Jeg ved ikke … Jeg har tænkt lidt over den passive rolle.” Jeg tøvede, før jeg tilføjede: “Men jeg er lidt urolig for, at det skal gøre ondt.”
Adam grinede lavt, næsten blidt. Han gav mit lår et klem. “Den bekymring havde jeg også første gang. Det er helt normalt.”
Han lod fingrene glide let opad, en berøring så subtil, at jeg næsten ikke vidste, om det var bevidst eller ej. “Men ved du hvad? Det handler mest om tillid. Og om at slappe af.”
Han holdt en pause og så mig direkte i øjnene. “Og selvfølgelig om, hvem man er sammen med.”
Mit hjerte slog hårdt. Jeg kunne stadig vælge at stoppe her. Men jeg vidste godt, at jeg ikke ville.
Det startede som en leg. En udfordring i hans blik, et kort nik mod døren til toilettet, en test.
Jeg fulgte efter ham uden at tænke for meget. Ind i det trange rum, hvor vi knap nok kunne stå uden at røre hinanden. Og så var han over mig. Hans hænder på mine hofter, hans ånde tæt på min hals.
“Lad mig se den,” hviskede han.
Jeg vidste, hvad han mente. Og jeg vidste også, at jeg ville lade ham.
Mit hjerte hamrede, men mine hænder rystede ikke, da jeg åbnede mit bælte, lynede op og lod min pik springe frem.
Adam sank en klump. Hans blik var intenst, grådigt.
“Fuck, den er lækker,” mumlede han, før han lod sine fingre glide over mig. Han vendte sig om, og nu stod jeg med pikken imellem hans baller, men han var hurtig og styrede den på plads. Inden jeg så mig om, så trykkede han sig helt i bund, og jeg mærkede hvordan det var at kneppe en mand – måske en af de mere øvede – men jeg mærkede tydeligt at det gjorde noget ved mig. Og så kom jeg – og mærkede hvordan spermen fordelte sig oppe i ham.
Det hele gik hurtigt derinde. For hurtigt. En rus af begær, en trang til at tage styring, mærke kontrollen. Jeg var aktiv, og han tog imod. Hans hænder mod væggen, hans støn dæmpet mod sit eget håndled. Og så var det ovre.
Vi stod et øjeblik og trak vejret, så hinanden i spejlet over håndvasken. Jeg vidste ikke, hvad jeg forventede - skam? Forvirring? Men det, jeg følte, var mest af alt en sult efter mere.
Han knappede sine bukser, så på mig med et skævt smil. “Kom. Vi skal hjem til mig.”
Jeg vidste, at jeg burde stoppe nu, tage hjem, lade denne aften forblive en engangsoplevelse. Men jeg fulgte efter ham.
Jeg kunne mærke det i luften, så snart vi trådte ud fra toilettet. Et skift i stemningen. En let elektrisk summen. Blikke, der hurtigt vendte sig mod os.
Nogle smilede skævt, én løftede sit glas i en tavs skål, og en anden – en ældre fyr med tæt, gråsprængt skæg – gav en tommel op og nikkede anerkendende. Alle vidste, hvad vi lige havde lavet.
Mit instinkt var at kigge væk, lade som ingenting, men Adam grinede bare og lagde en hånd på min ryg, som om det var den mest naturlige ting i verden. Og måske var det også det herinde.
Vi gik direkte mod døren, uden at se os tilbage. Da vi trådte ud i natten, slog den friske luft imod mig, og jeg trak vejret dybt.
Adam tændte en cigaret og betragtede mig med et roligt blik, mens han tog det første sug. “Du klarede det godt,” sagde han med et smil.
Jeg vidste ikke helt, hvad han mente - det på toilettet, måden vi bare forlod stedet på, eller hele situationen i sig selv.
“Det føltes … vildt,” sagde jeg ærligt.
Han nikkede. “Og du er slet ikke færdig endnu.”
Hans blik var intenst, og jeg mærkede en velkendt sitren i kroppen. Jeg var på vej ind i noget, jeg ikke helt forstod endnu. Men jeg havde heller ikke lyst til at stoppe.
Da vi kom hjem til Adam, var jeg stadig beruset af stemningen – af øllene, af hans berøringer, af det, vi allerede havde gjort på barens toilet. Men her, i hans lejlighed, føltes det anderledes. Mere intenst. Mere uundgåeligt.
Han var rolig, men han førte an. Han kyssede mig hårdt, pressede mig mod væggen, og jeg lod ham gøre det. Ikke fordi jeg var usikker, men fordi jeg ville mærke, hvordan det føltes at lade en anden tage styringen. Og mærke den maskuline hårdhed.
Da han trak mig med ind i soveværelset, var det med en selvsikkerhed, der både tændte og skræmte mig. Jeg var vant til at være den, der tog initiativet, men nu var jeg i en anden rolle. En ny rolle.
“Du tænker for meget,” sagde han, mens han kyssede mig ned ad halsen. Og han havde ret.
Jeg havde forestillet mig, hvordan det ville føles. Været nysgerrig, måske endda draget af tanken. Men da han gjorde det – da han tog mig – var det mere end bare en fysisk oplevelse. Det var en overgivelse. En erkendelse af, at jeg kunne nyde det. At jeg kunne give slip.
Og ja, det gjorde ondt i starten, men Adam var tålmodig. Han vidste, hvordan han skulle gøre det, hvordan han skulle lade mig vænne mig til fornemmelsen, til hans bevægelser. Og langsomt, da jeg gav efter, ændrede smerten sig. Blev til noget andet. Noget dybere. Noget vildere, og jeg mærkede nu hans hårde pik glide og i bund.
“Nu mærker du det,” hviskede han, og jeg gjorde.
Jeg forstod pludselig, hvorfor han havde sagt, at han bedst kunne lide den rå, maskuline sex med mænd. Det var anderledes, mere direkte, mere intenst. Og jeg var ikke længere i tvivl. Jeg var blevet taget af en mand.
Tankerne fór gennem mit hoved. Var jeg nu bøsse? Biseksuel? Eller stadig bare en mand, der havde fulgt en impuls?
Min krop reagerede, men mit sind kunne ikke helt følge med. Jeg havde elsket med kvinder hele mit liv. Aldrig før havde jeg overvejet at gå så langt med en mand – ikke på denne måde. Alligevel var det, som om jeg havde ventet på dette øjeblik, uden at jeg selv vidste det.
Jeg tænkte på min kone. På vores liv sammen. Jeg elskede hende stadig, det vidste jeg. Jeg nød stadig vores sex. Men den tanke, der var dukket op under vores elskov – billedet af en mand i stedet for hende – den var ikke længere bare en tanke. Den var blevet virkelig.
Var jeg hetero? Det kunne jeg vel næppe påstå længere. Var jeg bøsse? Nej, for jeg begærede stadig kvinder, nød stadig deres nærhed, deres duft, deres blødhed.
Men måske biseksuel… Det ord lød så neutralt, så teknisk. Kunne jeg bare være mig selv uden at skulle sætte en etiket på det?
Adam bevægede sig, og mine tanker smuldrede, for nu var det kun kroppen, der talte. Jeg mærkede hans styrke, hans begær, og jeg kunne ikke benægte, at jeg nød det. At jeg nød ham.
Måske handlede det ikke om at finde en kategori. Måske var det bare… mig. En mand, der havde åbnet en dør til noget nyt. Noget, jeg ikke kunne – eller ville – lukke igen.
Da klimaks nærmede sig, var alt andet væk. Ingen tanker, ingen tvivl. Kun følelser. Kun kroppen.
Adam holdt fast om mine hofter, hans bevægelser blev dybere, mere insisterende. Jeg kunne høre hans åndedræt, mærke hans svedige hud mod min. Mit eget begær voksede i takt med hans, og selvom det var første gang, jeg oplevede dette, føltes det… rigtigt.
Da han kom, var det med en dyb, dyrisk stønnen, og jeg mærkede det. Varmen. Pulseringen. Det intime i det. Det burde have overrasket mig, måske endda chokeret mig, men i stedet sendte det mig ud over kanten. Jeg kom selv, uden at røre mig.
Det føltes som en overgivelse, men ikke en svaghed. Det var en erkendelse. En ny dør, der var blevet åbnet – og jeg havde lyst til at gå længere ind.
Da vi lå der bagefter, min krop stadig varm og tung, vidste jeg det med sikkerhed.
Jeg vidste, at jeg ville mærke ham i min krop de næste mange timer, måske dage. Da jeg til sidst lå udmattet på hans seng, trak jeg vejret dybt og lod blikket glide over ham. Han lå på ryggen, tilfreds, en arm bag hovedet, mens han betragtede mig med et smil.
“Du klarede det godt,” sagde han, præcis som han havde gjort tidligere uden for baren.
Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Jeg mærkede allerede trætheden i mine muskler, en ømhed, jeg ikke var vant til.
“Jeg tror, jeg får fornøjelse af dig de næste mange dage,” sagde jeg og gned en hånd over min lænd. “I hvert fald når jeg skal til spinning i morgen.”
Han grinede højt. “Ja, du kommer nok til. Men du kommer også til at tænke på mig.”
Han havde ret.
Jeg havde krydset en grænse. Jeg vidste ikke helt, hvad det betød endnu.
Men jeg vidste, at jeg ikke fortrød noget.
Jeg vendte tilbage til bøssebaren flere gange i håb om at finde Adam. Hver gang gled mit blik rundt i lokalet, søgende, men uden held. Han var der ikke.
I starten sagde jeg til mig selv, at det bare var nysgerrighed. Men jeg vidste godt, at det var mere end det.
Efter næsten en måned fik jeg endelig fat i hans nummer. En af de faste gæster, en fyr med et kækt smil og en dyb stemme, havde grinet, da jeg spurgte efter Adam.
“Så du kunne alligevel ikke glemme ham, hva’?”
Han havde haft ret. Jeg skrev til Adam samme aften. Ikke for meget, bare en simpel besked: “Har tænkt på dig. Skal vi mødes?”
Hans svar kom hurtigt. “Selvfølgelig.”
Da vi endelig sad over for hinanden igen, var han den samme. Selvsikker, afslappet, uimodståelig.
Han ville gerne mere. Men han gjorde det også klart, at han ikke ville forpligte sig til noget.
“Jeg er ikke typen, der binder mig,” sagde han. “Men jeg har elsket at være sammen med dig. Din måde at elske på.”
Hans ord gav et sug i maven. Vi tog hjem til ham igen. Det var intenst, det var vildt, det var præcis, som jeg havde husket det. Og mere end det.
Vi ses stadig med jævne mellemrum. Ingen løfter, ingen forpligtelser. Bare lyst.
Og det sjove er – mit forhold til min kone er blomstret op. Jeg har fået en ny energi, en ny gnist, som smitter af på os begge.
Nu får jeg sex fra begge sider. Og jeg nyder det. Jeg ville have mere. Mere af Adam. Mere af denne følelse. Og hvis det ikke bliver ham, så bliver det en anden.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980 Stem på historien
10
10333