Herrens tøs(18-01-2016 07:23)

"Bedste veninder smider man da i armene på en Herre"

Som jeg har nævnt tidligere, så har mange sat stort spørgsmålstegn ved min lyst til at underkaste mig. Jeg ved ikke helt om det simpelthen er fordi folk er så sarte og deres evner til at udforske er minimale eller de bare ved for lidt. Bilder mig selv ind at det er uvidenhed der gør at de reagere som de gør. Mange tænker at det er nedværdigende, ydmygende og brutalt at man vælger at underkaste sig til et andet menneske der så nærmest får lov at misbruge en.

Jamen sådan er det slet ikke. Faktisk langt fra, det er så vigtigt at forstå det handler lige så meget om gensidig respekt som at han skal ydmyge og nedgøre mig. Uden min tilladelse ville han ikke kunne gøre som han gør. Alt ender ud i hvor min grænse går og hvor vidt denne skal flyttes eller bare findes. Jeg vil finde og skubbe min, hvilket min Herre ved og har vidst fra starten. Han skal ikke bryde den eller overtræde den og prøver heller ikke på det.
Det mit indlæg denne gang skal bestå af er den kæmpe respekt jeg føler for min veninde. Egentlig ville jeg til at sige vi ikke har været venner så længe, men så gik det pludselig op for mig, vi faktisk har kendt hinanden i hvert fald 10 år. Er helt overrasket… Vi har været tætte fra starten, men med tiden er vi blevet endnu mere tætte og hun hører klart til i kategorien ” min bedste veninde”. Vi ses desværre alt for sjældent men en længere afstand gør det til tider besværligt bare lige at skulle ses og med børn skal der nogle gange lidt mere planlægning til. Tænker at hvis vi boede tættere på hinanden ville vi ses konstant og drive alle andre til vanvid.
Jeg har en anden veninde jeg har prøvet at snakke med om min lyst til BDSM, men hun var total afvisende med det samme, det kunne hun slet ikke sætte sig ind og bare tanken om at have så lidt respekt for mig selv at jeg ville sidde på knæ for en mand der mest havde lyst til at give mig en lussing fordi han fik stiv pik af det, gjorde hun trak sig lidt tilbage. Jo hun er en af dem der slet ikke har fattet det. Det er okay jeg respekterer hun har det sådan, jeg dømmer ikke hende, bare fordi hun kun tænder på missionærstillingen og lyset slukket (lad mig lige tilføje den absolut ikke fejler noget, heller ikke i denne form for leg;-) ) Så blev beslutningen også hurtigt taget om ikke at fortælle hende sådan noget igen.
Der gik længe inden jeg sådan følte for at skulle fortælle nogen om det igen, for jeg var bange for at flere ville trække sig væk fra mig af den grund, jeg har altid haft en enormt plat, småpervers humor som også godt kan hælde til smæk, kontrol osv. Er bare en af de piger der griner med når mændene snakker om kvinder bare skal have en røvfuld… Men tænk nu hvis det gik op for folk at jeg rent faktisk mener det jeg laver sjov med. Folk ville da tabe kæben. Ønsker ikke at det skal blive akavet af den grund hvis man måske ikke helt er så afslappet. I vennekredsen blandt mænd er den humor altid god selvom de heller ikke altid forstår det når det går op for dem at det ikke kun er sjov. Hvor er mænd bare mange gange et skønt selskab, de dømmer ikke altid så hårdt, som kvinder.
MEN jeg nåede også den tanke at jeg var nødt til at have en at betro mig til. En der om ikke andet var klar over jeg skulle møde en hvis tendenser ikke helt ligger i kategorien ”hed elskov eller blind date”.

Min veninde, lad os kalde hende A, som jeg snakkede meget åbent med om alt også sex, blev den jeg valgte at betro mig til. Det var svært at vente svar på at man havde fortalt man var tiltrukket af det univers. Hendes svar var fantastisk. Hun var slet ikke sikker på hun ville kunne klare det, men hun respekterede mit ønske om at gå den vej og udforske.. Nå ja og så skulle jeg vende tilbage til hende med alle detaljerne. Dette er flere år siden nu. Hun var nysgerrig spurgte ind til det hele og mine tanker. Hun blev min livline ved møde. Så skulle jeg mødes med nogen ville hun vide det. Det er gået op for mig at mange Herrer har den holdning at de helst ser man har en der ved hvad man skal. Det giver en en kæmpe følelse af tryghed. Min Herre spurgte mig faktisk da jeg skulle ”på tur” med ham sidst om jeg havde fortalt min veninde at jeg skulle noget og var godt tilfreds med jeg sagde ja.

A, har spurgt nysgerrigt og har også nu her hvor jeg har fået mig en Herre fulgt med. Jeg kan stolt fortælle hendes nysgerrighed har fået hende til at tage springet videre. Hun har kontakt til en Herre, som selv påstår han er lidt rusten og inden længe står hun over for sin første ”play-date” med ham. Håber ikke hun kommer til at hade mig alt for meget. Jeg har stadig virkelig meget at lære, men blander mig nogle gange når hun fortæller noget. Jeg har meddelt hende jeg forventer hun giver lyd fra sig så jeg ved at hun er ok og at han skal vide jeg er hendes kontakt der ved hun skal møde ham. (det ved han allerede for jeg har sat dem i forbindelse med hinanden og jeg har gjort det klart for ham – ja så strid er jeg faktisk)
Jeg ønsker den bedste oplevelse for hende, når hun fortæller virker det som om hun har fundet den rette hylde. Det kan da være det viser sig det slet ikke er noget for hende efterfølgende, men så kan hun da sige hun fik udforsket sig selv lidt.

Sådan en veninde som hende er guld værd for mig. Hun er den største støtte og opbakning og det mest nysgerrige menneske jeg kender. Ville ikke undvære hende for noget i verden. Den der veninde der sidder og sukker af ens gentagende beskeder om samme emne og alligevel vælger at svare skal man vist ikke klage over. En ting er hun er her for mig i det her, men også på alle andre planer og så kan hun faktisk finde ud af at kalde mig en skovl når jeg er en skovl. I stedet for bare at snakke mig efter munden.

Skal jeg lige slutte ordentligt af vil jeg vende den om. Hvordan har jeg det selv med at vide min veninde underkaster sig en mand. Kan jeg så sætte mig en smule ind i hvordan andre må tænke når de skal forestille sig mig i den situation. Hmm. Ikke rigtig… og dog… Jeg vil faktisk hellere vende den helt på hovedet..
Jeg har vildt svært ved tanken om hun kommer i de forkerte hænder. Tænk nu hvis hun render ind i en af de der, der bare slet ikke fatter en brik. En af dem der kræver noget af hende hun ikke kan klare eller har lyst til. En der ikke tager det stopord alvorligt? Vil hun være i stand til at mærke efter hvis det bare føles helt forkert? Men mit løfte til hende må så være hvis han så ikke er der til at hjælpe hende bagefter, så er jeg..

Kender lidt til manden hun skal møde, og jeg ved hun er i trygge hænder, jeg har ikke selv mødt ham og kommer heller ikke til det, som ejet, skal jeg ikke møde andre med mindre det er noget min egen Herre sætter gang i. Men det giver mig en tryghed og håber hun ser mig som en tryghed hvis der bliver det mindste. Vil formentlig sidde og vente ved tlfen den dag..
I hænderne på den rigtige vil hun få en (måske mange ) fantastiske oplevelser.

Hvordan jeg har det med at tænke på tanken at min veninde får røvfuld og hvem ved et par mærker efter en klemme eller fem, tja…. Så har hun garanteret fortjent dem;-)