Centaurea(22-01-2021 08:49)

Jeg går stille fordybet i tanker, jeg lytter efter isfuglens pibende lyd. Jeg ved at den er her, lige her ved søen. Jeg higer efter at opnå et glimt af dens skinnende blå fjerdragt. Få noget lys ind i den grå hverdag.

Jeg går med stille skridt i mine vandrestøvler, jeg nærmer mig shelteret, der ligger skønt ned til søens bred, der er sjældent nogen. En bevægelse i mit perifære syn tiltrækker min opmærksomhed, en mand sidder næsten nøgen, med kun et lille håndklæde over sit skød. Han kigger opmærksomt på kedlen, som står på trangiasættets lille flamme. Han ser også overrasket op og forsøger pludseligt genert at dække sig bedre til.
Jeg smiler et venligt smil, nøgenheden generer mig ikke, men tænker dog det er noget koldt, at sidde der uden tøj.
“Har du set isfuglen” spørger jeg ham. Han ser på mig, som om han ikke forstod mit spørgsmål. Jeg smiler igen, og et forsigtigt smil breder sig også fra hans smukke læber og videre op til hans smukke grå øjne. Han ryster lidt på hovedet, som om spørgsmålet først er landet på rette hylde nu “Nej, isfuglen, den har jeg ikke set.” Jeg går hen mod ham, rækker min hånd frem til hilsen ( ved godt inderst inde, at det jo i disse tider er en nærmest forbudt handling. Men rebellen i mig, er ligeglad i dette øjeblik)
Jeg præsenterer mig “Hej jeg hedder Q og er jysk fuglekiggende vandregal naturelskende husmor. Hvem er du?”
Som den gentleman han er, rejser han sig for at tage min hånd, glemmer dog at holde på håndklædet, og jeg må udstøde et lille gisp, da denne Gårdsanger, som han præsenterer sig som, står foran mig, som naturen nu engang har skabt ham. Smuk, venlig, behagelig og med et fast håndtryk der omslutter min hånd. Jeg mærker et sug i min mave og min stemme vil knapt nok lystre, da jeg spørger ham om han vil med ud og lede efter isfuglen....