Tak for spænende indlæg, læst dem og fået meget at tænke på. (Er norsk, det kan nok ses af min retskrivning.)
ErikShoon fortæller, at historierne nemt bliver for omfattende i forhold til de erotiske dele, forstår jeg ham rigtig. Sådan har jeg det i et hvert fald. Nu skriver jeg så på første udkast, og forsøger at undgå at redigere i stoffet. Men jeg er sikker på, at jeg kommer til at klippe rigtig meget væk. Men på nuværende tidspunkt er stoffet nødvendig, for at historien skal være konsistent. Jeg skriver lidt a la filmmanuskript, hvor kameraet jo ikke følger hovedpersonen 24/7, men klipper ind til det, det hele handler om.
Angående fortællerperspektivet: jeg laver ikke headjumping, har kun en hovedperson, og begivenhederne opleves fra hendes perspektiv. Virkelig vanskeligt, fordi jeg som en gammel mand skal indleve mig i en pur ung kvinde. Men det er også sjovt. Jeg fortæller ingenting, som hun ikke oplever, og holder hende ud i strakt arm, i 3. person. I hektiske sekvenser smutter jeg ind i hendes hovede, og forsøger at sanse, Deep point of view omtales det som. Hun fortæller ikke, der er ingen "jeg", bare sansninger.
Udfordringen er så: hvor lange og detaljerede forløb skal jeg skildre. Der kommer jo mange bandeord, udråb som "ohhhh" ehhhe osv. Eksperimenterer med det i kladdeudgaven.
For at skrive mig udenom "pædofeliproblematikken" undgår jeg aldere og aldersdefinerende informationer: klassetrind, konfirmation osv.
Prøv at lukke øjnene og se historien som en film. Hvormeget har du brug for at vide? Hvormeget beskrivelse behøver du give af personerne, hvis de bliver beskrevet gennem deres handlinger og replikker?
Kan man give oplysninger om personer og sted drypvis i løbet af historien, når det er nødvendigt, i stedet for at samle det i begyndelsen af historien?
Lad læserens fantasi bestemme, hvordan personerne ser ud, hvis der ikke er detaljer, som er vigtige for handlingen. Enhver læser har lov til (og behov for) at vælge, hvad han/hun gerne vil se for sig.
Tak til Jacob og Camilla for god konstruktiv feedback.
Det er dog ofte at det opleves som at kæden "knækker" når dele af handlingen ikke beskrives.
Når noget udelades som fører til det næste..
Forstår godt det problem, Erik Shoon beskriver. Når man er igang med at udvikle en historie, er det naturligt, at man propper alle sine ideer ind i teksten og nedskriver alle de informationer, man synes, at læseren skal have. Det kan være en proces, der kan vare flere dage.
Lad så historien ligge et stykke tid. Og læs den da igen kritisk, som om det ikke er dig selv, der er forfatteren. Så vil du opdage, hvor den er for tungt og omstændeligt fortalt. Og så kan du stryge alle de fakta, der er overflødige for den centrale læseoplevelse. Her vil du også opdage, hvis du har brugt vendinger à la "og så..." for ofte. Man kan altid finde på en anden, varierende formulering.
Derefter kan der måske blive plads for det, som denne diskussion begyndte med: skift mellem forskellige jeg-personer og 3. person.
Når jeg skriver historier ender det ofte med at blive en slags blanding af 1. og 3. persons fortælling, idet der næsten altid er flere omkring mig, som også skal beskrives.
Jeg kan ikke genkende dit problem med at det at skrive i jegform nødvendigvis gør det mere virkelighedsnært eller følsomt for MIG at fortælle - men det gør historierne mere "autentiske" på en måde.
MIT problem er snarere at jeg oplever at mine historier let bliver for beretter-tunge..
Altså at de fysiske omstændigheder og udviklinger som driver historien frem tager for MEGET plads fra de mere sanselige og emotionelle oplevelser. (Sådan ala "Så gjorde jeg.." og så sagde hun..")
Sådan lidt i retning af at konstruere en fantastisk jernbanestrækning - for så at opdage at kravene til lokomotiverne gør, at der ikke kommer nogle passagervogne med.. :-(
Nogen der kender DET problem?
Fornuftig nok. Jeg har haft denne her historie i tankerne i mange år, men netop ikke skrevet den før, ud fra overvejelser om social smitte og det som ligner. Ønsker ikke, at være med til at legitimere noget, jeg er imod. Men nu er den skrevet, og min "skrivbordsskuffe" er stor og dyb.
Overvejer en fortsættelse, som netop ikke er afhængig af en konkret reference til "fortiden", må vi se, hvad det bliver til.
Der findes heller ikke børn under 15 år i familiehistorierne. Det er vist generelt en aldersbegrænsning på de 15 der er reglen. 😊
Tak FlotteLotte.
Nu er den skrevet, men ok, forstår godt.
Regler er jo regler, sjovt, at der er plads til alt det familiehalløj,
men sådan er det så. Gad vide, hvad jeg gør med min skriveøvelse. Har ikke lyst til at sætte en anden alder, så går noget af dramatikken væk.
Men tak for din advarsel.
Nu skriver du voksen børnelokker. Sexwriter udgiver vist ikke historier om børnelokkere og pædofili. Der står nogen regler et sted.
Bare lige inden du når at bruge alt for meget tid på din historie 😊
Tak Jacob og Camilla
Jeg bestræber mig på, at gøre den historie jeg skriver, mere uafhængig af mine egne erfaringer. Undgå at bruge "hovedstolen" helt op-agtig. Jeg opdagede, at jeg-formen gjorde, at det hele blev for tæt på, og da jeg indførte sekvenser, som er opdigtet, føltes det, som om jeg løj. Nu skal eventuelle læsere jo ikke belemret med min historie, men den skal forskydes og gøres mere interessant. Jeg tror det bliver med 3. persons- perspektivet. Jeg fik nu også lyst til at skildre historien fra den voksne børnelokkers perspektiv, men det sker så først, når jeg er færdig med det, jeg har gang i nu. Og nok ikke den samme historie.
Fordelen ved at skrive i 3. person - uden en jeg-fortæller - er, at man kan skifte synsvinkel. Man kan begynde med at fortælle om en mand, der belurer en pige. Vi kan følge ham lige til det, punkt, hvor han sniger sig ind på hende. Så kan forfatteren skifte synsvinkel og lade os følge fortsættelsen, som den opleves af pigen.
Det kan man også gøre, når man skriver i jeg-form. Det er jo tilladt at skifte jeg-person undervejs.
Man kan begynde med at skitsere en handling og derefter spekulere lidt over, hvilken af personerne man vil gøre til jeg-person. Vi har selv prøvet at fortælle den samme historie to gange med først den ene, så den anden hovedperson som fortæller (Sexpagten 10 og 12). På den måde kan man få to ganske forskellige historier ud af det.
Det kan være lettere at gøre historien nærværende, når man skriver i jeg-form. Men undertiden kan man have nogle hovedpersoner, der ikke har så megen omtanke i hovedet, at det føles realistisk, at de er i stand til at sætte ord sammen.
Tak til Marco & Anne Louise
Jeg har skrevet en lang beretning, men er ikke tilfreds. Når jeg skriver i 1. person, fortæller jeg for meget og skildrer forløbene for lidt. Og nu har jeg gennemarbejdet to scener i 3. person. Det er virkelig vanskeligt, fordi jeg skal jo beskrive gøren og laden, og ikke bare fortælle om følelser. Som for eksempel når en børnelokker overtaler en ung til sex. Når jeg ikke kryber ind i hjernen til den unge, må jeg beskrive kvalme, ophidselse, ængstelse og desperation som handlinger, som fysiske træk,- mimik m.m. Vanskeligt, men også morsomt. Bruger meget længere tid på denne skriveform, end når jeg lader 1. person opleve tingene.
Jeg kan godt forstå udfordringerne med at skildre to menneskers følelser i et tekstafsnit, dersom vi skal ind i deres hoveder. I en tysk roman følger man en historie set gennem flere aktører. Det var vist 6-7 figurer, som hver for sig skildrede begivenheden.
I det projekt, jeg har gang i pt, kunne det være interessant at følge børnelokkerens oplevelser til dørs. Hændelserne, jeg skildrer, er for over 60 år siden, men jeg har jo opbygget en erindring fra mit perspektiv,- den unge dreng-, men måske, inspireret af jer, forsøge at kikke på verden gennem en homoseksuel pædofils øjne. Har jeg faktisk aldrig tænkt på før.
Tak for inspirerende svar
Safari
Enig med Anne Loise
Uden at afsløre for meget, så har jeg selv ikke oplevet alt det min "jeg-person" har oplevet. Desværre.
Jeg er ikke helt med - for at du skriver i 1. person betyder jo ikke, at det er selvoplevet. Et par gange har vi syntes det var skægt at skrive historien set gennem en anden persons perspektiv. F.eks. er vi egentlig er så optaget af tvang, men ved at gennemtænke, hvordan en person, der tændte på det, ville føle og agere, fik vi faktisk en ganske spændende skriveoplevelse.
Et par gange har vi skrevet med en fortæller, der var et rigtigt dumt og selvoptaget svin. Det er også sjovt.
Noget spændende - som dog ikke er så let for læseren at følge med i, er der hvor vi har skrevet med to forskellige fortællere ("Der går min klasselærer"), hvor en ung pige har et forhold til en ældre lærer. Her kunne vi følge spillet mellem dem - deres usikker, hvad tænker de, hvad mon den anden tænker. Men det ville tage sig bedre ud, hvis man kunne stille det op med to forskellige skrifttyper eller lignende.
mvh Anne Louise
Jeg skriver kun i jeg-form. Det falder mig mest naturligt, det er også lettere at beskrive følelser og tanker i en jeg-fortælling.
Som læser nyder jeg også mest at læse noveller der er skrevet med en jeg-fortæller. Det er ligesom lettere at leve sig ind i historien og gære det til sin egen.
Men det er naturligvis en smag sag, der er sikkert andre der har det omvendt.