Går som ung en tidlig morgen
gennem Stengade i Helsingør, gryende lys
og salt luft fra Sundet fylder gaden.
På første sal i et af byens ældste huse
står et vindue åbent
på vid gab for sommeren.

Ved ikke, hvem de er, ser ikke nogen,
hører bare to elskende ude af sig selv,
eller langt inde i sig selv,
deres lyde forplanter sig gennem luften,
kommer mig i møde,

blidt og råt sønderriver lydene på én gang
undsluppet et indre rum, og kastet ud
i det ydre,
har ikke før hørt
så højlydt selvforglemmende lyde.

Akustikken mellem husene overrumpler, intet
i den stille gade absorberer
begærets toner,
der stiger som en urtåge fra et ubestemmeligt sted
mellem lykke og undergang,
hvirvler svimmelt.
Jeg ser ikke virkeligheden i øjnene,
lytter bare tavs og opmærksom til den,
smiler for mig selv,

de elskendes orgasmer løfter
brosten op mellem fortovsfliserne,
stenene svæver et øjeblik.
Efterklange aflejres i mit bryst,
en hemmelig glæde over, at de lyde
måske også findes skjult i min strube
uden endnu at have revet sig løs,
fundet fri passage.

Pia Tafdrup. fra Lyden af skyer, s. 130, Gyldendal 2020, 2021